Da fodboldspilleren blev pædagog

Det er ikke optimalt at spille fodbold, studere og arbejde på samme tid. Vi kvindelige fodboldspillere ved dog, at der kommer en tid efter fodbold. Men hvad sker der, når man ikke længere kan kalde sig fodboldspiller?

AF CECILIE BREIL KRAMER

EM i 2013, Champions League, ”The Double” i 2016, oprykninger, nedrykninger. Jeg har prøvet meget i min karriere. Mere end de fleste. Men hvad sker der egentlig med et menneske, når noget, der har været en del af ens liv, pludselig forsvinder? Når man lægger støvlerne på hylden og ikke længere kan kalde sig fodboldspiller?

For mig var planen klar, jeg skulle ud og bruge min uddannelse som pædagog. Det kan lyde angstprovokerende for mange at skifte en fodboldtilværelse ud med et civiljob, men for mig betød det en ny hverdag. En hverdag med mere tid til familien. De ugentlige træningspas blev skiftet ud med mødeskemaer, madplaner og hvem bringer/henter i vuggestuen. Weekenderne, der ofte var booket af kampe, blev erstattet aftaler med familie og venner.

Da jeg indstillede min karriere, var jeg mæt af fodbold. Mæt af de mange træningspas og lange landsholdsture. Måske var det jeg fordi, jeg i min karrieres efterår fik en datter? Ens prioriteter ændrer sig, når man stifter familie, og man finder ud af, hvad der er vigtigt for én.

Men mest af alt forsvandt lysten. Den lyst og glæde, der altid har været drivkraften og som har overskygget alle de familiemiddage, fødselsdage, tid med vennerne og ikke mindst familien, man er gået glip af. Det var med andre ord ikke det værd.

En tid efter fodbold

På trods af fodbold og jobs har jeg formået at tage en uddannelse oveni. Fordi vi som kvindelige fodboldspillere ved, at der kommer en tid efter fodbold, og at vi aldrig vil tjene nok til at kunne læne os tilbage og nyde resten af vores dage i et eller andet ferieparadis. De fleste tjener ikke engang nok til en opsparing.

Hvis du spørger mig, om det er optimalt at arbejde, træne og læse på samme tid, er svaret nej. Sådan er virkeligheden desværre for rigtig mange kvindelige fodboldspillere i dag. Min kone og jeg regnede en aften på, hvor mange på kvindelandsholdet, der var i gang med en uddannelse. Det viste sig at være 2/3.

I dag er jeg glad for, at jeg tog en uddannelse, for det betyder, at jeg kan starte mit nye liv med det samme. Jeg skal ikke på SU eller undre mig over, hvilken uddannelse jeg skal tage.

Men hvad er det så der sker med éns identitet, når man skifter så drastisk karrierespor?

Jeg har personligt haft brug for at få fodbold ud af systemet. Det skal forstås på den måde, at jeg slet ikke skulle spille, ikke engang hyggebold. Her syv måneder efter har jeg ikke savnet det. I dag kan jeg spise aftensmad med min datter og min kone, se min familie og venner – uden at skulle planlægge det et halvt år frem. Jeg har fået en frihed, som jeg ikke har haft i mange år. Så måske er jeg ikke fodboldspilleren Cecilie mere. Til gengæld er jeg mere mor, mere kone, mere datter og mere ven for så mange vigtige mennesker i mit liv.

Fodbold har været alt i mit liv. Jeg har mødt min kone. Nogle af mine bedste venner har jeg mødt gennem fodbold. Jeg har haft nogle af de bedste trænere og målmandstrænere. Jeg har mødt så mange skønne mennesker og haft en masse fede oplevelser. Jeg er taknemmeligt for, hvad fodbold har givet mig. Om jeg vil det eller ej, vil fodbold stadig være en kæmpe del af mig.

Cecilie Breil Kramer

• Født den 25. marts 1987
• Tidligere dansk landsholdsmålmand
• Har bl.a. spillet i Brøndby IF, Vittsjö GIK og Fortuna Hjørring

Tilmeld dig Spillernes Stemmes nyhedsbrev