26. 06. 2017

Der er altid sprækker i døren

Jeg håber ikke, at EM-triumfen var once in a lifetime, for jeg under af hele mit hjerte en ny generation af danske fodboldspillere at skabe den triumf, der samler et helt land.

AF FLEMMING POVLSEN

26. juni. Datoen er for altid brændemærket i mit sind, min krop og mit hjerte. Det er altid en ganske særlig dag at vågne op til. En dag, hvor smilet ubesværet dukker op. Dagen dukker også op helt af sig selv. Faktisk flere gange om året. For jeg bliver rigtig tit mindet om, hvad det var, der skete der i sommeren 92. Der er bestemt ingen fare for, at jeg går hen og glemmer den.

Når jeg kommer rundt i landet, er der stadig rigtig mange, der gerne vil snakke om de vidunderlige dage i 92. Jeg deler den her særlige oplevelse med rigtig mange mennesker, min egen generation og generationen før og efter mig.

84 og 86-holdet havde noget andet over sig. Noget mere elegant måske. På 92-holdet havde vi den der følelse af, at sammen er vi stærke

Folk kommer umotiveret hen til mig og takker for en dejlig oplevelse og siger tak for 92. Det synes jeg er utrolig rart. For vi danskere er ikke altid så gode til at give verbalt skulderklap til hinanden. Men den her oplevelse har ramt så mange. At den ikke bliver glemt i de næste mange, mange år. Og det er da utrolig livsbekræftende at dele en stor bedrift med så mange andre.

For mig er den 26. juni en mærkedag. Hvert år, nu i de seneste 25 år, er den blevet markeret. Med holdkammerater og store sammenkomster. Og i år skiller den sig måske ud fra de andre år. 25-året kræver naturligvis både en tur på Københavns Rådhus og en tur til det svenske for at bo på det hotel, hvor vi boede under en del af slutrunden i Sverige.

Det er altid rart at se de andre igen, og historierne bliver ikke ringere fra år til år. Måske er der også en tendens til, at vi her i jubilæumsåret for triumfen bliver gjort bedre, end vi var dengang. Tiden løfter på en måde vores stjernestatus.

Sammen var vi stærke

Men selvfølgelig kunne vi noget. Det var ikke bare held. Vi var en ualmindelig sammentømret flok, der havde kendt hinanden i en del år. Vi havde spillet på U21-landsholdet sammen, OL-landsholdet, og så havde vi smidt en VM-kvalifikation i Rumænien. Richard kendte sit hold. Han vidste, at vi havde det i os, når det gjaldt.

Jo længere væk fra min karriere, jeg kommer, jo mere stolt bliver jeg altså af de ting, jeg opnåede

Vi var som gruppe fantastisk gode til at finde on og off-knappen. Vi kunne forandre karakter, når vi kom ind over kridtstregerne. Vi vidste, hvornår det var alvor. Og når vi var på afstand af kamparenaen, kunne vi lade energier op på en ualmindelig afslappet måde, som vi kunne bruge, når vi gik ind på banen. Det var virkelig en særlig gruppe. Vi havde den der holdånd, som mange snakker så meget om i dag. 84 og 86-holdet havde noget andet over sig. Noget mere elegant måske. På 92-holdet havde vi den der følelse af, at sammen er vi stærke. En plus en gav tre, og vi gjorde hinanden lidt bedre, end vi egentlig var.

Der var en kultur på holdet, hvor alle var klar over sin rolle og arbejdsopgaver i hierarkiet. Alle vidste, hvem der spillede de forskellige pladser, når de var klar. Ingen var skuffede. Selvfølgelig ville spillere som Johnny Mølby og Morten Bruun sikkert gerne have haft bare fire minutter på banen for at føle det hele lidt mere nærværende. Men der var ingen brok fra nogen, og det kendetegner en enestående gruppe. Måske også derfor, at vi stadig kan holde ud at mødes 25 år efter. Vi havde det godt sammen. Danskerne havde det godt sammen der i sommeren 92. Og det er næsten det, der gør mig mest stolt over bedriften. At vi formåede at samle et helt land på den måde, som det lykkedes i 92.

Helt ærligt, så gider jeg faktisk ikke at være én blandt 20, der har vundet EM. 

Jeg håber bestemt ikke, at EM-triumfen  i 1992 var once in a lifetime for et dansk landshold. Jeg under virkelig andre spillere at få så stor en triumf, der gør et så stort indtryk på så mange mennesker. Selv så mange år efter. Og det er ikke bare noget, jeg siger, for at være politisk korrekt. Jeg har ikke brug for at være én blandt en lille flok af spillere, der opnåede noget så stort. Der må gerne komme en ny generation og skubbe vores triumf i baggrunden, så det ikke er vores triumf, man skal snakke om igen om 25 år.

Danmark har brug for en ny triumf

Danmark og dansk fodbold kunne godt trænge til sådan en ny oplevelse. Så vi også kan få den nye generation med. Jeg udelukker på ingen måde, at det kan ske igen. Leicester kunne blive mester i England. Island kom helt frem til en kvartfinale ved sidste års EM, og Wales gik langt. Lande med vores passion og størrelse er jo lige ved at lykkes. Hvorfor skulle det så ikke kunne lykkes for Danmark igen på et tidspunkt? Jeg vil i hvert fald aldrig lukke døren og sige hertil og ikke længere. Der er altid sprækker i døren. Og alting kan bare ske i fodbold. Vi har jo bedre talentarbejde end både Island og Wales, så hvis vi kan adoptere mere af deres vikingeattitude, kan det måske en dag gå op i en højere enhed igen for dansk fodbold.

Jeg kunne virkelig godt tænke mig at se en triumf af den karat til Danmark sådan lidt fra sidelinjen. Alle taler om, at samfundet er blevet meget mere individualiseret. Vil en stor fodbold-triumf igen kunne skabe den eufori i Danmark, som vi så i 1992? Den her fælles ekstase, hvor alle krammer alle. Hvor livet er en fest. Helt ærligt, så gider jeg faktisk ikke at være én blandt 20, der har vundet EM: For historiens skyld er det vigtigt, at vi snart får nye stjerner på himmelen.

Mange glemmer måske, at der også var et negativt skær over landsholdet der i starten af 90’erne. Brian og Michael Laudrup meldte fra, og Mølby syntes, at vi spillede for træls fodbold

Det var tæt på at blive rigtigt stort ved VM i Frankrig i 98, og i 2002 i Japan viste det danske landshold også flaget. Lige nu er der desværre vindstille. Landsholdet har brug for vind i sejlene. Vi mangler måske det der lucky punch for at få det hele til at rejse sig. Landsholdet kunne jo passende tage at spille sig videre fra puljen og kvalificere sig til VM. Det er første skridt. Når det er taget, så ved man aldrig.

Det kan godt være, at nogen synes, landsholdet er nede i en bølgedal nu. Men mange glemmer måske, at der også var et negativt skær over landsholdet der i starten af 90’erne. Brian og Michael Laudrup meldte fra, og Mølby syntes, at vi spillede for træls fodbold. Men så fik vi lige de tre gode uger, som løftede et helt land. Og jo længere væk fra min karriere, jeg kommer, jo mere stolt bliver jeg altså af de ting, jeg opnåede. Jeg går ud fra og håber, at landsholdet for mange unge stadig er det, de sigter efter. Trods konkurrencen fra Messi og Ronaldo og klubfodbolden. For intet kan som en triumf med sit eget land blive større.

Vi spillere, der var så heldige at opleve de gyldne dage i Sverige, vil sikkert også fejre triumfen om 25 år. Men jeg håber af hele mit hjerte, at danskerne også har fået andre fodboldtriumfer at samles om til den tid.

Flemming Povlsen

  • Født den 3. december 1966
  • Spillede blandt andet i 1. FC Köln, PSV Eindhoven og Borussia Dortmund

Tilmeld dig Spillernes Stemmes nyhedsbrev

Tilbage

05.09.2017

Spansk kaos har rustet mig til fremtiden

LÆS MERE
21.08.2017

Mødet med soccer: Fantastiske faciliteter og store udfordringer

LÆS MERE
08.08.2017

Få fokus på fodbolden

LÆS MERE
25.07.2017

Opgøret med den stereotype fodboldspiller

LÆS MERE
19.07.2017

Det er svært at vænne sig til at tabe

LÆS MERE
29.06.2017

Drømmen om professionel fodbold gik i opfyldelse

LÆS MERE
26.06.2017

Der er altid sprækker i døren

LÆS MERE
22.05.2017

Jeg tror, de andre spillere troede, jeg var en praktikant

LÆS MERE
29.03.2017

”For fanden, Jensen, jeg brænder aldrig”

LÆS MERE
13.03.2017

Guide: Sådan slår du ikke igennem i FCK

LÆS MERE
15.02.2017

SPIS ELLER BLIV SPIST: JEG BLEV DET DYR, DE EFTERLYSTE

LÆS MERE
13.02.2017

Ikke nok at være lige så god, når man er fra Danmark

LÆS MERE
08.02.2017

Ville væk fra folkeskolelærernes socialistiske fodbolddanmark

LÆS MERE
03.02.2017

Da fodboldspilleren blev pædagog

LÆS MERE
12.01.2017

Stenkast og bål og brand i Beograd

LÆS MERE
20.12.2016

Mit liv blev sat fuldstændig på standby

LÆS MERE
17.11.2016

Så stod Auri der kraftedeme igen

LÆS MERE
08.11.2016

Mistede lysten til fodbold i Viborg

LÆS MERE
24.10.2016

Når der ikke er mere fodbold tilbage i knæet

LÆS MERE
11.10.2016

»The Dane is fucking crazy«

LÆS MERE
10.10.2016

Ligegyldigt hvem jeg står over for, tror jeg på, jeg er bedre

LÆS MERE
10.10.2016

Mit (foreløbige) farvel til fodbold

LÆS MERE
10.10.2016

Spillerforeningen lancerer Spillernes Stemme

LÆS MERE