08. 08. 2017
Få fokus på fodbolden
AF JULIE TRUSTRUP JENSEN
I december måned rev jeg mit korsbånd over. Vi havde netop kvalificeret os til den EM-slutrunde i Holland, som lige er overstået. Min korsbåndskade medførte desværre, at jeg så kampene i tv i stedet for selv at være en del af dem på banen. Det har til gengæld betydet, at jeg har oplevet opmærksomheden og medieomtalen om kvindelandsholdet udefra.
Jeg er utrolig stolt af pigerne. Og jeg er glad på deres vegne over, hvor flot de har præsteret. Gode præstationer skaber omtale. Det er tydeligt for enhver, for opmærksomheden fra diverse aviser, tv-stationer, politikere og sociale medier er større end nogensinde før. Både på godt og på ondt.
En misforstået debat
Jeg er godt klar over, at der altid vil være en bagkant. En bagside af medaljen. Med stor opmærksomhed følger skeptikere, og EM-slutrunden var ingen undtagelse.
Vi har kæmpet – og kæmper fortsat – mod sammenligningen. En sammenligning, som ikke gør godt for noget. Vi spiller kvindefodbold, og herrerne spiller herrefodbold. Og der er kæmpe forskel på de to typer fodbold
”Man opfører sig paternalistisk, når man klapper dem på hovedet og siger ”verdensklasse”, selv om alle med forstand på fodbold kan se, at ikke bare målmændene er på et ekstremt lavt niveau”, som Hans Bonde udtalte i torsdagens udgave af Berlingske. Selv samme Bonde beskriver yderligere, hvordan det tekniske, taktiske og fysiske niveau ikke engang kan måle sig med juniorherrespillere.
Læs også: Drømmen om professionel fodbold gik i opfyldelse
Man kan sagtens argumentere for, at han overordnet set har fuldstændig ret. Der er niveauforskel – både teknisk, taktisk og ikke mindst fysisk. Så kan vi altid diskutere nuancerne. Det er som sådan heller ikke pointen, der frustrerer mig. Det, der frustrerer mig, er, at vi konstant skal sammenligne. For det er en diskussion, som vi har forsøgt at løsrive os fra.
Vi har kæmpet – og kæmper fortsat – mod sammenligningen. En sammenligning, som ikke gør godt for noget. Vi spiller kvindefodbold, og herrerne spiller herrefodbold. Og der er kæmpe forskel på de to typer fodbold. Jeg vil næsten gå så vidt som at sige, at der er tale om to forskellige sportsgrene. Jeg mener, hvem sammenligner herre- og kvindehåndbold? Lad os nu komme videre.
Kan komme tæt på idolerne
Vi spillere bliver stadig spurgt, hvorfor Danmarks befolkning dog skal se kvindefodbold. Umiddelbart synes jeg, at det under denne slutrunde har været ret indlysende. Og holdets præstationer betyder forhåbentlig, at vi ikke længere skal besvare det spørgsmål.
Læs også: Mit liv blev sat fuldstændig på standby
Medierne har denne gang været gode til at dække over pigernes op- og nedture. Hvem blev ikke rørt af Theresas (Nielsen, red.) vilde jubel, da hun scorede på hovedet for måske første og sidste gang i sit liv og blev matchvinder? Eller da Nadis (Nadia Nadim, red.) tårer trillede under interviewet efter kampen mod Tyskland?
Jeg ville ønske, at der ikke var et behov for mit indlæg, som du læser lige nu. At du i stedet kunne bruge din energi på en nedtakt eller en taktisk analyse
Ikke kun op til, under og efter kamp har medierne dækket spillerne. Alt fra pakke-vaner og ritualer til Nils Nielsen dårlige jokes. Pigerne er så bundærlige, og det betyder, at man som fodboldpige i Danmark kan komme helt tæt på sit idol. Den del af mediedækningen har været fremragende, og den er med til at opbygge relationer til nogle spillere, som de færreste i befolkningen har et forhold til. I hvert fald indtil nu.
Savner fokus på fodbolden
Der har altså været lidt for enhver smag. Der har også været elementer, som har fået en større rolle, end det i min optik har været nødvendigt. Her tænker jeg selvfølgelig på kønskampen. Dermed ikke sagt, at vi ikke skal erkende og anerkende kampen og dens behov. Men den fylder ikke desto mindre alt for meget, og den fjerner fokus fra det, som det burde handle om. Nemlig fodbolden.
Jeg formoder, at (fodbold-)eksperterne er der af en årsag. For at snakke, diskutere og analysere fodbold. Ikke for konstant at skulle forsvare fodbolden eller tage en eller anden kønsdebat. På samme måde ville jeg ønske, at der ikke var et behov for mit indlæg, som du læser lige nu. At du i stedet kunne bruge din energi på en nedtakt eller en taktisk analyse.
Læs også: Da fodboldspilleren blev pædagog
Men behovet er der. For jeg har savnet fokus på fodbolden, og der har været nok at tage fat på.
Eksempelvis at Stine Larsen pludselig spillede i forsvaret og brillerede uanset, hvor på banen hun var. Eller at Nadia (Nadim, red.) på trods af en skadesperiode lige op til EM startede i alle kampe. Eller at Line S. (Jensen, red.) har overtaget midtbanen og fået spillet til at hænge sammen. Eller at Thøger (Frederikke Thøgersen, red.) kommer ind mod Tyskland og nærmest ved første boldberøring lægger det perfekte indlæg første gang til Theresa (Nielsen, red.).
Det primære fokus bør være på spillet på banen og ikke mindst på de kvindelige fodboldspillere, der i søndags vandt EM-sølv
Ja, debatten om kønskamp eksisterer. Og ja, den er vigtig. Og selvfølgelig kan – og bør – en begivenhed som en EM-slutrunde bruges som løftestang for en sådan debat. Det er også i vores interesse, og jeg er sikker på, at pigerne er stolte af at kunne være en del af den og være med til at flytte noget.
Men det primære fokus bør være på spillet på banen og ikke mindst på de kvindelige fodboldspillere, der i søndags vandt EM-sølv. Vi må ikke glemme, hvorfor vi fulgte med i EM i Holland. Det gjorde vi fordi, vi støtter Danmark og gerne vil se kvinderne spille god fodbold. Husk det.
Få Spillernes Stemmes direkte i din indbakke
Julie Trustrup
- Født den 6. april 1994
- Spiller i Brøndby IF
- Studerer idræt ved siden af fodboldkarrieren