13. 03. 2017

Guide: Sådan slår du ikke igennem i FCK

Life was good. Ny kontrakt, u-landshold og derud af. Men så smed jeg det hele på gulvet. Det her er min guide til, hvordan du ikke slår igennem i F.C. København.

AF JAMIL FEARRINGTON

Vi skruer tiden ca. 11 år tilbage. År 2006 skulle vise sig at blive året, der måske har defineret min fodboldkarriere mest. Jeg havde været i KB/FCK, siden jeg var 13 år, og de sidste par år, før jeg trådte ind i de voksnes rækker, havde været forrygende. To ynglingeliga-titler i streg og en fast plads på u-landsholdet.

Min ungdomskontrakt stod til udløb om et halvt år, i sommeren 2006, og mine tanker var egentlig mest på at rejse udenlands til én af de lidt spændende klubber, der havde kigget på mig. Førsteholdet havde jo Hans Backe som træner, og selvom vi var et par stykker, der havde trænet med et par gange eller fem, så var han ikke ligefrem kendt for at bruge unge spillere. Jeg troede i hvert fald ikke på det. Men så blev Ståle Solbakken træner.

Jeg kan stadig huske følelsen, jeg havde, da Michael Gravgaard kom op på tribunen og hev mig ned, da holdet skulle have overrakt medaljer for 05/06-mesterskabet. Det føltes som en smuk drøm. Jeg vågnede vist bare aldrig fra den

Allerede fra januar trænede jeg pludselig fast med førsteholdstruppen et par gange om ugen, og Ståle virkede vildt begejstret for mig. ”Jamil Tyson” kaldte han mig. Forhåbentlig på grund af min aggressive spillestil og statur. Jeg følte virkelig, at han troede på mig. Det var også det, jeg fik fortalt, da jeg blev tilbudt en 3-årig fuldtidskontrakt. Lars Jacobsen havde meldt ud, at når hans kontrakt løb ud ved nytår, så skulle han udenlands igen, og de kunne ikke se, hvorfor jeg ikke skulle kunne overtage pladsen efter ham.

På det her tidspunkt var jeg i gang med det sidste halve år på gymnasiet, var flyttet i egen lejlighed og fik altså serveret en fuldtidskontrakt i fødselsdagsgave sammen med en reel tro på, at jeg kunne komme til at spille for det hold, jeg havde kæmpet for og drømt om i seks år. Life was indeed good.

Jeg kan stadig huske følelsen, jeg havde, da Michael Gravgaard kom op på tribunen og hev mig ned, da holdet skulle have overrakt medaljer for 05/06-mesterskabet d. 14. maj. ”Du er sgu også en del af holdet, kom herned!” Speakeren lagde ud med de yngste spillere, så jeg blev som den første kaldt ud af spillertunnellen til et rungende Parken. Det føltes som en smuk drøm. Jeg vågnede vist bare aldrig fra den.

Dankortrouletten i Nyhavn

Jeg blev som aftalt rykket permanent op i førsteholdstruppen, da det blev sommer, og det startede egentlig godt. Jeg scorede endda i min første træningskamp mod Malmö. Jeg elskede virkelig at komme til træning og spille mod de her fantastiske spillere hver eneste dag. Marcus Allbäck, Tobias Linderoth, Jesper Grønkjær, Atiba Hutchinson, Michael Gravgaard, Brede Hangeland, Oscar Wendt og så videre. Det var det fedeste i verden.

”Nu skal jeg bare blive vildt gode venner med de her gutter”, tænkte jeg. Og jeg blev egentlig ret gode venner med nogle af dem. Venner i fodboldbranchen er fint nok, men hvis det er det, du er der for, så bør du nok finde noget andet at lave, hvis du vil noget med din karriere.

Jeg sad tit med en klump i maven, for det havde jeg slet, slet ikke råd til. Jeg ville jo ikke tabe ansigt, så jeg lod jo bare som om, det ikke betød noget

Nå, men nogle gange tog vi jo ud og spiste frokost i Nyhavn eller andre steder. Og det var nok lidt oftere, end jeg havde råd til. Jeg tjente jo en brøkdel af, hvad de fleste af mine holdkammerater tjente. Nogle gange betalte vi regningen med dankort-roulette. Hvis du ikke kender det, så er det, når alle lægger sit dankort, og man bare beder tjeneren om at trække et tilfældigt, og så betaler vedkommende hele regningen.

Jeg sad tit med en klump i maven, for det havde jeg slet, slet ikke råd til. Jeg ville jo ikke tabe ansigt, så jeg lod jo bare som om, det ikke betød noget.

Byture blev der også lidt for mange af. Jeg var jo en af de få københavnerdrenge i truppen, og lad os bare sige at jeg har tilbragt lidt for mange nattetimer på byens klubber. Så mit netværk var stort og jeg var i mit es, når den stod på fest. Og det blev ikke værre af, at der nu stod FCK-spiller på CV’et.

Her kunne jeg også vise mig lidt frem for mine holdkammerater. Det her var min hjemmebane. Jeg tænkte bare ikke over, at det ikke var her, jeg skulle brillere.

Ikke mere ”Jamil Tyson”

Så tidligt, som før den første Champions League kvalifikationskamp den sommer, fik jeg sat mig selv i et negativt lys. Vi skulle møde MyPa om onsdagen, men lørdagen før inviterede jeg nogle af drengene på hygge hos mig, og så stod den ellers på en ordentlig bytur. Dengang bestod sociale medier blot af DKBN og Nightleif, så det var ikke noget, man tænkte synderligt over.

Det er svært for mig at begribe, at noget, der er så indlysende for mig nu, ikke var en selvfølge dengang. Jeg forstod vitterligt ikke, hvorfor jeg ikke fik chancen for at vise, hvad jeg kunne

Da vi så sad til træning om mandagen til det daglige morgenmøde, lagde Ståle ud med at læse en lille liste med navne op. Jeg kunne hurtigt høre, hvor det bar hen ad, og nerverne sad pludseligt uden på tøjet. En eller anden havde sendt billeder til klubben af mig og de andre i fuld vigør i det københavnske natteliv. Det var ikke acceptabelt så tæt på en så vigtig kamp.

Jeg ved ikke, om det startede der, men jeg synes ikke, jeg virkede så ’sexet’ mere derefter. Ikke mere Jamil Tyson. Ikke flere arme om skulderen fra Ståle. Jeg var bare en af de unge. Fyld til træning. Jeg gjorde ikke noget ekstra for, at der skulle blive lagt mærke til mig igen.

Jeg indså først i midten af 20’erne, hvor meget man egentlig selv kan gøre for at iscenesætte sig selv. Være den første der kommer hver dag, og den sidste der går. Lav al den ekstra træning, du kan komme i tanke om. Kræv at få at vide, hvilke områder de ønsker, at du forbedrer dig. Og træn det som en sindssyg.

Ikke nok med, at du selvfølgelig forbedrer dine evner på de områder, du træner, men du vil også fremstå som en seriøs ung spiller, træneren kan regne med. Det er svært for mig at begribe, at noget, der er så indlysende for mig nu, ikke var en selvfølge dengang. Jeg forstod vitterligt ikke, hvorfor jeg ikke fik chancen for at vise, hvad jeg kunne på højeste niveau. Jeg følte at klubben skyldte mig det på grund af deres udtalelser ved kontraktforlængelsen.

Et opkald fra CV

Tiden gik. Jeg brugte flere og flere penge, jeg ikke havde, for at følge med mine holdkammerater og for at imponere folk, der i virkeligheden ikke betød noget for mig. Jeg begyndte at se på, hvordan jeg ellers kunne tjene nogle hurtige penge, så gælden ikke voksede yderligere. En af de måder var online poker. Det foregik oftest om natten.

Bevares, jeg havde da nogle store gevinster, men poker og andre natlige aktiviteter fik hurtigt vendt rundt på nat og dag, hvilket ofte gjorde det vanskeligt at komme op til træning. Jeg havde nok flere afbud til træning på et halvt år i FCK, end jeg har haft de seneste fem år. Det kulminerede med et opkald fra CV, som, efter endnu et afbud, orienterede mig om, at jeg efter nytår ville blive rykket ned på reserveholdet, indtil jeg kunne overbevise dem om, at jeg hørte til på førsteholdet igen.

Jeg var træt, sulten og allerede irriteret over situationen i klubben, så jeg kunne ikke rumme, at jeg var blevet vækket for at komme over og ’sidde på bænken’ til træning. Så jeg brokkede mig. Højlydt

Man skulle tro, at det ville være mit wake-up call. Men det var det bestemt ikke. Den var tung at sluge, men jeg troppede op på reserveholdet efter vinterpausen. Stadig med for mange sene nætter og for mange afbud. Jeg blev dog fortsat kaldt til træning på førsteholdet i ny og næ, når de var en mand for lidt på grund af skader.

Farvel og tak

Det var til en af disse træninger, jeg for sidste gang fik markeret mig negativt og nok endegyldigt gjorde en ende på min FCK-tid. Jeg blev vækket af telefonen ca. 9.30 og blev spurgt, om jeg ikke kunne troppe op til førsteholdstræning kl. 10. Der var en mand, der var tvivlsom, og der skulle spilles 11 mod 11. Det kunne jeg da godt, men jeg kunne ikke nå at spise eller noget.

Jeg skyndte mig over til 10’eren. Vi varmede op, spillede lidt possession. Men da vi skulle spille 11 mod 11 ca. en halv time inde i træningen, var den tvivlsomme spiller alligevel klar. ”Kan du ikke bare gå ned og sparke lidt på Villadsen, eller et eller andet”, lød beskeden til mig.

Jeg var træt, sulten og allerede irriteret over situationen i klubben, så jeg kunne ikke rumme, at jeg var blevet vækket for at komme over og ’sidde på bænken’ til træning. Så jeg brokkede mig. Højlydt.

Længe talte jeg dårligt om både Ståle og CV, selvom jeg kun ville finde den skyldige i spejlet

Peter Nielsen, som er et af de mest sympatiske mennesker, jeg er stødt på i fodboldverdenen, tog hurtigt fat i mig. ”Hvis du ikke vil være en del af det her, skal du bare sige til!” Jeg husker ikke helt, hvordan jeg fik sagt det, men pointen var i hvert fald, at jeg ikke gad være med, hvis det var på den måde. Jeg gik ind i bad, og det var sidste gang jeg trænede med førsteholdet.

Senere blev jeg orienteret om, at jeg frit kunne forlade klubben til sommer, selvom jeg havde to år tilbage af min kontrakt. Jeg tog til en lille klub i Stavanger, Norge, som var den første klub, der kom med et godt økonomisk tilbud. Jeg blinkede ikke et øjeblik, før jeg tog afsted. Jeg havde en følelse af, at jeg var blevet forrådt af den klub, jeg nærmest havde vokset op i, og længe talte jeg dårligt om både Ståle og CV, selvom jeg kun ville finde den skyldige i spejlet.

Grib nu chancen

Jeg har aldrig været nogen primadonna, et problembarn eller én, der ikke ville arbejde for tingene. Jeg tror bare, at det, at blive en del af den trup, jeg havde arbejdet for så længe, blev lidt for meget et endeligt mål. Da jeg nåede dertil, lænede jeg mig blot tilbage og tænkte, at nu skulle det bare nydes. Jeg gik mere op i, at mine holdkammerater skulle kunne lide mig som menneske, end at kræve respekt fra dem som fodboldspiller. Jeg gjorde kun lige, hvad jeg skulle, og ikke alt, hvad jeg kunne have gjort.

Det er nok det, der har motiveret mig til at dele min historie, så det måske kan tænde et lys hos nogle andre

Det er ikke fordi, jeg sidder og græder snot over, at det ikke blev til mere, for jeg har haft en karriere, som har budt på en masse fede oplevelser, og som jeg bestemt er stolt over. Men engang i mellem er der en lille nagende følelse af ærgrelse, der sniger sig ind på mig med en lille stemme, der spørger, hvad det mon kunne være blevet til.

Nogle ville måske sige, at jeg bare ikke var god nok. Men måske havde jeg været det, hvis jeg greb det seriøst an. Det finder jeg aldrig ud af, og det kan godt gå mig på en gang i mellem.

Nu er jeg et helt andet sted i karrieren, hvor jeg er faldet godt til rette i Brønshøj Boldklub. Jeg har ikke følt mig så meget hjemme et sted, siden jeg forlod FCK. Bortset fra mit eget bidrag på banen, er min fornemmeste opgave jo nok at lære fra mig til truppens mange unge spillere. Det er nok det, der har motiveret mig til at dele min historie, så det måske kan tænde et lys hos nogle andre.

Grib nu chancen mens den er der. En dag er det for sent.

Jamil Fearrington

  • Født den 20. april 1986
  • Spiller i Brønshøj Boldklub
  • Har bl.a. spillet i F.C. København, Stavanger, FC Roskilde og Arendal Fotball

Tilmeld dig Spillernes Stemmes nyhedsbrev

Tilbage

13.03.2017

Guide: Sådan slår du ikke igennem i FCK

LÆS MERE
15.02.2017

SPIS ELLER BLIV SPIST: JEG BLEV DET DYR, DE EFTERLYSTE

LÆS MERE
13.02.2017

Ikke nok at være lige så god, når man er fra Danmark

LÆS MERE
08.02.2017

Ville væk fra folkeskolelærernes socialistiske fodbolddanmark

LÆS MERE
03.02.2017

Da fodboldspilleren blev pædagog

LÆS MERE
12.01.2017

Stenkast og bål og brand i Beograd

LÆS MERE
20.12.2016

Mit liv blev sat fuldstændig på standby

LÆS MERE
17.11.2016

Så stod Auri der kraftedeme igen

LÆS MERE
08.11.2016

Mistede lysten til fodbold i Viborg

LÆS MERE
24.10.2016

Når der ikke er mere fodbold tilbage i knæet

LÆS MERE
11.10.2016

»The Dane is fucking crazy«

LÆS MERE
10.10.2016

Ligegyldigt hvem jeg står over for, tror jeg på, jeg er bedre

LÆS MERE
10.10.2016

Mit (foreløbige) farvel til fodbold

LÆS MERE
10.10.2016

Spillerforeningen lancerer Spillernes Stemme

LÆS MERE