13. 02. 2017

Ikke nok at være lige så god, når man er fra Danmark

Jagten på at undslippe det socialistiske fodbolddanmark fortsatte. ”I’m a football player from Denmark”-pladen sad efterhånden i skabet. Men da jeg endelig kom forbi vagten, fandt jeg ud af, at det ikke er nok at være lige så god som de andre, når man kommer fra Danmark.

AF MADS IBENFELDT

Dette er en fortsættelse. Har du ikke læst den første del? Så kan du læse den her.

De næste mange dage og uger gik med at tage ud til træningsanlæg om formiddagen og træne om eftermiddagen i diverse parker i London. Jeg blev nødt til at holde mig fit, for tænk hvis chancen pludselig kom, og jeg ikke var fysisk klar. Det ville jeg ikke kunne tilgive mig selv for.

Hver morgen, når jeg tog afsted ud til en ny klub, føltes min iPad og mine støvler som 30 kg håndvægte under hver af mine arme. Men på underlig vis var det som om, at de blev en smule lettere for hver dag, der gik.

Det var en lettelse endelig at jagte sin drøm. En lettelse at vide at man havde gjort alt, hvad man kunne, lige den dag.

Efter et stykke tid stillede jeg mig selv spørgsmålet: Hvornår er det nok? Hvornår kunne jeg sige til mig selv; ”du har gjort alt, hvad du kunne.” Hvornår kunne jeg befri mig selv? Men jo hårdere jeg prøvede, jo mere energi jeg lagde i det, jo sværere var det også at give op.

Mange af stederne kom jeg slet ikke ind. Andre steder fik jeg lov til at give en lille seddel med mit nummer på til en holdleder eller i hvert fald til én, hvor jeg var helt sikker på, at den seddel ikke kom videre. Det var de færreste steder, hvor det lykkedes mig at få bare en lille snak med manageren.

”Det er fandeme sejt”

En af dagene besluttede jeg mig for at prøve lykken i Coventry FC. En klub, som jeg kan huske fra dengang, jeg var helt lille og lå foran fjernsynet og så tipslørdag og samlede på spillerklistermærker.

Efter en times togtur blev jeg nødt til at tage en taxa resten af vejen, da der ikke gik offentlig transport ud til træningsanlægget. Selvfølgelig. Efter en halv time i taxa mødtes jeg af endnu en stor jernlåge. Deja vu. Jeg skulle egentlig lige til at sige til taxachaufføren, at han bare kunne køre mig tilbage, da han kørte op til vagten og mumlede et eller andet, jeg ikke kunne høre.

Mod alle odds åbnede vagten porten, og den kørte langsomt til side bag ham. Den dag i dag er jeg stadig i tvivl om, hvad min taxamand sagde til vagten. Var jeg bare skide heldig at blive forvekslet med en anden?

Inde var jeg i hvert fald. Vi kørte forbi en masse fuldstændig finkæmmede baner, hvor gartnerne var i gang med at gøre det sidste klar til dagens første træning. De stod knivskarpt. Duften af nyslået græs hang tungt i luften, og aldrig før har jeg set det så grønt og længtes så meget efter at spille fodbold.

Da jeg kom til bygningen, hvor det hele foregik, spurgte jeg efter manageren, Steven Pressley, med den største selvfølgelighed.

Efter at have spurgt et par spillere, som kiggede mærkeligt på mig, kom en sekretær og viste mig vej op til et kontor. Jeg trådte ind, og dér sad manageren og sportschefen og kiggede på mig. Jeg præsenterede mig og fortalte, hvorfor jeg var kommet. Da jeg på mit bedste engelsk var færdig, blev der helt stille. Steven kiggede på mig. ”Det kan godt være, det ikke bliver til noget, men det er fandeme sejt, du bare er dukket uanmeldt op”, sagde han, og sportschefen nikkede bekræftende til ham.

Tænk, at man kan sidde i taxaen på vej tilbage med sådan en tilfredsstillende følelse i kroppen, bare af at have fået et beskedent ”måske”.

”I’m a football player from Denmark”-pladen

Efter en uges tid blev jeg kontaktet af dem. De kunne godt tænke sig at se mig an i en kamp for deres reservehold, men da vi senere fandt ud af, det var en officiel kamp, kunne det ikke lade sig gøre, da jeg ville blive låst. Så tæt på og så var det en praktikalitet, der kom i vejen.

Endelig blev jeg kontaktet af en af de klubber, jeg havde været ude hos en af de foregående dage. Mit arbejde havde båret frugt. John Schofield, assistenttræner i Gillingham, kontaktede mig og sagde, at de gerne ville se mig til en prøvetræning næste morgen (da jeg på det tidspunkt var i Birmingham, stod jeg op midt om natten for at nå til den sydøstlige del af England næste morgen).

To uger forinden havde jeg været forbi deres træningsanlæg, hvor jeg var heldig at fange Gillinghams Manager, Peter Taylor, efter en morgentræning, hvor de var på vej ind.

Peter var i øvrigt ham, som gav David Beckham anførerbindet, da han var Engelsk landsholdstræner.

Jeg kan huske, at han tøvede kort med at gide at snakke med mig, men han valgte alligevel at gøre det. Jeg fik hurtigt spillet min ”I’m a football player from Denmark”-plade, som jeg efterhånden var blevet god til. Fik hurtigt givet ham min mail og nummer, og han var videre igen på under et minut.

Mødet med den stærkeste spiller i verden

Mandag morgen sad jeg i Gillinghams omklædningsrum og var ved at binde mine støvler. Bare at være kommet så langt var helt vildt. Det var interessant at se, selv i en klub som Gillingham, hvor gode forholdene var. De havde et svømmebassin til genoptræning, stort fysioterapeutrum med mange brikse, koldvandsbassin, styrkerum, kok og kantine for bare at nævne noget af det. Ja, og selvfølgelig egne gartnere til at holde træningsbanerne.

Hver træning var som at skulle spille min vigtigste kamp i karrieren. Jeg målte og vejede mig konstant i forhold til de andre midtstoppere. Hver tackling, berøring og aflevering handlede for mig om at gøre det bedre end mine konkurrenter. Det var svært at finde det rette spændingsniveau, men jeg har altid haft en evne til at være god, når jeg skulle være det, og det skulle jeg her.

Der var et højt niveau både taktisk og teknisk, og folk virkede meget skolede og gode til at tage de rigtige beslutninger. Det er svært at sammenligne det med dansk fodbold, da engelsk fodbold er meget hårdere og mere afklaret. Men man skal bestemt ikke undervurdere deres tekniske niveau. Du bliver nødt til at have et godt touch, da der bliver gået meget hårdt til den og tacklet hårdt. Ellers kommer det til at gøre for ondt.

Ved min første træning i Gillingham var der en spiller, man ikke kunne undgå at kigge på. Jeg har aldrig set så stort et menneske. Hans arme var som lår, og det lignede, at nakken var vokset sammen med baghovedet. Muskelmassen var enorm.

Han hed Adebayo Akinfenwa. Senere fandt jeg ud af, han er blevet kåret af Guinness World Record som den stærkeste spiller i verden. En af mine første dueller var over for ham. Jeg har aldrig gjort mig så stærk i hele kroppen. Han var i øvrigt en fin spiller og havde et godt touch.

Overvejede at lyve

Det, som skulle have varet en uges tid, var pludselig blevet til 3-4 uger, og jeg havde ikke hørt noget med hensyn til fremtiden. Jeg syntes, det var et meget spændende sted at være, så jeg kunne ikke få mig selv til at gå op og slå i bordet. Det var frygten for et nej, som holdt mig tilbage.

Jeg havde fået et fint forhold til Peter Taylor. Jeg havde indtrykket af, at han syntes, jeg var en god spiller og en fin fyr. Sådan noget fortæller man jo ikke hinanden i den branche, så det var kun en mavefornemmelse.

En dag efter træning blev jeg kaldt op på Peters kontor. Jeg var godt nok spændt på, hvad han ville sige. Jeg vidste, jeg havde gjort det godt, da flere af de andre spillere havde anerkendt min kompetencer. Hver dag havde jeg målt og vejet mine forsvarskonkurrenter. De var gode, men jeg havde også gjort det godt. Om det var nok, var usikkert.

Et andet aspekt var også, at jeg ikke er ung længere. Alle de her tanker, en prøvespiller nu gør sig. På vej op af trappen til hans kontor overvejede jeg, om jeg skulle lyve og sige, at jeg var 21, fordi jeg vidste, det ville være mere attraktivt for klubben. Det lod jeg dog være med. Trods alt.

På hans kontor satte jeg mig i hans store sofaarrangement, og han begyndte på den største kliché, en træner kan give en prøvespiller, som klubben ikke vil tilbyde en kontrakt. Jeg nåede ikke at høre så meget, da jeg udmærket var klar over, hvor han ville hen. Nu havde han set mit niveau og ville forhåbentlig bruge noget af hans kostbare tid på at sende mig videre.

Aner ikke, hvem vi er

Peter Taylor er et stort navn i England og kunne blive et godt kort for mig. Nok også mit eneste. Efter han var kommet til nej’et og virkede oprigtig, da han sagde ja til at hjælpe mig, gav vi hinanden hånden, og jeg fik hans mail på bagsiden af en afrikansk spillers CV, som han tog tilfældigt fra en stor bunke papirer med fodboldspilleres CV.

Det var en kæmpe nedtur at have været så tæt på målet og pludselig skulle starte fra nul igen.

Jeg læste senere på dagen, at de havde skrevet med en midterforsvarer, som havde en masse erfaring fra League 1, som Gillingham lå i. Det kunne være, han var bedre eller dårligere. Han var nok nogenlunde på samme niveau, som dem de havde. En ting var sikkert; når man kommer fra et land, som de knapt nok har hørt om, ud over der vist nok er flotte piger, så er det ikke nok at være lige så god. Man skal være en del bedre.

Det var som at være oppe mod overmagten.

Mange steder spurgte de mig, hvor jeg senest havde spillet, og jeg svarede ærligt AB Copenhagen. Flere af dem nikkede og mumlede ”FC Copenhagen” uden at virke begejstret. Det siger lidt om Danmarks fodboldmæssige positionering i udlandet.

Fortsættes…

Mads Ibenfeldt

  • Født den 26. januar 1985
  • Spiller i Nykøbing FC
  • Har tidligere spillet i B93, Brønshøj BK, AB og Southend United

 Tilmeld dig Spillernes Stemmes nyhedsbrev

Tilbage

26.06.2017

Der er altid sprækker i døren

LÆS MERE
22.05.2017

Jeg tror, de andre spillere troede, jeg var en praktikant

LÆS MERE
29.03.2017

”For fanden, Jensen, jeg brænder aldrig”

LÆS MERE
13.03.2017

Guide: Sådan slår du ikke igennem i FCK

LÆS MERE
15.02.2017

SPIS ELLER BLIV SPIST: JEG BLEV DET DYR, DE EFTERLYSTE

LÆS MERE
13.02.2017

Ikke nok at være lige så god, når man er fra Danmark

LÆS MERE
08.02.2017

Ville væk fra folkeskolelærernes socialistiske fodbolddanmark

LÆS MERE
03.02.2017

Da fodboldspilleren blev pædagog

LÆS MERE
12.01.2017

Stenkast og bål og brand i Beograd

LÆS MERE
20.12.2016

Mit liv blev sat fuldstændig på standby

LÆS MERE
17.11.2016

Så stod Auri der kraftedeme igen

LÆS MERE
08.11.2016

Mistede lysten til fodbold i Viborg

LÆS MERE
24.10.2016

Når der ikke er mere fodbold tilbage i knæet

LÆS MERE
11.10.2016

»The Dane is fucking crazy«

LÆS MERE
10.10.2016

Ligegyldigt hvem jeg står over for, tror jeg på, jeg er bedre

LÆS MERE
10.10.2016

Mit (foreløbige) farvel til fodbold

LÆS MERE
10.10.2016

Spillerforeningen lancerer Spillernes Stemme

LÆS MERE