22. 05. 2017

Jeg tror, de andre spillere troede, jeg var en praktikant

Premier League er noget for sig. Det er ikke så sært, at de unge drenge mister hovedet. Hvordan skal man have et normalt forhold til penge, når man tjener så meget i så ung en alder?

AF JAKOB HAUGAARD

Jeg går rundt og handler i Fakta i Herning. Det er i december måned. Superligaen er lige slut, og jeg skal lige købe lidt ind. Så ringer min telefon, og jeg kan se, det er min agent. Han fortæller mig, at han har snakket med målmandstræneren i Stoke, som har holdt lidt øje med mig i et stykke tid. Han havde set noget interessant i mig.

Jeg tror, det endte med, at jeg gik rundt i Fakta i en halv time, det skulle egentligt bare have været de berømte fem minutter. Og jeg fik vist slet ikke handlet de ting, jeg skulle have. Det er klart, at det satte gang i tanker. Det her kunne altså ende med, at jeg ville komme til Premier League.

Det var sgu lidt surrealistisk at gå rundt der i Fakta i Herning og pludselig være tæt på drengedrømmen. Tænk, hvis jeg skulle til England og Premier League. Havde jeg mon spillet sidste kamp for FC Midtjylland?

Jeg fik ikke svar på mine spørgsmål i de kommende dage. Der var jo ikke noget rigtigt konkret i det, men min agent ville alligevel fortælle mig det. Bare så jeg vidste det. Og som et skulderklap. Der gik noget tid, hvor der ikke rigtigt skete noget. Jeg ventede bare på at få at vide, at nu køber vi en flybillet og flyver over til lægetjek og får skrevet kontrakten under. Jeg var så klar.

Fortalte intet til min fodboldgale familie

Da forårssæsonen startede op igen i FC Midtjylland, røg jeg på bænken, da FCM hentede Johan Dahlin. Jeg fik dog de sidste fem kampe i Superligaen og var med til at vinde mesterskabet. Det var vildt fedt. Stadig væk var der ikke sket noget afgørende i Stoke. Det var først i slutningen af maj, at jeg endelig fik den melding, jeg havde gået rundt og tænkt på i måneder nu efter opkaldet i Fakta. Vi skulle til Stoke, til lægetjek og forhåbentligt kontraktunderskrivelse. Vi havde lige spillet på hjemmebane mod Brøndby, og efter kampen satte jeg mig i bilen og kørte til København.

Jeg havde jo lyst til at råbe og skrige til hele verden, at nu skal I høre, hvad jeg har gang i. Det her er det fedeste. Men især min bror og min far og så mig selv, vi er fodboldgale og har altid været det

Jeg overnattede på hotel med min kæreste. Jeg ville ikke overnatte hjemme hos familien i København, for jeg havde holdt kontakten til Stoke helt hemmeligt for min familie. Det var kun min kæreste og min agent, der vidste noget om det.

Det kan godt være, det lyder underligt, men det var så svært ikke at blive revet med af den her situation. Jeg havde jo lyst til at råbe og skrige til hele verden, at nu skal I høre, hvad jeg har gang i. Det her er det fedeste. Men især min bror og min far og så mig selv, vi er fodboldgale og har altid været det. Altid engelsk fodbold. Det har været det forjættede land i så mange år.

Men hvis jeg fortalte det til dem, at jeg nu skulle til Premier League, ville der blive vildt meget snak om det, og så ville der være længere ned, hvis nu skiftet alligevel ikke gik igennem. Og jeg ville nok blive fuldstændig skør af situationen. Det her var jo ikke bare min drøm, men hele familiens drøm, og der var jo ingenting, der var sikkert endnu.

Klækkelig lønforhøjelse

Da vi kom til Stoke, gik det faktisk hurtigt. Vi ordnede det på én dag. Vi blev hentet i lufthavnen og kørt til træningsanlægget, og den første, jeg møder på træningsanlægget er målmandstræneren, inden jeg skal igennem lægetjekket. Efter lægetjekket møder jeg Mark Hughes i 10 sekunder. Og derefter skriver jeg under på kontrakten. Og så fløj vi bare tilbage igen.

Jeg havde virkelig ventet på det moment, hvor jeg kunne sidde med en kuglepen i hånden og få skrevet under. For det havde været et rigtigt langt forløb fra den dag i Fakta, hvor jeg får opkaldet fra min agent Michael Steensgaard og så til kontraktunderskrivelsen. Det var bare en sindssyg lettelse at få skrevet under.

Nu kunne jeg begynde at tænke på, hvor vi kunne bo. Jeg havde fået en stak papirer med huse, som vi skulle kigge på. Nu kunne jeg fortælle min familie det. Først nu. Det var bare lettelse at få det gjort og se den glæde hos dem også.

Men det er bare en helt, helt anden verden herovre. Det tror da fanden, at de så mister hovedet de unge knægte. De har jo ikke noget forhold til penge, når de tjener så meget, inden de er flyttet hjemmefra. Det bliver en selvfølge for dem

Det er klart, at det ikke var så vanskeligt at skrive under, for der stod jo et lidt anderledes beløb i forhold til, hvad jeg fik i FC Midtjylland. Det var nok en lønforhøjelse, som du kan gange med 10. Alligevel er jeg jo stadig én af dem, hvis ikke den, der tjener markant mindst i Stokes trup. Så det er jo ikke fordi, det er helt crazy i engelsk målestok. Men i forhold til Fakta-medarbejderen hjemme i Herning er det jo en ret pæn løn.

Jeg synes, det er en fin løn. Jeg har jo aldrig været vant til at tjene de vilde beløb som fodboldspiller. Jeg fik først kontrakt som 18-19 årig i AB, hvor jeg fik et buskort og 2.000 kroner om måneden. Så fra det og til den her løncheck i Stoke er der selvfølgelig et vildt spring. Jeg er jo ikke en fyr, der bare er født ind i fodboldverdenen og automatisk har fået en kontrakt. Jeg har måttet arbejde hårdt for det.

For mig var det stort med buskort, som jeg også kunne bruge, når jeg skulle i skole. Ret stort, syntes jeg dengang. Men når man herovre hører, at Manchester City for eksempel kan give en first year pro 5.000 pund om ugen, så blegner det. Altså, det er en knægt på 16-17 år, der får det beløb. Vildt, ikke?

Men det er bare en helt, helt anden verden herovre. Det tror da fanden, at de så mister hovedet de unge knægte. De har jo ikke noget forhold til penge, når de tjener så meget, inden de er flyttet hjemmefra. Det bliver en selvfølge for dem. For mig er det stadig overvældende, hvad jeg tjener i forhold til, hvad nogen i min familie tjener. Men min kæreste og jeg har ikke ændret levevis, fordi jeg nu tjener flere penge. Jeg gider ikke købe dyrt tøj, det interesserer mig ikke, så hvorfor skulle jeg pludselig begynde at gøre det, fordi jeg tjener flere penge nu.

Et liv på business class

Det kan godt være svært ikke at miste jordforbindelsen. Når vi flyver med fodboldholdet, flyver vi på business class. Når vi er ude at spise, er det på de bedste restauranter. Sådan er det bare. Men man skal passe på ikke at tilegne sig den levevis, for der kommer en dag efter fodbolden, hvor man også skal leve et almindeligt liv. Det bliver jo hverdag. Jo flere ting, du vænner dig til som fodboldspiller, jo flere ting skal du vænne dig fra den dag, det er slut.

Mange fodboldspillere er ikke vant til at gøre noget selv, fordi der bliver sørget for os hele tiden. Jeg synes, det er vigtigt, at jeg selv kan finde ud af at ringe til lægen eller købe ind. Jeg har heldigvis to små børn, så jeg har nok at se til. Jeg har jo ikke samvittighed til bare at sætte mig ned, når jeg kommer hjem og lade konen ordne det hele. Jeg vil gerne tage del i familiens liv. Det vil ikke virke for mig ikke at lave mad, vaske tøj og den slags. For mig er det vigtigt at nyde, når man flyver på business class, men det er også helt fint at flyve helt almindeligt som alle andre. Det har jeg det også godt med og gider så ikke brokke mig over, at der ikke er benplads nok.

Et eller andet sted er det med til at skabe en usund kultur, for du skal jo ikke spille fodbold som 15-årig på grund af pengenes skyld. Det skal være fordi, det er sjovt. Og for at spille fodbold for fodboldens skyld

Der er jo ikke én i Stoke, der kører i en Nissan eksempelvis. De kører jo Mercedes, Jaguar eller Bentley. Der går meget prestige i det. Nu skal jeg heller ikke selv sige for meget, for jeg kører også Mercedes. Men man kan jo godt diskutere, om det er nødvendigt. Der er et gigantisk pres på alle. Man skal ikke skille sig ud. Alle de unge akademispillere har også designer-toilettasker. Det har alle. Der er pres fra alle ledder og kanter hele tiden.

Et eller andet sted er det med til at skabe en usund kultur, for du skal jo ikke spille fodbold som 15-årig på grund af pengenes skyld. Det skal være fordi, det er sjovt. Og for at spille fodbold for fodboldens skyld. Men selvfølgelig er det svært at sige nej til pengene, hvis du får dem tilbudt.

Det eneste, de unge drømmer om, er at komme til at spille fodbold og tjene penge på det. Jeg skal ikke gøre mig bedre end andre. Jeg tror også, jeg ville gøre det samme som ung spiller. Jagte den der kontrakt, selv om det måske ville kunne have sine fordele at være en fri fugl i den alder.

Sindssygt mange sommerfugle

Jeg kan huske, da jeg skal til træning første gang i Stoke. Jeg har sindssygt mange sommerfugle i maven. Jeg har aldrig været så nervøs før i mit liv. Det var en blanding af, at jeg glædede mig helt sindssygt, men hvad er det egentligt for noget? Bliver jeg smadret i de første tre dage?

Jeg kan huske, at det var vanvittigt hårdt i starten. Når jeg vågnede på det hotel, hvor jeg var indlogeret det første stykke tid, skreg hele kroppen nærmest på hjælp. Jeg var gennembanket og fuldstændig færdig. Det drænede mig også meget, at jeg var så fokuseret på ikke at falde igennem. Det var vigtigt for mig ikke at give folk chancen for at sige, hvad fanden er det for en målmand, Stoke har signet?

I starten var det også vigtigt for mig at holde lav profil, og hvis jeg havde haft for store armbevægelser, var jeg blevet sat på plads med det samme, for jeg var nobody, da jeg kom. En decideret nobody

Der var mange folk, der tænkte, om det her bare var en venneaftale, for min kontrakt med Stoke kom ligesom ud af det blå. Jeg ville vise dem, at jeg var god nok. Mange folk og fans, som jeg bare mødte, ville også vide, hvor jeg kom fra? Hvem jeg var? Alle var overraskede over at se mig i en Premier League-klub. Det var jeg egentligt også selv. Jeg stillede også mig selv spørgsmålet ”hvorfor lige mig?” Jeg havde jo bare spillet 15-16 kampe i FC Midtjylland, så jeg fattede heller ikke helt, hvorfor jeg havnede i Premier League.

Men Stoke havde set noget potentiale og noget råmateriale, som de kan slibe til i kanterne. Heldigvis fik jeg at vide efter de første uger, at jeg havde gjort det bedre, end de havde regnet med. Og på den måde, og kun på den måde, vinder du respekt i truppen. Du kan være nok så flink en person, en gøgler i omklædningsrummet eller alt muligt andet. Men hvis du ikke leverer og spiller ad helvedes til, så er alt andet ligegyldigt.

I starten var det også vigtigt for mig at holde lav profil, og hvis jeg havde haft for store armbevægelser, var jeg blevet sat på plads med det samme, for jeg var nobody, da jeg kom. En decideret nobody. De andre spillere anede ikke, hvem jeg var. De vidste knapt nok, hvad Superligaen i Danmark var for en størrelse.

Jeg tror, at der var nogen af spillerne, der tænkte, om jeg bare var en praktikant. Hvis jeg ikke havde haft det samme tøj på som dem, ville de næppe have kigget til min side. Men målmandstræneren var god for mig fra første dag, og han var hele tiden min støtte. For alt var da ikke bare let, selv om det var min helt store drøm.

Alle tog dog godt imod mig. Det er folk gode til i det land her. De er virkelig meget imødekommende. Jeg fik min plads ved siden af Peter Crouch i omklædningsrummet den første dag. En flink fyr. Og i det hele taget har jeg det godt med alle de mennesker, jeg omgås i klubben. Uanset hvem du møder, hjælper de dig. Der er en utrolig høflighed overalt. Det hjalp mig også i starten.

Stadig surrealistisk

Jeg elsker at tage til træning hver dag. Jeg lever lige det liv nu, som jeg altid har drømt om. Enkelte gange kan jeg dog godt tænke, om det ikke kunne være rart at have et helt almindeligt arbejde, for eksempel i Fakta, uden pres og forventninger. Men det tænker jeg kun på i ganske kort tid, for jeg vil ikke undvære det liv her, hvor jeg tager til træning hver dag og bliver udfordret.

Jeg har været lejet ud til Wigan og skal tilbage til Stoke til sommer. Jeg aner ikke, om jeg er andenmålmand eller fjerdevalg, men jeg har mod på at vise dem, hvad jeg kan. Jeg vil gerne tilbage og spille en Premier League-kamp.

Premier League har altid været så fjern. Pludselig er jeg her selv. Fra den ene dag til den anden blev jeg selv en del af det. Takket være et opkald i Fakta. Nu har jeg spillet der. Jeg har spillet på Anfield mod Liverpool. Ja, vi fik en snitter. Men i dag er det ligegyldigt

Det er stadig surrealistisk at tænke tilbage på, at jeg har spillet i Premier League. Jeg kan tydeligt huske oplevelsen og min debut. Det var så fantastisk og vild en oplevelse. Og ved du hvad. Der er aldrig nogen, der vil kunne tage det fra mig, at jeg har spillet i Premier League. Det vil jeg altid kunne sige, at jeg har. Og det er jeg helt ærligt stolt over.

Premier League har altid været så fjern. Pludselig er jeg her selv. Fra den ene dag til den anden blev jeg selv en del af det. Takket være et opkald i Fakta. Nu har jeg spillet der. Jeg har spillet på Anfield mod Liverpool. Ja, vi fik en snitter. Men i dag er det ligegyldigt. Jeg har været der, og jeg vil tilbage til det. Det er det, jeg kæmper for nu. Jeg vil gerne etablere mig i Stoke og være førstemålmand og spille mange kampe.

Jakob Haugaard

  • Født den 1. maj 1992
  • Spiller i Wigan (på leje fra Stoke City)
  • Har tidligere spillet i AB og FC Midtjylland

Tilmeld dig Spillernes Stemmes nyhedsbrev

Tilbage

30.10.2017

Hvis du vil nå langt, er halvanden times holdtræning ikke nok

LÆS MERE
25.10.2017

Bagom backstage: Vi har ikke noget, I ikke må se

LÆS MERE
06.10.2017

Hver dag skal ikke være en badekåbedag

LÆS MERE
03.10.2017

Min fyring i min barndomsklub er det bedste, der er sket

LÆS MERE
05.09.2017

Spansk kaos har rustet mig til fremtiden

LÆS MERE
21.08.2017

Mødet med soccer: Fantastiske faciliteter og store udfordringer

LÆS MERE
08.08.2017

Få fokus på fodbolden

LÆS MERE
25.07.2017

Opgøret med den stereotype fodboldspiller

LÆS MERE
19.07.2017

Det er svært at vænne sig til at tabe

LÆS MERE
29.06.2017

Drømmen om professionel fodbold gik i opfyldelse

LÆS MERE
26.06.2017

Der er altid sprækker i døren

LÆS MERE
22.05.2017

Jeg tror, de andre spillere troede, jeg var en praktikant

LÆS MERE
29.03.2017

”For fanden, Jensen, jeg brænder aldrig”

LÆS MERE
13.03.2017

Guide: Sådan slår du ikke igennem i FCK

LÆS MERE
15.02.2017

SPIS ELLER BLIV SPIST: JEG BLEV DET DYR, DE EFTERLYSTE

LÆS MERE
13.02.2017

Ikke nok at være lige så god, når man er fra Danmark

LÆS MERE
08.02.2017

Ville væk fra folkeskolelærernes socialistiske fodbolddanmark

LÆS MERE
03.02.2017

Da fodboldspilleren blev pædagog

LÆS MERE
12.01.2017

Stenkast og bål og brand i Beograd

LÆS MERE
20.12.2016

Mit liv blev sat fuldstændig på standby

LÆS MERE
17.11.2016

Så stod Auri der kraftedeme igen

LÆS MERE
08.11.2016

Mistede lysten til fodbold i Viborg

LÆS MERE
24.10.2016

Når der ikke er mere fodbold tilbage i knæet

LÆS MERE
11.10.2016

»The Dane is fucking crazy«

LÆS MERE
10.10.2016

Ligegyldigt hvem jeg står over for, tror jeg på, jeg er bedre

LÆS MERE
10.10.2016

Mit (foreløbige) farvel til fodbold

LÆS MERE
10.10.2016

Spillerforeningen lancerer Spillernes Stemme

LÆS MERE