21. 08. 2017
Mødet med soccer: Fantastiske faciliteter og store udfordringer
AF FREDERIK FRANKMAN
Det var første dag i den kun to og en halv uges lange preseason. Jeg var ankommet til South Carolina to ugers tid forinden for at vænne mig til klimaet, der som oftest bød på 35 grader og højt solskin. I perioden op til havde jeg holdt mig i form med resten af holdet med en masse løb uden bold.
Klokken 10 om formiddagen var der kickoff. Vi skulle spille en intern træningskamp, og jeg fik 90 minutter som venstre back. Mine ben var med andre ord godt smadret efterfølgende. Jeg var af samme årsag ikke lykkelig, da vi ved 14-tiden fik besked fra træneren om, at vi en time senere skulle møde op på løbebanen iført løbesko.
Et par timer senere vågnede jeg på det lokale hospital med drop i armen og en assistenttræner og sygeplejerske siddende ved min side. Jeg fik at vide, at jeg ikke måtte være i solen eller lave nogen form for fysisk aktivitet de næste 2 uger
Beskeden lød videre, at vi skulle løbe årets fitnesstest, som bestod af en otte kilometer lang rute omkring skolens campus, der skulle overstås på under 36 minutter. Vi tænkte alle, at det måtte være en form for mental test, da det virkede meget usandsynligt, at trænerne ville ødelægge vores kroppe ved at give os en så hård fitnesstest få timer efter en kamp i 40 graders varme.
Klokken 15 fandt vi så ud af, at det ikke var nogen spøg. For kort tid efter startede testen.
Jeg havde sørget for at være i god form, da jeg ankom til South Carolina, og jeg har altid været meget fokuseret på min form og fitness. Jeg lå derfor på en stabil position som nummer fire blandt truppens cirka 25 mand hele løbet igennem. Det var også min position, da jeg 200 meter før mål faldt om.
Et par timer senere vågnede jeg på det lokale hospital med drop i armen og en assistenttræner og sygeplejerske siddende ved min side. Jeg fik at vide, at jeg ikke måtte være i solen eller lave nogen form for fysisk aktivitet de næste 2 uger som følge af det hedeslag, jeg lige havde oplevet.
Det var første officielle dag i min fireårige College soccer-karriere.
Betalt skole, husleje og mad
Efter en start, som ikke kunne blive meget værre, kom jeg så småt tilbage i form med spilleglæden i top. De næste fire år tilbragte jeg i USA som såkaldt ’student athlete’. Det var en tilværelse, som var meget anderledes end den, jeg kom fra.
Hjemme i Danmark havde jeg inden skiftet spillet 2. divisionsfodbold i HIK og Fremad Amager – dog med begrænset spilletid. Som 18-årig stod jeg foran flere store beslutninger. Jeg var klar til at flytte hjemmefra, jeg skulle starte på min videregående uddannelse og ikke mindst finde en ny klub, hvor jeg kunne få mere spilletid. Det var ret uoverskueligt. Men så kom jeg i kontakt med sportsrekrutteringsfirmaet College Scholarhips USA.
Læs også: Martin Vingaards amerikanske drømmeskifte
De havde en løsning på mine udfordringer. Via dem kunne jeg få et fuldt scholarship, hvilket betød, at jeg hverken skulle betale for uddannelse, husleje eller mad de næste fire år. Jeg var ikke længe om at takke ja og begyndte at planlægge de næste fire år at mit liv gennem et par Skype-samtaler med forskellige trænere i USA.
Det faktum, at jeg rent faktisk var på vej til USA for de kommende fire år, gik for alvor op for mig, da en træner fra Coastal Carolina University kom til Danmark bare for at se mig spille. Det vidnede om nogle ressourcer, som ingen danske klubber inden for min rækkevidde ville kunne hamle op med. Jeg skrev under på papirerne samme uge, træneren var i Danmark, og var dermed klar til at komme afsted i slutningen af juli 2013.
Fantastiske faciliteter
At det var et ressourcestærkt setup, der adskilte sig fra Danmark, kom hurtigt til udtryk. De sportslige forhold var i top. Ganske enkelt. Vi havde tre assistenttrænere, en personlig fysisk træner, en massør og flere fysioterapeuter til rådighed dagen lang. Og når vi var på udebaneture fløj vi ud og blev selvfølgelig indlogeret på gode hoteller og spiste tre daglige måltider på restaurant – det hele på skolens regning.
Jeg levede altså som en topprofessionel fodboldspiller, mens jeg fik en bacheloruddannelse i Business Management.
Pool og palmetræer i baghaven blev hverdag for mig og mine holdkammerater, som kom fra rundt om i verden. Jeg spillede bl.a. på hold med en brasiliansk angriber, der hed Pedro. Det gjorde jeg i hvert fald en enkelt sæson, før han blev draftet til MLS og endte med at spille i Orlando City i Florida med sit store idol, Kaká.
Udover brasilianske Pedro havde jeg holdkammerater fra Tjekkiet, Norge, Canada, Jamaica, England, Island, Nigeria og selvfølgelig også et par amerikanere. Det var aldrig kedeligt til frokost i kantinen, når hele holdet var samlet, eller når vi var på udebaneture rundt om i landet, og vi fik hurtigt opbygget et stærkt fællesskab.
Min træner viste ingen interesse
Alligevel var tiden i USA også hård til tider. Man kan godt føle sig lille, når man er på den anden side af Jorden, i en ny kultur og på et campus med 30.000 andre studerende. Jeg var langt væk fra min familie og mine gamle venner.
Den følte jeg for alvor to år inde i mit ophold. Efter to år med sportslig succes i South Carolina, hvor vi vandt vores lokale konference i USA’s collegerække, skiftede jeg skole, fordi mit forhold til trænerne og deres træningsmetoder var blevet lidt for anspændt.
Læs også: Det er svært at vænne sig til at tabe
Kort tid efter mit skifte til University of Texas Rio Grande Valley, der spillede i en anden konference i samme række (stadig i den bedste college række, kaldet NCAA Division 1), brækkede jeg min ankel til træning. Som enhver ved, er skader aldrig sjove. Det er oftest en frustrerende periode, hvor man kan blive isoleret fra resten af truppen. På samme tid var det en udfordring at være så langt væk hjemmefra uden en mor og far, som kunne tage hånd om mig og vise omsorg. Det har man behov for i sådan en periode.
Når dine nærmeste venner, hele din omgangskreds, er baseret på fodbold, og din identitet kredser om det at være ’soccer player’, kan det være udfordrende at håndtere andre ting, hvis det ikke går, som man ønsker med fodbolden
At gå på krykker i flere måneder og ikke være i stand til at rejse med holdet på udebaneture gav mig en udfordrende periode i USA. Min træner, som var det tætteste, jeg kom på en faderfigur på daværende tidspunkt, viste mig ikke meget interesse på grund af mit fravær på fodboldbanen. Ikke at være en del af den normale dynamik på holdet og ikke at være i stand til at se sin familie og nære venner hjemmefra, når man allermest havde brug for det, var noget, der virkelig testede mig mentalt.
Jeg kunne have opgivet det hele og være rejst hjem, men jeg havde trods alt haft udfordringer før. Jeg ville ikke give op. I stedet kæmpede jeg videre og brugte studiet og udsigten, til igen at spille fodbold om et halvt år, som motivation.
Det er trods alt måden, hvorpå vi håndterer udfordringer som disse, der definerer os som fodboldspillere og personer generelt. Og ingen fodboldspiller opnår succes uden at have gennemgået dårlige eller udfordrende perioder.
Mistede min identitet som ’soccer player’
Otte måneder senere var min ankel klar. Jeg startede med at spille træningskampe, men jeg kunne godt mærke, at min fysiske tilstand ikke var 100 pct. klar sammenlignet med tiden før min skade. Jeg manglede lidt hurtighed og eksplosivet. Jeg røg ud i kulden hos trænerteamet, som netop argumenterede for, at jeg manglede speed for at kunne spille venstre back.
Flere trænings- og kampdage endte meget skuffende for mig. Der var mange nederlag, og de var ikke til at undvige, fordi jeg i hverdagen var omgivet af mine holdkammerater. Når dine nærmeste venner, hele din omgangskreds, er baseret på fodbold, og din identitet kredser om det at være ’soccer player’, kan det være udfordrende at håndtere andre ting, hvis det ikke går, som man ønsker med fodbolden.
Jeg lærte blandt andet at ens attitude er ligeså vigtig ude for banen som på banen, hvis man vil opnå succes og vil klare de udfordringer som livet byder på. Selvfølgelig vil en træner fravælge en spiller, som han ikke bryder sig om personligt, vurderer har en negativ attitude eller skaber negativ energi
Og det gjorde det ikke for mig. Jeg brugte mere tid på bænken end på banen den første halvsæson. Men med tiden blev jeg stærkere og hurtigere, og det lykkedes det mig at komme ind i varmen igen og generobre min startplads.
I slutningen af min college-karriere var der en del interesse fra forskellige USL-klubber, rækken under MLS, som også er en professionel liga. Jeg modtog også nogle priser af min skole og den konference som jeg spillede i. Det sluttede lykkeligt og med nogle fantastiske minder, som jeg altid vil have med mig i bagagen.
Jeg lærte blandt andet at ens attitude er ligeså vigtig ude for banen som på banen, hvis man vil opnå succes og vil klare de udfordringer som livet byder på. Selvfølgelig vil en træner fravælge en spiller, som han ikke bryder sig om personligt, vurderer har en negativ attitude eller skaber negativ energi i dynamikken på holdet sammenlignet med ham, som alle kan lide. Og at få chancen for at starte helt forfra under helt nye omgivelser, omgivet af helt andre mennesker i et helt andet land, var en gave som man skal lede langt efter som ung, håbefuld fodboldspiller.
Det var fantastisk
Jeg er nu hjemvendt efter fire på samme tid hårde og fantastiske år. Når alt kommer til alt, så nød jeg virkelig min tid i USA. Det var en tid, der udviklede mig som fodboldspiller og som menneske. Og så fik jeg en uddannelse og venner for livet fra hele verden på samme tid.
At spille fodbold i USA er anderledes end i Danmark. Der er et stort fokus på fysik, hvilket betyder at alle er i topform. Det er også et præstationsmiljø, hvor din fremtid i langt højere grad afhænger af din fodboldkarriere. For det er også en billet til uddannelse. Derfor vil alle vise sit værd for de scouts, der ofte sidder på lægterne.
Det, der har gjort størst indtryk på mig, er dog de fremragende faciliteter. Det setup, jeg var en del af, har givet mig mulighed for at udvikle mig helt vildt. Og det er mit indtryk, at det er de færreste herhjemme, der er klar over, hvilke muligheder collegefodbold rent faktisk har at tilbyde
Spillet går hurtigere, men er også præget af flere fejl og boldtab. Det er en af grundene til, at vi skandinaver klarer os godt på college-niveau, da vi kommer med en vis rutine og i mange tilfælde allerede har været inde omkring seniorfodbold. Der kommer mange andre spillere fra andre dele af verden direkte fra ungdomsrækkerne.
Læs også: Ville væk fra folkeskolelærernes socialistiske fodbolddanmark
Det, der har gjort størst indtryk på mig, er dog de fremragende faciliteter. Det setup, jeg var en del, har givet mig mulighed for at udvikle mig helt vildt. Og det er mit indtryk, at det er de færreste herhjemme, der er klar over, hvilke muligheder collegefodbold rent faktisk har at tilbyde.
Ja, det er hårdt. Ja, det er langt væk. Og ja, de er ikke lige så langt i fodboldudviklingen, som vi er. Men de er foran i forhold til faciliteter, og det er en kæmpe oplevelse og en fodboldmæssig udfordring, som jeg varmt kan anbefale. Mit møde med soccer var i hvert fald fantastisk.
Frederik Frankman
- Født den 2. juli 1993
- Spiller i Brønshøj Boldklub
- Spillede collegefodbold for Coastal Carolina University og University of Texas Rio Grande Valley