05. 09. 2017
Spansk kaos har rustet mig til fremtiden
AF TOBIAS CHRISTENSEN
Det var tilbage i sommeren 2014, hvor jeg stod med studenterhuen og et stort bredt smil, jeg fik at vide, at jeg var blevet tilbudt en 3,5-årig kontrakt af den spanske klub Elche C.F., der ligger i den sydøstlige del af landet. Skiftet var en stor drengedrøm, som gik i opfyldelse. Men det skulle også vise sig at blive lidt af en rutsjebanetur.
Jeg har altid boet på Frederiksberg, København, og har fået min fodboldopdragelse i KB/F.C. København, hvilket har været et privilegie. For mig som menneske har det været vigtigt at kunne have alt tæt omkring mig, både i forhold til fodbold, uddannelse, venner og familie.
Det var derfor også lidt af en beslutning, jeg skulle tage i en alder af 19 år. Men jeg valgte ikke desto mindre at skifte Frederiksbergs trygge rammer ud med et helt nyt land, en helt ny kultur og en helt ny hverdag. Jeg var spændt og nervøs, men også meget målrettet og overbevist om, at det var det rigtige for mig på det tidspunkt i mit liv, hvor jeg vidste, at jeg ikke skulle fortsætte i FCK.
Fra U19 Ligaen til La Liga
Efter alt det praktiske var blevet ordnet, stod jeg så der i min egen lejlighed i Elche og var helt vild glad og stolt over, at jeg for alvor kunne udleve min drøm som professionel fodboldspiller. Og så i en fodboldkultur, som jeg altid har følt ville passe godt til den spillerprofil, som jeg er.
Den sportslige plan var lagt, og jeg kunne ikke vente til at skulle tørne ud i den grøn/hvide spillerdragt.
Jeg fik et telefonopkald fra trænerstaben, som fortalte, at de gerne ville have mig med på bænken i den første kamp i Primera Division på Camp Nou mod FC Barcelona
Jeg blev hentet ind til Elche Ilicitano, som på det tidspunkt lå i den tredjebedste spanske række, Segunda B. Det var fødekanalen til førsteholdet. I min opstart handlede det om at vise mig frem for førsteholdstræneren, Mr. Fran Esccriba, som i øvrigt er en fantastisk og rar person.
Elche var på daværende tidspunkt lige rykket op i La Liga, så det var da også noget af et ryk at gå fra U19-fodbold i FCK til La Liga-fodbold henover en måned. Men det lod jeg mig overhovedet ikke skræmme af. Tværtimod!
En kold og kynisk branche
Opstarten bød - udover ekstrem varme - på 30 nye holdkammerater, en kæmpe trænerstab og træningskampe mod stærke, etablerede La Liga-klubber som Villarreal, Levante, Real Betis m.fl. De fleste B-holds spillere blev stille og roligt sorteret fra, men jeg overraskede alle positivt og var sidste mand, der forlod A-truppen.
Det gjorde jeg med beskeden om, at hvis jeg fortsatte på det niveau, så ville fremtiden nærmere stå på førsteholdskampe end B-holdskampe.
Lige så hurtigt at tingene kan være positive, lige så hurtigt kan det også vende den anden vej i fodboldverdenen. Jeg har i hvert fald lært, at den kan være kold og kynisk
At det ikke bare var tomme ord, fik jeg bekræftet kort tid efter. Jeg fik et telefonopkald fra trænerstaben, som fortalte, at de gerne ville have mig med på bænken i den første kamp i Primera Division på Camp Nou mod FC Barcelona. Der var plads på bænken, fordi de havde udfordringer med deres spillercertifikater, og mit certifikat var på plads. På formiddagen for afgangen fik de dog et par licenser på plads, så jeg kom desværre ikke med.
Jeg var trods alt meget glad og fortrøstningsfuld for fremtiden. Men lige så hurtigt at tingene kan være positive, lige så hurtigt kan det også vende den anden vej i fodboldverdenen. Jeg har i hvert fald lært, at den kan være kold og kynisk – og det gælder det ikke kun spansk fodbold.
Spillet uden for banen fyldte meget
Da jeg skulle træne med B-holdet, mødte jeg min nye ’Mister’ (træner), Vicente Mir, for første gang. Udover sprogudfordringen (fordi meget få snakkede engelsk) var der bare en anden respekt omkring den træner. Jeg var kommet som en lovende ung profil, men det var træneren ligeglad med. Han var mere interesseret i de lokale, spanske spillere og at kæmpe sine egne små krige med den storsatsende klubs nye ejere og manager stab – bl.a. den spanske sportsdirektør, som havde hentet mig efter nogle gode kampe for FCK i UEFA Youth League mod bl.a. Real Madrid og Barcelona.
Anyhow, Vicente Mir havde ikke den samme begejstring for mig og den type fodboldspiller, som jeg er. Dermed ikke sagt, at jeg ikke også følte, at jeg havde underpræsteret i forhold til den vilde opstart, jeg havde haft med førsteholdet, hvor jeg viste mig godt frem. Men processen fra at gå som den store overraskelse til at sidde på bænken gik meget stærkt. Jeg følte ikke, at jeg havde fået den samme chance for at overbevise om mit potentiale.
Læs også: Mit (foreløbige) farvel til fodbold
I min første sæson blev det derfor til enkelte startere og indhop, og det var i hvert fald ikke, hvad jeg havde håbet på. Som tiden gik, var min oplevelse og erfaring med Spanien pludselig mere end bare det sportslige. Alt det, der foregik udenfor banen, fyldte nærmest mere end det, som skete på banerne. Det var rigtig hårdt mentalt, for som fodboldspiller ønsker man sig ikke at skulle fokusere på andre ting end spillet inde på banen.
Tre måneder uden løn
Elche CF var/er på mange måder en forholdsvis stor og professionel klub. Elche ligger i en relative rig region i Spanien, og den lokale opbakning på Spaniens ottende største stadion var stor. Det var som en byfest - mellem 25-30.000 mennesker i alle aldre mødte frem i aftenvarmen og havde en fest.
Men det forandrede sig hurtigt, selvom førsteholdet egentligt gjorde det godt spillemæssigt. Der var kommet en ny præsident til klubben, og han havde ført en uansvarlig økonomi, og det kom jeg hurtigt til at mærke.
Jeg oplevede flere og flere af mine holdkammerater, der - i takt med det stigende antal af måneder uden løn - ikke havde råd til husleje og andre faste udgifter
Det blev i hvert fald demonstreret, da vi på et tidspunkt havde gået intet mindre end tre måneder uden nogen former for løn eller betaling. Klubben stod overfor en stor økonomisk krise med det spanske fodboldforbund i nakken og var ude af stand til at overholde deres forpligtelser. Det var en hektisk periode, hvor den spanske spillerforening hele tiden var ude hos os spillere og snakke. Jeg oplevede flere og flere af mine holdkammerater, der - i takt med det stigende antal af måneder uden løn - ikke havde råd til husleje og andre faste udgifter.
Det var en mærkelig situation at stå i for mig. I Danmark er vi jo vant til, at vi får udbetalt vores lønninger til tiden, hvorimod man i Spanien åbenbart er vant til, at sådanne situationer kan opstå.
Den første sæson resulterede derfor i, at jeg på det personlige plan ikke havde spillet nok kampe, men i stedet havde været igennem et meget hårdt mentalt forløb. Sportsligt var det et privilegium at være så meget med til førsteholdets træninger i løbet af sæsonen, mens de manglende spilleminutter for B-holdet var en skuffelse.
På grund af den ringe økonomi endte klubben med at blive tvangsnedrykket. Når det så er sagt, så endte Elche CF rent faktisk på en solid og flot 14.-plads i den pågældende sæson i La Liga. Så deres spillemæssige niveau var til La Liga, men de måtte en tur ned i Segunda, og i den forbindelse forlod mere end 90 medarbejdere og gode spillere klubben.
Ignoreret af klubben
Da den nye sæson skulle til at starte, var jeg ved frisk mod. Det var en ny start. Jeg havde ligesom sat en streg fra den foregående sæson i håbet om, at dette år kunne blive mit år. Det håb byggede jeg især på, at jeg for alvor havde fået en fornemmelse af sproget og fodboldkulturen. Problemet var dog, at Elche CF var ét, stort rod efter de hårde konsekvenser, som klubben havde mødt fra den foregående sæson.
Læs også: Jeg tror, de andre spillere troede, jeg var en praktikant
Stort set alle, jeg havde set/mødt og spillet med, havde taget turen væk fra Elche. Det havde jeg det lidt ambivalent med, for jeg så det både som en sportslig mulighed, mens det også var en potentiel trussel i forhold til, hvordan klubben skulle kunne rejse sig fra de mange sanktioner og en ny økonomi, hvor klubben var under administration.
Det skulle meget hurtigt vise sig, at jeg stod i en dårlig situation. Klubben havde ikke råd til at have mig gående i forhold til deres økonomiske situation, men de var samtidig forpligtet til at overholde den aftale, vi havde indgået. I stedet for at gå i dialog med mig, valgte de at ignorere mig. Og uden jeg vidste det dengang, så blev det starten på slutningen for mig og Elche.
Ville fryse mig ud af klubben
Den anden sæson i Elche CF blev derfor en gentagelse af foregående sæson, hvor det blev til enkelte startere og indhop.
I vintertransfervinduet blev jeg udlejet til en klub, der også spillede i den tredjebedste række i Spanien. Klubben hed Jumilla, og dér skulle jeg spille resten af sæsonen. Her fik jeg masser af spilletid og fik sat gang i målstimen, hvilket resulterede i, at jeg var med til at hjælpe klubben til at overleve i rækken - til stor glæde for den lille by.
Men også her var fodbolden helt crazy. Ejerskabet lå hos en italiensk investorgruppe, som endte med at “flygte” ud af Spanien med flere retssager på halsen. Her oplevede jeg bl.a. hvordan politiet måtte adskille ledelsen fra byens vrede bordere, da de opdagede, hvor korrupte ledelsen havde været. I en kamp blev vi spillere tilbudt penge for at vinde kampe udenom vores kontrakter. Det var vanvittigt!
De ville fryse mig ud af klubben samtidigt med, at de kun tillod, at jeg trænede med på deres respektive reserve- og ungdomshold i den sidste del af mit spanske fodboldliv. Det resulterede i, at jeg til sidst kun måtte opholde mig i klubbens “gym” for at holde mig i form
Det fede var, at jeg spillede, at jeg gjorde det godt. At de havde stor tillid til mig, og selvom jeg nåede at have mere end fire trænere på to måneder i Jumilla, så var det en god periode for mig sportsligt og kammeratligt.
Men jeg vidste at jeg efter de to år ikke skulle forsætte i Elche C.F., og det blev der heller ikke lagt skjul på fra klubbens side.
Jeg oplevede f.eks. i nogle uger, hvordan at de samme søde mennesker, som havde taget godt imod mig, pludselig vendte sig og ikke kunne se mig i øjnene på samme måde som før. Det var en ren og kynisk måde at gøre mig opmærksom på, at jeg ikke var velkommen mere. De ville fryse mig ud af klubben samtidigt med, at de kun tillod, at jeg trænede med på deres respektive reserve- og ungdomshold i den sidste del af mit spanske fodboldliv. Det resulterede i, at jeg til sidst kun måtte opholde mig i klubbens “gym” for at holde mig i form.
Godt rustet til fremtiden
”¡Va, Tobi, va! (Afsted Tobi).” Det var med disse ord, at jeg forlod Elche Ilicitanos omklædningsrum for sidste gang uvidende om, hvor jeg så skulle fortsætte karrieren.
I dag spiller jeg i F.C Helsingør, som jeg sammen med resten af holdet sikrede oprykning fra 1. Division til Alka Superligaen i sæsonen 2016/2017.
Selvom jeg gerne ville spille mere fast og regulært, så er projektet med til at min glæde ved fodbold og min passion for sporten er intakt. Efter en hård mental rejse i det spanske med stor sportslig uvished og økonomiske bekymringer har jeg fundet min indre spilleglæde frem igen. Min største motivation for et skifte retur til Danmark var “ordnede forhold, spilletid og bedre sociale rammer” for jeg var ramt på sjælen - det må jeg bare indrømme overfor mig selv.
Sportsligt er det fint, og hiver jeg mine menneskelige oplevelser med fra Spanien og nu også Helsingør, så er jeg godt rustet til fremtiden - uanset hvor den ligger
Fortryder jeg så noget af mit skifte til Elche CF? Nej, slet ikke! Det var en hård periode med nedture, bekymringer og enkelte opture, men det er disse “kedelige oplevelser”, som for alvor fik mig til at indse, hvor meget det kræver som menneske og som sportsmand at komme igennem nøglehullet. Jeg blev testet i svære tider, hvor jeg var alene i et andet land og havde familie og venner hjemme i Danmark. Det var også en tid, hvor jeg føler, at jeg ikke var blevet behandlet ordentligt og retmæssigt, i og med at det i mange perioder blot handlede om en presset “økonomi”, elendig administration og uprofessionelt og uærligt management.
Læs også: Opgøret med den stereotype fodboldspiller
Mange har sagt til mig, at jeg har prøvet for meget kedeligt i en ung alder, at jeg har investeret meget og opgivet mange år til fordel for mine drømme om professionel fodbold. Men jeg føler, at jeg har fået en del med i baggagen, som jeg prøver at bruge konstruktivt i forsøget på at slå igennem som fodboldspiller. Sideløbende har jeg videreuddannet mig og dermed fået andre input med på vejen, som skal være med til at forme mig den dag, jeg ikke arbejder som professionel fodboldspiller.
Men, hvor min spanske klub Elche CF nu er rykket ned igen i Spaniens 3. bedste række, så er jeg krøbet i Superligaen med FC Helsingør. Sportsligt er det fint, og hiver jeg mine menneskelige oplevelser med fra Spanien og nu også Helsingør, så er jeg godt rustet til fremtiden - uanset hvor den ligger.
Få Spillernes Stemmes direkte i din indbakke
Tobias Christensen
- Født den 4. januar 1995
- Spiller i FC Helsingør
- Har tidligere spillet i KB/F.C. København og Elche CF