08. 02. 2017

Ville væk fra folkeskolelærernes socialistiske fodbolddanmark

Vi rev kontrakten i stykker. Jeg ville ud og jagte mit eventyr. Min drøm. Jeg ville ikke være én af de tusinder spillere, som bare snakker om det. Jeg ville væk fra folkeskolelærernes socialistiske fodbolddanmark. Det her er min historie.

AF MADS IBENFELDT

Da jeg en eftermiddag kom hjem og lagde mig på min sofa efter en hård vinteropstartstræning, havde jeg taget beslutningen. Tidspunktet var inde, og det føltes som det eneste rigtige. Jeg ville gøre det, som jeg altid havde drømt om, men aldrig havde fået muligheden for.

Jeg ville til udlandet og spille fodbold. Velvidende, at der kun var et spinkelt håb, var jeg villig til at tage chancen. Så jeg kunne kigge mig selv i spejlet og sige: Du gav alt, hvad du havde i dig. Jeg var endelig nået til det punkt, hvor jeg var villig til at ofre det sikre.

Jeg havde de foregående par sæsoner snakket med en del agenter fra ind- og udland, men det var kun blevet ved snakken. Det værste for mig var at blive en af de tusinder andre, som bare snakker om det, men aldrig gør noget ved det. Jeg havde altid håbet på, der var nogle, som ville finde mig, men jeg var blevet træt af at vente. Nu ville jeg finde dem.

Væk fra socialistiske fodbolddanmark

Dagen efter fik jeg revet min daværende kontrakt over, og et par timer senere sad jeg i et fly på vej til England. Det var en mærkelig følelse at sidde dér med en håndbagage, et par fodboldstøvler og en iPad med en lille video af mine seneste kampe. Jeg havde egentlig ikke gjort mig så mange tanker om, hvordan det skulle lykkes. Jeg var mere fokuseret på, hvilket eventyr og hvilken forløsning det ville være, når jeg gjorde det.

Det handlede for mig om at komme ud og opleve og mærke mig selv, teste mig af og komme et sted hen, hvor fodbold er mere end bare en sport. Jeg ville væk fra folkeskolelærernes socialistiske fodbolddanmark

Jeg havde en ro i maven over, at mine fodboldmæssige kompetencer var gode nok, men min store bekymring gik på, om jeg ville få lov til at vise dem frem.

Det handlede for mig om at komme ud og opleve og mærke mig selv, teste mig af og komme et sted hen, hvor fodbold er mere end bare en sport. Et sted, hvor man ikke længere er holdkammerater, men hvor en ny spiller tolkes som én, der kommer for at tage dit job. Jeg ville væk fra folkeskolelærernes socialistiske fodbolddanmark.

Mr. Nobody From Denmark

Men hvordan skulle dette mon lykkes? Jeg udelukkede hurtigt det komfortable ved at prøve at ringe til klubber eller skrive en mail til sportschefer. Det ville være den lette måde at snyde mig selv på, for selvfølgelig er der ikke nogen, som gider at løfte en finger via et opkald eller svare på en mail fra en Mr. Nobody from Denmark.

Hvis jeg var heldig, kunne min mail havne i papirkurven sammen med tusinde af andre forliste drømme, som var krøllet sammen. Hvilket jeg også senere fandt ud af, da jeg i Gillingham fik Peter Taylors nummer på bagsiden af en afrikansk fodboldspillers CV, som vidst nok havde spillet i Frankrig og nu drømte om at komme til England.

Tanken vendte selvfølgelig tilbage et par gange, da jeg stod der og ventede i paskontrollen, men nej, det var at overgive sig for let. Jeg måtte ud og prøve at få fat i dem og stå ansigt til ansigt med dem. Min eneste chance ville være at fange dem på deres træningsanlæg. Da det er sparsomt med oplysninger om, hvor diverse træningsanlæg ligger, krævede det meget research. Træningstider var umulige at finde, så den eneste mulighed, der var, var at tage ud til anlæggene om formiddagen, da der nok var størst sandsynlighed for, at de trænede på det tidspunkt.

Følte friheden for en stund

Jeg kan huske min første aften, da jeg sad der samme dag, som jeg var landet, og kiggede på klubber i og omkring London. Hvor vil du gerne spille henne, tænkte jeg for mig selv og smilede lidt, da jeg gled ned over Premier League-klubberne i London.

Det var nok lige at bide over et for stort stykke, men jeg følte egentlig for et kort øjeblik en stor frihed ved at kunne sidde der og vælge frit. Da jeg kom til klubber i bunden af Championship og så på nogle klubber, som havde haft en dårlig start, besluttede jeg mig for at gribe chancen, velvidende at der kun var et minimalt håb. Men det var jo også derfor, jeg havde givet alt det andet op.

Klubben, som havde lukket flest mål ind og som geografisk var tættest på, hvor jeg på det tidspunkt boede, var Watford, så jeg fandt deres træningsanlæg, ruten derud og navnet på manageren.

Næste morgen sad jeg i toget på vej til Watfords træningsanlæg. Man kan nå at gøre sig mange tanker om, hvad der venter én, på en togtur, der varer halvanden time. Det, som blev ved med at komme op, var, at det værste svar, jeg kunne få, var et nej. Jeg tror her bagefter, når jeg sidder og tænker over det, at det var en forsvarsmekanisme, da det er og var ekstremt hårdt at stå dér med størstedelen af ens identitet overladt til tilfældigheder.

Kom ikke engang forbi vagten

Med lidt besvær fandt jeg endelig frem til anlægget. Det var som at komme til en stor fæstning, hvor kun særlige mennesker kan komme ind. Jeg havde egentligt mest lyst til bare at vende om, men prøvede med beslutsomhed at gå hen til de to vagter, som stod foran den store jernport, som gav adgang til anlægget.

Allerede dér ved jeg, at det er slut, og jeg er næsten vendt om, inden jeg får sagt mit navn. De griner begge hånende og bekræfter hinanden i, at dét at komme uanmeldt på den måde kun var muligt for 20 år siden

Jeg overvejer kort, om man kan komme ind på en anden måde, men kan se, at hele området er omkranset af et meget højt hegn. Jeg nærmer mig porten. Mens jeg går der, med et par støvler under den ene arm og en iPad under den anden, kan jeg godt se, at de biler, som bliver lukket igennem porten, ikke ligner den ellers gode cykel, jeg kom til træning på i AB. Og uden at have et trænet øje kan jeg også godt se, det i hvert fald ikke er biler til under en million.

Da det bliver min tur, siger jeg til vagterne, at jeg skal tale med manageren, som jeg, for at få det til at lyde mere troværdigt, har fundet ud af, hvad hedder. De trækker begge lidt på smilebåndet og spørger, hvad jeg hedder, mens deres øjne løber ned ad den liste de holder mellem sig.

Jeg har altid haft det svært ved at identificere mig med fodboldspillere, selvom jeg er en af dem. De er generelt uinspirerende mennesker, som snakker om FIFA, hvem der skal oddses på, hvem der har vundet over hvem og hvorfor Peter – og ikke Louise – røg ud af Paradise aftenen forinden

Allerede dér ved jeg, at det er slut, og jeg er næsten vendt om, inden jeg får sagt mit navn. De griner begge hånende og bekræfter hinanden i, at dét at komme uanmeldt på den måde kun var muligt for 20 år siden.

De uinspirerende fodboldspillere

Da jeg går, kigger jeg længselsfuldt igennem portens jernlåger. For enden kan jeg lige skimte en stor bygning. Jeg tænker på det paradoksale i, at mange spillere på den anden side af hegnet sikkert sidder og drømmer om at komme ud på den anden side og videre til en anden klub, mens de er ved at tage træningstøjet på. Præcis som jeg selv har gjort så mange gange før.

Jeg har egentlig altid haft det lidt svært ved at identificere mig med fodboldspillere, selvom jeg er en af dem. De er generelt uinspirerende mennesker, som snakker om FIFA, hvem der skal oddses på, hvem der har vundet over hvem og hvorfor Peter – og ikke Louise – røg ud af Paradise aftenen forinden. Men på den anden side besidder fodboldspillere også en letsindighed, en målrettethed, en ærlighed og et drive, som mange mennesker misunder og godt kunne lære noget af.

Jeg går slukøret derfra og bebrejder mig selv den naive tanke at tro, at man bare kan tage til England og få en kontrakt.

Den morgen på vej hjem fra Watford blev jeg ramt af virkeligheden. Men på en eller anden mærkværdig vis fortryder jeg ikke den beslutning, jeg 24 timer forinden havde taget, men som havde været 10 år undervejs. Det var mere en tilstand af fortvivlelse, jeg var fyldt op med.

Der var pludselig uendelig lang vej til at stå på træningsbanen med støvler på, når man ikke engang kan komme forbi vagten.

Læs del 2 - Ikke nok at være lige så god, når man er fra Danmark - her

Mads Ibenfeldt

  • Født den 26. januar 1985
  • Spiller i Nykøbing FC
  • Har tidligere spillet i B93, Brønshøj BK, AB og Southend United

Tilbage

29.03.2017

”For fanden, Jensen, jeg brænder aldrig”

LÆS MERE
13.03.2017

Guide: Sådan slår du ikke igennem i FCK

LÆS MERE
15.02.2017

SPIS ELLER BLIV SPIST: JEG BLEV DET DYR, DE EFTERLYSTE

LÆS MERE
13.02.2017

Ikke nok at være lige så god, når man er fra Danmark

LÆS MERE
08.02.2017

Ville væk fra folkeskolelærernes socialistiske fodbolddanmark

LÆS MERE
03.02.2017

Da fodboldspilleren blev pædagog

LÆS MERE
12.01.2017

Stenkast og bål og brand i Beograd

LÆS MERE
20.12.2016

Mit liv blev sat fuldstændig på standby

LÆS MERE
17.11.2016

Så stod Auri der kraftedeme igen

LÆS MERE
08.11.2016

Mistede lysten til fodbold i Viborg

LÆS MERE
24.10.2016

Når der ikke er mere fodbold tilbage i knæet

LÆS MERE
11.10.2016

»The Dane is fucking crazy«

LÆS MERE
10.10.2016

Ligegyldigt hvem jeg står over for, tror jeg på, jeg er bedre

LÆS MERE
10.10.2016

Mit (foreløbige) farvel til fodbold

LÆS MERE
10.10.2016

Spillerforeningen lancerer Spillernes Stemme

LÆS MERE