Han er 20 år. Han spiller i en af verdens største ligaer. Og han blev ved årsskiftet kåret som Årets Mandlige Talent 2019.
Selvom den professionelle fodboldkarriere fortsat er i sin begyndelse, er Andreas Skov Olsen – på trods af sporadisk spilletid og en aktuel skade – et sted, mange drømmer om at være. Han udlever drengedrømmen som professionel fodboldspiller i udlandet.
Men i de tidlige teenageår bristede den drøm. For der stoppede han med at spille fodbold. I hvert fald for en stund.
- Da jeg var 14, stoppede jeg til fodbold. Det var rigtig hårdt mentalt i en alder af 14 at få frataget det, du elsker allermest, så det husker jeg som en kæmpe nedtur for mig, fortæller Andreas Skov Olsen i podcasten Spiller til Spiller.
En ordentlig mavepuster
Andreas Skov Olsens vej til Serie A har ikke været uden udfordringer. Først var der det tidlige karrierestop. Efter pausen skulle han lige finde tilbage. Og da han troede, vejen mod topfodbold var banet, blev han frasorteret det U19-landsholdet, som i 2018 spillede Eliteround.
- Jeg lavede måske ikke alt det ekstra, jeg burde have gjort. Jeg tænkte, at det hele nok skulle komme til mig, og at udtagelsen var stensikker. Men det var den så ikke.
- Jeg var selvsikker om, at jeg skulle med og ville blive udtaget. Men det gjorde jeg sgu ikke – og det var så Damsgaard, der kom med i stedet for. Fra mit eget hold. Den gav en ordentlig mavepuster, og jeg tænkte »hvad fanden sker der?«
- Jeg kan huske, jeg snakkede med min agent og min far. Og så tænkte jeg bare; ”vi er nødt til at lægge en plan for, hvordan det her skal vende, så jeg kan komme stærkere tilbage.”
»Så tog fanden ved ham«
Den nuværende FC Nordsjælland-cheftræner, Flemming Pedersen, husker tydeligt den periode. Og han anser den glippede udtagelsen som et vendepunkt for Andreas Skov Olsen.
- Så sker der jo så det i opstarten af sommeren 2018, at der tager fanden ved ham, siger Flemming Pedersen, der også medvirker i udsendelsen.
»Jeg havde mange overvejelser, og jeg tænkte rigtig, rigtig meget. Jeg er typen, der tænker rigtig, rigtig meget. Så det var en rigtig stressende sommerferie for mig«
Dermed gik Andreas Skov Olsen fra at være ramt på selvtilliden til at tage Superligaen med storm. Uge efter uge haglede den unge kantspiller kasser ind, og det blev hurtigt tydeligt for enhver, at hans tid i Superligaen havde en stakket frist.
En stressende sommer
Og det leder os til skiftet til Serie A og Bologna FC. Et skifte, der blev overvejet grundigt af Andreas Skov Olsen.
- Jeg kan huske, at vi havde EM-slutrunden i hele juni, hvor jeg bare lagde det væk fra mit hoved, og så kunne jeg tænke på det bagefter. Så jeg kan huske, at jeg havde nogle ugers ferie, hvor jeg slet ikke følte, jeg havde ferie oppe i mit hoved, fordi der skulle jeg tage min beslutning og finde ud af, hvad det var, jeg gerne ville. Det var rigtig hårdt, fortæller Andreas Skov Olsen.
- Jeg havde mange overvejelser, og jeg tænkte rigtig, rigtig meget. Jeg er typen, der tænker rigtig, rigtig meget. Så det var en rigtig stressende sommerferie for mig. Jeg havde en masse ting oppe at vende – også nogle andre rigtig gode tilbud, så jeg skulle ligesom finde ud af, hvad jeg ville kaste mig ud i, og hvad der var det rigtige for mig.
Han endte som bekendt med at skifte til Bologna FC. Og det har været en omvæltning, men den unge dansker havde ikke forventet andet.
- Selvfølgelig er det hårdt at gå fra at være sikker på holdkortet derhjemme og en af stjernerne på holdet. Men sådan er fodbold, og jeg trængte til at prøve noget nyt. Man kan ikke bare regne med, man kommer fra Superligaen og er stjernen på et Serie A-hold. Sådan er det ikke. Det er noget, man skal arbejde rigtig hårdt for, og det er jeg i gang med nu, siger Andreas Skov Olsen.