Det er efterårets bedste bane i Kvindeligaen

Det er din arbejdsplads. Det er den, vi samles om. En forudsætning for vores spil.

Det er derfor, vi kæmper for bedre baner, og det er derfor, vi kårer Danmarks Bedste Bane. Vinderen findes først, når vi nærmer os sæsonafslutningen, men halvvejs gennem sæsonen topper Bane 2 i Brøndby, hvor Brøndby IF spiller sine hjemmekampe i Kvindeligaen.

Tre gange har kunstgræsset på Bane 2 fået topbedømmelsen ’fantastisk’. Lige så mange gange har den fået den næstbedste bedømmelse, nemlig ’over middel’. Og en enkelt gang er den blevet vurderet som ’under middel’. Det giver en gennemsnitlig bedømmelse på 4,14.

Underlaget på Bane 2 i Brøndby er kunstgræs. Det er i øvrigt tilfældet for halvdelen af banerne i Kvindeligaen. Mens Superligaens anførere historisk – og i den seneste opgørelse – dumper ligaens kunstgræsbanerne, så dominerer kunstgræsbanerne top tre i kvindernes bedømmelse.

Mest bemærkelsesværdig er kunstgræsbanen på Right to Dream Park i Farum, der både er hjemmebane for FC Nordsjællands mænd og kvinder. For blandt mændene er den aktuelt næstsidst, mens den blandt kvinderne er næstbedst.

Og hvad fortæller det så? Foretrækker spillerne i Kvindeligaen kunstgræs over græs? Det spurgte vi Julie Tavlo om.

»Jeg er superglad for det. Der er noget ved at spille på en græsbane om sommeren, men med de græsbaner, vi møder rundt omkring, vil jeg hellere spille på kunst,« siger den rutinerede Brøndby IF-anfører.

Senest spillede hun i »mudder« i Thisted. Og runden før det var det en sneklædt bane i Kolding. Og det er i det lys, det skal ses. At kvinderne ikke bliver tilbudt lige så gode baner som herrerne.

»Vi har jo ikke et eller andet lækkert stadion med en greenkeeper, der går og pussenusser om hvert et lille græsstrå. Så vi bliver altså sendt ud på nogle græsbaner, der rigtig, rigtig sløje. Derfor vil vi foretrække at spille på kunstbaner. Der ved man, hvad man kommer ud til, og man kan spille god fodbold. Og det kan man altså ikke, når du kommer til AGF og skal ned på Vejlby-Risskov Stadion i den der gryde, der er helt mudret.«

»Hvis det var baner som Brøndby Stadion eller Ceres Park, man kunne tilbyde hver gang, ville vi foretrække det, men det er desværre bare ikke virkeligheden,« siger Julie, der også undrer sig over, hvorfor efterårets sidste runde skulle spilles på fire græsbaner, når de øvrige fire baner er lavet af kunstgræs.

På samme linje ligger Kristina Andersen, der som anfører i Sundby også spiller sine hjemmekampe på kunstgræs. Hun foretrækker også plastikunderlaget, når alternativet er, som det er.

»Det er nærmest en øv-ting at skulle spille på græs, fordi man ved, at niveauet, for de baner vi bliver præsenteret for, er så ringe. Det er derfor, man foretrækker kunstgræsset,« mener Kristina.

Hun har, som så mange af sine kvindelige kollegaer, en korsbåndsskade i bagagen. Og den fylder i baghovedet, når banernes udtryk og niveau svinger så meget, som det ifølge hende er tilfældet i Kvindeligaen.

»Man kan godt mærke, når man har spillet på en dårlig græsbane. Eller lige fået et lille riv. Det fik jeg for eksempel, da vi spillede på Vejlby-Risskov Stadion i Aarhus. Man er bare mere opmærksom på det, når man har haft sådan en skade, og man kan mærke, at det gør en forskel, hvilket underlag man spiller på.«

»Man kan ikke lade være med at tænke, ’okay, jeg skal lige være lidt mere opmærksom’,« uddyber hun.

Både Julie og Kristina har nævnt AGF’s hjemmebaner. Og ja, det er rigtigt nok i flertal. For AGF spiller nemlig skiftevis sine hjemmekampe på Ceres Park og Vejlby-Risskov Stadion. To baner, der ikke har ret meget andet til fælles, end at de begge er omkranset af en løbebane.

Men her stopper fællestrækkene også. Faktisk er forskellene på forholdene, når AGF inviterer på fodbold, så store, at Ceres Park isoleret set ville være efterårets bedste bane (4,50), mens underlaget på Vejlby-Risskov Stadion med afstand er bedømt som efterårets dårligste (1,67). I en samlet bedømmelse ender de altså midt i feltet med et snit på 3,29.

Det vækker harme hos Julie og Kristina, at der er så stor forskel på den bane, man spiller på, når man gæster AGF.

»Det er ikke fair over for modstanderne,« fastslår Julie, der ikke har svært ved at placere underlaget på en all time rangliste.

»Det er til dato den dårligste bane, jeg har spillet på i min 20 år lange fodboldkarriere,« lyder kritikken fra den 33-årige kaptajn om Vejlby-Risskov Stadion.

»Det er den, jeg husker som den bedste bane, jeg har spillet på. Hvis alle baner var som den, ville jeg også foretrække at spille på græs, men det er bare ikke tilfældet,« lyder det omvendt fra Kristina om Ceres Park, der ligesom Julie drømmer begge om at spille på baner, som den de holder på Ceres Park.

Men de holder ikke vejret.

»Det er ærgerligt, at vi har et flot stadion stående i baghaven, og vi aldrig bruger det,« som Julie tørt konstaterer.

For hun kan kigge ind igennem hegnet og se groundman Chris Hague og resten af staben pleje hybridbanen på Brøndby Stadion, inden hun smider tasken i amatørafdelingens omklædningsrum.

Fysisk er den gode fodboldbane inden for rækkevidde. Spørgsmålet er, om det niveau nogensinde kommer inden for rækkevidde i overført betydning for spillerne i Kvindeligaen?