Hvis vi vil have bedre baner, skal landets groundsmen have mere tid

- Timer.

Lars Birch Olsens svar falder prompte.

- Vi kunne sagtens hæve niveauet, hvis vi havde flere timer. Det er jo ikke sådan, at vi bliver nægtet at købe frø, gødning og topdressing, og når vi kommer og spørger efter specielle maskiner, er der altid en mulighed for, at vi får det anskaffet. Problemet er bare, at vi ikke har noget at bruge maskinerne til, hvis vi ikke har tid til at køre med dem, lyder det fra Lyngby Stadions erfarne Head Groundsman.

Hans løn bliver betalt af Lyngby Taarbæk Kommune. Men den går ikke kun til at passe græsplænen på Lyngby Stadion. Langt fra endda.

- Jeg er ansat som groundsman i Lyngby Idrætsby, hvilket vil sige, jeg har ansvaret for superligabanen, otte græsbaner, to kunstgræsbaner og en hockeybane sammen med en kollega.

De færreste superligaklubber ejer deres egen stadionbane. Og altså heller ikke Lyngby Boldklub. I stedet lejer de fleste klubber sig ind hos kommunen, og det kan give anledning til en række udfordringer.

Lars Birch Olsen har f.eks. oplevet, at han i en periode ikke måtte komme på Lyngby Stadion – eller i hvert fald ikke fik løn for det – når arbejdsugen sluttede fredag middag. Heller ikke selvom Lyngby Boldklub spillede kamp søndag.

Man skal ikke være uddannet groundsman for at forstå, at det er særdeles uhensigtsmæssigt. Heldigvis for spillerne – og fodbolden som produkt – forholder det sig ikke sådan længere. Efter seks uger med den model, blev Lars Birch Olsens arbejdsuge tilpasset og gjort mere fleksibel.

Men det betyder ikke, at Lyngby Stadions erfarne groundsman ikke er udfordret på det timeantal, han har til at pleje banen, og derfor må han oftest gå på kompromis med dens beskaffenhed. F.eks. på kampdage.

- Vi har en udfordring med, at når vi har haft en kampafvikling, så står vi ikke klar umiddelbart efter kampen og får efterrepareret alle de skridmærker og præpareret banen så hurtigt, som man burde gøre. Vi er nødt til at tage nogle andre ting først, så det kommer dagen efter, eller dagen efter igen. Og nogle gange går der måske lidt længere tid, før vi får lappet alle huller.

- Det betyder, at banen bliver lidt sårbar over for bl.a. ukrudtsgræs og ukrudt. Vi får ikke rettet ujævnhederne sådan lige med det samme. Det vil sige, at vi kan risikere, at vi er nødt til at køre over med en klipper først, inden vi får rettet de mærker, der er. Og det giver ujævnheder, forklarer han.

Den slags udfordringer hører ikke til sjældenheder blandt landets groundsman. For selvom de er ansat til at passe de fodboldbaner, der skal danne rammen om det produkt, Superligaen repræsenterer, så er deres arbejdsbetingelser ganske enkelt ikke gode nok.

Det ved Lars Birch Olsen. Han sidder i de danske groundsmens forening, Groundsman Association Denmark. Og så er han på fornavn – og i jævnlig kontakt – med kollegaerne rundt omkring i landet.

Jeg har navn på alle, der passer alle de danske superligastadioner – og langt de fleste 1. divisions- og 2. divisionsstadioner. Vi bruger hinanden – ringer og skriver – hver gang, vi har en eller anden problemstilling. Det handler om alt; gødning, græsfrø og maskiner, hvor vi deler viden og erfaringer.

- Kompetencerne er der med sikkerhed. Det er dygtige folk, der er ude på samtlige stadioner. Men for de fleste er problemet, at der også er andre baner end stadionbanen, der skal holdes, fortæller Lars Birch Olsen, der inden længe kan fejre syv års jubilæum som groundsman i på Lyngby Stadion.

Fælles for de fleste groundsmen er det altså, at tiden er knap. Men der er flere nuancer i det. Derfor har Lars Birch Olsen det en smule ambivalent med kåringen af Danmarks Bedste Bane, som vi i Spillerforeningen igangsatte i 2011.

Han nyder, at der er fokus på banerne og håndværket bag, men den indbyrdes konkurrence mellem landets groundsmen er ganske enkelt ulige.

Der er simpelthen for stor forskel på de respektive groundsmens forudsætninger.

- Jeg skal under ingen omstændigheder pibe, klynke eller noget. Jeg siger bare, at det er lidt ligesom at sammenligne pærer og bananer, fordi vi har så forskellige vilkår. Jeg har træningspas og reserveligakampe herinde (på Lyngby Stadion, red.), og det er jo bare sådan, den lejekontrakt er skruet sammen.

- Jeg ved, de i Aalborg siger, de har trænet én gang inde på stadionbanen i 10 år. Sådan er det jo så forskelligt, tilføjer han.

Og forskellene er til at få øje på. I et interview, vi bragte i sidste uge, fortalte Anders Faber Nielsen, der er groundsman på MCH Arena, hvor vigtigt det er at kunne planlægge. At de på MCH Arena, da coronakrisen lammede fodboldverdenen, hurtigt tog en beslutning om at lave en mindre sommerrenovering, fordi alt, der gøres nu, »bygger ind i efteråret«, som Anders Faber Nielsen udtrykte det.

Det er ikke nyt for Lars Birch Olsen. Forskellen er, at han ikke har haft muligheden for at gøre det.

- Det er lige nu og her, vi bygger den op – burde bygge den op – til at holde vinteren over. Det er nu, vi har muligheden. Græsset begynder at gå ned af bakke i slutningen af august. Vi har den bedste vækstperiode i de her måneder, og det er dér, vi skal bygge op og fylde på, sådan så vi er klar til, når græsset begynder virkelig at gå i stå.

Derfor er græstæppet på Lyngby Stadion – der altså ser godt ud i skrivende stund – med overvejende sandsynlighed i dårlig forfatning, når de kolde og våde måneder kommer til efteråret.

- Vores største udfordring er vinterhalvåret. Det er der, hvor vi får problemer. Fordi vi ikke har fået luft nok ned i vækstlaget i løbet af sæsonen. Det er timingen igen, der kommer til at spille ind.

Og det bringer os tilbage udgangspunktet: Det handler om timer.

Ikke om maskiner. Ikke om gødning. Ikke om tests. Ikke om faglig sparring. Alt det er der styr på. Men hvis vi vil have bedre baner, skal landets groundsmen have mere tid.

- Ude i landet – på samtlige stadioner – der ligger kompetencerne hos medarbejderne. Det ved jeg med 100 procents sikkerhed. Folk er dygtige nok, mener Lars Birch Olsen.

Og det er der – måske knap så overraskende – konsensus om i miljøet. Landets groundsmen er ekstremt passionerede om deres arbejde. Også selvom deres engagement og færdigheder bliver begrænset af rammerne. Det har været et samtaleemne i miljøet i årevis.

- Det at kunne ligge energi i at gå på banen og mærke efter, få rettet de små ting og få lavet tingene på de rigtige tidspunkter. Timingen er enormt vigtig, men den er vi nødt til at tilsidesætte, fordi vi har så meget andet også at kigge på.

- Vi snakkede om i ERFA-gruppen for et par år siden, at banetests og ’Projekt Bedre Baner’ behøver vi ikke mere. Vi kan teste. Vi ved, hvordan vi læser testen. Vi ved, hvordan vi læser resultaterne. Det er tiden, der mangler nu, fastslår Lars Birch Olsen.