24

Spiller til Spiller24.1.2023

82: I starten var det »et helvede«. Nu er ilden tilbage i Breums øjne

Play button

Han har ambitioner om et udlandsskifte. Også selvom han lige nu kæmper for sin plads i startopstillingen. I vores podcast fortæller Jakob Breum om vejen ind i seniorfodbold, den aktuelle modgang og ambitionerne for fremtiden.

Lyt og abonnér: Spotify, Apple Podcast, Soundcloud

Play button
00:00
Sound

»Til at starte med var det jo et helvede. Man var jo sur og arrig.«

Jakob Breums udvikling har i mange år kun peget én vej. Nemlig opad. Anførerbind, succes på ungdomslandshold, en plads i superligatruppen og kontrakten i OB. Alt sammen trin opad på fodboldens karrierestige.

Men i slutningen af ’22 blev minutterne på banen færre og færre.

»Man havde lyst til at slå hul i sin væg, når man kom hjem og havde fået at vide, at man ikke skulle starte inde igen,« fortæller Jakob i ’Spiller til Spiller’.

Den nu 19-årige fynbo mødte modgang for første gang i karrieren.

»Jeg vil selvfølgelig kalde det modgang. Men jeg vil også kalde det lærerig modgang,« siger Jakob, der i vores podcast fortæller, hvordan håndterede den modgang.

En tofods på Oliver Lund

Han er en stille gut. Lavmælt, høflig, punktlig og lyttende. Og det ændrer sig ikke mærkbart, når han træder ind over kridtstregen. Heller ikke, når modstanderne kalkuleret sparker ham ned for at stoppe ham.

»Jeg rejser mig bare op igen. Jeg får ikke noget ud af at råbe og skrige,« som han nøgternt konstaterer.

Men alligevel endte den dengang 16-årige Jakob Breum i en tofodstackling på holdkammeraten Oliver Lund til en af de første træninger med førsteholdstruppen.

»Når man er så ung, sker der et eller andet. Man tænker ikke rigtigt. Sådan er de første gange, man træner med førsteholdstruppen, og de første gange, man spiller superligakampe.«

»De første fem superligakampe, man spiller, vil man næsten altid præstere over evne, fordi man bare kører på adrenalin. Det hele kører bare, og der kan du ikke rigtig gøre noget forkert. Der er ikke nogen, der forventer noget af dig.«

»Til min første træning laver jeg næsten en tofodstackling på Oliver Lund, som han har drillet mig lidt med. Han syntes, det var superfedt, at jeg bare gik op og var uimponeret,« fortæller Breum, der er født og opvokset i den lille fynske by Ubberud.

Vil spille hver gang

Der er sket meget, siden han var afhængig af et lift fra den daværende assistent. Nu er kantspilleren udstyret med en lang kontrakt, er en fast del af førsteholdstruppen og har i skrivende stund 36 superligakampe på cv’et. Mod slutningen af ’22 blev startpladserne dog færre og færre, og indhoppene kortere og kortere.

Det har påvirket ham. Men han har haft fokus på fortsat at kunne bidrage til holdet.

»Man kan blive for tilfreds med at være fodboldspiller i OB. Det er måske også noget af det, der kan gå galt i nogle tilfælde«

»Jeg er kommet over på den anden side, hvor jeg føler, jeg har lært noget af det,« fortæller Breum og uddyber:

»Nu begynder jeg at se indad. Og have fokus på det, jeg kan gøre noget ved. Og så må jeg jo være så meget bedre end alle de andre, så jeg skal spille hver gang. Det er det, der er blevet mit mål nu. At jeg skal være så god, at træneren ikke kan undgå at spille mig.«

For tilfreds med at være fodboldspiller i OB?

Efter at have reflekteret over det, har han nået den konklusion, at det nok var bedre at møde modgangen nu, mens han er i trygge rammer, end hvis han var »havnet et sted i udlandet, hvor man ikke havde sin familie eller venner eller noget som helst.«

For modgangen har gjort ham robust, og drømmen om udlandet lever i bedste velgående.

»Jeg snakker åbent om, at jeg gerne vil ud på et eller andet tidspunkt. Men samtidig er jeg også i OB nu, og det er jeg superglad for at være. Det behøver ikke at være lige nu eller om et år. Det kommer, når det kommer, og når jeg har præsteret godt nok. Det tager jeg meget stille og roligt, men det er da et mål for os alle i omklædningsrummet at komme ud.«

Jakob Breum i hopla mod F.C. København. En kamp og en oplevelse, han fortæller om i 'Spiller til Spiller'. Foto: fodboldbilleder.dk

Jakob Breum i hopla mod F.C. København. En kamp og en oplevelse, han fortæller om i 'Spiller til Spiller'. Foto: fodboldbilleder.dk

»Man kan blive for tilfreds med at være fodboldspiller i OB. Det er måske også noget af det, der kan gå galt i nogle tilfælde.«

»Hvis man ikke har ambition om mere, så udvikler man sig måske heller ikke så meget, som man kunne gøre. Eller giver de ekstra fem procent og træner det ekstra, fordi man bare er tilfreds. Så du skal have den ambition for at nå så langt som muligt.«

Faktisk er Jakob Breum sikker på, at han deler det mål med OB.

»De skal gøre os så gode, at vi hjælper OB til at starte med, men at vi så også kan prøve kræfter med noget nyt. Det er sådan, fodbold fungerer. Vi er jo aktiver for dem. Så de har også en interesse i at sende os videre og gøre os så gode som muligt.«

Hør hele historien i vores podcast

Første skridt til at opnå det mål, er at spille sig tilbage i startopstillingen.

»Jeg er super motiveret for at vise, at jeg har mit niveau, som man har set og kender det. At jeg godt kan leve op til de forventninger, der har været. Og efter den sæson, jeg havde, har der også været et forventningspres. Fra mig selv, familie og venner, fans og så videre.«

Jakob fortæller om det hele i vores podcast, hvor du blandt andet kan høre:

  • Hvad han har lært af den modgang, han har mødt
  • Hvordan han oplevede overgangen fra ungdoms- til seniorspiller
  • Hvad hans bedste råd til andre transitionsspillere er
  • Og hvordan han oplevede at løbe ind til sin første startplads foran 25.000 i Parken

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.