24

Artikel24.6.2020

Kvindelandsholdsaftalen forlænges til 2025

DBU og Spillerforeningen har besluttet at forlænge den nuværende landsholdsaftale, så DBU kan byde på værtskabet for Kvinde-EM i 2025. Aftalen skal fortsætte den gode udvikling for Kvindelandsholdet.

Af Martin Dons

Dansk kvindefodbold er i rivende udvikling, og Kvindelandsholdet har fået en god start og maksimumpoint i EM-kvalifikationen. Men dansk kvindefodbold skal blive endnu stærkere, og Kvindelandsholdet skal klare sig endnu bedre fremover.

Det er drømmen og visionen for både spillerne på Kvindelandsholdet, DBU og Spillerforeningen, der netop har forlænget den nuværende landsholdsaftale, så den nu løber frem til og med den 31. december 2025. Forlængelsen af landsholdsaftalen er en forudsætning for, at DBU kan gå benhårdt efter værtskabet for Kvinde-EM i 2025.

Siden aftalen i 2017 er Kvindelandsholdet blevet styrket med ny, bedre tv-aftale med DR og nyt kommercielt partnerskab med ATEA udover hummel, AL Bank og Oddset. Sportsligt er der styrket med blandt andet fast fysisk træner, sportspsykolog til flere samlinger samt senest kok og analytiker til Algarve Cup.

Med forlængelsen af landsholdsaftalen sikres faste rammer for Kvindelandsholdet frem til 2025 og fortsat ambition om at styrke det sportslige setup rundt om holdet samt flere kommercielle aftaler.

Kvindelandsholdets anfører, Pernille Harder, glæder sig over forlængelsen:

- Vi er glade for, at vi har forlænget aftalen. Det skaber rammerne for, at vi kan udvikle og styrke det sportslige setup. Det vigtigste for os er at få skabt bedre sportslige vilkår, så vi har de bedste muligheder for at toppræstere og opnå vores høje ambitioner, siger Pernille Harder.

Fodbolddirektør Peter Møller er begejstret for forlængelsen af landsholdsaftalen, der bygger videre på den gode udvikling for Kvindelandsholdet:

- De seneste år har Kvindelandsholdet skabt flotte resultater på banen og opbygget et stærkt fællesskab både på og uden for banen. Med aftalen er fundamentet skabt til, at vi sammen kan fortsætte rejsen mod vores mål og drømme. Vi glæder os til at videreudvikle og optimere de sportslige rammer for Kvindelandsholdet, eksempelvis i rejseforhold, brugen af analytikere, samt truppens størrelse. Den nye aftale giver mulighed for at arbejde videre med opbakning fra fans, nye kommercielle partnere og for at øge indtægterne til spillerne og de sportslige rammer. Vigtigst af alt er dog, at aftalen bygger på gensidig tillid mellem DBU, spillerne og Spillerforeningen, så vi i fællesskab med de danske fans fremover kan opleve store øjeblikke og derigennem inspirere kommende landsholdsspillere, siger Peter Møller.

Spillerforeningens administrative chef, Michael Sahl Hansen, udtaler:

- Aftalen fra 2017, som vi nu forlænger, har været vigtig for udviklingen af kvindelandsholdsfodbolden, og det er med den som fundament, at vi nu får skabt ro i en lang periode, så der kan fokuseres benhårdt på optimering af det sportslige setup for Kvindelandsholdet. Vi har fra spillersiden store forventninger til dette arbejde, som skal understøtte Kvindelandsholdets deltagelse og succes i de tre slutrunder, der ligger de kommende år, og som forhåbentlig kulminerer med et EM på hjemmebane i 2025.

DBU-direktør Jakob Jensen glæder sig over aftalens betydning for dansk kvindefodbold og Kvindelandsholdet:

- Kvindelandsholdet er i en fantastisk udvikling, og vi vil fortsat gerne udvikle og investere i de sportslige vilkår og holdets udvikling. Samtidig har vi nu forudsætningerne klar til at søge om værtskabet for Kvinde-EM i 2025, som vil være en kæmpe begivenhed for både Kvindelandsholdet og dansk kvindefodbold. Jeg vil også gerne takke Landsholdskomitéen for at sætte fokus på Kvindelandsholdets rammer og sportslige vilkår, siger Jakob Jensen.

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.