26

Artikel26.6.2020

Nanna Christiansen er Årets Profil i Kvindeligaen 2019/20

For andet år i træk kan Nanna Christiansen kalde sig Årets Profil i Kvindeligaen. Det er kollegerne i ligaen, som har stemt på Brøndby-profilen.

Af Martin Dons

Med hele 32% af stemmerne var der ingen tvivl blandt spillerne i Kvindeligaen. Nanna Christiansen har været den bedste spiller gennem sæsonen. Det er andet år i træk, at Brøndby-profilen vinder den prestigefyldte titel.

- Jeg er bare mega stolt og glad. Når man tænker over det, så er det ret vildt, at ens kolleger synes, man er så god, at man er Årets Profil. Det er jeg virkelig stolt over, siger Nanna Christiansen.

- Det er den bedste anerkendelse, man kan få. Det er jo dem, der er ens konkurrenter og spiller mod én, så hvis de synes, man er en svær spiller at spille imod, så er det jo en kæmpe cadeau. Jeg er meget stolt over, at det er kollegerne, der har stemt på mig. Det er virkelig stort, siger landsholdsspilleren og sender samtidig en tak til truppen i Brøndby.

- Jeg kunne ikke gøre det her uden mine holdkammerater og trænere i Brøndby. De er en kæmpe del af det.

I sidste sæson sprængte den offensive midtbanespiller målrekorden i ligaen med 28 mål, og igen i år har hun haft mål i støvlerne. Inden sæsonens sidste kamp i morgen, lørdag – som er en direkte mesterskabsduel mod Fortuna Hjørring – har Nanna Christiansen scoret 14 mål og i tre ud af de fire seneste kampe efter coronapausen.

- Jeg synes faktisk, jeg er kommet ret fint i gang. Inden coronapausen var jeg også kommet godt i gang i træningskampene. Det var gået rigtig godt, så jeg var bare klar til at starte op igen. Og det er jo gået godt, vi har vundet vores kampe, og jeg har scoret, og det kan jeg jo rigtig godt lide, siger hun med et smil.

Mens det altså nu er afgjort, hvem der er Årets Profil i Kvindeligaen, så skal guldmedaljerne i Kvindeligaen først fordeles i morgen, lørdag, når Fortuna Hjørring tager imod Brøndby. Her kan hjemmeholdet klare sig med en uafgjort, mens gæsterne er pisket til en sejr, hvis de vil genvinde det danske mesterskab.

- Jeg glæder mig bare helt vildt meget. Det er vildt fedt, at vi har fået den her finalekamp, som vi har gået efter, da vi blev nummer to i grundspillet. Nu står vi og skal spille den i morgen, og vi er virkelig klar. Det bliver intenst og en kæmpe fight. Vi er spændte og klar til at spille den finale. Vi skal have det guld med hjem, siger Nanna Christiansen.

Med prisen som Årets Profil i Kvindeligaen vinder Nanna Christiansen en Mercedes i en måned fra Hessel HiRE. På andenpladsen i kåringen kom holdkammerat og topscorer i Kvindeligaen, Nicoline Sørensen, med 11% af stemmerne, mens Josefine Hasbo – ligeledes Brøndby – og Janni Thomsen fra VSK Aarhus med hver 9% deler tredjepladsen.

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.