5
Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen har indgået en aftale, der forbedrer vilkårene for Kvindelandsholdet på flere vigtige områder. Aftalen gælder fra nu og til 2029 og indebærer blandt andet større økonomisk anerkendelse og bedre sportslige rammer.
Med aftalen sikrer DBU og Spillerforeningen, at der er skabt lighed mellem Kvinde- og Herrelandsholdet på en række nøgleområder, herunder på visse præstationsbonusser. Eksempelvis modtager begge hold nu samme bonussats i Nations League-kampe samt for sejre i kvalifikationskampe på hjemmebane.
Der er fortsat forskelle på andre bonussatser i forbindelse med kvalifikationskampe og testkampe, mens Nations League har været et prioriteret område for begge parter, da det forventes, at der vil være flere af disse kampe over de kommende år.
Aftalen indebærer også en forbedring af tilskuerbonusser, hvor Kvindelandsholdet nu modtager samme beløb som Herrelandsholdet pr. tilskuer.
Selvom den tidligere aftale løb frem til udgangen af 2025, blev forhandlingerne påbegyndt allerede i 2024, efter Herrelandsholdets aftale blev fastsat. Det var et prioriteret mål for både Spillerforeningen og DBU at fremrykke forhandlingerne og få en ny aftale på plads før udløb på den gamle aftale, så de forbedrede vilkår allerede kunne træde i kraft før Kvindelandsholdets Nations League-kampene i foråret.
Erik Brøgger Rasmussen, administrerende direktør i DBU, siger:
»Den nye aftale giver et markant løft til Kvindelandsholdet og hele opsætningen omkring holdet, samtidig med at den sikrer større økonomisk anerkendelse af spillernes indsats. Det er afgørende for os, at holdet har de bedst mulige forudsætninger for at præstere i den rød-hvide trøje og fastholde deres position blandt verdens elite. Aftalen skal ses som endnu en vigtig investering i vores ønske om at fremme fodbold for piger og kvinder og følge med den eksplosive udvikling, der også sker på internationalt plan.«
Michael Sahl Hansen, direktør i Spillerforeningen, siger:
»Vi har haft en rigtig god dialog med DBU om den nye aftale, og vi er glade for, at vi med aftalen tager nogle vigtige skridt i den rigtige retning. I de seneste år har vi oplevet en markant udvikling for kvindefodbold i landene omkring os. Med aftalen får vi et solidt fundament for at fortsætte vores fælles arbejde for at sikre lige muligheder og forbedre vilkår for kvindespillere, så vi sikrer, at vi er konkurrencedygtige og følger med udviklingen.«
Aftalen lægger vægt på at belønne sportslige præstationer. Præstationsbonusserne er blandt andet blevet væsentligt forhøjet ved sejre og afspejler en fælles prioritering om at påskønne spillerne for deres arbejde og dedikation.
Det er fortsat et mål for begge parter at nå op på lige honorering ift. Herrelandsholdet, og det vil ske i takt med, at indtjeningen på Kvindelandsholdet vokser på blandt andet tv-indtægter og præmiepenge fra FIFA og UEFA.
Om aftalen siger Pernille Harder, landsholdsanfører og en del af forhandlingsudvalget:
»Vi er glade for, at vi tager et godt skridt fremad med en ny og forbedret aftale. Vi har haft en god og konstruktiv dialog, som jeg ser frem til at fortsætte om de forbedringspunkter, vi løbende skal se på over de kommende år. Nu ser vi i første omgang frem til de kommende landskampe, som venter os i foråret, hvor vi håber at se en masse fans på stadion.«
Udover økonomiske løft indeholder aftalen også fortsat gode forsikringsordninger og en styrket indsats for optimale sportslige rammer, ligesom der er fortsatte prioriterede familievenlige vilkår med mulighed for at tage børn med på samlinger og til slutrunder.
Det fremgår ligeledes af aftalen, at Spillerforeningen og DBU løbende vil evaluere kvaliteten af rejser, kost og andre grundlæggende forhold for at finde de områder, der skal opjusteres, for at sikre de optimale forhold for spillerne.
Det er f.eks. allerede bestemt, at Kvindelandsholdet flyver med et chartret fly til Nations League-kampen i Italien i februar for at optimere de sportslige forberedelser forud for kampen.
Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.