5

Presse5.12.2024

Ny standardaftale på plads: Styrker dansk kvindefodbold

Kvindedivisionsforeningen og Spillerforeningen indgår historisk rammeaftale om nye vilkår i standardspillerkontrakten i dansk kvindefodbold, der med forbedrede vilkår og minimumsstandarder skal sikre rammerne for fortsat udvikling af sporten herhjemme.

Ny standardaftale på plads: Styrker dansk kvindefodbold

Af Magnus Hviid

DBU’s bestyrelse har på sit seneste bestyrelsesmøde vedtaget en ny standardspillerkontrakt, der bygger på den indbyrdes aftale, Kvindedivisionsforeningen og Spillerforeningen har indgået om rammerne for kontraktansatte kvindelige fodboldspillere.

Pr. 1. januar 2025 træder den nye standardspillerkontrakt for kvinder i kraft i dansk fodbold. Aftalen sikrer både obligatorisk ulykkesforsikring for spillerne, minimumslønninger og forbedrede vilkår, samt lige konkurrencevilkår mellem klubber.

Den nye standardspillerkontrakt er produktet af et godt og konstruktivt samarbejde mellem Kvindedivisionsforeningen og Spillerforeningen, der over længere tid har arbejdet målrettet på at etablere og implementere en ny standardspillerkontrakt i dansk kvindefodbold med fokus på fortsat sportslig og økonomisk udvikling af dansk elitefodbold.

Med aftalen sikrer parterne blandt andet, at minimumslønningerne for de kvindelige fodboldspillere over en 5-årig periode skal indhente minimumslønningerne for herrerne. Samtidig opnår deltidsklubberne større fleksibilitet i forhold til træningsplanlægning og bedre vilkår i målet om øget professionalisering.

Dertil etableres også en ny kontrakttype, Ungdomskontrakt, der styrker muligheden for optimal sportslig udvikling for unge spillere i kombination med en ungdomsuddannelse, hvilket ligeledes vil tilgodese både klubber og spillere.

»Med de tilpassede vilkår, kan vi bidrage til en øget professionalisering af elite-kvindefodbolden i Danmark. En udvikling, der står på skuldrene af det øgede og fortjente fokus, kvindefodbolden har fået de senere år. Der er nu et godt fundament for videre udvikling og rig mulighed for, at alle klubber kan konkurrere på lige vilkår med det set-up, som passer den enkelte klub,« siger Michael Sahl Hansen, direktør i Spillerforeningen, og fortsætter:

»Det er et vigtigt skridt på vejen, der vil gøre dansk klubfodbold mere konkurrencedygtig og mere attraktiv for både etablerede spillere og de unge talenter.«

Per Rud, Direktør i Kvindedivisionsforeningen, udtaler:

»Vi er meget tilfredse med at være en del af en aftale, der sætter nye, ambitiøse standarder for dansk kvindeelitefodbold. Aftalen sikrer en bæredygtig udvikling, hvor både spillerne og klubberne får de bedste betingelser, så vi kan løfte Kvinde-DM rækkerne bredt og kan tiltrække og ikke mindst fastholde spillere i en dansk kontekst.«

Et centralt element i aftalen er et stærkt fokus på talentudvikling. Ved at sikre ensartede vilkår for unge talenter, skaber vi et solidt fundament for fremtidens stjerner.

Samarbejdet under forhandlingerne har vist, at der er stor enighed om at løfte dansk kvindefodbold til nye højder. Vi glæder os til en fremtid, hvor kvindeelitefodbolden kan fortsætte med at vokse og udvikle sig.”

Den nye standardspillerkontrakt for kvinder vil være gældende for alle nye kontrakter indgået fra og med januar 2025.

For yderligere information, kontakt:

Magnus Hviid, Kommunikationsdirektør i Spillerforeningen
magnus.hviid@spillerforeningen.dk
+45 28 72 63 85

Per Rud, Direktør i Kvindedivisionsforeningen
peru@kdf.dbu.dk
+45 22 13 02 06

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.