24
Spiller til Spiller24.2.2022
Lyt og abonnér: Spotify, Apple Podcast, Soundcloud
- En eller anden dag, så er det hele overstået.
Viktor Anker messede det igen og igen for sig selv. Inde i hovedet, men også højlydt.
- Kræften skulle ikke vinde over mig. Jeg skulle komme igennem det her. Om så det betød, at jeg skulle igennem flere operationer og have mere kemo, så var det sådan, det var.
- I bund og grund så er der jo ikke noget alternativ. Alternativet er, at du ikke får en behandling, og så ved vi alle sammen, at så dør man jo af kræft, fastslår han i Spillerforeningens podcast, ’Spiller til Spiller’.
Tanken om at komme på den anden side gav ham styrke i kampen mod kræften.
- Selvom det var en voldsom, voldsom rutsjebane med op- men allermest nedture, så blev jeg bare ved med at sige til mig selv, at en eller anden dag, så vågner du op, og så har du det godt igen.
Det var den 1. juni 2021. Efter en kort telefonsamtale med lægevagten havde Viktor Anker sat sig ud i sin bil. »Kør til nærmeste hospital,« lød beskeden i den anden ende af røret. Og det var Sjællands Universitetshospital i Roskilde.
Lykkeligt uvidende om, hvad nogle blodprøver nogle timer senere skulle afsløre, sprang han køen i venteværelset over. Kort tid efter startede en serie af undersøgelser.
Langt de fleste slog negativt ud. Men nogle blodprøver gav lægerne en klar indikation på, hvorfor Viktor Anker gennem en længere periode havde haft store smerter i testiklerne.
Det, både lægerne og Viktor Anker frygtede var en snoet testikel, var i stedet testikelkræft.
- Det var så fjernt fra mig. Det var, som om jeg hørte det uden at høre det, fortæller Viktor Anker i Spillerforeningens podcast, ’Spiller til Spiller.
- Jeg tog det ikke rigtigt til mig, for det var så fjernt for mig at høre, at jeg havde kræft, fordi jeg bare havde lidt ondt i mine testikler. Jeg levede jo i bedste velgående.
»Det er jo bare et forfærdeligt opkald. Der er ikke noget værre end at høre sine forældre græde«
- Jeg arbejdede hver dag og spillede fodbold i Næstved hver dag. Så mit liv var jo på sin vis rigtig godt, siger Viktor Anker.
Han lå der selv. I hospitalssengen på universitetshospitalet. Og fremfor for at have støtte fra sine nærmeste til at modtage beskeden om kræftdiagnosen, skulle han i stedet overbringe sin kæreste og sine forældre den ubarmhjertige nyhed.
En rædselsfuld situation, ingen havde skyld i. Men det blev det ikke lettere af.
- Det er jo bare et forfærdeligt opkald. Der er ikke noget værre end at høre sine forældre græde, siger Viktor Anker lavmælt.
Besøget hos vagtlægen den 1. juni sidste år blev starten på en udmarvende kamp. En kamp, der først fik sin ende den 22. december 2021, hvor Viktor Anker blev erklæret rask.
- Det har jo været helt uvirkeligt, det jeg har været igennem. Og jeg havde på intet tidspunkt forestillet mig, da jeg i sin tid ringede til vagtlægen, at hele det forløb, jeg har været igennem, skulle ende ud, som det har gjort.
»Der har også været dage, efter jeg er blevet rask, hvor jeg bare har været totalt ked af det, fordi jeg har tænkt over alt det, man har været igennem«
De syv måneder, sygdomsforløbet strakte sig over, indkapsler en tumultarisk tid, hvor han i de mørkeste øjeblikke frygtede for sit liv. Men vigtigst af alt en tid, hvor han er gået fra at være syg til at være rask.
- Der har også været dage, efter jeg er blevet rask, hvor jeg bare har været totalt ked af det, fordi jeg har tænkt over alt det, man har været igennem. Så har jeg været ked af det, fordi det har været hårdt, men jeg har også været ked af det, fordi nu er jeg rask igen.
- Nu er jeg her. Nu er jeg kommet til den der dag, hvor jeg vågner op, og jeg ikke har ondt mere. Og jeg ikke har det dårligt mere. Og jeg ikke ligger og kaster op, fordi jeg har fået kemo dagen forinden eller har ondt i maven, fordi jeg er blevet opereret for tredje gang. Nu er jeg jo her.
Undervejs har Viktor Anker – i videst muligt omfang – holdt sit sygdomsforløb tæt ind til kroppen. Han har kun delt sine tanker med en lille, sluttet kreds.
- Jeg benyttede mig blandt andet af jeres tilbud. Jeg blev ringet op af Kresten (Blæsild, red.) og Thomas (Lindrup, red.) fra Spillerforeningen, som jeg havde snakke med. Og jeg benyttede mig af de muligheder, I har med en psykolog fra Encounter. Dem har jeg været hos et par gange.
- Den første gang, jeg var hos dem, var lige inden, jeg skulle starte kemo. Det var meget rart. Det satte tingene lidt mere i perspektiv. Det beroligede mig, fortæller Viktor Anker.
Og nu, hvor han har fået det hele lidt på afstand, er han altså klar til at udvide den kreds.
- Nu kan jeg måske reflektere lidt mere over tingene. Og tænke lidt mere på, hvad jeg egentlig har været igennem og – uden at jeg skal have al mulig omsorg – hvor pisse hårdt, det har været, og hvor mange surrealistiske beskeder, jeg har fået fra læger, overlæger og professorer. Det er ret voldsomt faktisk.
Efter store overvejelser fortæller han nu det hele. I den her udgave af Spillerforeningens podcast, ’Spiller til Spiller’, kan du høre:
Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.
