19. 01. 2012

Sørensen uden slingrekurs

Efter VM i 2002 besluttede Thomas Sørensen sig for at anskue livet fra den positive side. Og den livsindstilling har ved flere lejligheder hjulpet den danske landsholdsmålmand.

Efter VM i 2002 besluttede Thomas Sørensen sig for at anskue livet fra den positive side. Og den livsindstilling har ved flere lejligheder hjulpet den danske landsholdsmålmand.

Artiklen er fra Indersiden 4/11 – Læs som pdf her.
 
AF DAN HIRSCH SØRENSEN
 
Han har samlet et hav af bolde op og en masse erfaring igennem en efterhånden lang karriere. Og den opsamlede erfaring har det seneste års tid været en uvurderlig støtte for Thomas Sørensen. For her har den danske målmand det meste af tiden kigget på fra en fast plads på bænken. Først for nylig vendte lykken og Thomas Sørensen tilbage i Stokes Premier League bur.
 
- Det kan godt være, at mange ikke havde givet mig mange chancer for igen at blive førstemålmand i Stoke. Men jeg har aldrig tvivlet på, at jeg ville få chancen igen, siger Thomas Sørensen.
 
Den 35-årige målmand har undervejs afholdt sig fra de store overskrifter og ultimatummer. Han har ikke villet male sig op i et hjørne eller ud på en slingrekurs. I stedet har han som en kat ved et musehul siddet på lur efter den ene chance eller åbning, som han behøvede.
 
- Jeg er ikke typen, der kæfter op til alle og enhver, hvis tingene ikke lige går min vej. Jeg er i bund og grund en holdspiller, der ikke har interesse i at lave rav i tingene eller skabe ubalance på et hold. Der er meget få spillere i verden, der kan tillade sig at gå ud offentligt, hvis tingene ikke flasker sig for dem. Måske en Zlatan eller en Messi ville kunne gøre det, uden at det ville ramme dem selv igen. Det er kun dig selv, der kan overbevise træneren om, at han har taget fejl. I sidste ende har alle trænere en interesse i at skabe homogenitet på et hold, og derfor tjener det ingen, hvis de spillere, der ryger på bænken, brokker sig højlydt. Men ellers har jeg været i gamet i så mange år, at jeg ved, at det eneste, der virker, hvis man vil tilbage på holdet, er hårdt arbejde. Da jeg røg ud i kulden her i Stoke, besluttede jeg mig for at bevise ved hver eneste træning, at jeg er den bedste. Og så skal man vise, at man er klar, når chancen kommer. For den kommer som regel altid. Hvis du har brugt dine ressourcer på alt muligt andet end at holde dig skarp og klar, misser du måske chancen den dag, du får den. Og tager man ikke chancen, så er man pludselig meget langt væk fra holdet. Meget længere end tidligere, fortæller Thomas Sørensen. 
 

 
Thomas Sørensens tålmodighed blev ellers udsat for en test af de helt store. I omkring halvandet år stod han i skyggen af målmandskollegaen Asmir Begovic, før danskeren midt i november endelig fik chancen i Premier League igen. Undervejs havde Thomas Sørensen fået kampe i diverse pokalturneringer og i Europa League.
 
- Men det er helt klart Premier League, der er flagskibet her i England. Det er her, du bliver anerkendt for dine præstationer, så selvfølgelig er det dejligt at være tilbage. Det er et mål, jeg har nået. Men jeg er alligevel ikke helt i mål. For nu skal pladsen forsvares, så man kan aldrig tillade sig at slappe af som fodboldspiller. Der er hele tiden pres på, uanset hvor man befinder sig i hierarkiet. Det er lidt skruen uden ende, for man er aldrig bedre end sin sidste kamp. I min nuværende situation kan jeg ikke bruge mine præstationer for fem år siden til noget. Det er her og nu, det gælder, og derfor er det så vigtigt, at man igennem hele karrieren, om det er dag et eller næstsidste dag, bevarer ærgerrigheden og sulten efter at blive bedre. Lige nu er min motivation, at jeg skal holde en konkurrent og kollega bag mig. Og måske kommer det mig til gode nu, at jeg har fået et spark bag i. Nu kan jeg se fodboldlivet fra en lidt anden vinkel. Det er på banen, jeg vil være, og ikke bænken. Derfor vil jeg gøre alt for at beholde pladsen, understreger Thomas Sørensen.
 
Glasset er halvt fyldt
Midt i halvfemserne kom en ung udgave af Thomas Sørensen ud for en lignende episode. Udlejet fra OB og udråbt som stort målmandstalent fik han seks superligakampe på stribe for Vejle Boldklub.
 
- Dengang troede jeg, at jeg var urørlig. Men pludselig fra den ene dag til den anden blev pladsen taget fra mig igen, og det gav mig et knæk dengang. Og jeg havde helt glemt, hvordan det er ikke at være den, der spiller fast. På en eller anden måde har jeg også nu fået en helt ny glæde ved at spille. Det er som om, at jeg sætter større pris på det, så en negativ oplevelse er faktisk blevet vendt til noget positivt nu, siger Thomas Sørensen.
 
Og det med at vende det negative til det positive er en egenskab, Thomas Sørensen har tillært sig sammen med sin gamle målmandstræner Lars Høgh. I dag ser Thomas Sørensen altid på glasset som værende halvt fyldt i stedet for halvt tomt. Helt konkret var det en episode ved VM i 2002, der fik ham til at gribe fat i den slags redskaber i værktøjskassen. Med egne ord følte målmanden, at træerne før VM var groet helt igennem himlen. Han havde stået flere fine sæsoner for Sunderland og blev nu sat i forbindelse med et skifte til en af de store klubber i engelsk fodbold. Arsenal og Manchester United blev igen og igen knyttet tættere sammen med Thomas Sørensens navn. Men 1/8-finalen ved VM i 2002 mod netop England blev fatal for den danske keeper. Danmark røg ud. Bl.a. efter det, der i både danske og engelske medier blev fremstillet som et drop af Thomas Sørensen.
 
- Det var en forfærdelig oplevelse. Det hele ramlede efter den kamp. Jeg følte virkelig, at min verden faldt sammen. I flere måneder efter var jeg dybt rystet, og jeg mistede troen på egne evner. Alt muligt for rundt i hovedet på mig. Måske havde jeg op til VM mistet jordforbindelsen. Snakken om Manchester United og især Arsenal ville ikke dø. Selvfølgelig var det en drøm for mig at komme til en af de helt store klubber på det tidspunkt. Men efter Englands-kampen var det som om, at ingen ville røre ved mig. Tiden efter VM var klart den største test, jeg har været udsat for. Skuffelsen var kæmpestor, fortæller Thomas Sørensen.
 
Ingen pensionsplaner
Sammen med Lars Høgh tog Thomas Sørensen fat på en mental kamp. De to snakkede meget sammen.
- Det kan lyde vildt. Men i dag ville jeg ikke være den oplevelse foruden. Jeg tror ikke, jeg ville have opnået den mentale styrke, som jeg har i dag, hvis jeg ikke havde oplevet de ting dengang. Siden den oplevelse har jeg fået en utrolig vilje og evne til at komme videre og til at lægge ting til siden. Som målmand er det utroligt vigtigt, at man er kritisk omkring sine egne præstationer, men man skal også lynhurtigt kunne overvinde de slag, karrieren giver. Før VM i 2002 var jeg ikke så opmærksom på de mekanismer, man kan bruge for at komme videre. I dag bruger jeg de redskaber, jeg fik samlet op dengang, meget bevidst, siger Thomas Sørensen.
 
Hvor længe, han har tænkt sig at fortsætte karrieren, har den 35-årige målmand ikke afgjort endnu.
- Jeg vil ikke måles ud fra alder. Der bliver snakket alt for meget alder og for lidt præstation i fodbold. Det skal ikke være alderen, men præstationen, der afgør, hvornår man skal stoppe. Når jeg kan mærke, at jeg ikke kan følge med tempoet mere, er det tid til at stoppe. Men jeg har ikke oplevet, at pilen er gået ned ad endnu. Så jeg har vel minimum to til tre år tilbage. Måske endda flere år, understreger Thomas Sørensen.
 
 
Foto © Per Kjærbye / Fodboldbilleder.dk

Artiklen er fra Indersiden 4/11 – Læs som pdf her.
 
AF DAN HIRSCH SØRENSEN
 
Han har samlet et hav af bolde op og en masse erfaring igennem en efterhånden lang karriere. Og den opsamlede erfaring har det seneste års tid været en uvurderlig støtte for Thomas Sørensen. For her har den danske målmand det meste af tiden kigget på fra en fast plads på bænken. Først for nylig vendte lykken og Thomas Sørensen tilbage i Stokes Premier League bur.
 
- Det kan godt være, at mange ikke havde givet mig mange chancer for igen at blive førstemålmand i Stoke. Men jeg har aldrig tvivlet på, at jeg ville få chancen igen, siger Thomas Sørensen.
 
Den 35-årige målmand har undervejs afholdt sig fra de store overskrifter og ultimatummer. Han har ikke villet male sig op i et hjørne eller ud på en slingrekurs. I stedet har han som en kat ved et musehul siddet på lur efter den ene chance eller åbning, som han behøvede.
 
- Jeg er ikke typen, der kæfter op til alle og enhver, hvis tingene ikke lige går min vej. Jeg er i bund og grund en holdspiller, der ikke har interesse i at lave rav i tingene eller skabe ubalance på et hold. Der er meget få spillere i verden, der kan tillade sig at gå ud offentligt, hvis tingene ikke flasker sig for dem. Måske en Zlatan eller en Messi ville kunne gøre det, uden at det ville ramme dem selv igen. Det er kun dig selv, der kan overbevise træneren om, at han har taget fejl. I sidste ende har alle trænere en interesse i at skabe homogenitet på et hold, og derfor tjener det ingen, hvis de spillere, der ryger på bænken, brokker sig højlydt. Men ellers har jeg været i gamet i så mange år, at jeg ved, at det eneste, der virker, hvis man vil tilbage på holdet, er hårdt arbejde. Da jeg røg ud i kulden her i Stoke, besluttede jeg mig for at bevise ved hver eneste træning, at jeg er den bedste. Og så skal man vise, at man er klar, når chancen kommer. For den kommer som regel altid. Hvis du har brugt dine ressourcer på alt muligt andet end at holde dig skarp og klar, misser du måske chancen den dag, du får den. Og tager man ikke chancen, så er man pludselig meget langt væk fra holdet. Meget længere end tidligere, fortæller Thomas Sørensen. 
 

 
Thomas Sørensens tålmodighed blev ellers udsat for en test af de helt store. I omkring halvandet år stod han i skyggen af målmandskollegaen Asmir Begovic, før danskeren midt i november endelig fik chancen i Premier League igen. Undervejs havde Thomas Sørensen fået kampe i diverse pokalturneringer og i Europa League.
 
- Men det er helt klart Premier League, der er flagskibet her i England. Det er her, du bliver anerkendt for dine præstationer, så selvfølgelig er det dejligt at være tilbage. Det er et mål, jeg har nået. Men jeg er alligevel ikke helt i mål. For nu skal pladsen forsvares, så man kan aldrig tillade sig at slappe af som fodboldspiller. Der er hele tiden pres på, uanset hvor man befinder sig i hierarkiet. Det er lidt skruen uden ende, for man er aldrig bedre end sin sidste kamp. I min nuværende situation kan jeg ikke bruge mine præstationer for fem år siden til noget. Det er her og nu, det gælder, og derfor er det så vigtigt, at man igennem hele karrieren, om det er dag et eller næstsidste dag, bevarer ærgerrigheden og sulten efter at blive bedre. Lige nu er min motivation, at jeg skal holde en konkurrent og kollega bag mig. Og måske kommer det mig til gode nu, at jeg har fået et spark bag i. Nu kan jeg se fodboldlivet fra en lidt anden vinkel. Det er på banen, jeg vil være, og ikke bænken. Derfor vil jeg gøre alt for at beholde pladsen, understreger Thomas Sørensen.
 
Glasset er halvt fyldt
Midt i halvfemserne kom en ung udgave af Thomas Sørensen ud for en lignende episode. Udlejet fra OB og udråbt som stort målmandstalent fik han seks superligakampe på stribe for Vejle Boldklub.
 
- Dengang troede jeg, at jeg var urørlig. Men pludselig fra den ene dag til den anden blev pladsen taget fra mig igen, og det gav mig et knæk dengang. Og jeg havde helt glemt, hvordan det er ikke at være den, der spiller fast. På en eller anden måde har jeg også nu fået en helt ny glæde ved at spille. Det er som om, at jeg sætter større pris på det, så en negativ oplevelse er faktisk blevet vendt til noget positivt nu, siger Thomas Sørensen.
 
Og det med at vende det negative til det positive er en egenskab, Thomas Sørensen har tillært sig sammen med sin gamle målmandstræner Lars Høgh. I dag ser Thomas Sørensen altid på glasset som værende halvt fyldt i stedet for halvt tomt. Helt konkret var det en episode ved VM i 2002, der fik ham til at gribe fat i den slags redskaber i værktøjskassen. Med egne ord følte målmanden, at træerne før VM var groet helt igennem himlen. Han havde stået flere fine sæsoner for Sunderland og blev nu sat i forbindelse med et skifte til en af de store klubber i engelsk fodbold. Arsenal og Manchester United blev igen og igen knyttet tættere sammen med Thomas Sørensens navn. Men 1/8-finalen ved VM i 2002 mod netop England blev fatal for den danske keeper. Danmark røg ud. Bl.a. efter det, der i både danske og engelske medier blev fremstillet som et drop af Thomas Sørensen.
 
- Det var en forfærdelig oplevelse. Det hele ramlede efter den kamp. Jeg følte virkelig, at min verden faldt sammen. I flere måneder efter var jeg dybt rystet, og jeg mistede troen på egne evner. Alt muligt for rundt i hovedet på mig. Måske havde jeg op til VM mistet jordforbindelsen. Snakken om Manchester United og især Arsenal ville ikke dø. Selvfølgelig var det en drøm for mig at komme til en af de helt store klubber på det tidspunkt. Men efter Englands-kampen var det som om, at ingen ville røre ved mig. Tiden efter VM var klart den største test, jeg har været udsat for. Skuffelsen var kæmpestor, fortæller Thomas Sørensen.
 
Ingen pensionsplaner
Sammen med Lars Høgh tog Thomas Sørensen fat på en mental kamp. De to snakkede meget sammen.
- Det kan lyde vildt. Men i dag ville jeg ikke være den oplevelse foruden. Jeg tror ikke, jeg ville have opnået den mentale styrke, som jeg har i dag, hvis jeg ikke havde oplevet de ting dengang. Siden den oplevelse har jeg fået en utrolig vilje og evne til at komme videre og til at lægge ting til siden. Som målmand er det utroligt vigtigt, at man er kritisk omkring sine egne præstationer, men man skal også lynhurtigt kunne overvinde de slag, karrieren giver. Før VM i 2002 var jeg ikke så opmærksom på de mekanismer, man kan bruge for at komme videre. I dag bruger jeg de redskaber, jeg fik samlet op dengang, meget bevidst, siger Thomas Sørensen.
 
Hvor længe, han har tænkt sig at fortsætte karrieren, har den 35-årige målmand ikke afgjort endnu.
- Jeg vil ikke måles ud fra alder. Der bliver snakket alt for meget alder og for lidt præstation i fodbold. Det skal ikke være alderen, men præstationen, der afgør, hvornår man skal stoppe. Når jeg kan mærke, at jeg ikke kan følge med tempoet mere, er det tid til at stoppe. Men jeg har ikke oplevet, at pilen er gået ned ad endnu. Så jeg har vel minimum to til tre år tilbage. Måske endda flere år, understreger Thomas Sørensen.
 
 
Foto © Per Kjærbye / Fodboldbilleder.dk

Tilbage