27. 10. 2014

Brug hovedet: Held i uheld for Ole Dau

Da Hvidovre tog imod Avedøre, fik Ole Dau en dyb flænge i hovedet. Flængen tvang Hvidovre-spilleren fra banen. Det skulle siden vise sig at være held i uheld.

Foto: Ole Mik, Hvidovre Avis

- Jeg er lidt groggy. Men jeg tror, at jeg er sluppet heldigt i forhold til hjernerystelse. Det tyder det ikke på, det er. Det blev til syv sting og lidt hovedpine nu.

Sådan lød meldingen fra Hvidovres Ole Dau, da han blev interviewet af bold.dk efter lokalbraget i 2. division øst mod Avedøre. Dau havde i forbindelse med en hovedstødsduel stødt hovedet sammen med Toke Svendsen fra Avedøre. Avedøre-spilleren mistede bevidstheden og blev hentet af en ambulance, mens Dau blev båret fra banen og kørt på skadestuen, hvor han blev syet med syv sting.

- Jeg tror, at jeg kan træne med sidst på ugen igen, og så skal jeg have stingene ud på fredag. Med lidt held kan jeg måske være kampklar på fredag, tilføjede han til netmediet.

Sådan skulle det ikke gå. Dau var ellers forholdsvis optimistisk, som ovenstående citat tydeligt indikerer.

- Jeg oplevede ikke nogen af de klassiske symptomer. Jeg havde ikke kvalme, var ikke bevidstløs eller forvirret. Godt nok havde jeg lidt ondt i hovedet, men jeg tænkte, at det var som følge af den flænge og de syv sting, som jeg havde pådraget mig. Så jeg var rimelig optimistisk, da jeg vågnede lørdag morgen, husker Dau og fortsætter:

- Jeg var jo bare glad for udsigten til, at jeg kunne tage på arbejde om mandagen, komme til træning og spille kamp igen hurtigst muligt. Min optimisme blev også understøttet af sygeplejersken, som umiddelbart heller ikke mente, at der var tale om en hjernerystelse grundet de manglende symptomer. 

Men de symptomer, som Dau i første omgang blev ’snydt’ for, ramte ham med fuld kraft den følgende mandag.

- Efter tre dage ramte hjernerystelsen 100 %. Og jeg kunne mærke, at den var helt gal. Kvalme, ekstrem hovedpine, svimmelhed og et snert af hukommelsestab, som han genkalder det.

- Så var det helt slut med tv, radio, læsning og alt andet, der tærer på hjernen.

En diffus skade
Selv synes Dau, at det hele er lidt tragikomisk. Især fordi, han nåede at udtale sig, som han gjorde, til bold.dk. Men faktisk illustrerer Daus, i første omgang, manglende symptomer meget godt, hvor diffus en størrelse en hjernerystelse kan være.

- Det er svært at diagnosticere en hjernerystelse, for symptomerne kan godt komme nogle timer efter, at skaden skete. Det er både fordi symptomerne udvikler sig over tid, men også fordi adrenalinen pumper rundt i kroppen, og så kan man måske ikke rigtig mærke hjernerystelsen, forklarer Henriette K. Henriksen fra Center for Hjerneskade.

- Som regel indtræder symptomerne inden for de første 48 timer, men det kan også tage længere tid. Det kan i nogle tilfælde tage flere dage eller sågar uger, uddyber hun. 

Med til den betragtning hører også, at det kan være svært for den enkelte at diagnosticerer sig selv.

- Har man hovedpine, fordi man har en hjernerystelse, eller er der en anden grund? Hvis turen ned at handle synes hårdere, end den plejer, har man så en hjernerystelse? Det kan være svært at vurdere. Det er også en medvirkende faktor, forklarer Henriette.

En kærkommen flænge

Derfor var det held i uheld for Dau, at han fik en dyb flænge i hovedet. Uden flængen havde han formentlig spillet videre.

- Jeg var jo egentlig lidt heldig. For havde det ikke været for den dybe flænge, der reelt tvang mig fra banen, havde jeg nok spillet videre. Det gør man jo. Man vil spille. Jeg kan selvfølgelig ikke vurdere, om jeg alligevel var blevet taget ud af vores sundhedsstab, men jeg ville selv have spillet videre, hvis ikke det var for flængen. På den måde var den helt klart udslagsgivende – både for udskiftningen, men med overvejende sandsynlighed også for begrænsningen af hjernerystelsens konsekvenser.

- Hjernerystelser er en meget diffus skade. Det er en relativ udefinerbar størrelse, og, som jeg har prøvet på egen krop, så kommer symptomerne ikke nødvendigvis med det samme. Det gør den svær at konstatere – både for klub og spiller.

Af samme årsag fastslår Dau også, at det er vigtigt, at der kommer et øget fokus på skaden.

- Jeg fornemmer, at elitesportsudøvere ikke er bevidste nok om hjernerystelser. Derfor er det også essentielt, at der kommer et større fokus på skaden og dens omfang, selvfølgelig med en vis balance. Jeg vidste jo eksempelvis heller ikke noget som helst om hjernerystelser, før det skete for mig.

- Så det er godt, at der er kommet fokus på hjernerystelser. Det handler om, at vi skal tilegne os en masse viden, og at vi skal tage skaden seriøst i sportens verden. Det er trods alt hjernen, man sætter på spil, slutter han.

Tilbage

SENESTE NYT

24.06.2019

Status på Spillerforeningens hjælp til FC Roskilde-spillerne

LÆS MERE
13.06.2019

Smerten, væmmelsen og bekymringerne stod i kø

LÆS MERE
05.06.2019

19: Det er jo nørderi på meget højt plan

LÆS MERE
28.05.2019

Hold formen ved lige med Team Spillerforeningens Preseason træning

LÆS MERE
21.05.2019

18: Natten i ambulancen ændrede det hele

LÆS MERE
19.05.2019

Emil Nielsen er Årets Profil i 1. division

LÆS MERE