03. 06. 2014

Ken Ilsø: Den indre drengs stemme

FIFPros undersøgelse har fået mig til at tænke. Tænke over de valg jeg har truffet i mit eget liv. Jeg står tilbage med en følelse af lettelse. For selvom jeg kan genkende noget af mig selv i undersøgelsen, lader jeg min indre dreng bestemme.

AF KEN ILSØ, GUANGZHOU R&F, KINA

Denne artikel er fra Indersiden 14-2. Læs artiklen som pdf her.


FIFPros undersøgelse viser, at ud af de 180 aktive fodboldspillere, som har deltaget i undersøgelsen, har 26 % oplevet depression, angstanfald eller spiseforstyrrelser. 19 % har haft problemer med deres alkoholindtag. Hos de pensionerede fodboldspillere har 39 % oplevet depression, 42 % har oplevet spiseforstyrrelser og 32 % har problemer med alkoholindtag.

En anden undersøgelse, der også er sprunget mig i øjnene, er en undersøgelse blandt unge spillere. Den viser, at hver fjerde af de adspurgte viser tegn på udbrændthed på grund af forventningspres.

Spørgsmålet, der står tilbage, er, hvad vi fodboldspillere skal bruge disse undersøgelser til? Jeg synes, at der tegner sig et mønster. Derfor synes jeg, at det er interessant at dykke ned i, hvad der skaber denne angst, depression og udbrændthed. Ifølge undersøgelsen af de unge spillere er forventningspresset synderen. ”Ah, men er det ikke medierne, der skaber det?”, tænker nogen måske. Men nej. Det er ikke kun medierne.

For mig er forventningspresset lige så meget noget, jeg oplever fra min omgangskreds. Det at være god til at spille fodbold, er en gave som sendt fra himlen. Og hvis vi fodboldspillere ikke får det optimale ud af den gave, så er det for dårligt. Netop den holdning får jeg selv fra mine venner. Når jeg har udtrykt utilfredshed med fodboldmiljøet eller bare brokket mig, har selv mine bedste venner sagt: ”Hey mand, du har noget som alle andre vil give deres højre arm for.” Men nej. Det er ikke alle, der vil give deres højre arm for det. Du ville, men det er en anden snak.

Fodværk
Fodbold er et håndværk – ”fodværk” – ligesom alle andre jobs. Jeg skal træne mange timer for at blive rigtig god. Det er opskriften i alle former for erhverv. I mine øjne er fodbold et niche-erhverv. Det er et job i underholdningsbranchen, ligesom teater er det. Der sidder publikum i stolene, der har betalt for at komme ind.  Forhænget trækkes fra, kampen begynder. Når kampen er slut, så enten klapper eller buher folk afhængigt af, om de er blevet underholdt eller ej (for det meste med enten sejr eller nederlag som udgangspunktet).

Jeg tror, at presset fra omgangskredsen er en meget vigtig faktor i den senere fremkost af angst og depression. For det er fra omgangskredsen, at jeg skal finde min ro og min indre styrke. Og måske endda snakke om noget andet end fodbold? Man lærer at beskytte sig selv. At have en hård skal. Hele tiden være på vagt. Aldrig våge tilliden fuldt ud. Aldrig være sårbar. Og det kan føre til angst og depression. Når man ikke får mulighed for at være sig selv – heller ikke blandt sine venner – så lever man et afstumpet liv med sig selv. Et liv, hvor man har meget få steder, hvor man kan vise og placere sin sårbarhed.

Hvis jeg skal være rigtig hård ved fodboldverdenen, så uddanner den fodboldspillere til angst og depression efter karrieren. Og netop her ligger ét af de emner, der ikke er særlig godt belyst i medierne. For hvad sker der med en fodboldspiller, når den aktive karriere er slut? Når man stopper som 35-årig, har man vel over 40 år tilbage af sit liv. Men disse mennesker glemmes i mediebilledet, fordi det handler om dem, som er på lige nu. Dem der er en del af ”breaking news”. Men hvad med dem, der er stoppet? Hvem bliver de modtaget af på den anden side?

Blind inspiration
Nogle af de stressfaktorer, jeg har oplevet i min karriere, har været af mindre karakter. Men jeg vil kalde det en iboende uro, som jeg har mærket gennem lang tid. En uro, der fik mig til at bide mig selv i neglene, der fik mig til at bide indvendigt i min mund. Alle stressfaktorerne var til stede – selv når der intet var at blive stresset over. Eller var der? Mit instinkt fortalte mig, at noget ikke var i orden. Min indre dreng var ikke glad. Og det var som om, han i starten råbte. Han skreg, men jeg overhørte ham. Som tiden gik, blev han træt af at råbe. Så han startede med at kradse. Han begyndte at kradse fra mit indre. Han ville ud.

Jeg søgte inspiration og fandt den.

Jeg så en film på TED med Caroline Casey. Sikke en historie! Hun blev født med en øjensygdom, der gjorde, at hun faktisk ikke kunne se mere end 20 cm frem. Alligevel gik hun hele sin skolegang uden at opdage det og fandt først ud af det som 17-årig. En øjenlæge gjorde hende opmærksom på det handikap, som hendes forældre havde holdt hemmeligt for hende hele livet. Hun havde levet et normalt liv på ren tro og vilje.

Lægebesøget betød, at hun pludselig en dag intet kunne se. Hun snublede over sten, som hun normalt gik uden om. Hun var forsvarsløs, så hun søgte hjælp. Men i behandlingen undersøgte lægen ikke engang hendes øjne. I stedet sendte han hende ud af døren med ordene: ”Jeg tror, det er tid til, at du er dig selv – at du er den, du er.”

Som ramt af lynet besluttede hun sig for at gøre noget nyt. Inspireret af sine barndomsdrømme ville hun opleve verden som Mowgli fra Junglebogen. Hun ville lære at ride på en elefant og rejse på tværs af Indien. Hun havde fundet vejen! Hun vidste, hvad hun ville. Efter otte måneder havde hun lært at ride på en elefant og rejst 1.000 km gennem Indien. Hvor er det smukt.

Hendes historie har fået mig til at stille mig selv en række spørgsmål. Hvem er det, jeg gerne vil være? Hvem er det, jeg tror, jeg er? Hvor vil jeg gerne hen? Spørgsmålene har fået mig til at lave hendes historie om. Jeg har lavet en Ken-version. 

Ud i verden
Jeg blev født med en overbevisning om, at jeg kun var fodbold. Det gjorde, at jeg ikke kunne se mere end 20 minutter frem. Jeg gik igennem flere lande og forskellige fodboldskoler uden at indse det. Ligesom Caroline Casey var mit syn begrænset. Jeg fandt først ud af det som 25-årig, men fortsatte alligevel den klassiske karrierevej og spillede i Bundesligaen. Pludselig en dag, i en alder af 27 år, blev jeg som ramt af lynet. Jeg kunne se det!

I to år havde jeg forsøgt at finde min sti. Jeg snublede over sten, som jeg normalt gik uden om. Til tider følte jeg mig forsvarsløs. Men det var kun lige indtil, at jeg lyttede til min indre drenges stemme og bad ham om hjælp: ”Jeg tror, det er tid til, at du er dig selv – at du er den, du er.”

Jeg besluttede mig for noget. Som ramt af et lyn. Jeg ville lære at kontrollere mig selv, finde ro og rejse ud i verden og indvi andre mennesker i mit projekt. Jeg havde fundet vejen! Jeg opsagde min aftale i Bochum uden at have sikkerhed for, hvad der ville ske. Jeg kendte kun retningen, men havde intet konkret. To uger efter sad jeg i Kina. Jeg havde rejst 8.500 km.

Jeg tror på, at hvis jeg kan finde min indre ro, mens karrieren er i gang, så kan jeg også tage den gave med, når jeg fodboldmæssigt går på pension. En pension hvor jeg hverken er en del af de 39 %, de 42 % eller de 32 %. Det er vigtigt for mig. Derfor tog jeg valget om ikke at lytte til, hvad alle andre mente, at jeg skulle gøre med min karriere.

Jeg valgte at følge mig selv. At følge min indre drengs stemme. Og han ville på eventyr. Han ville opleve, for samtidig at kunne lege med bolden.AF KEN ILSØ, GUANGZHOU R&F, KINA

Denne artikel er fra Indersiden 14-2. Læs artiklen som pdf her.


FIFPros undersøgelse viser, at ud af de 180 aktive fodboldspillere, som har deltaget i undersøgelsen, har 26 % oplevet depression, angstanfald eller spiseforstyrrelser. 19 % har haft problemer med deres alkoholindtag. Hos de pensionerede fodboldspillere har 39 % oplevet depression, 42 % har oplevet spiseforstyrrelser og 32 % har problemer med alkoholindtag.

En anden undersøgelse, der også er sprunget mig i øjnene, er en undersøgelse blandt unge spillere. Den viser, at hver fjerde af de adspurgte viser tegn på udbrændthed på grund af forventningspres.

Spørgsmålet, der står tilbage, er, hvad vi fodboldspillere skal bruge disse undersøgelser til? Jeg synes, at der tegner sig et mønster. Derfor synes jeg, at det er interessant at dykke ned i, hvad der skaber denne angst, depression og udbrændthed. Ifølge undersøgelsen af de unge spillere er forventningspresset synderen. ”Ah, men er det ikke medierne, der skaber det?”, tænker nogen måske. Men nej. Det er ikke kun medierne.

For mig er forventningspresset lige så meget noget, jeg oplever fra min omgangskreds. Det at være god til at spille fodbold, er en gave som sendt fra himlen. Og hvis vi fodboldspillere ikke får det optimale ud af den gave, så er det for dårligt. Netop den holdning får jeg selv fra mine venner. Når jeg har udtrykt utilfredshed med fodboldmiljøet eller bare brokket mig, har selv mine bedste venner sagt: ”Hey mand, du har noget som alle andre vil give deres højre arm for.” Men nej. Det er ikke alle, der vil give deres højre arm for det. Du ville, men det er en anden snak.

Fodværk
Fodbold er et håndværk – ”fodværk” – ligesom alle andre jobs. Jeg skal træne mange timer for at blive rigtig god. Det er opskriften i alle former for erhverv. I mine øjne er fodbold et niche-erhverv. Det er et job i underholdningsbranchen, ligesom teater er det. Der sidder publikum i stolene, der har betalt for at komme ind.  Forhænget trækkes fra, kampen begynder. Når kampen er slut, så enten klapper eller buher folk afhængigt af, om de er blevet underholdt eller ej (for det meste med enten sejr eller nederlag som udgangspunktet).

Jeg tror, at presset fra omgangskredsen er en meget vigtig faktor i den senere fremkost af angst og depression. For det er fra omgangskredsen, at jeg skal finde min ro og min indre styrke. Og måske endda snakke om noget andet end fodbold? Man lærer at beskytte sig selv. At have en hård skal. Hele tiden være på vagt. Aldrig våge tilliden fuldt ud. Aldrig være sårbar. Og det kan føre til angst og depression. Når man ikke får mulighed for at være sig selv – heller ikke blandt sine venner – så lever man et afstumpet liv med sig selv. Et liv, hvor man har meget få steder, hvor man kan vise og placere sin sårbarhed.

Hvis jeg skal være rigtig hård ved fodboldverdenen, så uddanner den fodboldspillere til angst og depression efter karrieren. Og netop her ligger ét af de emner, der ikke er særlig godt belyst i medierne. For hvad sker der med en fodboldspiller, når den aktive karriere er slut? Når man stopper som 35-årig, har man vel over 40 år tilbage af sit liv. Men disse mennesker glemmes i mediebilledet, fordi det handler om dem, som er på lige nu. Dem der er en del af ”breaking news”. Men hvad med dem, der er stoppet? Hvem bliver de modtaget af på den anden side?

Blind inspiration
Nogle af de stressfaktorer, jeg har oplevet i min karriere, har været af mindre karakter. Men jeg vil kalde det en iboende uro, som jeg har mærket gennem lang tid. En uro, der fik mig til at bide mig selv i neglene, der fik mig til at bide indvendigt i min mund. Alle stressfaktorerne var til stede – selv når der intet var at blive stresset over. Eller var der? Mit instinkt fortalte mig, at noget ikke var i orden. Min indre dreng var ikke glad. Og det var som om, han i starten råbte. Han skreg, men jeg overhørte ham. Som tiden gik, blev han træt af at råbe. Så han startede med at kradse. Han begyndte at kradse fra mit indre. Han ville ud.

Jeg søgte inspiration og fandt den.

Jeg så en film på TED med Caroline Casey. Sikke en historie! Hun blev født med en øjensygdom, der gjorde, at hun faktisk ikke kunne se mere end 20 cm frem. Alligevel gik hun hele sin skolegang uden at opdage det og fandt først ud af det som 17-årig. En øjenlæge gjorde hende opmærksom på det handikap, som hendes forældre havde holdt hemmeligt for hende hele livet. Hun havde levet et normalt liv på ren tro og vilje.

Lægebesøget betød, at hun pludselig en dag intet kunne se. Hun snublede over sten, som hun normalt gik uden om. Hun var forsvarsløs, så hun søgte hjælp. Men i behandlingen undersøgte lægen ikke engang hendes øjne. I stedet sendte han hende ud af døren med ordene: ”Jeg tror, det er tid til, at du er dig selv – at du er den, du er.”

Som ramt af lynet besluttede hun sig for at gøre noget nyt. Inspireret af sine barndomsdrømme ville hun opleve verden som Mowgli fra Junglebogen. Hun ville lære at ride på en elefant og rejse på tværs af Indien. Hun havde fundet vejen! Hun vidste, hvad hun ville. Efter otte måneder havde hun lært at ride på en elefant og rejst 1.000 km gennem Indien. Hvor er det smukt.

Hendes historie har fået mig til at stille mig selv en række spørgsmål. Hvem er det, jeg gerne vil være? Hvem er det, jeg tror, jeg er? Hvor vil jeg gerne hen? Spørgsmålene har fået mig til at lave hendes historie om. Jeg har lavet en Ken-version. 

Ud i verden
Jeg blev født med en overbevisning om, at jeg kun var fodbold. Det gjorde, at jeg ikke kunne se mere end 20 minutter frem. Jeg gik igennem flere lande og forskellige fodboldskoler uden at indse det. Ligesom Caroline Casey var mit syn begrænset. Jeg fandt først ud af det som 25-årig, men fortsatte alligevel den klassiske karrierevej og spillede i Bundesligaen. Pludselig en dag, i en alder af 27 år, blev jeg som ramt af lynet. Jeg kunne se det!

I to år havde jeg forsøgt at finde min sti. Jeg snublede over sten, som jeg normalt gik uden om. Til tider følte jeg mig forsvarsløs. Men det var kun lige indtil, at jeg lyttede til min indre drenges stemme og bad ham om hjælp: ”Jeg tror, det er tid til, at du er dig selv – at du er den, du er.”

Jeg besluttede mig for noget. Som ramt af et lyn. Jeg ville lære at kontrollere mig selv, finde ro og rejse ud i verden og indvi andre mennesker i mit projekt. Jeg havde fundet vejen! Jeg opsagde min aftale i Bochum uden at have sikkerhed for, hvad der ville ske. Jeg kendte kun retningen, men havde intet konkret. To uger efter sad jeg i Kina. Jeg havde rejst 8.500 km.

Jeg tror på, at hvis jeg kan finde min indre ro, mens karrieren er i gang, så kan jeg også tage den gave med, når jeg fodboldmæssigt går på pension. En pension hvor jeg hverken er en del af de 39 %, de 42 % eller de 32 %. Det er vigtigt for mig. Derfor tog jeg valget om ikke at lytte til, hvad alle andre mente, at jeg skulle gøre med min karriere.

Jeg valgte at følge mig selv. At følge min indre drengs stemme. Og han ville på eventyr. Han ville opleve, for samtidig at kunne lege med bolden.

Tilbage