28. 10. 2014

Selvtillid med bolden for fødderne

Fodbolden skaber et rum, hvor der er plads til forskelligheder - hvor der er plads til alle. Det er vi blevet mindet om af en af de unge piger, der er en del af Spillerforeningens Arena Spartacus Husum.

Denne artikel er fra Indersiden 14-3. Læs artiklen som pdf her.

Når Ajjat har bolden for fødderne, vokser selvtilliden. Den vokser så meget, at hun har overvundet mobning og nu tager kampen op mod dem, der mobber. Her er hendes beretning om mødet med fodbolden. 

AF AJJAT , ARENA SPARTACUS HUSUM

Før jeg begyndte at spille og interessere mig for fodbold, var jeg en lille pige, der kunne lide at gå rundt og lege, som alle andre små piger kan lide det. På det tidspunkt synes jeg, at fodbold var noget plat noget, der kun var for drenge. Det var et alt for voldsomt spil for en pige, synes jeg. Dengang anede jeg intet om fodbold, og jeg forsøgte end ikke at spille. Jeg var omkring de 8-10 år.

Da jeg blev lidt ældre, begyndte jeg at blive mobbet i skolen. Jeg pjækkede også tit, fordi jeg ikke kunne lide min klasse, og jeg begyndte at få et meget lavt selvværd. Jeg tænkte ofte på at falde ned af trapperne på skolen for at se, om folk ville reagere. For at se, om de virkelig holdte af mig og ville hjælpe. Det med at pjække nyttede alligevel ikke, og det med at rulle ned af trapperne på skolen blev heller aldrig til noget. Mobningen fortsatte 3-4 år, og jeg havde det rigtig dårligt med mig selv.

En dag til idræt kunne man vælge at lave mellem flere ting. Det var en slags fritime. Pigerne fra min klasse pjækkede som sædvanligt, men jeg ville ikke gå sammen med dem, for så ville de bare mobbe mig. Så jeg spillede fodbold.

Forbindelsen med fodbolden

Når jeg tænker tilbage på den første gang jeg rigtigt spillede fodbold, så begynder jeg at græde.

Der var kun drenge, og jeg var så den eneste pige, der ville spille. Banen var cirka 10x3 meter, så den var ikke særlig stor, men stor nok. Jeg spillede noget tid med drengene og kunne rigtig godt lide det, fordi jeg følte, jeg var en helt anden person end mig selv.

Jeg fik en følelse af at flyve, være glad, lettet og tankefri… Ja, jeg følte mig grænseløs.

Min idrætslærer var kommet hen på vores side af gymnastiksalen, hvor vi spillede fodbold, og han stod og betragtede os indtil idrætstimen var ovre. Jeg var ved at samle målene sammen, da han kom over til mig og sagde: ”Du er altså virkelig god, har du spillet fodbold før?”. Jeg rystede på hovedet og sagde nej. Han sagde, at jeg var virkelig hurtig og havde et godt øje for fodbold. Han sagde endda, at han ville hjælpe mig med at melde mig til en klub med hans anbefaling. Jeg sagde, at jeg ville tænke over det, men det blev aldrig til noget.

Siden blev fodbold en del af min fritid og blev en del af min personlighed. Jeg tog kampen op mod mobningen. Jeg vil ikke tolerere det længere. Fodbold hjalp mig, og jeg flyttede mig fra mobbeoffer til at få mere selvtillid og forebygge mobning. Jeg begyndte at svare mine mobbere.  Jeg havde mere selvtillid med bolden for fødderne, fordi jeg følte, at bolden var blevet en del af mig, en del af min krop.

Med bolden for fødderne var jeg ligeglad med, hvad folks fordomme var omkring det med, at jeg spillede fodbold. Så længe jeg følte mig tryg ved at spille det, så var mine holdninger grænseløse. Snart tolererede jeg ikke, at folk snakkede om piger som nogen, der ikke kunne finde ud af at spille fodbold. Jeg involverede alle de børn, der tørstede efter at spille, men ikke kunne få lov, fordi de andre synes, de var for dårlige.

Spiller med hjertet
I dag har jeg samme følelse hver gang, jeg har bolden for mine fødder. Jeg lukker for mine øjne og ører og lader mine ben tale fodboldens sprog. Jeg får stadig et bankende hjerte hver gang, og ikke kun fordi jeg er træt. Grænseløshed, vægtløs, kærlighed, tro, selvværd og kemi er det, jeg føler, hver gang jeg spiller. Gang på gang får jeg den følelse, som jeg fik, første gang jeg rigtigt spillede fodbold.

Det er ikke bare en bold, som er lavet af plastik eller læder, eller et spil, hvor 11 mand ligner idioter, når de løber efter én bold. Fodbold er det, der har hjulpet mig videre, og det er noget, jeg altid kan læne mig op ad, når jeg har brug for det. Jeg spiller ikke med mine fødder, jeg spiller med mit hjerte.

Det er min oplevelse, og den har måske ikke så stor betydning for læseren, men den har utrolig stor betydning for mig.

Jeg fortæller min historie for at vise, hvad jeg har været i gennem og for at vise andre, at hvis de ikke har nogen at snakke med, når de har brug for det, så tag at spille fodbold og slip aggressiviteten ud. Det vil helt sikkert hjælpe. Det har i hvert fald hjulpet mig.

Tilbage