04. 06. 2014

Uddannelse bygger bro

FIFpros undersøgelse om mentale lidelser viser med al tydelighed, at det er et udbredt problem i fodboldbranchen. Undersøgelsen fandt dog også, at problemerne kan imødekommes. Det kan blandt andet gøres gennem uddannelse.

Denne artikel er fra Indersiden 14-2. Læs artiklen som pdf her.

AF MICHAEL HEHR

FIFPros studie om mentale problemer, der er foretaget af forbundets medicinske chef, Dr. Gouttebarge, konkluderede, at det især er overgangen fra fodboldkarrieren til den karriere, som venter bagefter, der medfører problemer. Af samme årsag foreslår FIFPro og Dr. Gouttebarge, at spillerne bygger bro mellem de respektive karrierer.

En mærkværdig tilværelse
Det synspunkt deler Martin Borre. Han spillede blandt andet i Vejle Boldklub og Odense Boldklub, før han i 2011 indstillede sin karriere som aktiv fodboldspiller. Borre er netop nu godt i gang med sin nye karriere inden for journalistikkens verden, hvor han for tiden er i praktik på Christiansborg. Han kan dog sagtens huske den specielle tilværelse i fodboldverden.

- Man bliver en forholdsvis kendt person i lokalområdet. For mit vedkommende oplevede jeg det især i Odense, da jeg spillede i OB. Det er en meget mærkelig ting, når man er 19, 20 eller 21 år gammel. Det er en unormal del af hverdagen, som kræver noget at forholde sig til. Det er en mærkværdig verden, og for nogen personer kan det være svært at håndtere. Grundlæggende brød jeg mig ikke om det, fortæller den nu 35-årige journaliststuderende. 

Martin Borre har ikke på egen krop og sjæl oplevet deciderede mentale problemer. Han kan dog berette om det store pres, som en skade eksempelvis kan medføre i et så latent konkurrencepræget miljø, som fodboldverden er.

- Det er en enorm psykisk belastning, når man er skadet. Pludselig er man ikke en del af holdet; man mister sin plads, og når de andre er sammen på træningsbanen, er man selv i styrkerummet. Hvor længe er man skadet? Kan man mon få sin plads tilbage? Hvad nu, hvis ham eller ham gør det godt? Skadesforløb er enormt svære psykiske perioder, hvor man arbejder meget for sig selv, fortæller han. 

Vant til det bedste
Den isolation, som den tidligere højre fløj beskriver, kan relateres til det ophør af faste rutiner, som Dr. Gouttebarge beskrev som en af de største udfordringer, når fodboldkarrieren kommer til sin ende. Dette ophør genkender Martin Borre. 

- Man mister mange ting, når man stopper. Man mister fællesskabet, at få brugt sin fysik og at konkurrere, fortæller han og uddyber:

- Jeg tror, at det har meget at gøre med, hvordan man forbereder sig. Det er et stort skifte, når man har været fodboldspiller hele sit liv. Pludselig står man dér på den anden side, hvor man skal kæmpe sig op. I min situation kæmper jeg med unge mennesker om en plads i journalistikkens verden. Jeg har været vant til at få de bedste baner, de bedste bolde og generelt at være forrest i køen. Sådan er det ikke længere.

Ikke alle kan blive trænere
For Martin Borres vedkommende har overgangen været god. Nok har de nye udfordringer krævet tilvænning, men han gik ind til mødet med den nye karriere med den rette motivation. Mod slutningen af fodboldkarrieren havde han indfundet sig med, at der skulle ske noget nyt, og at det næppe blev i fodboldbranchen.

- I den sidste del af min karriere var jeg ikke helt tilfreds, fordi jeg godt vidste, at jeg var på et lavere niveau end tidligere. Det gjorde det også lettere for mig at stoppe, da jeg havde indfundet mig med, at jeg ikke var der, hvor jeg gerne ville være, forklarer han.

Men selvom fodboldkarrieren er kommet til sin ende, er der fortsat elementer fra fodboldverden, der lever i bedste velgående. Faktisk har især konkurrencegenet hjulpet overgangen på vej.

- Det handler meget ofte om at finde noget, hvor man igen kan stræbe efter at blive rigtig, rigtig dygtig. Jeg selv kæmper for at komme så langt frem som journalist, som jeg kan. Man skal i gang med en ny karriere, hvor man kan sætte sig nye mål. Det, tror jeg, er nøglen, så man ikke bare står der, når karrieren er slut og spørger sig selv: ”hva’ så, makker?”, forklarer han.

Da han startede på sit uddannelsesforløb i 2012, vidste han dog ikke med det samme, at den næste karriere pegede i journalistikkens retning.

- Jeg tror, at jeg var en af de første, der var tilknyttet Study4player. Her sparrede jeg med Jens Franck. Vi snakkede om, hvad mine interesser var, og det rådgav han så ud fra. Jeg startede med at læse økonomi og siden erhvervsjura. Det endte med, at jeg tog en uddannelse indenfor kommunikation, og på den måde fandt jeg ud af, at jeg gerne ville være journalist.

Martin var altså vidt omkring rent uddannelsesmæssigt, før han vidste, at fremtiden lå inden for journalistikkens felt. Hans råd er:

- Prøv nogle ting af. Find ud af, hvad det er, du gerne vil. Om du skal være jurist, læge eller tømrer. Det handler om ret hurtigt at finde ud af, hvad det er, man vil – helst når man spiller. For man skal i gang med en ny karriere, hvor man kan sætte sig nye mål.

- Den næste karriere kommer til os alle sammen. Og det er trods alt de færreste, der kan gå træner- eller ekspertvejen, slutter han.Denne artikel er fra Indersiden 14-2. Læs artiklen som pdf her.

AF DAN HIRSCH SØRENSEN

FIFPros studie om mentale problemer, der er foretaget af forbundets medicinske chef, Dr. Gouttebarge, konkluderede, at det især er overgangen fra fodboldkarrieren til den karriere, som venter bagefter, der medfører problemer. Af samme årsag foreslår FIFPro og Dr. Gouttebarge, at spillerne bygger bro mellem de respektive karrierer.

En mærkværdig tilværelse
Det synspunkt deler Martin Borre. Han spillede blandt andet i Vejle Boldklub og Odense Boldklub, før han i 2011 indstillede sin karriere som aktiv fodboldspiller. Borre er netop nu godt i gang med sin nye karriere inden for journalistikkens verden, hvor han for tiden er i praktik på Christiansborg. Han kan dog sagtens huske den specielle tilværelse i fodboldverden.

- Man bliver en forholdsvis kendt person i lokalområdet. For mit vedkommende oplevede jeg det især i Odense, da jeg spillede i OB. Det er en meget mærkelig ting, når man er 19, 20 eller 21 år gammel. Det er en unormal del af hverdagen, som kræver noget at forholde sig til. Det er en mærkværdig verden, og for nogen personer kan det være svært at håndtere. Grundlæggende brød jeg mig ikke om det, fortæller den nu 35-årige journaliststuderende. 

Martin Borre har ikke på egen krop og sjæl oplevet deciderede mentale problemer. Han kan dog berette om det store pres, som en skade eksempelvis kan medføre i et så latent konkurrencepræget miljø, som fodboldverden er.

- Det er en enorm psykisk belastning, når man er skadet. Pludselig er man ikke en del af holdet; man mister sin plads, og når de andre er sammen på træningsbanen, er man selv i styrkerummet. Hvor længe er man skadet? Kan man mon få sin plads tilbage? Hvad nu, hvis ham eller ham gør det godt? Skadesforløb er enormt svære psykiske perioder, hvor man arbejder meget for sig selv, fortæller han. 

Vant til det bedste
Den isolation, som den tidligere højre fløj beskriver, kan relateres til det ophør af faste rutiner, som Dr. Gouttebarge beskrev som en af de største udfordringer, når fodboldkarrieren kommer til sin ende. Dette ophør genkender Martin Borre. 

- Man mister mange ting, når man stopper. Man mister fællesskabet, at få brugt sin fysik og at konkurrere, fortæller han og uddyber:

- Jeg tror, at det har meget at gøre med, hvordan man forbereder sig. Det er et stort skifte, når man har været fodboldspiller hele sit liv. Pludselig står man dér på den anden side, hvor man skal kæmpe sig op. I min situation kæmper jeg med unge mennesker om en plads i journalistikkens verden. Jeg har været vant til at få de bedste baner, de bedste bolde og generelt at være forrest i køen. Sådan er det ikke længere.

Ikke alle kan blive trænere
For Martin Borres vedkommende har overgangen været god. Nok har de nye udfordringer krævet tilvænning, men han gik ind til mødet med den nye karriere med den rette motivation. Mod slutningen af fodboldkarrieren havde han indfundet sig med, at der skulle ske noget nyt, og at det næppe blev i fodboldbranchen.

- I den sidste del af min karriere var jeg ikke helt tilfreds, fordi jeg godt vidste, at jeg var på et lavere niveau end tidligere. Det gjorde det også lettere for mig at stoppe, da jeg havde indfundet mig med, at jeg ikke var der, hvor jeg gerne ville være, forklarer han.

Men selvom fodboldkarrieren er kommet til sin ende, er der fortsat elementer fra fodboldverden, der lever i bedste velgående. Faktisk har især konkurrencegenet hjulpet overgangen på vej.

- Det handler meget ofte om at finde noget, hvor man igen kan stræbe efter at blive rigtig, rigtig dygtig. Jeg selv kæmper for at komme så langt frem som journalist, som jeg kan. Man skal i gang med en ny karriere, hvor man kan sætte sig nye mål. Det, tror jeg, er nøglen, så man ikke bare står der, når karrieren er slut og spørger sig selv: ”hva’ så, makker?”, forklarer han.

Da han startede på sit uddannelsesforløb i 2012, vidste han dog ikke med det samme, at den næste karriere pegede i journalistikkens retning.

- Jeg tror, at jeg var en af de første, der var tilknyttet Study4player. Her sparrede jeg med Jens Franck. Vi snakkede om, hvad mine interesser var, og det rådgav han så ud fra. Jeg startede med at læse økonomi og siden erhvervsjura. Det endte med, at jeg tog en uddannelse indenfor kommunikation, og på den måde fandt jeg ud af, at jeg gerne ville være journalist.

Martin var altså vidt omkring rent uddannelsesmæssigt, før han vidste, at fremtiden lå inden for journalistikkens felt. Hans råd er:

- Prøv nogle ting af. Find ud af, hvad det er, du gerne vil. Om du skal være jurist, læge eller tømrer. Det handler om ret hurtigt at finde ud af, hvad det er, man vil – helst når man spiller. For man skal i gang med en ny karriere, hvor man kan sætte sig nye mål.

- Den næste karriere kommer til os alle sammen. Og det er trods alt de færreste, der kan gå træner- eller ekspertvejen, slutter han.

Tilbage