Peter Schmeichel er én af dansk fodbolds mest vindende spillere igennem tiden. Men tirsdag den 15. september måtte Schmeichel ikke alene se sin gamle klub Manchester United tabe i Champions League. Han måtte også selv indkassere et nederlag. I DM i Golf for Fodboldspillere var det de gamle fodboldspillere vest for Storebælt, der løb med sejren. Anført af Peter Kjær tog vest-holdet en overbevisende sejr i golfmatchen, der blev afviklet hos Helsingør Golf Club. Resultatet efter de 18 huller blev, at vest-holdet kan notere sig en 10-6 sejr.
Dermed vandt vest-holdet for andet år i træk den prestigefyldte turnering, hvor gamle fodboldspillere mødes og dyster på golfbanen. Det var tredje gang, turneringen blev afviklet. Det første år tog øst-holdet sig sikkert af titlen, men siden har vest fået godt gang i spillet. Så nu er det altså Peter Schmeichel & co., der må vente et år på at få revanche.
I sin tale i forbindelse med pokaloverrækkelsen anerkendte Peter Schmeichel vest-holdets sejr. På dagen ramte de gamle fra vest boldene bedst. Og Peter Kjær lagde i sin vindertale ikke skjul på, at vest-holdet har det rigtig godt med at have taget føringen i den indbyrdes konkurrence, og at holdet agter at øge forspringet næste år.
Vinderne fra vest: Jesper Thygesen, Jes Høgh, Allan Gaarde, Peter Kjær, Martin Laursen, Klaus Granlund, Henrik Bo Larsen og Thomas Gaardsøe.
Østholdet bestod af: Peter Schmeichel, Michael Johansen, Martin Johansen, René Henriksen, Brian Jensen, Michael Schäfer, Anders Clausen og Thomas Lindrup.