28. 05. 2015

Del 2 af 3 - Lorentzen: På mange måder en lettelse at kaste håndklædet i ringen

Dette er en opfølgning på vores interview med Kasper Lorentzen, der blev bragt i Indersiden. Han mener, det på mange måder var en lettelse at kaste håndklædet i ringen.

Fodboldverdenen er en tryg og forudsigelig verden. Som professionel fodboldspiller skal du tænke på dig selv, og fokus er ofte ikke længere end til den næste kamp. Da Kasper Lorentzen på grund af en knæskade måtte kaste håndklædet i ringen og se i øjnene, at hans karriere som professionel fodboldspiller, hans et-og-alt, var slut i en alder af 29 år, skete der noget oppe i hovedet på ham.

- Min identitet som fodboldspiller blev med ét revet fra mig, og jeg skulle pludselig til at leve et helt andet liv. Det ramte mig hårdt, ikke mindst psykisk, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg stadig er ikke har fundet mine ben.

- Jeg føler mig som en kunstmaler uden maling og pensel. Lysten til at gøre det, jeg er bedst til, nemlig at spille fodbold, er der stadig. Kroppen siger ét, hovedet noget andet. Det fører til et tankemylder i mit hoved. Og jeg har svært ved at finde hoved og hale i det hele.

Kasper Lorentzen lægger ikke skul på, at han p.t. befinder sig i en livskrise, og at de sidste tre år har været én lang ruchebanetur med masser af op- og nedture. Hans familie og venner har været afgørende for ham i den fase. Han har ikke fundet det nødvendigt at gøre brug af professionel hjælp. Heller ikke FCN har han trukket store veksler på i den forbindelse.

- Det har været en svær balancegang for mig. De sidste tre år har været hårde for min psyke, og jeg har haft et stort behov for at rase ud og søge trøst hos mine holdkammerater. Men jeg har også hele tiden været klar over, at jeg ikke skulle forstyrre dem i deres bestræbelser på at præstere det optimale.

Skaden og de mange ensomme timer i styrketræningen betød også, at Kasper Lorentzen begyndte at føle sig udenfor i spillertruppen.

- Især når de andre kom ind fra træningen og snakken og latteren gik om episoder ude på banen, følte jeg mig udenfor. Det eneste, jeg kunne gøre, var passivt at lytte til de mange historier. Jeg havde intet at byde ind med.

- Men det værste var tanken om, at jeg spildte min tid. Mine drømme om alt det, jeg skulle nå på det fodboldmæssige plan, var intakte men uopnåelige, og det gjorde, at jeg havde en masse vrede og selvmedlidenhed i mig.

Læs del 1 her: Mexicansk projektil dræbte karrieren

Kasper Lorentzen lægger ikke skjul på, at hans kone og datter måtte stå model til lidt af hvert i den periode.

- Jeg er velvidende om, at det til tider har været hårdt for dem at lægge ører til alle mine udgydelser. I en lang periode var det mere lort end roser, der kom ud af min mund derhjemme.

Til gengæld var familien også den, der fik ham til at se anderledes på sin situation.

- Jeg begyndte at værdsætte den ekstra tid, jeg havde sammen med min kone og datter. Weekenderne var pludselig frie, og vi kunne tage på længere ferier. Jeg oplevede, at jeg blev en større del af min datters liv.

Læs del 3 her: Mærkeligt pludselig at være nybegynder

Efter den sidste operation var Kasper Lorentzen nået dertil, hvor han kunne se skriften på væggen. Smerterne i knæet gik ikke væk, han måtte tage piller for at gennemføre træning og kamp, og da han samtidigt følte, at han ikke kunne give sig 100 procent, begyndte hans hjerne langsomt at indstille sig på et liv efter fodbolden.

- Lysten til fodbold forsvandt i takt med, at jeg ikke kunne præstere på samme høje niveau som tidligere. Mine langskud og lange afleveringer, som normalt er mine spidskompetencer, kunne jeg ikke længere træne i, og jeg følte mig mere og mere som en ordinær spiller, der ikke kunne afgøre en kamp. Det var derfor på mange måder en lettelse, da jeg kastede håndklædet i ringen.

Dette er fortsættelsen på en artikel bragt i Indersiden 15-2, læs det her: Indersiden 15-2

Tilbage