Del 2: Christian Poulsen: Dit talent alene er ikke nok
Som 20-årig tager du springet fra Holbæk og 2. division til FCK. Du bliver hurtigt fast mand på holdet. Du scorer mål på samlebånd, vinder DM og debuterer på landsholdet mod Holland indenfor ét år. Jeg kan ikke komme i tanke om en lignende udvikling for nogen anden dansk fodboldspiller. Hvordan tacklede du som 20-årig den enorme omvæltning?
- Det var ikke det store problem for mig. Måske hænger det sammen med min opdragelse hjemmefra. Når man kommer fra Asnæs, langt ude på landet, har man lært at holde begge ben på jorden og ikke have for store drømme. Som dreng drømte jeg om at stå i en sportsbutik, ikke at spille overfor Messi. Jeg havde en familie, der ikke pacede mig frem og hele tiden fortalte, hvor god jeg var. Jeg lærte, at det var vigtigere at have det sjovt med sine kammerater end at vinde fodboldkampe. Da jeg engang fortalte min far, at jeg ønskede at skifte klub, spurgte han mig, om jeg havde tænkt over, hvad der ville ske med holdet og mine kammerater. Først da jeg flere år senere kom til Holbæk som 16-årig, begyndte mine drømme om noget større at tage form.
Var der aldrig nogen, der sagde til dig, at du var talentfuld?
- Både i Asnæs og i Holbæk opnåede jeg at blive jeg udtaget til SBU´s udvalgte hold, så jeg vidste da godt, at jeg var god til at spille fodbold, men fordi jeg i mange år var senere udviklet end mine jævnaldrende kammerater, var det først som U-18 spiller, jeg debuterede på landsholdet, i øvrigt på et afbud. Når jeg dengang trænede med de øvrige spillere på U-18 landsholdet, stoppede jeg indimellem op og tænkte: ”Hold da fest, hvor er de gode. Hvor er de talentfulde.” Først da træneren for U-18 landsholdet, Per Andersen, en dag trak mig til side og sagde: ”Christian, du kan gå hele vejen, hvis du selv vil”, gik det for alvor op for mig, at jeg havde noget at skyde med. Det betød rigtigt meget for mig, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at rette en stor tak til Per.
Men at tro på, at du kunne gøre dig gældende i FCK, var det ikke at tage munden for fuld?
- Jo, og jeg havde også tilbud fra både Hvidovre og Farum, som trak meget i mig, primært fordi jeg dér kunne være mere sikker på at komme på førsteholdet. Og starten i FCK var da heller ikke nem. Men selvom jeg ikke kom på holdet med det samme, havde jeg hele tiden følelsen af, at jeg godt kunne klare det.
Du havde følelsen af, at du godt kunne klare det, siger du. Er dét og din stærke vilje ikke det, der adskiller dig fra de fleste andre fodboldspillere?
- Måske. For at nå til tops er det vigtigt, at du tror på dig selv. Men aldrig så meget, at du mister evnen til selvkritik. Du skal være opmærksom på dine fejl og svagheder for at kunne rette dem. I FCK gik jeg målbevidst og ydmygt til opgaven, opsat på at lytte og lære. Men du har ret i den forstand, at jeg da bemærkede, at flere af spillerne i truppen, især de unge, havde et mere afslappet forhold til dét at spille i en stor klub som FCK. Og jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Ja, der er flere, der har et større talent end mig, men der ikke nogen, der vil det mere end mig.” Vi er alle sammen stødt på unge spillere, som er verdensmestre til træning, men som blegner, når de for alvor skal præstere foran et stort publikum. Unge spillere, som ikke kan modtage ros og ris på samme tid. Spillere, hvis selvtillid lider et knæk, når de bliver kritiseret.
At have svært ved at modtage kritik, er det et særligt dansk fænomen eller oplevede du også det i udlandet?
- At komme til Schalke som 20-årig var en kæmpe omvæltning for mig. Alle spillerne i truppen, også de unge, var sultne og parate til at yde en ekstra indsats. Dér lærte jeg på den hårde måde, isoleret fra familie og venner, hvad professionel fodbold virkelig går ud på. Hårdt arbejde og evnen til at lytte og lære. Den spiller, som har inspireret mig mest på det område, er Dani Alves. Men også en spiller som Del Piero i Juventus var af samme støbning. Da jeg kom til Juventus, troede jeg, at han var en arrogant type, en individualist, der hellere ville nyde end yde, men mine fordomme blev hurtigt gjort til skamme. Han var nemlig den første, der kom om morgenen, og når vi andre gik hjem efter træningen, stod han og øvede frispark igen og igen sammen med sin personlige træner. Samme type er Christian Eriksen. Han er godt klar over, at han har et kæmpe talent, men han ved også, at han hele tiden skal arbejde hårdt for at blive bedre. I moderne fodbold er det ikke nok at have talent. Du skal også have den rigtige attitude, lysten til at lære og blive bedre.
Er det noget, man kan træne sig til?
- … Tja, det er et godt spørgsmål. Noget af dét kan man sikkert godt lære, især hvis man omgiver sig med personer, som er ærlige og giver dig en god rådgivning. Men meget af det kommer indefra, tror jeg. Man skal være professionel og se sig selv som en vare, der skal passes og plejes. Hvis man virkelig vil forandre sig, skal det komme fra én selv.
Men spillere er jo forskellige. Synet på fodbold er ikke nødvendigvis det samme. Nogle er mere udadvendte og ser lettere på livet. Andre, måske dig selv, er mere den indadvendte type, den som har sin faste rutine, og som ikke viger fra den. Som før en kamp går helt ind i selv og irriteres over, at de bliver forstyrret af de holdkammerater, som har en anden tilgang til kampen. Nogle spillere pjatter og fortæller vittigheder, inden de går på banen. Nogle virker ikke særligt skuffede efter et nederlag, andre spiller skuffet, og så er der dem, der virkelig lider. Er alle tre reaktioner ikke bare udtryk for det samme: En måde at komme videre på?
- Måske, jeg er nok den type, der lider, og som ikke kan sove om natten. Og som bliver irriteret, når folk virker ligeglade før og efter en kamp. På den anden side kan jeg godt være lidt misundelig på de spillere, der tilsyneladende ser lidt mere afslappet på tingene. Jeg forestiller mig, at de er mere tilfredse og har et lettere liv end mig, der tænker fodbold 24 timer i døgnet. I Schalke lærte jeg, og det har præget mig lige siden, at der kun var én måde at gøre det på. Den hårde måde, eller ”Ordnung muss sein”, som de siger i Tyskland. Det var en ramme, som jeg følte mig hjemme i, men som især de brasilianske spillere havde svært ved at indordne sig under. I Sevilla var det mere afslappet, og dér fik man sjovt nok det maksimale ud af de mange brasilianere på holdet. Spilleglæden og kreativiteten blomstrede hos dem, og publikum elskede det.
Læs med på næste onsdag, hvor vi bringer næste del af føljetonen. Her fortæller Christian Poulsen om fiasko, venskaber og om den kynisme, der kan være meget fremherskende i professionel fodbold.
Tilbage