08. 12. 2016

Danmarks dårligste bane er blevet bedre

Danmarks dårligste bane er blevet bedre. Superligaens anførere er i hvert fald mindre utilfredse med kunstgræsset i Farum. Det glæder Thomas Lindrup, at udviklingen trods alt er positiv.

Det kunne næsten kun blive bedre. For plastikunderlaget i Farum har været Danmarks dårligste bane de sidste fire sæsoner. Det er det umiddelbart fortsat, men Danmarks dårligste bane er blevet bedre, hvis man spørger Superligaens anførere. De er mindre utilfredse med det underlag, som FC Nordsjælland i landsholdspausen i september 2016 anlagde på Right to Dream Park.

Det viser de bedømmelser, som anførerne giver efter hver runde i forbindelse med kåringen af Danmarks Bedste Bane.

Mens den gamle bane fik lutter dumpekarakterer og havde et gennemsnit på 1, så har den nye bane flere gange fået bedømmelsen 3 (svarende til godkendt) og har et gennemsnit på 2,5. Selvom der fortsat er tale om en dumpekarakter, så glæder Chef for spillerrådgivning i Spillerforeningen, Thomas Lindrup, sig over udviklingen.

- Underlaget i Farum har fået meget og velbegrundet kritik fra spillerne de seneste år på grund af den elendige forfatning, det længe har været i. Derfor kunne det vel også kun gå én vej. Godt nok er spillerne fortsat langt fra begejstret for banen, men den er da i det mindste blevet bedre, udtaler Thomas Lindrup.

- Vi havde naturligvis foretrukket, at FC Nordsjælland havde fundet en løsning, som spillerne ikke bare var mindre utilfredse med, men som de faktisk var glade for. Det har de ikke, men det glæder os, at udviklingen er positiv, tilføjer han.

”Gode baner burde være standard”

Thomas Lindrup ville ønske, at gode baner ikke var noget, vi snakkede om, men derimod var noget, vi havde. Fodboldbanen er fodboldspillernes arbejdsplads, og det gælder ikke kun kampbanen. Derfor så Thomas Lindrup gerne, at gode baner var standard og ikke et særsyn. Og det både til træning og til kamp.

- En fodboldbane er et essentielt arbejdsredskab for en fodboldspiller. Det undrer mig, at vi overhovedet skal debattere banernes forfatning. Det burde være givet, at banerne lever op til spillernes forventninger. I Danmark er vi åbenbart ikke kommet længere, end at vi diskuterer kampbaner, når vi i virkeligheden burde have fokus på træningsbaner, træningsfaciliteter, kost, behandling og så videre.

- Der er mange steder, man kan optimere. I Spillerforeningen håber vi, at gode baner inden længe ikke er et samtaleemne, men derimod er den standard, vi alle forventer og ikke mindst har.

Når efterårets sidste spillerunde er færdigspillet, offentliggøres efterårets bedste bane. Du kan læse mere om Danmarks Bedste Bane her.

Tilbage

SENESTE NYT

15.07.2022

74: Lukas skiftede til Sassuolo som 16-årig

LÆS MERE
11.07.2022

73: Mortens vej til landsholdsudtagelsen, han helst er fri for at tale om

LÆS MERE
07.07.2022

72: Signe ved, hvor langt der er fra Hjørring til Paris

LÆS MERE
05.07.2022

Vi har tjekket mange kontrakter. Skal vi også tjekke din?

LÆS MERE
01.07.2022

71: »Jeg skulle bare på Herrelandsholdet, da jeg var lille«

LÆS MERE
23.06.2022

70: På et klubbesøg fandt Allan og Patrick ud af, at den var helt gal i Jammerbugt FC

LÆS MERE