27. 05. 2016

Få unikt indblik i Dennis Sørensens karrierestop

Dennis Sørensen indstiller karrieren. Spillerforeningen har fulgt ham siden marts. Få et unikt indblik i, hvilke overvejelser den snart tidligere professionelle fodboldspiller har gjort sig i månederne op til karrierens største og sidste beslutning.

AF MICHAEL HEHR

I dag blev det officielt. Den snart tidligere Lyngby-spiller Dennis Sørensen indstiller karrieren. Det ændrer dog ikke på, at det er en beslutning, der har været længe undervejs. Allerede sidste år talte Dennis Sørensen i et interview med Spillerforeningen om at plante frø til den næste karriere. På daværende tidspunkt var han ikke klar til at lægge støvlerne på hylden. Det er han nu. Den professionelle fodboldkarriere er et overstået kapitel.

Undervejs har Dennis Sørensen haft mange spørgsmål at tage stilling til. Kan jeg stadig være med sportsligt? Kan jeg motivere mig til at tage endnu en tørn? Hvad siger familien? Hvor godt er jeg forberedt til den store transition, der er i vente? Hvad forventer klubben af mig?

Der er mange overvejelser at gøre sig. Af samme årsag har vi fulgt Dennis Sørensen i månederne op til karrierestoppet. Det første interview blev foretaget i slutningen af marts 2016. Det sidste få dage før hans sidste kamp.

I den følgende artikel giver Dennis Sørensen et unikt indblik i, hvad man som aldrende fodboldspiller gør sig af overvejelser. Han åbner også op om behovet for andre impulser, den milde form for depression han oplevede i starten af karrieren og ikke mindst om de ufine metoder i kampen om pladserne i Energie Cottbuss, som han selv måtte ty til.

Dette er historien bag Dennis Sørensens karrierestop.

Flere spørgsmål end svar

- Der kommer hele tiden nye scenarier i forhold til, hvad man tænker på, hvad man overvejer og hvad man bliver opmærksom på, indleder Dennis Sørensen, da jeg første gang møder ham i Lyngby i slutningen af marts.

Vi sidder i klubhuset sammen med de andre spillere. Dagens træning er netop overstået, og efter et bad samles spillerne heroppe. Nogle af dem er gået ombord i buffeten, mens de hurtige har kastet sig over et slag bordtennis.

Dennis Sørensen og jeg sidder lidt afsides. Vi kan høre, at de andre snakker, og de kan høre, at vi gør det samme, men man skal virkelig spidse ører, hvis man for alvor skal kunne følge med i hinandens samtaler. Alligevel sænker Dennis Sørensen fra tid til anden stemmen. For selvom han her i slutningen af marts måned hælder til at indstille karrieren, er det ikke noget, hele truppen behøver at vide.

- Lige nu er jeg der, hvor jeg ikke har noget problem med at stoppe med fodbold isoleret set. Jeg er efterhånden kommet til et sted, hvor jeg tror, at jeg godt kan slippe fodbolden. Og det har nok været undervejs et års tid, fortæller han lavmælt.

Han virker besluttet. Alligevel fastlår den nu 35-årige snart forhenværende angriber, at det er en svær beslutning. For selvom han har kastet sig over studierne og allerede på nuværende tidspunkt synes afklaret med beslutningen, byder fremtiden på flere spørgsmål end svar.

- Det, der gør, at beslutningen alligevel er svær, er, at der ikke er en slagplan for, hvad jeg så skal. Jeg har nogle idéer, og jeg studerer, så det kunne jeg meget vel fortsætte med, men jeg kunne godt tænke mig, at jeg allerede var et sted, hvor jeg havde linet det hele op. Så jeg vidste, hvad jeg skulle bagefter.

- Sidste år var det stressende, fordi jeg gerne ville fortsætte, men ikke vidste, om jeg fik en klub. Nu er jeg der, hvor jeg ved, at jeg godt kan finde et sted at spille, hvis det er det, jeg vil, fastslår Dennis Sørensen.

Men det handler ikke længere om det sportslige. Om at spille. Der skal være noget mere, for dén der følelse, der driver værket, er ikke, hvor den plejer at være for den forhenværende Energie Cottbuss-spiller.

- Det er ikke et spørgsmål om, at jeg ikke leverer til træning eller ikke lever professionelt, for det gør jeg. Men hvis du ikke har den der følelse, der både bringer glæde og skuffelse, så er der noget galt. Og den følelse skal jeg finde alle mulige mærkelige steder. Den er ikke der, hvor den plejer at være. Det er nok et tegn på, at det er på tide at stoppe, siger han.

Ikke bange for at miste fodboldidentiteten

Som nævnt har Dennis Sørensen allerede plantet frø til den næste karriere. Og han er fortsat i fuld gang. Det foregår på Copenhagen Business School (CBS) på Frederiksberg, hvor han er alderspræsident på studiet i Interkulturel Markedskommunikation. Der går dog et par år, før han for alvor kan høste frugterne, hvis vi nu skal følge metaforen til dørs. Han har nemlig ’blot’ færdiggjort sit andet semester af seks. Af samme årsag fortryder han, at han ikke for længst er færdig.

- Tids- og overskudsmæssigt kunne jeg sagtens have været færdig med studierne. Der var nogle år i Tyskland, hvor jeg helst ikke ville have studeret og heller ikke gjorde det, men jeg kunne sagtens være blevet færdig.

Sådan gik det ikke. Dennis Sørensen var ellers tilknyttet Aarhus Universitet via 4player, før han skiftede Danmark og FC Midtjylland ud med Tyskland og Energie Cottbus. På daværende tidspunkt havde han, som han forklarer, ikke lyst til at fortsætte studiet. Den lyst genfandt han dog, da han igen spillede på dansk græs. Faktisk er han af den overbevisning, at studiet kan hjælpe ham videre. Og det er ikke kun på grund af det faglige.

- Jeg studerer på CBS. Den yngste, jeg studerer sammen med, er 18, mens den ældste er 25. Jeg selv er 34 (nu 35, red.). Alligevel synes jeg, at jeg har haft let ved at indgå i sociale sammenhænge, selvom der selvfølgelig er stor forskel på os. Og det kan jeg kun, fordi jeg ikke er bange for ikke at have den der fodboldidentitet, hvor man skal leve op til andre folks forventninger om at være på en speciel måde. Det, tror jeg, kommer til at hjælpe mig, når jeg stopper. Det er i hvert fald min forventning.

- Omvendt tror jeg også, at hvis du klynger dig for meget til din fodboldidentitet, så er det svært at sætte sig ind i et lokale med 30 andre mennesker, der er et helt andet sted i deres liv, hvor det er nogle helt andre ting, der er vigtige. Hvis du ikke kan sætte dig ind i deres liv, er det svært at skulle studere sammen og få en hverdag til at fungere sammen, fastslår han.

Skal turde være dårlig igen

At være fodboldspiller er en identitet. De fleste kender navnet på spilleren og nummeret på ryggen, mens de færreste kender personen bag. Samtidig er man som fodboldspiller vant til at arbejde med korte, håndgribelige mål. At blive bedre på et specifikt område, at vinde næste kamp, rykke op, kæmpe sig ind i startelleveren eller noget femte. I fodboldbranchen er der ikke plads til femårsplaner.

Det er netop kombinationen af de faktorer, der kan være med til at gøre karriereskiftet svært.

- Når man er fodboldspiller, bliver man målt på at være god til noget, have succes og at forbedre sig. Hele ens identitet er bygget op om at være fodboldspiller. Jeg tror, det kan være meget svært at håndtere, at man lige pludselig står og ikke ved, om man kan noget, eller hvad man i givet fald kan.

- Jeg tænker ikke så meget på, at tilværelsen som fodboldspiller kan være et liv, hvor man er feteret, får meget opmærksomhed og sådan noget. Det er mere den selvforståelse, man har som fodboldspiller. ”Jeg gør det her, jeg er pisse god til det og derudaf.” Det er lidt sværere, når man begynder at studere. Hvordan er det lige, man gør det?

Dennis Sørensens retoriske spørgsmål kræver i sagens natur ikke et svar. Men det illustrerer en relevant problemstilling. For med hvervet som fodboldspiller følger en opmærksomhed og en popularitet, der for de fleste får en brat ende, når karrieren stopper.

- Lige nu er jeg et positivt sted. Men siden, at vi talte sammen sidste år, har jeg tænkt mange negative tanker om at stoppe. Jeg havde en periode, hvor det gik udover min hverdag. Hvad bliver der forventet af mig? Hvad skal jeg lægge vægt på? Skal jeg lægge vægt på at studere eller på at være fodboldspiller? Jeg spillede i øvrigt heller ikke, og det var også pisse irriterende, husker han.

Dennis Sørensen fik vendt tankerne med cheftræner David Nielsen og fik afklaret, hvad klubben forventede af ham, og hvor han kunne tillade sig at tage nogle friheder. Det hjalp. Det ændrer dog ikke på, at Dennis Sørensen muligvis står over for en ny virkelighed inden længe.

- Jeg er vant til at være god. Jeg er vant til, at folk har en eller anden respekt for mig. Lige meget, hvor meget man prøver at adskille personen fra fodboldspilleren, er det da rart, at der er nogen, der synes, at du er god til noget, forklarer han.

Der kan man, som han siger, få et chok, når man skifter branche. For mens fodboldspilleren tilhører eliten, er samme person nybegynder i de nye omgivelser – hvad enten det er studiet eller på arbejdspladsen.

- Det handler ikke kun om at være fodboldspiller. Det handler også at være god, at være bedre eller at være bedst. Det kan gøre, at karrierestoppet er skræmmende. For du kan jo ikke gå ud og være bedst til noget, du aldrig har prøvet før.

Og det kræver, at man tør at være dårlig til noget igen, før man kan blive god til det. Præcis, som da man første gang sparkede til en bold, forklarer han.

- For en professionel fodboldspiller bør det være en proces, som man godt kan lide. For jeg tror, at langt de fleste fodboldspillere, der ender med at blive professionelle, er virkelig gode til at fejle. I hvert fald i starten. Og så blive sure, ikke give op og ville være bedre hele tiden. Men det kan godt glemme lidt senere hen, når man lærer ikke at lave fejl. Det lærer man jo også, efterhånden som man bliver en ældre og mere erfaren fodboldspiller.

- Man laver færre og færre fejl, fordi man bliver mere bevidst om, hvor meget det betyder for holdet. Men det var lige præcis villigheden til at turde at lave fejl, der gjorde, at man kom så langt. At man ikke tænkte på andet end den dribling, man var ved at lære, eller det frispark, man øvede sig på. I virkeligheden er det en proces, som de fleste fodboldspillere bør være super dygtige til, men man skal ligesom omstille sig igen, mener han.

Negativitet dræber

Klubhuset er efterhånden tomt. Tilbage sidder Dennis Sørensen og jeg. Spillerne har fyldt depoterne op, og dagens bordtennisopgør har fundet sin vinder. Hvem der vandt, bed jeg ikke mærke i. Men at stilheden har lagt sig i lokalet, har jeg fået med. Det kan man ikke undgå.

Der er nemlig en speciel stemning i en fodboldklub. Der er et specielt sammenhold. En positiv atmosfære. Det var nok derfor, Dennis Sørensen sænkede stemmen, da de øvrige spillere var her, og derfor, at han nu snakker lidt mere frit.

- Når man er i et team, ved man, at negativitet dræber. Derfor forsøger man at være positiv og have en positiv tone. Som fodboldspiller skal man heller ikke vise svaghed. Det er trods alt en konkurrence, man er med i. Derfor er de fleste fodboldspillere dygtige til at være positive så længe, de er en del af holdet. For det bringer succes, og hvis holdet har succes, så har man også selv succes.

- Jeg mener ikke, at fodboldspillere er positive mennesker. De er ligesom alle mulige andre mennesker. Men de er gode til at være positive, når det kræves af dem. Når de er en del af et team, forklarer han.

Af samme årsag behøver hele truppen ikke at vide, at Dennis Sørensen med overvejende sandsynlighed er i gang med sine sidste måneder af en lang fodboldkarriere. Og de behøver slet ikke kende til de svære overvejelser, han netop nu gør sig. Det deler man ikke med hinanden, lader han mig forstå. Han lover dog at give mig et kald, hvis han får søvnløse nætter.

- Hvis jeg lige pludselig ligger og ikke kan sove om natten, så ringer jeg, forsikrer han med et smil på læben, før diktafon slukkes for denne omgang.

Et godt punktum

Dennis Sørensen ringede aldrig. Gudskelov, ingen søvnløse nætter. I stedet har han fået afklaring. Det står klart, da jeg anden gang møder ham tirsdag den 10. maj 2016. I weekenden sikrede han og resten af Lyngby-spillerne sig oprykningen til Superligaen. Men Dennis Sørensen skal definitivt ikke med op. Det blev han klar over i det øjeblik, oprykningen var en realitet.

- Jeg har taget beslutningen om, at jeg skal stoppe. Jeg har ikke været ude og sige det endnu, og jeg har ikke snakket med klubben om det endnu, men beslutningen er taget. Der skal et eller andet helt vildt til at ændre på det. Jeg kan næsten ikke forestille mig, hvad det skulle være.

- Nærmest i det øjeblik, vi rykkede op, kunne jeg mærke, at jeg ikke har den samme lyst. I et helt år har jeg været motiveret af at nå det her mål. Jeg har ikke på samme måde fundet lysten i selve fodbolden. Det har været sjovt, og jeg trænet hårdt og det ene og det andet, men der har manglet noget i forhold til, hvordan det var før i tiden. Og den motivation har jeg fundet i projektet og i selve oprykningen.

Det mål er nu indfriet. De kongeblå fra den nordlige del af Storkøbenhavn er tilbage i den bedste danske række. Og selvom Dennis Sørensen ikke har spillet så meget i foråret, som han kunne tænke sig, så føler han, at hans job er gjort. Nu er det er tid til forandring. Det vidner både dåbsattest, det begrænsede antal af kampe og ikke mindst den manglende sult om.

- Jeg kan godt se, at min alder og tidspunktet i min karriere har påvirket, at jeg ikke har spillet i foråret. Jeg har ikke gjort noget drastisk anderledes for at spille. ”Det eneste, der tæller, er mig og min præstation.” Sådan har jeg ikke haft det, fordi jeg har vidst, at det skulle stoppe. På et andet tidspunkt i min karriere havde jeg måske ageret anderledes, men det har jeg bare ikke haft i mig. Og det er jeg helt ok med, fortæller han.

- Du kan altid vende og dreje tingene. Jeg kunne være negativ over, at jeg ikke har spillet så meget, som jeg gerne ville. Men jeg vælger at se positivt på det. For mig har det været tilfredsstillende at være med til at rykke Lyngby Boldklub op i Superligaen i mit sidste år som professionel fodboldspiller.

Derfor er han også i godt humør. Det er hele truppen. Men det skal ikke forveksles med eufori. De er ikke på den anden ende, for oprykningen har hele tiden været målet.

- Det har været lidt specielt for os, for vi har ført den række fra starten af. Vi har ikke rigtig været i tvivl om, om vi skulle rykke op. Der var lige de første par kampe i foråret, hvor vi spillede nogle uafgjorte og tabte en. Men ellers har vi ikke været i tvivl. Det har mere været et spørgsmål om, hvornår vi rykkede op. Det gør, at vi spillere har været forberedt på det, forklarer Dennis Sørensen, der anser oprykningen som et godt punktum.

- Når man forlader noget, betyder det meget, at man forlader det på en ordentlig måde. Sådan har det altid været for mig. Oprykningen er et godt punktum. Jeg havde haft det dårligt, hvis vi ikke var rykket op. Det havde været en fiasko.

Behov for andre impulser

Med et slag forsvandt motivationen altså. Men der er også andre aspekter, der har gjort, at han nu er sikker på sin beslutning.

- Den ene side er motivationen. Den anden side er, at jeg er blevet mere tryg ved, at der kommer noget bagefter fodboldkarrieren. Siden vi snakkede sammen sidst, har jeg været i kontakt med Kresten (Blæsild, rådgiver i Spillerforeningen, red.). Vi har blandt andet snakket om, hvilke muligheder jeg har. Det har for det første gjort mig klar over, at jeg ikke er den eneste, der går med de her tanker. Og så har det vist mig, at Spillerforeningen – i modsætningen til da jeg startede – har mange gode kontakter, tilbud og strategier, der kan hjælpe én som mig videre. Det har betydet, at jeg er blevet mere tryg ved situationen.

- Det er stadigvæk skræmmende, men jeg er blevet mere sikker på min beslutning om at stoppe, og jeg er blevet mere positiv over for mine muligheder. Det skal nok gå. Som vi snakkede om sidst, havde jeg en periode efter nytår, hvor jeg tænkte; ”Hvad fanden har du egentlig tænkt dig? Hvad fanden er det egentlig, du skal?” Jeg er blevet mere sikker på, at den dér vej nok skal komme, og at der er nogen, der vil hjælpe og guide mig, tilføjer den nykårede oprykker med henvisning til 4players rådgivningsteam.

Det, som Dennis Sørensen har talt med Kresten Blæsild om, er, hvilke egenskaber, man som fodboldspiller kan tage med sig videre til den næste karriere.

- Der er forskel på at være afklaret med at stoppe med at spille fodbold og så at være afklaret med, hvad der skal ske bagefter.

- Det er rent faktisk sådan, at man kan bruge sin fodboldkarriere til noget. Man lærer utrolig mange ting, som man kan omsætte til et andet arbejde i en anden branche. Men jeg havde brug for, at der var nogen, der pegede på de ting. ”Det er godt, at du ved, hvordan man indgår i et team, hvordan man arbejder med forskellige typer af mennesker og hvordan man sætter sig mål og indfrier dem.” Det har Kresten blandt andet hjulpet mig med, tilføjer han.

Den nyfundne tro på transitionen har gjort, at Dennis Sørensen er gået fra at være skræmt over udsigten til at se lyst på de nye muligheder, som den nye tilværelse giver.

- Ugen bliver god, hvis du har vundet, og den bliver mindre god, hvis du ikke har. Sådan har det været i 16 år for mit vedkommende. I de samme 16 år har jeg levet på samme måde. Jeg har typisk haft fri én dag i ugen. Med en lille smule variation har træningerne set ens ud. Og store dele af det, jeg har gjort uden for banen, er blevet tilpasset fodbolden. Det har jeg affundet mig med i mange år, men jeg kan mærke, at det kan jeg ikke længere.

- Lyngby har været gode til at give mig frihed. De ved godt, der er forskel på at være 21 og bo i en lejlighed i Indre By og at være 34 og bo i en villa i Værløse. Det er jeg glad for, at klubben har respekteret, fastslår Dennis Sørensen, som dog også peger på, at man godt kan blive for gammel til den fodboldverden, han ellers elsker så højt.

- Man kan godt have brug for andre impulser. Det er mænd i alderen 18-34, og mange af dem har prøvet de samme ting. Der opstår hurtigt en måde, man er og taler til hinanden på. Sådan er det sikkert også i andre brancher. I den forbindelse er jeg glad for, at jeg har studeret og på den måde har indgået i andre miljøer, for ellers kunne man godt blive lidt træt af det, forestiller jeg mig.

Inden længe får Dennis Sørensen rig mulighed for at få andre impulser. Inden da venter der dog en sidste optræden, et farvel med truppen og ikke mindst et farvel til et liv med intervalspil, omklædningsrummets drengerøvsjargon og den manglende frihed. Det fortalte han mere om, da jeg igen mødte ham ti dage senere.

Få ”rigtige” venner

Da jeg møder Dennis Sørensen for tredje og sidste gang den 26. maj, er det to dage siden, han fyldte 35 år, mens der er to dage til, at han for sidste gang optræder på et holdkort i forbindelse med en fodboldkamp på professionelt niveau. Om det bliver til spilletid, aner han ikke. Det lader umiddelbart heller ikke til, at det er noget, der påvirker ham synderligt. Lige nu er det bare endnu en kamp.

- Det føles ikke anderledes, end det plejer at gøre. Jeg tror ikke, at jeg tænker over, at det er den sidste kamp. Jeg tror nærmere, at det bliver underligt for mig, når kampene ikke er der mere. Når der slet ikke er nogen kampe at spille. Hvis det bliver underligt, så bliver det først efter på lørdag, fortæller Dennis Sørensen, som dagen forinden, har fortalt den sportslige ledelse, at han indstiller karrieren.

- Jeg snakkede med klubben både i går og i dag. Det var ikke en svær samtale, fordi jeg kender David [Nielsen, red.] så godt. Vi fik hurtigt afklaret, hvad der skal ske. Han har selv prøvet det, så vi snakkede også lidt om, hvordan det kan blive. At det er vigtigt, at jeg finder noget andet, der er mit eget. Noget, jeg går op i og som kan udfordre mig. Det skal jeg finde inden alt for længe. Det bliver rart med lidt ferie, men det bliver også hurtigt hverdag igen, og så skal der være noget, der kan udfylde den hverdag.

At få udfyldt hverdagen med noget nyt hører dog fortsat fremtiden til. I første omgang er han meget opmærksom på at få en ordentlig afsked. Det er vigtigt for begge parter, mener han.

- De gange, jeg har forladt en klub, har det ikke altid været optimalt. I FC Midtjylland, hvor jeg havde en god tid og havde et godt forhold til mange af spillerne, var det det samme. Jeg fløj til Tyskland, skrev under og var væk. Jeg ringede selv til nogle af spillerne efterfølgende, men det var simpelthen så dumt.

Der gik et år før Dennis Sørensen genså de gamle holdkammerater. Det vidner om, at fodboldbranchen er en flygtig størrelse. Det går ofte meget hurtigt. Samtidigt møder man utrolig mange spillere, som man har mulighed for at komme tæt på, men som man ofte er varsom med at knytte for tætte bånd til. Sådan har det i hvert fald været for Dennis Sørensens vedkommende.

- Det er meget få ”rigtige” venner, man har i fodboldverden. Man har rigtig mange gode bekendte, og man snakker rigtig godt med rigtig mange. Jeg vil også kalde dem mine venner, men det er ikke folk, som jeg taler med dagligt. Dem er der i virkeligheden meget få af, fortæller Dennis Sørensen, før han fortsætter:

- Det er ærgerligt, men man har en vis distance – i hvert fald når man bliver lidt ældre. Man kan ikke lade være med at overveje, om det er et venskab, som man gider at gå op i og som kan overleve over tid. Der kan fodboldverden godt være kynisk.

Ramt af depression

At fodboldbranchen har en kynisk side, har Dennis Sørensen flere gange erfaret. Første gang var i den periode, hvor angriberen skiftede Farum Boldklub ud med FC Midtjylland.

- Jeg havde en periode, hvor jeg mentalt var helt nede i kulkælderen. Jeg havde ikke selvtillid og kunne ikke finde glæden ved at spille fodbold. Det var rigtig hårdt. Jeg var 22. På det tidspunkt fandt jeg ud af, at fodbold ikke kun er sjovt. At der var mennesker, der ikke syntes, jeg var god. Eller som ikke var interesseret i at hjælpe mig. Det var måske lidt naivt af mig at tro, men indtil da havde jeg altid tænkt, det gjaldt om at gøre sit bedste, hjælpe holdet og gøre alt for at vinde. Men lige pludselig var der en masse andet, der gjorde, at det ikke var sjovt at komme til træning.

- Det kunne være, at der ikke var nogen, der ville hjælpe én. At der ikke var en plan. ”Enten scorer du, eller også kan du fise af.” Når man er i starten af 20’erne, har man en masse at lære, men hvis der ikke er nogen, der tager ansvar for det, så kan det være svært at vide, hvad der er rigtigt eller forkert. Der følte jeg, at jeg ikke var på vej nogen steder hen. Jeg syntes ikke, at jeg udviklede mig så hurtigt, som tidligere havde gjort.

Det tog hårdt på en ung Dennis Sørensen. Det var, siger han, nok en form for depression. Men fordi den hårde tid var en ny oplevelse for ham, vidste han ikke, hvordan han skulle tage sig af situationen. Han vidste ikke, hvordan han skulle tage sig af sig selv. Og det forlængede bare perioden.

- Jeg ved ikke, hvad fanden det var. Om det var en depression. Det var det nok. I hvert fald syntes jeg ikke, det var så fedt at spille fodbold. Jeg syntes i øvrigt ikke, at min liv var så fedt i den periode, fortæller Dennis Sørensen, der søgte rådgivning hos hans daværende træner.

- Jeg snakkede mest med Erik Rasmussen om det. Men ellers var det noget, jeg tog med mig selv, og det har nok også betydet, at det varede længere, end det behøvede. Det burde måske have varet et par måneder, men det varede faktisk et helt år.

Han var heldig, at Erik Rasmussen foruden at være en dygtig fodboldtræner også er god til mennesker. Erik Rasmussen fornemmede det gudskelov. For spillerne ville Dennis Sørensen ikke dele det med, forklarer han.

- Det er ikke noget, man som regel vil dele med andre. Det er sgu sjældent, de har værktøjerne til at håndtere det. Og så er man jo også konkurrenter i en fodboldtrup. Man vil heller ikke skabe negativitet i truppen. Derfor gemmer man måske også på sådan en ting. Så jeg tror, det er vigtigt, at man i klubberne er opmærksomme på, at spillerne skal have en hjælpende hånd til det mentale aspekt. At der er nogen, spillerne kan snakke med det om.

Det barske udland

Med tiden kom Dennis Sørensen ovenpå igen. Selvom det var en hård og alt for lang periode, så betragter han afslutningen på tiden som et af karrierens absolut største og vigtigste øjeblikke. For det, man som person tager med sig fra sådan en nedtur, gør én stærkere.

- Der har været nogle store øjeblikke, hvor man har scoret afgørende mål. Som det mål mod Hamburger SV, der sikrede os overlevelse i Bundesligaen. Eller vinde et lokalopgør mod Dynamo Dresden eller Hertha Berlin. Det er alt sammen fint nok. Men de gange, hvor jeg er kommet igen efter stor modgang, det er de øjeblikke, jeg er mest stolt over.

En hændelse, som Dennis Sørensen til gengæld ikke er videre stolt over, udspillede sig på træningsbanen i Energie Cottbuss-tiden. Her måtte den ellers rolige dansker ty til primitive metoder.

- Der er nogen, der vil gå rigtig langt for at slå igennem. Der er nogen, der har lært, at måden, man kommer frem på, er at kravle over andre. Og der skal du altså være sikker på, at det ikke er dig, de bruger som afsæt, som han forklarer, før han fortæller, hvad der udspillede sig på træningsbanen.

- Jeg oplevede, at der var en bulgarsk spiller, der fik selvtillid ved at få andre til at se dårlige ud. På et tidspunkt begyndte han at ville skændes med mig og råbte op, når jeg lavede fejl, så alle andre kunne se det. Det endte med, at jeg gik lidt hårdere til ham, end jeg gik til de andre. Så holdt han op med det samme. Det er ikke noget, jeg er specielt stolt af, fordi det er ret primitivt, men det virkede.

- På den måde kan man blive nødt til at tilpasse sig. Jeg synes ikke, at man skal ændre på sig selv. Eller at man skal behandle andre dårligt. Men det kan blive nødvendigt at lære de små ting, for det er åbenbart sådan, de løser det andre steder.

”Det er pisse irriterende”

Episoden hører fortiden til. Og inden længe gør fodboldkarrieren det samme. Lyngbys hjemmekamp mod FC Fredericia bliver den sidste i Dennis Sørensens professionelle fodboldkarriere. Selvom han ikke har tænkt specielt meget over kampen isoleret set, så er han bevidst om, at det er et farvel. Og han har reflekteret over, hvad han kommer til at savne.

- Jeg kommer til at savne at have den her helt konkrete rolle. Jeg ved, at jeg er dygtig til noget og betyder noget. Jeg kommer også til at savne euforien. Hvis man har vundet, hvis man har scoret eller har opnået et mål, som man har arbejdet for en hel sæson. De der små adrenalinkick. Og så også det fællesskab, der er i et omklædningsrum.

Der er dog også ting, han ikke kommer til at savne. De samme træningsøvelser, de manglende friweekender og generelt den manglende frihed, som er en af omkostningerne ved professionel fodbold. Og så selvfølgelig de øvelser, som længe har mindet ham om, at karrieren lakker mod enden.

- Jeg er ikke lige så hurtig, som jeg har været. Jeg er heller ikke lige så motiveret, som jeg har været. Der er mange ting, som jeg kunne for fem år siden på en fodboldbane, som jeg ikke kan længere. Dem er jeg sgu glad for, at jeg ikke skal ud på træningsbanen og blive mindet om, at jeg ikke længere kan. For man bliver også irriteret på sig selv over, at man ikke længere er så god, som man har været.

- Der er nogle helt konkrete øvelser, hvor jeg ved, at dem var jeg fandeme gode til en gang. Det er jeg bare ikke længere. Og det er pisse irriterende. Der er selvfølgelig også andre situationer, som jeg løser bedre. Hvor rutinen gør, at jeg er mere rolig og bedre kan se det store billede. Men generelt er jeg begyndt at halte.

Det slutter, når kampen mod FC Fredericia er blevet fløjtet af. Det bliver punktummet for Dennis Sørensens lange fodboldkarriere, der både har budt på Superliga-fodbold, store oplevelser i Bundesligaen og ikke mindst en håndfuld optrædener for det danske landshold.

For Dennis Sørensens vedkommende venter der en tiltrængt ferie og to eksamener. Derfor bliver de kommende uger næppe den store omvæltning. Men han regner med, at det nok skal komme.

- Når vi nærmer os august, så bliver det nok mærkeligt. Når der hverken er en hård opstart, et omklædningsrum eller kampe at spille, slutter han. 

Tilbage

SENESTE NYT

16.08.2019

»Håber vi kan påvirke kommende generationer«

LÆS MERE
15.08.2019

Sammen sparker vi homofobi ud af banen

LÆS MERE
12.08.2019

Schöne om kort ferie: Kroppen fik aldrig ro

LÆS MERE
09.08.2019

»Et nyt eventyr for mig og familien«

LÆS MERE
08.08.2019

Organisationer står sammen mod homofobi i sporten

LÆS MERE
05.08.2019

Grænsen er nået: Ny FIFPRO-rapport dokumenterer uholdbar arbejdsbyrde i professionel herrefodbold

LÆS MERE