Efter hver Superligarunde bliver hjemmeholdets bane bedømt i forbindelse med Spillerforeningens kåring af Danmarks Bedste Bane. Det er udeholdets anfører, der bedømmer det underlag, vedkommende har spillet på. En af de anførere er Magnus Lekven. Sammen med de øvrige Superligaanførere har han dumpet underlaget i Farum, som, mener han, er langt under standard.
- Som de fleste andre spillere foretrækker jeg at spille på græs. Hvis man har en god kunstgræsbane, er det til nøds okay. Men der er stor forskel på kvaliteten af kunstgræsbaner, fortæller Magnus Lekven, der dog er alt andet end imponeret over Right to Dream Park.
Læs også: FC Midtjylland har Danmarks Bedste Bane
- Jeg kommer fra et land, hvor der er mange kunstgræsbaner. Jeg må være ærlig og sige, at de fleste af kunstgræsbanerne i Norge er bedre end den i Farum. Hvis man skal have en kunstgræsbane, kunne jeg tænke mig, at den var af en bedre kvalitet.
Faktisk går Magnus Lekven så vidt som at sige, at han føler sig utryg på FC Nordsjællands hjemmebane.
- Den er glat, og man føler sig ikke tryg på den. Man har hele tiden en fornemmelse af, at man kan glide, og at det kan give en stor chance til modstanderholdet. Det er selvfølgelig ikke en god følelse at have på en fodboldbane.
Læs også: Mød mændene bag Danmarks Bedste Bane
De øvrige anførere eller heller ikke tilfredse. For fjerde sæson i streg har de således dumpet Superligaens eneste kunstgræsbane, der igen i år er isoleret i bunden.
MCH Arena (FC Midtjylland): 4,07
Sydbank Park (SønderjyskE): 3,93
BioNutria Park Randers (Randers FC): 3,87
Telia Parken (F.C. København): 3,73
Nordjyske Arena (AaB): 3,71
Blue Water Arena (Esbjerg fB): 3,67
Ceres Park (AGF): 3,67
Viborg Stadion (Viborg FF): 3,13
TRE-FOR Park (OB): 3,13
DS Arena (Hobro): 3,13
Brøndby Stadion (Brøndby IF): 2,93
Right to Dream Park (FC Nordsjælland): 1,53