04. 07. 2017

”Folk forelsker sig i en person – ikke et køn”

Vi har et problem med homofobi i fodbold. Selvom der er sket en positiv udvikling, er der fortsat plads til forbedringer. Det mener både Line Røddik og Stina Lykke, der sammen med landsholdskollegaerne kæmper mod homofobi.

AF MICHAEL HEHR

Homofobi er fortsat et problem i dansk fodbold. Selvom det ifølge landsholdsprofilen og FC Barcelona-spilleren Line Røddik ”er mere accepteret i kvindefodbold”, end det er tilfældet i herrefodbold, så er vi langt fra at være i mål.

Læs også: Hvis vi vil, kan vi være et foregangsland

- Man skulle tro, at det moderne samfund, vi lever i, ville smitte af på fodboldverden i forhold til eksempelvis homoseksualitet. Men fodbold er sin egen lille verden, og det går bare langsommere her. Der er sket en positiv udvikling, men der er fortsat plads til forbedring, fastslår FC Barcelona-spilleren.

- I kvindefodbold virker homoseksualitet mere accepteret og mere ”normalt”, hvis man kan sige det. Der er i højere grad plads til alle. På de hold, jeg har spillet på, har der været homoseksuelle på alle hold. Så jeg tænker slet ikke over det. Folk forelsker sig i en person – ikke et køn, tilføjer hun.

Det er ikke alle, der råber lige højt om det. Selvom det er en naturlig ting, så er det fortsat ikke alle, der ser det sådan, og derfor er det ikke lige let for alle at stå frem med det

På kvindesiden har flere aktive spillere offentligt fortalt, at de er homoseksuelle. Set i det perspektiv er kvinderne foran mændene, fordi rammerne for kvindelige homoseksuelle – trods alt – er bedre, end det er tilfældet for mændene. Men det betyder ikke, at rammerne ikke kan forbedres.

- Jeg har mange veninder, der har pigekærester. Det er ikke alle, der råber lige højt om det. Selvom det er en naturlig ting, så er det fortsat ikke alle, der ser det sådan, og derfor er det ikke lige let for alle at stå frem med det.

Læs også: Landsholdsspillere ind i kampen mod homofobi

Seksualitet er ikke interessant

Line Røddik får opbakning af Stina Lykke. Landsholdsmålmanden påpeger, at holdkammeraternes seksualitet ikke er interessant for hende.

Jeg tænker ikke over, om folk er til det ene eller det andet køn. Jeg synes heller ikke, at jeg har oplevet homofobi. Men jeg ved, at der er problemer, og at der er mange ting, der bliver tiet

- Det er ikke interessant for mig, om min holdkammerat er heteroseksuel, homoseksuel eller noget helt tredje. Det er interessant, om vedkommende er glad og god på banen, forklarer hun og fortsætter:

- For mig er det bare holdkammerater. Jeg tænker ikke over, om folk er til det ene eller det andet køn. Jeg synes heller ikke, at jeg har oplevet homofobi. Men jeg ved, at der er problemer, og at der er mange ting, der bliver tiet.

Læs også: Dansk fodbold står skulder ved skulder mod homofobi

Blandt andet derfor går landsholdsspillerne sammen med Spillerforeningen, DBU, Amnesty International Danmark og Danske Fodbold Fanklubber forrest i kampen mod homofobi.

Det blev senest markeret i forbindelse med venskabskampen mod England den 1. juli 2017, hvor anfører Pernille Harder bar et regnbuefarvet anførerbind og hjørneflagene var regnbuefarvet, mens netop Pernille Harder sammen med profilerne Line Røddik, Katrine Veje og Simone Boye offentligt tog afstand til homofobi forud for kampen.

Tilbage

SENESTE NYT

13.12.2017

Aalborg Portland Park er efterårets bedste bane

LÆS MERE
12.12.2017

Kvindelandsholdet kroner stort år med ny pris

LÆS MERE
04.12.2017

Årets bedste fodboldspillere 2017

LÆS MERE
28.11.2017

Medlemstilbud: Eksklusiv rabat på behandling hos ProTreatment

LÆS MERE
23.11.2017

”Den dårligste bane, jeg har spillet på”

LÆS MERE
22.11.2017

Spillerne har talt: Her er de nominerede til Årets Kvindelige Fodboldspiller 2017

LÆS MERE
Nyheder