26. 04. 2017

"Hvis du var min søn, ville jeg råde dig til at stoppe"

I efteråret 2005 fik en blot 16-årig gut sin debut på Næstveds 2. divisionshold. Det er den yngste debutant, Næstved har sendt på banen i over 60 år. Syv år efter skiftede han til AB, hvor han hurtigt blev en profil, men også hvor han en dag endte med at føle sig så presset af omstændighederne, at han tog en beslutning, som han ikke ville have taget den dag i dag. Debutanten hed Rasmus Mathiesen.

AF CAMILLA JAUCH

De kan formentlig høres flere kilometer væk. Lydniveauet rammer sit højeste, da stemningen efter godt 40 minutter eskalerer fuldstændig. Nettet blafrer i målet. Bolden danser let på den anden side af stregen, inden den ligger stille. Hjemmeholdet har udlignet til 1-1, og man fristes et kort øjeblik til at tro, at vi befinder os på en af stemningstribunerne i Superligaen.

Men vi er ikke i Superligaen. Vi er i Gladsaxe, og vi er tilbage i 2013, hvor en kamp om både overlevelse og en prestigefyldt plads i netop Superligaen udspiller sig mellem AB og FC Vestsjælland. Hjemmeholdet ligger næstsidst i tabellen og har haft en hård sæson. De slås med næb og klør for ikke at skulle forlade 1. division, mens gæsterne med en sejr vil sætte sig solidt på førstepladsen og rykke endnu tættere på en sæson i Danmarks bedste liga.

Hjemmeholdet taber. Men det er ikke det eneste, de grøn- og hvidstribede vil huske kampen for. For særligt én af AB’s unge spillere står kampen meget tydeligt i erindringen…

- Jeg har altid været ret skadesfri. Jeg har faktisk aldrig haft længerevarende skader. De fleste fodboldspillere får de klassiske skader – fibersprængninger, slagskader, forstrækninger og alt det der, hvor man er ude i en kort periode. Det har jeg selvfølgelig også haft. Men i foråret 2013 spiller vi denne her kamp mod Vestsjælland, og jeg bliver tacklet hårdt ned på foden. Lige dén tackling blev starten på mit farvel til fodbolden.

Det ender faktisk med, at jeg, på baggrund af den pressede situation jeg står i, siger ok til at spille på en indsprøjtning

Rasmus Mathiesen rømmer sig. Historien, om hvordan hans karriere sluttede, er anderledes end andre fodboldspilleres. Processen var lang og startede altså med den tåskade, han pådrog sig i kampen mod Vestsjælland.

- Det gjorde helt sindssygt ondt. Jeg er, ligesom alle andre spillere tror jeg, blevet tacklet over tæerne mange gange. Det her gjorde mere ondt, men jeg tænkte faktisk, at det var noget, der ville gå hurtigt over igen. At det bare var slaget, fortæller Rasmus Mathiesen, om dét øjeblik hans højre tå startede sine benspænd for resten af karrieren.

Jeg spillede på indsprøjtninger

Efter kampen mod Vestsjælland tilses Rasmus Mathiesen af en læge, som hurtigt slår fast, at han ikke bliver klar til at spille fodbold lige foreløbig – og slet ikke til ugen efter, hvor der ellers venter endnu en kamp for AB om overlevelse i 1. division.

Kampen om nedrykning fylder meget i AB-mandskabet i den sæson, og Rasmus Mathiesen tager derfor med en repræsentant fra klubben til endnu en læge for at høre, hvad mulighederne er for at komme til at spille fodbold igen hurtigst muligt.

Læs også: Navid Dayyani: Det skulle have været mig

Bagefter har jeg rigtig, rigtig ondt. Men nu skulle vi jo følge den plan, som var sat i gang. Og jeg skulle gøre det samme igen weekenden efter. Så jeg trænede ikke overhovedet – og jeg havde ondt.

- Denne her læge kigger meget hurtigt på mig. Han bliver omtalt som sådan en fodboldlæge, som måske har lidt mere fokus på, at man skal i gang igen, end andre læger har. Han vurderer, at jeg godt kan spille de resterende kampe med indsprøjtninger i min storetå. Og når sæsonen så var slut, og vi var i mål, kunne jeg holde en pause på 3-4 uger, og så forventede han, at jeg ville være helt klar igen, fortæller Rasmus Mathiesen, der pludselig stod i en svær situation:

- Så sidder jeg der. Til en undersøgelse med én fra klubben og så ham lægen, der siger, at jeg faktisk kan spille igen. Og hele situationen omkring det - altså at vi var presset til nedrykning, jeg var forventet ude, og mine trænere ville selvfølgelig gerne have, at jeg skulle spille på så vigtigt et tidspunkt – det var sgu en svær situation at stå i. Jeg er nok en ’firmaets mand’ og tænkte meget på klubben – jeg ville jo gerne hjælpe til med, at nedrykning ikke blev en realitet. Så det ender faktisk med, at jeg, på baggrund af lægens anbefalinger, og den pressede situation jeg står i, siger ok til at spille på en indsprøjtning.

Tredje gang er lykkens gang

Weekenden efter er AB klar til endnu en kamp. Rasmus Mathiesen lægger dagen ud med en smuttur forbi den læge, der skal hjælpe ham igennem dagens vigtige strabadser uden smerter. Her får han en smertestillende sprøjte i højre storetå, og så er planen om at holde Rasmus Mathiesen på banen resten af sæsonen sat i gang.

Der bakker jeg ligesom ud – både af kampen, men også af vores plan om at spille på indsprøjtninger

- Sprøjten virker, og jeg kan ikke mærke de smerter, jeg har i tåen. Det ved jeg godt, ikke er godt for min krop, men hele situationen taget i betragtning ender jeg jo med at gøre det alligevel. Jeg bliver fragtet hen til lægen og støder lidt sent til resten af truppen – så jeg føler virkelig hele det der vigtige element i, at jeg spiller.

Og spiller kampen, det gør han. Rasmus Mathiesen spiller uden smerter, og planen virker tilsyneladende efter hensigten. Men da effekten fra indsprøjtningen aftager efter kampen, rammer smerterne endnu hårdere end tidligere.

- Bagefter har jeg rigtig, rigtig ondt. Men nu skulle vi jo følge den plan, som var sat i gang. Og jeg skulle gøre det samme igen weekenden efter. Så jeg trænede ikke overhovedet – og jeg havde ondt. På kampdagen får jeg en ny indsprøjtning. Og spiller også. Men denne gang har jeg, på trods af indsprøjtningen, faktisk for store smerter til at spille hele kampen – så jeg må gå ud i pausen, fortæller Ramus Mathiesen – og beretter efterfølgende om kampen i den følgende weekend. For selvom de smertestillende indsprøjtninger ikke længere havde samme effekt, gav han planen et forsøg, der også endte med at blive det sidste.

- Weekenden efter prøvede vi for tredje gang. Samme nummer. Under opvarmningen kunne jeg allerede mærke, at jeg nok havde for ondt til at spille. Så der bakker jeg ligesom ud – både af kampen, men også af vores plan om at spille på indsprøjtningerne. Og så spiller jeg ikke rigtig mere derfra.

Et halvt år – så er du tilbage

Efter tredje forsøg med indsprøjtninger må Rasmus Mathiesen forbi endnu en læge, der dog indgyder nyt håb hos den unge AB-spiller. Her får han blandt andet konstateret et såkaldt bone bruise – og dommen er et halvt års pause fra fodbolden, hvorefter han højst sandsynligt er klar til at spille igen.

Et halvt års pause kan virke som lang tid at være væk fra fodbolden, men da Rasmus Mathiesen sideløbende med sin fodboldkarriere var i gang med en kandidatuddannelse på ITU, vendte han pausen til noget positivt og benyttede sig af chancen til at pleje sit akademiske liv og tage på et halvt års udveksling i Australien.

Læs også: Kasper Risgård: Uddannelsen gav mig virkelig ro i maven

- Australien var fantastisk. Og fordi jeg havde fået at vide, at jeg skulle holde et halvt års pause, var jeg jo ret overbevist om, at det ville hjælpe på min skade. Så det var jo en fin anledning, når nu jeg alligevel skulle være væk fra fodbolden.

Men efter næsten et halvt år i Brisbane begyndte bekymringerne om skaden lige så stille at melde sig hos Rasmus Mathiesen, der – selvom han stadig regnede med at komme til at spille igen – godt kunne mærke, at det tog lidt længere tid at blive klar, end både han og lægerne hjemme i Danmark havde regnet med.

”Hvis du var min søn, ville jeg råde dig til at stoppe”

Hjemvendt fra Australien kom Rasmus Mathiesen dog, på trods af både skade og sin dårlige form efter et halvt års pause, lige så stille i gang igen, og var inden længe tilbage som fast inventar på AB-holdet. Dog ikke uden smerter.

På scanningsbillederne kan vi se, at der ingen bedring er. Tværtimod

- Jeg kan huske at jeg tænkte ’Nåh ja, nogle gange skal man jo lige i gang igen. Det skal løbes væk, ikke?’, fortæller Rasmus Mathiesen med et ironisk grin, og fortsætter:

- Jeg havde jo stadig smerter, men jeg kunne godt mærke, at de efter et halvt års pause ikke var lige så slemme, som inden jeg tog afsted. Så jeg kunne da godt være med. Jeg spillede en halv sæson og forlængede faktisk min kontrakt og blev enig med mig selv om, at jeg godt kunne spille med de smerter, jeg nu havde.

Smerterne i tåen tiltager dog med tiden, og efter flere statusundersøgelser hos lægen får Rasmus Mathiesen de endelige ord, der får ham til at trække sig fra fodbolden. Han bliver stillet et ultimatum, og især den ene læges ord sætter sig fast hos ham.

- På scanningsbillederne kan vi se, at der ingen bedring er. Tværtimod. Og lægerne når til et eller andet punkt, hvor de fortæller mig, at jeg kan vælge mellem en operation eller at stoppe min karriere helt. Normalt ville man nok bare takke ja til en operation, men jeg fik samtidig at vide, at der var risiko for, at mine smerter blev forværret, fortæller Rasmus Mathiesen og fortsætter:

Læs også: Thomas Kortegaard: Jeg gjorde det svært for mig selv

- Så nu stod jeg overfor endnu et valg. Og jeg må indrømme, at jeg på daværende tidspunkt var bange for at skulle opereres. For jeg kunne jo stadig løbe lidt, og jeg kunne gå ture og sådan – så jeg var bange for at få det værre – fordi jeg tænkte meget på konsekvenserne for resten af mit liv. Så på baggrund af den ene læges anbefaling tog jeg min beslutning. Han sagde til mig ’Hvis du havde været min søn, ville jeg råde dig til at stoppe her’. De ord husker jeg meget tydeligt. De satte sig sgu fast.

Et svært farvel

Efter et skadesforløb på mere end halvandet år måtte Rasmus Mathiesen til sidst se sig slået af smerterne i tåen, og lægens besked var ikke letfordøjelig for den nu tidligere midtbanespiller, selvom han i den lange proces også havde haft tid til at tænke over sin fremtid.

Dér blev det ligesom virkeligt for mig, at det var min sidste dag som fodboldspiller

- Det var rigtigt hårdt for mig at få beskeden. Og at skulle stoppe med fodbolden på grund af en skade. Men jeg havde jo også nået at tænke mange tanker omkring dét at skulle stoppe. Og undervejs i forløbet kom tanken da også snigende et par gange. Jeg stod jo ikke i en situation, hvor mit knæ var blevet revet over i en kamp, hvor jeg måtte stoppe med det samme som så mange andre. Så jeg havde jo haft mulighed for at forberede mig lidt”, fortæller Rasmus Mathiesen og fortsætter:

- Men da beslutningen var taget, kan jeg huske min sidste træning i AB, hvor min karriere nu skulle slutte. Der fældede jeg sgu alligevel nogle tårer. Dér blev det ligesom virkeligt for mig, at det var min sidste dag som fodboldspiller. Det var hårdt. Mere end jeg havde regnet med.

En ny start

Rasmus Mathiesen har, hvis han selv skal sige det, altid prioriteret sin uddannelse højt og vidst, at fodboldlivet ikke varer evigt. Han var derfor heller ikke slået helt tilbage til start, da titlen som fodboldspiller skulle erstattes med noget andet.

Man kunne bare amputere tåen og sætte en protese på – man kan jo sagtens undvære sin storetå og spille

- Jeg har måske truffet nogle fodboldmæssige karrierevalg, som har været mindre ambitiøse, end hvad andre ville have gjort. Jeg trivedes med at spille i 1. division og læse ved siden af. Så jeg har af flere omgange fravalgt at spille fuldtid på et lidt højere niveau, fordi jeg altid har vidst, at jeg ikke ville være god nok til at kunne forsørge mig resten af livet gennem fodbolden. Så det var ret vigtigt for mig at læse ved siden af, og jeg har faktisk nydt at gå på universitetet. Men jeg havde da selvfølgelig håbet, at min tid med fodbolden havde varet længere, og at jeg ikke skulle stoppe på grund af en skade, fortæller Ramus Mathiesen, der hurtigt efter sin afsked med fodbolden fik job som IT-projektleder i KMD.

- Det var en svær omvæltning for mig at skulle til at arbejde ’rigtigt’, men jeg var jo heldig, at timingen var sådan, at jeg faktisk havde fået min uddannelse på plads ved siden af, og at overgangen fra fodbold til erhvervsliv derfor foregik sådan rimelig smooth, fortæller Rasmus Mathiesen og glæder sig over, at han påbegyndte sin uddannelse, mens han stadig var aktiv fodboldspiller.

Kan man amputere en storetå?

Spørger man Rasmus Mathiesen, om han i løbet af sit skadesforløb ville have gjort noget anderledes, er han ikke i tvivl om, at planen om at holde sig kampklar med indsprøjtningerne i hvert fald ikke er et projekt, han vil råde andre til at kaste sig ud i.

- I sidste ende var det jo et valg, jeg selv var med til at træffe. Men jeg må indrømme, at jeg følte mig presset af omstændighederne – jeg ville jo gerne hjælpe mit hold. I dag ved jeg ikke, hvor store konsekvenser det har haft, at jeg gjorde det. Det vil altid være et ubesvaret spørgsmål – men jeg har da tænkt over mange gange, om det har forværret noget. Jeg har en formodning om, at det i hvert fald ikke gjorde noget bedre for mig i det lange løb, forklarer Rasmus Mathiesen, der efter sit karrierestop fik hjælp og rådgivning af Spillerforeningen.

Nu har jeg da tid til min familie i weekenderne. Det nyder jeg meget. I stedet for at sidde i en eller anden bus på vej til Skive

Selvom processen har været lang og hård, kan Rasmus Mathiesen også se positive ting, ved at fodboldstøvlerne er lagt på hylden. For med dette følger også en del mere fritid og – påpeger han – ikke mindst underholdende kommentarer omkring dét at være skadet i noget så forholdsvist ualmindeligt som storetåen.

- Jeg har hørt lidt af hvert om den tå. Mange har faktisk grinet lidt af det. Jeg læste en sjov udtalelse et sted, om én der i ramme alvor foreslog, at man bare kunne amputere tåen og sætte en protese på – man kunne jo sagtens undvære sin storetå og spille. Det var altså underholdende læsning - Rasmus Mathiesen griner, og fortsætter i samme muntre tone:

- Men den mest positive ting, ved at jeg er stoppet, er, at jeg har fået mere tid i mine weekender især. Jeg er blevet far, så dét at have tid til at være sammen med min familie i weekenderne, nyder jeg meget, i stedet for at sidde i en eller anden bus på vej til Skive. Det er altså rart.

Tilbage

SENESTE NYT

20.06.2017

BIF's chefscout: ”Man lægger et visitkort, hver gang man går på banen”

LÆS MERE
19.06.2017

Randers FC's Lucas Haren: De må føle sig for fine

LÆS MERE
21.06.2017

For stor forskel på miljøerne

LÆS MERE
08.06.2017

Landets absolut bedste behandlere klar med træning og rådgivning

LÆS MERE
06.06.2017

Landsholdsspillere ind i kampen mod homofobi

LÆS MERE
30.05.2017

Vi har meget at lære om hjernerystelser

LÆS MERE
29.05.2017

Hague hylder Sydsiden: Fansene har andel i hæderen

LÆS MERE
Nyheder