18. 07. 2017

Oliver Lund: For trivielt, hvis det hele handler om fodbold

Oliver Lund har fundet den perfekte balance mellem fodbold og et fleksibelt onlinestudie. Det stiller ham bedre til livet efter fodbold, men det giver ham også en masse, mens han spiller. For tilværelsen kan blive triviel, hvis det hele handler om fodbold, mener han.

AF MICHAEL HEHR

Han bliver 27 år til august, har netop fundet sig en ny arbejdsgiver og blev for nyligt færdig med første del af sin HD-uddannelse ved Syddansk Universitet. Det kører med andre ord meget godt for Lyngby Boldklubs Oliver Lund, der efter eget udsagn har fundet ”den perfekte balance” mellem en professionel fodboldkarriere og et fleksibelt onlinestudie. Men sådan har det ikke altid været. Snarere tværtimod.

Du kan godt gøre det på en ordentlig måde, men det gjorde jeg bare ikke. Jeg tog ikke vare på mig selv dengang. Hverken i forhold til at være fodboldspiller eller gymnasieelev

Da Oliver Lund var 18 år, havde han svært ved at finde ud af, hvad han ville. Han havde udsigt til en professionel fodboldkarriere, men han gik samtidig også på gymnasiet. Og dengang var de to ting ikke forenelige. I hvert fald ikke for ham.

- Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 17 år, og på det tidspunkt gik jeg på gymnasiet og spillede fodbold på et niveau, hvor jeg var inde omkring ungdomslandsholdet. Fodbold har altid været min passion, men jeg syntes også, det var sjovt at gå på gymnasiet, være sammen med mine venner og leve dét liv. Der var mange andre ting end fodbold, der trak i mig. Det der med at skulle være en ung mand, der skulle leve sit ungdomsliv, det var jeg ikke helt færdig med, genkalder den nyudnævnte Lyngby-spiller.

Læs også: Ahlmann: En befrielse at stoppe professionel fodboldkarriere

- At være gymnasieelev og fodboldspiller på eliteniveau hænger bare ikke skide godt sammen. Du kan godt gøre det på en ordentlig måde, men det gjorde jeg bare ikke. Jeg tog ikke vare på mig selv dengang. Hverken i forhold til at være fodboldspiller eller gymnasieelev, tilføjer han.

”Jeg stod bomstille”

Oliver Lund endte med at droppe ud af gymnasiet for udelukkende at fokusere på karrieren som fuldtidsprofessionel. Det var en svær beslutning, der ikke blev lettere af, at han løb ind i en række skader.

- Mens mine venner udviklede sig personligt, gik til fester og startede på videregående uddannelser, sad jeg bare fast. Jeg røg ind i rigtig mange skader, og det betød, at jeg følte, at alle omkring mig var i en rivende udvikling, mens jeg bare stod bomstille. Det var svært at navigere i, fortæller Oliver Lund.

Han havde svært ved ”at leve det der fodboldspillerliv”, som han udtrykker det. De forskellige faktorer endte med, at Oliver Lund måtte tage et par alvorsord med sig selv.

- I sidste ende blev nødt til at gøre noget andet. Jeg indså, at det kunne være, fodbolden ikke blev til det, som jeg gerne ville have det til at blive. Det var rigtig svært at skulle se sig selv i spejlet som ung spiller – som en ung mand – og sige til sig selv, at nu skal du altså tage dig sammen.

Kan tænke sig selv ihjel

Men det skulle Oliver Lund. Og det gjorde han så. Efter at være blevet ”bakket op og skubbet i den rigtige retning” af henholdsvis sin kone, Siw, såvel som sin mentaltræner, Kim Boye, påbegyndte og færdiggjorde han sit HF-studie, mens han spillede i AB. Siden har han fortsat studierne og altså netop færdiggjort første del af sit online HD-studie ved Syddansk Universitet.

Selvom han understreger, at det er individuelt, hvorvidt et studie er det rette, så har det været det for ham. Faktisk har det været givende for ham i forhold til det mentale aspekt af at være professionel fodboldspiller.

Jeg kan godt tænke mig selv ihjel. Specielt, hvis jeg har spillet en dårlig kamp eller tabt en kamp, kan jeg sagtens sidde at grue rigtig meget derhjemme. Der har det været helt fantastisk for mig at kunne stikke snuden i en bog have fokus på andre ting end fodbold

- Der er nogle, der føler, at uddannelse tager noget fokus fra fodbolden, mens der er andre, der føler, at det er godt at have noget andet at fokusere på. Jeg tilhører den anden gruppe. Jeg kan godt tænke mig selv ihjel. Specielt, hvis jeg har spillet en dårlig kamp eller tabt en kamp, kan jeg sagtens sidde at grue rigtig meget derhjemme. Der har det været helt fantastisk for mig at kunne stikke snuden i en bog have fokus på andre ting end fodbold. Selvom fodbold er hovederhvervet, så har det været en rigtig positiv oplevelse for mig med HD-studiet, fortæller Lund, der peger på, at det er forskelligt, hvad man som spiller kan bruge et studie til:

- En ting er at få tankerne hen på noget andet. En anden ting er at blive dannet og gennemgå en personlig udvikling. Jeg synes, det har været spændende med et krævende studie, hvor man skal magte at læse 200 sider på en uge, eller hvad det nu kan være. Det kræver noget af dig, og det synes jeg er spændende og udviklende.

Kan blive trivielt

HD-studiet ved Syddansk Universitet er både krævende og fleksibelt. Selvom Oliver Lund har taget de første to år på normeret tid, så har det bekommet ham godt.

- Jeg har været utrolig glad for studiet. Et fjernstudie sætter krav til din disciplin. Du skal læse meget, du skal løse mange opgaver og være struktureret. Men det er også tilpasset en hverdag med et job. Jeg har typisk haft forelæsninger to gange i ugen fra 19-21, hvor jeg gennem computerskærmen er blevet undervist i seks-syv forskellige erhvervsøkonomiske fag fordelt på fire semestre.

Læs også: Kasper Risgård: Uddannelsen gav mig virkelig ro i maven

Og som professionel fodboldspiller er det vigtigt at forberede sig på livet efter fodbold. Karrieren er kort, og flere fodboldspillere har svært ved den overgang til en ny karriere, der venter alle. Oliver Lund ser det da også som en gulerod, at han har noget, når han ”står på den anden side”. Men det handler også om at være produktiv og undslippe den boble, som fodboldbranchen kan være.

- Jeg er sikker på, at hvis ikke det var HD-studiet, så var det noget andet. Jeg er meget energisk, og jeg kan godt lide at være produktiv, så hvis jeg ikke havde brugt min tid på HD-studiet, så ville jeg helt naturligt lave noget andet. Det er specielt at have en hverdag, hvor du arbejder fra 9-13. Når alle andre har weekend, så skal du ud at præstere. Så man er lidt i en fodboldboble. Og det er rigtig rart at blive hevet ud af den engang i mellem og se, at der er andet end den, og at der er et liv efter fodbolden.

- Jeg har for eksempel nydt godt af at være i en studiegruppe, hvor de andre ikke gik op i professionel fodbold eller kendte forskellige spillere. Der blev snakket om alt muligt andet, der ikke har noget med fodbold at gøre. Det er rigtig rart, for når du er professionel fodboldspiller, så kan dit liv hurtigt ende med kun at gå op i netop fodbold. Og for mig ville det være lidt for trivielt. Jeg kan godt lide at mixe det lidt op, tilføjer han.

Den perfekte balance

Og Oliver Lund har fundet det rette mix. Han kalder det sågar ”den perfekte balance”. Han fandt den bl.a. med hjælp fra Study4players uddannelsesrådgiver Jens Franck, der hjalp med at stille sig selv de rigtige spørgsmål og siden pege ham i den rigtige retning studiemæssigt.

- Hvad skal jeg være færdig med hvornår? Hvad har jeg flair for, og hvad synes jeg er spændende? Hvem kan hjælpe mig? Og der vil jeg bare sige, at Jens Franck har været helt fantastisk til altid at være der for mig, når jeg har haft spørgsmål. Han har altid hjulpet mig, når jeg har haft behov for det. På den måde har Study4player været en stor opbakning og sparringspartner for mig, fortæller Oliver Lund.

Jeg synes, jeg var 18 år i går, og nu bliver jeg 27 år i år. På et tidspunkt slutter det, og så skal jeg til at strikke en ny identitet sammen

Han er også af den opfattelse, at det kan være givtigt for alle – fodboldspiller eller ej – at undersøge sine muligheder og udfordre sig selv.

- Uanset hvad man laver, så tror jeg, det er sundt at blive revet ud af sine vante omgivelser en gang i mellem. Og se livet fra et andet perspektiv. Det er sgu sundt at få et nyt syn på, hvordan du kan strikke din hverdag sammen, for ellers går du rundt og sumper i det samme og måske overser nogle muligheder. Og karrieren som fodboldspillere er jo et nicheerhverv, der nærmest er overstået, før det starter. Jeg synes, jeg var 18 år i går, og nu bliver jeg 27 år i år. På et tidspunkt slutter det, og så skal jeg til at strikke en ny identitet sammen.

Læs også: Byg bro til din næste karriere – tilmeld dig Fodboldens Inspirationsdag

- Jeg forbereder mig ikke på at stoppe, for jeg har flere gode år tilbage. Men jeg forbereder mig stille og roligt på, at der på et tidspunkt kommer et liv efter fodbolden – uden at det tager fokus fra min aktuelle karriere. For mig er det den bedste balance, slutter han.

Bliv klogere på dine muligheder

Læs mere om HD-uddannelsen - såvel som dine andre online uddannelsesmuligheder - i Study4player Online Academy.

For yderligere info eller en snak om dine online uddannelsesmuligheder kontakt koordinator i Study4player Online Academy, Jesper Mølgaard Kristensen, på mail jesper.kristensen@spillerforeningen.dk eller telefon 27 14 49 22.

Tilbage

SENESTE NYT

13.12.2017

Aalborg Portland Park er efterårets bedste bane

LÆS MERE
12.12.2017

Kvindelandsholdet kroner stort år med ny pris

LÆS MERE
04.12.2017

Årets bedste fodboldspillere 2017

LÆS MERE
28.11.2017

Medlemstilbud: Eksklusiv rabat på behandling hos ProTreatment

LÆS MERE
23.11.2017

”Den dårligste bane, jeg har spillet på”

LÆS MERE
22.11.2017

Spillerne har talt: Her er de nominerede til Årets Kvindelige Fodboldspiller 2017

LÆS MERE
Nyheder