Han havde talentet. Han havde også indstillingen. Men kroppen var ikke bygget til professionel fodbold. Det vidner det hav af skader, der til sidst kostede Søren Mussmann karrieren som professionel fodboldspiller. I et skriv til ’Spillernes Stemme’ fortæller den nu tidligere fodboldspiller om den turbulente karriere.
Hør Søren indtale historien her:
- Det er fandeme med at nyde det. For man ved ikke, hvad det ender med. Hvad karrieren ender med. For mig endte den med endnu en skade – den fjerde af slagsen i hoften. Da den kom, måtte jeg sande, at min krop bare ikke var bygget til at skulle være professionel fodboldspiller. Talentet var der, indstillingen var der, men kroppen havde sine begrænsninger, og de var nu nået.
- Syv måneder inde i udlandseventyret var det slut. Definitivt slut. Lægens anbefaling var klar: Jeg skulle tænke mig godt om, og den besked havde jeg ikke fået før. Jeg vidste godt, hvad det betød. Da det blev officielt, var jeg alene i min lejlighed. Jeg snakkede i telefon med en gut fra bold.dk, der spurgte ind til mit stop. Og dér blev jeg ramt. I det øjeblik gik det op for mig, at det var slut. Og hvad fanden skal jeg så? Jeg blev helt tavs.
- Den aften lå jeg i en lejlighed i Italien og græd. Fodbold var mit liv. Jeg havde aldrig tænkt over, hvad der så skulle ske, og det var selvfølgelig dét, alle ville vide, fortæller Søren Mussmann blandt andet.
Tilbage