24. 10. 2018

Bisp fór vild i fodboldbranchen

I en alder af bare 20 år indstillede Ole Bisp Rasmussen sin professionelle fodboldkarriere. Som årene gik, drev den nu tidligere U-landsholdsspiller længere og længere væk fra sit værdisæt, mens fodboldbranchens ditto vandt indpas. Bisp fór vild – og det krævede moderens hjælp og en dagbog at se det.

AF MICHAEL HEHR

Egentlig er han ikke meget for at lave interviewet. For han ved, hvordan den slags bagudskuende betragtninger kan blive modtaget i fodboldmiljøet. Af samme årsag er han påpasselig og vejer sine ord. Han vil sikre sig, at de ikke læses som klynk eller et forsøg på at komme tilbage i rampelyset.

Det er nemlig hverken derfor, han fortæller sin historie her, eller derfor han til november deltager i 4players Karriereskifteseminar, hvor han sammen med en række andre tidligere fodboldspillere skal deltage i en paneldebat om livet efter fodbold.

Det gør 22-årige Ole Bisp Rasmussen derimod af én simpel årsag: Hvor klichéagtigt det end lyder, så vil han bare gerne hjælpe én. Det er rigeligt. Faktisk nøjes han gerne med at skabe større eftertænksomhed blandt de professionelle fodboldspillere – eller de unge spillere, der knokler for at blive det. Så de ikke ender som ham. Så de ikke også farer vild i fodboldbranchen – og mister sig selv i processen.

- Det handler ikke om, at jeg vil fortælle folk, at de ikke skal spille fodbold. Det handler om, at du engang imellem stopper op og spørger dig selv, hvordan du har det. Og så er det lige meget, om du er 16 eller 22. Så kan det godt være, at du finder ud af, at du ikke har det godt. Men så må du gøre op med det og arbejde på det, fortæller Ole Bisp.

Tog fodboldens værdier til sig

Den nu tidligere professionelle fodboldspiller er opvokset i den østlige Vejlebydel Vinding i et hjem med en mor, en far og to brødre. Et hjem og en familie med bløde værdier, hvor man snakker om tingene. Hvor det, som Ole Bisp beskriver det, er vigtigt, at alle har det godt, for på den måde kan man løfte hinanden.

Drengene i familien gik til fodbold. Og Ole Bisp elskede det. Det har han altid gjort, og det gør han stadigvæk. Han elsker spillet, følelsen og omklædningsrummet. ”Det er den fedeste sport i hele verden”, som han enkelt og præcist konstaterer. Han har også altid været god til det, hvilket udtagelserne til og kampene for diverse U-landshold vidner om.

Sammen har vi holdt det hele menneskeligt. Hvis jeg flækkede én til træning, fordi det var nødvendigt, så kunne vi snakke om, at det var, fordi vi var, hvor vi var

Forholdet til fodboldverdenen er dog anderledes uskønt. Det er ikke just en kærlighedshistorie. Som årene gik, havde den tidligere Vejle Boldklub-spiller sværere og sværere ved at se sig selv i den kyniske branche, hvor man – hvis man vil frem – er tvunget til at sætte sig selv forrest. Omvendt havde han også sværere og sværere ved at adskille sig fra den – en øvelse, han ellers altid havde været så god til.

- Jeg voksede op med og tillærte mig mine forældres værdier, men jo længere jeg kom ind i fodboldverdenen, desto mere tog jeg fodboldverdenens værdier til mig. Det handlede mere og mere om mig. Og jeg skulle have styr på mig. Det tror jeg, man skal, men jeg var ikke klog nok til at kunne adskille det. Det var jeg i en vis årrække, men til sidst kunne jeg ikke holde dem adskilt længere.

Det kulminerede i januar 2017, hvor den dengang 20-årige fodboldspillere fik ophævet sin kontrakt med Vejle Boldklub og indstillede fodboldkarrieren.

Døren bliver sparket ind bag dig

Hvornår det præcist startede, husker han ikke. Men på et tidspunkt kom fodboldverdenen ligesom ind under huden på ham. Sammen med den tre år ældre bror, Niels Bisp Rasmussen, der også var professionel fodboldspiller i Vejle Boldklub med ungdomslandskampe på cv’et, gjorde han ellers et ihærdigt forsøg på at adskille livet i fodboldverdenen og det liv, de levede uden for.

- Jeg har altid kunnet snakke med Niels, min bror, om alt, hvad der er sket. Og sammen har vi holdt det hele menneskeligt. Hvis jeg flækkede én til træning, fordi det var nødvendigt, så kunne vi snakke om, at det var, fordi vi var, hvor vi var; ”vi spiller fodbold; det er dét, der kræves af os.” Sammen kunne vi holde det menneskeligt.

- På den måde har jeg altid kunnet tage fodboldhatten på. Sådan lidt robotagtigt. Nu er jeg i klubben, og her gør jeg, hvad der skal til. Hvad der kræves. Jeg vidste godt, hvad trænerne ville have. Og det efterlevede jeg, tilføjer Ole Bisp, der beskriver sig selv og sin adfærd som ”pligtopfyldende”.

Læs også: Det var som at falde ned i et stort, sort hul

Trænerne var ikke de eneste, der vidste, hvad de ville. Det gjorde Ole Bisp også. Han ville fremad. Og han var parat til at yde den indsats, det krævede, for at opnå sit mål. Han var ikke en bisse, men han var efter eget udsagn benhård – ved holdkammerater, modstandere og ikke mindst sig selv.

- Du kigger kun én vej: Fremad. Du skal spille, fordi du skal op på det næste hold, og så skal du videre derfra; du skal tjene mere, spille mere og spille bedre. Konstant. Men du skal ikke lade døren stå ret meget på klem, før der er én, der sparker den ind bag dig. Du ved, at du bliver nødt til at spille så meget som muligt. For der står altid én bag dig, som gerne vil sparke dig ad helvede til, hvis det er muligt.

En ubehagelig tanke

Sådan er det i et elitemiljø. Der er kamp om pladserne. Og selvom man er holdkammerater, så er man ikke nødvendigvis venner, når man spiller på den samme position og kæmper for den samme plads i startopstillingen. Sådan beskriver Ole Bisp det i hvert fald. Hvis han gør sig umage, kan han tælle en håndfuld venskaber fra fodboldtiden – en tid, der trods alt har domineret hans liv. Få venskaber ud af et hav af gode gutter og holdkammerater.

Men Ole Bisp var heller ikke i fodboldbranchen for at få venner. Han var udmærket klar over, at hvis han ikke spillede, så stod en anden spiller klar til at overtage pladsen. Og gjorde konkurrenten det godt, så skulle Bisp ikke forvente at starte inde igen. På den måde oplevede den nu pensionerede fodboldspiller et både internt og eksternt pres.

- Der var et pres fra mig selv, men det har også været omverdenen og klubben, der har sagt; ”prøv at pres dig selv lidt mere.” Jeg ville gerne, klubben ville gerne.

Som naturlig konsekvens ignorerede Ole Bisp kroppens signaler i jagten på spilletid og forsøget på at holde konkurrenterne bag sig. Fordi kroppen brokkede sig, blev smertestillende piller en del af hverdagen, og i yderste konsekvens tyede han til sprøjter. Helbredet var ikke noget, han tog særligt hensyn til – hverken sit eget eller holdkammeraternes.

- Jeg håbede, at mine konkurrenter gjorde det dårligt. Eller at de ville blive skadet. Det var en ubehagelig tanke. Det tænkte jeg ikke, da jeg havde tankerne. Det påvirkede mig ikke, at jeg tænkte det værste om mine holdkammerater og reelt set ikke håbede noget godt for dem.

Det er ikke med stolthed i stemmen, han fortæller det. At det var sådan, han havde det. Men det var det ikke desto mindre, og når han fortæller det, står det bøjet i neon, at Ole Bisp med årene var milevidt fra værdierne i barndomshjemmet. Et skred og en proces, der også blev hjulpet på vej af, at storebror Niels skiftede fra Vejle Boldklub til Silkeborg IF. Et skifte, der betød, at de to brødre nu ikke på samme måde kunne bearbejde hverdagen sammen.

- Da han skiftede til Silkeborg, blev det sværere. Vi snakkede stadigvæk sammen, men ikke på samme måde. Tingene kom mere ind under huden på mig, beskriver Bisp.

"Jeg havde været sur hver dag"

Afstanden fra barndomshjemmet i Vinding til omklædningsrummet i Nørreskoven voksede sig kun større, og for den unge forsvarsspiller stod frustrationerne pludselig i kø. Spillet, han havde forelsket sig i, gjorde ham mere og mere arrig. Det vidner den dagbog, som Ole Bisp begyndte at føre i det sidste halve år af tiden i Vejle Boldklub, om.

- Jeg har en tendens til at glemme, hvad der er sket. Glemme, hvordan jeg har haft det, fortæller han om motivationen for at begynde at notere dagligdagens hændelser.

Det blev værre og værre og værre. Jeg blev mere og mere arrig. På banen, derhjemme, overalt. Det var selvforstærkende

I dag, cirka to år senere, medgiver Ole Bisp dog også, at hans underbevidsthed nok også har spillet ham et puds. At han, selvom det måske ikke var det, han fortalte sig selv dengang, også følte et behov for at dokumentere og få afløb for de følelser, som hans tilværelse i fodboldbranchen fremprovokerede. At han allerede dengang vidste, han havde mistet – eller i hvert fald var ved at miste – sin vej.

- Hver aften skrev jeg, hvad der var sket, og hvordan jeg havde haft det. Og jeg havde været sur hver dag. ”Jeg sparkede boldene væk.” ”Jeg diskuterede med ham i dag, og jeg råbte ad ham og ham i dag.” Alt muligt åndssvagt.

- Det blev værre og værre og værre. Jeg blev mere og mere arrig. På banen, derhjemme, overalt. Det var selvforstærkende.

”Det slog mig helt ud”

Ole Bisp beskriver fodboldbranchen som en boble – en sammenligning, som talrige fodboldspillere før ham har tyet til. For vejlenserens vedkommende var det i starten tydeligt, hvor boblen startede og sluttede. Linjen, der adskilte fodboldbranchen fra den øvrige dagligdag, var tydeligt tegnet op.

Men med årene blev linjen mere og mere udvisket. Selvom det til sidst i karrieren dagligt blev dokumenteret i dagbogen, mærkede han ikke selv skredet, mens det skete, men til sidst flød det hele sammen i én stor pærevælling af frustrationer, arrighed og manglende lykke. Og det var netop elementet af manglende lykke, som Ole Bisps mor med et simpelt spørgsmål med kirurgisk præcision bragte frem i lyset.

- Min mor spurgte: ”Hvornår har du sidst været lykkelig?” Det slog mig helt ud. Der var larmende tavshed. Efter lidt tid svarede jeg, at det vel var, da jeg var 14 eller 15.

- Dengang var det ’den rene fodbold’. Det var stadigvæk elite, men kæft jeg grinede, når jeg spillede fodbold. Men med tiden kom der alle mulige andre ting ind. Ting, som hører et elitemiljø til. Men jeg var ikke lykkelig. Der var gode dage, og der var dårlige dage. Men jeg var aldrig lykkelig, fordi jeg hele tiden så fremad i stedet for at være, hvor jeg var, supplerer han.

Det, som den yngste af Bisp-brødrene ikke selv havde bemærket – eller måske endda havde lukket øjnene for – havde moderen i den grad set.

Svært at stå af fodboldens hjul

Moderens simple spørgsmål blev en øjenåbner. Han blev opmærksom på, hvordan han havde udviklet sig – og ikke mindst, hvem han havde udviklet sig til at være. Det var ikke én, han kunne se sig selv i, og selvom U-landsholdsspilleren i en alder af 20 år umiddelbart havde fodboldkarrierens bedste år foran sig, valgte han at sige stop.

- Fodboldbranchen kører bare. Det er som et stort hjul, hvor man kan stige af og på. Man kan i hvert fald stige af.

- Jeg har aldrig været i nu’et; jeg har altid kigget en uge, en måned eller et år frem i tiden. Hele tiden. Jeg har slet ikke været i det og oplevet det. Jeg har set det, der er sket omkring mig, men jeg har været længere fremme mentalt, fordi jeg altid har følt, at jeg skulle mere. Spille mere, tjene mere, blive bedre.

Læs også: Mit (foreløbige) farvel til fodbold

Nu blev der sagt stop. Med Ole Bisps egen metafor stod han af fodboldens store hjul, som så mange andre spillere har gjort det før ham. En svær øvelse, der kan være en stor udfordring for den selv den mest forberedte elitesportsudøver.

- Jeg har læst undersøgelserne om, hvor mange fodboldspillere der får en depression. Det er helt vildt. Jeg har ikke haft en depression; jeg har heller ikke været knækket. Jeg valgte selv at stoppe, men det betyder ikke, at det ikke har været svært. Jeg var 20. Jeg kan forestille mig, at det er endnu sværere, hvis man er noget ældre, fortæller Ole Bisp, der havde – og fortsat har – et helt særligt redskab til at gøre karriereskiftet lettere.

- Dagbogen hjalp mig helt vildt. Specielt, da jeg skulle tage beslutningen om at stoppe med at spille fodbold. Og når jeg engang i mellem, efter jeg er stoppet med at spille, bliver ramt og tænker; ”hvorfor spiller jeg ikke fodbold?”, så slår jeg op i min dagbog og siger ”derfor”.

Der findes andet end fodbold

Det er næsten to år siden, Ole Bisp så fodboldens store hjul brage videre, mens han selv hoppede af. Siden har han opsagt sin penthouselejlighed i Vejle, været lærervikar, er flyttet til København, har haft job som bilsælger, er startet på et nyt studie og er på mange måder blevet ”sparket i hovedet af virkeligheden”, som han beskriver dele af livet uden for fodboldbranchen. Og her, på den anden side, har han gjort sig en erfaring, der synes åbenlys, men som han ikke var klar over, da han spillede.

- Der findes også andet end fodbold. Det anede jeg simpelthen ikke, da jeg spillede. Det betød jo ikke noget – jeg skulle bare spille fodbold. Jeg levede i en boble og vidste ikke, hvad der foregik rundt om mig. Jeg kan ikke sige, hvad jeg ikke vidste, men det var en ny verden, der åbnede sig, da jeg stoppede.

- Jeg er blevet meget klogere det sidste godt halvandet år. Da jeg stoppede, anede jeg jo ikke noget. Jeg havde aldrig haft et andet job, og så skulle jeg til at påbegynde den proces. Jeg havde følelsen af, at nu er jeg bare ingenting. Nu er jeg bare mig.

Den 22-årige samfundsvidenskabsstuderende kan godt mærke, at der mangler noget. At han ikke længere ”er nogen”. En følelse, der stammer fra det tab af identitet, som mange elitesportsudøvere oplever, når de skifter karriere. Det er blandt andet nogle af de tanker, medlemmer af Spillerforeningen har mulighed for at vende på 4players Karriereskifteseminar, som afholdes i november i samararbejde med Divisionsforeningen.

Jeg er ikke frelst. Men hvis min historie kan hjælpe én til at reflektere over fodboldbranchens værdier eller til at se, at man faktisk godt kan stoppe med at spille fodbold, selvom hele verden fortæller dig, at du skal fortsætte, så er jeg glad

En af deltagerne er Ole Bisp, der sammen med en række andre tidligere fodboldspillere deltager i en paneldebat om transition, livet efter fodbold og meget mere. Som nævnt indledningsvist er Ole Bisp klar over, at han ikke kender sandheden – hverken om fodboldbranchen, det at være fodboldspiller eller at stoppe med at spille fodbold. Men han kender sin egen historie, og den vil han gerne bidrage med.

- Jeg skal ikke prædike, og jeg vil ikke prædike. Jeg er ikke frelst. Men hvis min historie kan hjælpe én til at reflektere over fodboldbranchens værdier eller til at se, at man faktisk godt kan stoppe med at spille fodbold, selvom hele verden fortæller dig, at du skal fortsætte, så er jeg glad, slutter han.

4players Karriereskifteseminar afholdes den 16.-17. november i Vejle. Du kan læse mere om tilbuddet her. Hvis du har spørgsmål, er du også velkommen til at kontakte job- og uddannelsesrådgiver Jesper Mølgaard Kristensen på jesper.kristensen@spillerforeningen.dk eller 27 14 49 22.

Tilmelding til Karriereskifteseminar

Tilbage

SENESTE NYT

25.10.2018

10: Bisps indre kamp: De forbudte tanker om karrierestoppet

LÆS MERE
24.10.2018

Bisp fór vild i fodboldbranchen

LÆS MERE
22.10.2018

Fra landsholdet til divisionerne: ”Vi har samme tanker, følelser og udfordringer”

LÆS MERE
19.10.2018

Det var som at falde ned i et stort, sort hul

LÆS MERE
18.10.2018

Spillerforeningen og Mediano i nyt samarbejde om podcast

LÆS MERE
18.10.2018

09: Simon Skou Jakobsen – I Superligaens skygge

LÆS MERE
Nyheder