12. 03. 2018

Oplevede kvindefodboldens gennembrud fra sidelinjen

Hun var med til at tage et stort skridt på vegne af kvindefodbolden. Men da det største blev taget, var hun tvunget ud på sidelinjen. En korsbåndsskade kostede nemlig Julie Trustrup Jensen EM-slutrunden i Holland.

AF MICHAEL HEHR

Som fast inventar på kvindelandsholdet var hun der selvfølgelig. I Viborg med en stor flaske champagne mellem hænderne. Jublende og lykkelig. Sammen med resten af landsholdet havde hun netop taget et stort skridt på vegne af kvindefodbolden.

- Det var vildt fedt. Det er jo sådan noget, man spiller for. Og det er sådan noget, der er med til at udvikle kvindefodbolden. Det var stort, genkalder Julie Trustrup Jensen.

Episoden, hun beskriver, udspillede sig på Energi Viborg Arena den 20. september 2016. Trustrup fik fuld spilletid på den danske midtbane i 2-0-sejren over Sverige, der endegyldigt sikrede landsholdet adgang til EM-slutrunden i Holland.

- Efter den kamp havde vi så meget at se frem til, tilføjer hun.

Det lyder måske som starten på en positiv historie. Det er det ikke. I hvert fald ikke for Julie Trustrup personligt. For præcis syv uger senere blev EM-drømmen taget fra hende igen. Det skete, da hun få dage før vinterpausen rev sit korsbånd over.

”Vi burde have mødtes på Stefanshus”

Hun har egentlig ret. Vi burde have mødtes på Stefanshus. For det var dér, 23-årige Julie Trustrup inviterede venner og familie til det, hun kalder ”gravøl”, da hun fik beskeden den mandag i december. Få dage forinden havde Brøndby-spilleren – på en af årets sidste træningsdage – revet sit korsbånd over. Det skete den 1. december 2016, da hun skulle bremse op efter træningspassets første spurt. Hun vidste med det samme, at noget var galt.

- På Hvidovre Hospital sagde de, at der ikke var sket noget. ”Giv det 14 dage.” Men den købte jeg ikke. Jeg kunne mærke, at det var noget, jeg ikke havde prøvet før. At noget var galt. Så jeg gik til landsholdslægen, som sendte mig ud på Gildhøj (Privathospital, red.), fortæller landsholdsspilleren, der fik besked fra lægen dagen efter.

- Lægen ringede under en forelæsning. ”Jeg tager lige den her”, sagde jeg til de andre. Jeg kunne ikke gå ind igen, da jeg havde fået beskeden, så jeg hev nogle af mine venner ud på gangen. Vi fik pakket vores tasker og tog på Stefanshus for at drikke gravøl.

Der er jo ikke en rigtig og forkert måde at være fodboldspiller på. Og det skal jeg huske mig selv på, så jeg kan bevare mig selv. Jeg synes kun, det er en fordel at have andre store prioriteter i mit liv, så længe jeg er bevidst om dem og forstår deres indflydelse på hinanden

Dommen var klar. Korsbåndet var revet over, og Julie Trustrup så ind i en lang skadesperiode, der uden skyggen af tvivl kostede hende billetten til EM-slutrunden i Holland. Og derfor inviterede hun altså venner og familie til ”gravøl” på Stefanshus.

- Vi spillede billard og drak nogle øl. Chillede bare lidt. Jeg skulle lige sluge den. Det var jo ikke fordi, der var nogen, der var død, men jeg ville gerne lige fortælle folk, hvad der var sket – uden at gøre det for dramatisk, selvom det jo også var lidt dramatisk.

”Nu skal jeg ikke spille fodbold mere”

I dag, godt 14 måneder senere, sidder vi få hundrede meter derfra på en anden café på Nørrebro i København. Julie Trustrup er på benene igen. Hun er også tilbage på fodboldbanen, og den 3. februar 2018 spillede hun sin første kamp efter mere end et års pause.

Korsbåndet er blevet rekonstrueret, genoptræningen er overstået, og knæet er igen kampdygtigt. Det betyder dog ikke, at hun ikke mærker noget til det. For det gør hun. Blandt andet på dage som i dag, hvor vinterkulden bidder. Knæet hæver også op fra tid til anden efter træning, og hun går vist nok også lidt anderledes, beretter hun.

Ellers har hun svært ved at huske i detaljer, hvad der er sket, siden hun pådrog sig skaden. ”Der er sket så meget”, som hun siger. Det er mest de store overvejelser, hun gjorde sig, der står stærkt i erindringen.

- Lige dér, da det skete, tænkte jeg; nu skal jeg ikke spille fodbold mere. Det var tegnet. Det var dét.

Faktisk var tanken ikke ny for Trustrup. Hun har tidligere overvejet, om fodboldverdenen er noget for hende. Måske fordi, hun er en lidt aparte fodboldspiller. Selvom hun altid har været en af de bedste på sin årgang og af samme årsag har spillet på diverse u-landshold, fortæller hun, at det kan være svært at identificere sig med den typiske fodboldspiller. For Julie Trustrup er i høj grad draget af andre ting i livet end lige fodbold. Eksempelvis at rejse.

Læs også: Kærlighed ved første boldberøring

- Der er jo ikke en rigtig og forkert måde at være fodboldspiller på. Og det skal jeg huske mig selv på, så jeg kan bevare mig selv. Jeg synes kun, det er en fordel at have andre store prioriteter i mit liv, så længe jeg er bevidst om dem og forstår deres indflydelse på hinanden.

Hun fremhæver, at det er vigtigt at have andet end ’bare’ fodbold – også i forhold til det liv, der venter efter fodboldkarrieren.

- Det har været vigtigt for mig at have andre interesser for en gang imellem at kunne få afbræk fra elitemiljøet. Jeg kan nogle gange godt synes, at jeg er anderledes i det miljø, mens jeg på mit studie eller blandt mine venner ikke er en skid anderledes, tilføjer hun.

At få det bedste ud af en korsbåndsskade

Måske var det derfor, hun i sit sabbatår efter gymnasiet mistede appetitten på fodboldtilværelsen. Hun indstillede i hvert fald karrieren midlertidigt for at tage ud at rejse. Og vendte efterfølgende hjem med fornyet energi. Inspireret af den proces valgte hun igen at rejse ud for at se verden, da hun blev skadet – denne gang til Australien. Langt væk fra Brøndby, genoptræning og landsholdskollegaernes EM-forberedelser.

- Jeg var ved at blive sindssyg. Jeg havde virkelig brug for ferie. Folk var sådan; ”du har jo ferie hele tiden og kan gøre, hvad du vil.” Nej, genoptræning er ikke en ferie. Jeg var inde i det styrkerum fire-fem gange i ugen. Så jeg havde også vildt meget brug for ferie, fortæller Trustrup, der rejste alene til Australien.

- Jeg tror, det var meget sundt for mig at tage af sted, være alene og reflektere. Men der var mange gange, hvor jeg vågnede op i en eller anden by, hvor jeg ikke kendte nogen, fordi jeg lige var kommet dertil med en eller anden bus aftenen forinden. Og så er man dér, man ligger på stranden, og det hele ser godt ud.

Hun holder en pause. Vejer sine ord.

- Det var utrolig hårdt at være alene om mine tanker. Jeg havde jo forventet, at jeg både fysisk og mentalt skulle være et andet sted i mit liv. Men når jeg ser tilbage på det, var det det helt rigtige netop at bearbejde den her omvæltning alene for at finde ud af, hvordan jeg havde det, og hvad jeg ville uden at blive forstyrret af altid travle København.

Det er tydeligt, at det var en hård periode. En periode, hvor hun, selvom hun var på den anden side af Jorden, ikke kunne slippe væk fra hverken fodbold eller tankerne om skaden.

- Det var hårdt at tage alene af sted til Australien. En gang i mellem følte jeg mig lidt ensom og kunne se, at de andre piger trænede og var til mange samlinger lige i den tid. De spurgte mig; ”hvordan går det?”, ”hvor er det også bare fedt, du er af sted” og alt sådan noget. Og det var det også. Men på det tidspunkt var det rigtig svært at lægge på hylden, at jeg var skadet, og at det ikke var frivilligt, jeg var taget af sted, siger Julie Trustrup med henvisning til, at der lå en kedelig årsag til grund for rejsen.

Kan bekræfte en kliché

Alligevel var rejsen god for hende. For den fodboldappetit, hun havde mistet forinden, genfandt hun i Australien. Midtbanespilleren tager ikke ordet ”dannelsesrejse” i sin mund, men hun taler ikke desto mindre om dannelse i forbindelse med sin rejse. Om at blive formet af sine omgivelser.

- Man får et andet syn på, hvordan man også kan leve. Det giver noget at lære nye, spændende mennesker at kende, lære sig selv bedre at kende og at få set noget af verden. Det, synes jeg, er sundt.

- Jeg fik tænkt rigtig mange ting igennem. Jeg besøgte to venner i Melbourne, men ellers rejste jeg alene rundt. Så jeg havde meget tid til at tænke over, hvad jeg havde lyst til, når jeg kom hjem, og hvad jeg skulle fokusere på.

På et tidspunkt var mine venner ude i køkkenet og lave noget mad, og så sad jeg lige alene og kiggede på det hele. På åbningskampen. Jeg havde også skrevet held og lykke til nogle af pigerne. Og da jeg sad dér, var jeg fandeme i dårligt humør. Der blev jeg sgu ked af det

Og det var altså blandt andet fodbold, kom hun frem til.

- Det er jo ikke fordi, jeg har besluttet noget fra den ene dag til den anden. Man gør sig jo tanker hver dag. Jeg har flere gange været i tvivl om fodbolden. Om det var dét. Men jeg skal jo heller ikke spille fodbold for evigt, og så er det meget sundt at gøre sig nogle tanker og reflektere over, hvad man godt kan lide.

- Jeg kom hjem, og så savnede jeg fodbold. At have det dér fællesskab at tage ud til. Omklædningsrummet. Det er en kliché, men det savner man bare.

Åbningskamp, Musik i Lejet og dårligt humør

Desværre for Julie Trustrup havde hun, da hun kom hjem fra rejsen, fortsat cirka et halvt års genoptræning foran sig, før hun igen kunne blive en fuldbyrdet del af fællesskabet. Mens hun knoklede videre, blev det tid til, at landsholdskollegaerne drog til Holland for at deltage i den EM-slutrunde, som hun havde været med til at kvalificere Danmark til. Da Boye, Harder og co. skulle spille åbningskamp, var Julie Trustrup til Musik i Lejet. Men fodbold skulle hun se.

- Jeg sad klar foran tv’et. På et tidspunkt var mine venner ude i køkkenet og lave noget mad, og så sad jeg lige alene og kiggede på det hele. På åbningskampen. Jeg havde også skrevet held og lykke til nogle af pigerne. Og da jeg sad dér, var jeg fandeme i dårligt humør. Der blev jeg sgu ked af det.

Reaktionen overraskede hende. Hun troede, at hun havde fået tænkt det hele igennem og bearbejdet skuffelsen. Men det havde hun altså ikke.

- Det kom faktisk bag på mig, at jeg var i dårligt humør. Det forstår jeg så ikke helt nu, for selvfølgelig var jeg i dårligt humør. Det kunne godt være, at jeg havde været ude at rejse, og at jeg nu var til festival med mine venner, men det gjorde bare ikke op for, at pigerne stod til et EM med tusindvis af tilskuere på tribunerne. Det, syntes jeg, var sindssygt nederen.

Læs også: Trustrups opråb: Få fokus på fodbolden

Mens spillerne i EM-truppen befandt sig i en EM-boble og næppe var bevidste om, hvordan opmærksomheden og debatten om kvindefodbold eksploderede herhjemme, oplevede Trustrup det store gennembrud fra sidelinjen. Og det var lidt et paradoks. For på den ene side var gennembruddet selvsagt positivt. Noget, som hun og resten af landsholdet havde kæmpet for i årevis. Omvendt betød det også, at hun konstant skulle forholde sig til den personlige skuffelse, det var ikke at være en del af det.

- Jeg føler mig lidt snydt. Omvendt føler jeg, at jeg alligevel har oplevet det på en eller anden måde, fordi jeg har haft så mange følelser i det. Jeg var bare herhjemme. Selvom jeg ikke oplevede de ting, som de oplevede, så var det en stor ting for mig følelsesmæssigt. Jeg var ikke på Rådhuspladsen. Men det så jo helt hjernedødt ud. Det er så vildt, at det er sket. Jeg havde ingen idé om, at kvindefodbold ville få så stor opbakning i sommer, siger Julie Trustrup, som også er af den opfattelse, at det var de færreste, der kendte til kvindernes vilkår og engagement.

- Der er mange flere, der har fået øjnene op for, hvilken hverdag man lever, når man er kvindelig fodboldspiller. Jeg tror ikke, at den brede befolkning vidste, at kvindelige fodboldspillere bruger lige så meget tid på fodbold, som mændene gør. Men at vi så samtidig også bruger lige så meget tid på at tjene penge eller at studere for at kunne overleve.

Fik sideløbende hjælp af Spillerforeningen

Sideløbende med genoptræningen har Trustrup været i tæt kontakt med Spillerforeningen. Faktisk var hun i en periode ansat i foreningen. På kontoret blev hun kontaktet af en af Spillerforeningens jurister. Han spurgte ind til Trustrups skade, og om hun havde fået den anmeldt. Det havde hun ikke. Den proces blev dog hurtigt sat i værk af Spillerforeningens jurist, der tog sig af sagen.

- Jeg gav alle mine papirer og min aftale til Mathias (Bukhave, red.), som så fandt ud af, hvad jeg havde ret til og ikke havde ret til. Han fortalte mig hele tiden næste skridt. ”Om en uge kan det være, du modtager det her, det skal du lige svare på.” ”Nu skal du sende det her.” ”Nu skal du tage til lægen og få en méngradstest.” På den måde guidede han mig igennem forløbet og kunne besvare alle mine spørgsmål.

- Jeg vidste faktisk ikke, at Spillerforeningen kunne hjælpe med eksempelvis at anmelde en skade. I hvert fald ikke før, jeg fik hjælp af Mathias, tilføjer hun.

Pausen har givet mig en bedre forståelse af, hvem jeg er. Og hvordan jeg kan leve i fodboldverden. Jeg er i hvert fald blevet mere bevidst om, at jeg godt kan opleve noget, mens jeg spiller fodbold. Og at jeg godt kan være mig selv i den verden, selvom jeg ikke altid er enig i den måde, den fungerer. På den måde kan sige, at jeg har brugt min skadesperiode fornuftigt

Arbejdsskadesagen fik for nyligt sin afslutning. Julie Trustrup blev tilkendt en méngrad på 5 pct. Som ansat i Brøndby IF var det den lovpligtige arbejdsskadeforsikring, der dækkede den 23-årige midtbanespiller på samme måde, som alle andre – fodboldspillere eller ej – er dækket, når der er et ansættelsesforhold.

- Det har været rigtig godt. Der er så mange tal, dokumenter og så meget lovgivning, som man ikke ved noget om. Dér er det bare rigtig rart, at man kan give det videre til én, der har styr på det. Og én, der kan hjælpe en igennem processen, fortæller en taknemlig Trustrup.

Fået en bedre forståelse

Som sagt er Julie Trustrup tilbage på banen. Og det er en motiveret kvinde, der igen kan snøre fodboldstøvlerne i klubben på den københavnske vestegn. Hun har fundet ud af, hvad der motiverer hende. Og ikke mindst at de to ting kan kombineres.

- Jeg er blevet mere motiveret. Det har givet helt vildt meget i forhold til at sætte pris på det liv, man har som fodboldspiller.

- Jeg vil vildt gerne tilbage og nå et højt niveau. Netop fordi jeg har set, at man kan forene at spille fodbold og komme ud og få nogle oplevelser. Det vil jeg rigtig gerne prøve at få. Jeg vil gerne prøve at komme ud og spille med nogen, der er dygtigere. Og se, hvor god jeg selv er eller kan blive.

Læs også: Stort interview med Junge: Solbriller og lydisolerende hovedtelefoner indenfor

Om det lykkes, kan kun tiden vise. Sikkert er det dog, at skaden har påvirket Julie Trustrup. At den har været med til at udvikle hende. Og selvom hun så kvindefodboldens store gennembrud fra sidelinjen, så har landsholdskollegaernes præstation givet hende blod på tanden og ekstra motivation.

- Pausen har givet mig en bedre forståelse af, hvem jeg er. Og hvordan jeg kan leve i fodboldverden. Jeg er i hvert fald blevet mere bevidst om, at jeg godt kan opleve noget, mens jeg spiller fodbold. Og at jeg godt kan være mig selv i den verden, selvom jeg ikke altid er enig i den måde, den fungerer. På den måde kan sige, at jeg har brugt min skadesperiode fornuftigt. Jeg har fundet værdien i fodbold, men jeg er også blevet mere klar over, hvor vigtigt det er at dyrke andre interesser.

- Der er sket mange ting, og det har taget sindssygt lang tid. Men så så jeg EM-slutrunden. Og selvom det var hårdt at følge for mig, så så det fedt ud. Det vil jeg gerne prøve. At genoptræne er hårdt, men det har været vigtigt for mig at få et godt knæ igen, og nu glæder jeg mig til de oplevelser, der ligger i min fremtidige fodboldkarriere, slutter hun.

Er du godt nok forsikret? 

Du har sikkert forsikret dit hjem. Eller din bil. Men hvad med det vigtigste aktiv af dem alle? Din krop. Den krop, der er afgørende for din indtægt. Har du forsikret den? Bliv ringet op af en vores rådgivere til en uforpligtende snak. Det kan ikke skade, og det koster ikke noget. Men det gør det måske, hvis du lader være. Klik her og læs mere.

Tilbage

SENESTE NYT

19.10.2018

Det var som at falde ned i et stort, sort hul

LÆS MERE
18.10.2018

Spillerforeningen og Mediano i nyt samarbejde om podcast

LÆS MERE
18.10.2018

09: Simon Skou Jakobsen – I Superligaens skygge

LÆS MERE
11.10.2018

Allan Ravn om karrierestop: Man føler sig enormt alene

LÆS MERE
08.10.2018

Brev fra Spillerrådet på det danske herrelandshold

LÆS MERE
03.10.2018

Fra Team Spillerforeningen til Superliga-profil

LÆS MERE
29.09.2018

Ny landsholdsaftale for Herrelandsholdet skal skabe bedre samarbejde

LÆS MERE
Nyheder