25. 09. 2018

Toppel om stop: Som at blive forladt af konen

Et snit i fingeren satte en brat stopper for Mads Toppel professionelle fodboldkarriere. En enorm omvæltning for fynboen, der end ikke har set Superliga siden stoppet for godt halvandet år siden. Han har mistet én familie – og fået mere tid til en anden.

AF MICHAEL HEHR

- Tre måneder efter mit karrierestop, da jeg lå nede i en krybekælder og skiftede rør, tænkte jeg; ”hvad fanden laver jeg her, mand? For tre måneder siden spillede jeg mod Panathinaikos. Nu ligger jeg her og skruer rør. Hvad fanden er det for det noget?”

Beskrivelsen flyver ud af 36-årige Mads Toppel. Og selvom den bliver efterfulgt af et muntert grin, så var det alt andet end sjovt for den tidligere OB- og Brøndby-keeper at stoppe den professionelle fodboldkarriere. Tværtimod.

- Det var en kæmpe omvæltning. Det har fandeme været hårdt, det har det.

Var vildt at stoppe

Det er godt halvandet år siden, at Mads Toppel nødtvunget lagde både støvler og handsker på hylden. Halvandet år kan lyde som lang tid – særligt, når man kommer fra en flyvsk fodboldbranche, hvor der tages store beslutninger på kort tid, og den ene store oplevelse bliver efterfulgt af den anden. Det kan det i øvrigt også, når man arbejder fra 7-16 som VVS’er.

Alligevel har Mads Toppel hverken haft eller taget sig tid til at reflektere over karrierestoppet. Over de mange og store forandringer, der overgår enhver professionel fodboldspiller, der – som de jo alle før eller siden gør – stopper.

- Jeg har ikke rigtig haft nogen pause. Jeg er bare gået fra det ene til det andet. Der skulle jo penge ind på kontoen. Alt stopper jo. Kontrakt, sponsorer, agent, klub, omklædningsrum. Det stopper alt sammen fra den ene dag til den anden. Det var virkelig vildt. Man hørte ikke noget fra nogen mere.

Fra jeg kom ind på skadestuen, til jeg lå på operationsbordet, gik der ikke mere end 30 minutter. ”Jeg kan ikke garantere dig, at vi ikke tager fingeren. Faktisk kan jeg ikke garantere dig noget som helst, for det ser ikke så godt ud”, lød det fra lægen

- Så du må bare videre. Der er ikke nogen, der kommer og samler dig op jo. Det er op til dig selv. Det har været vildt. Jeg har ikke haft tid til at reflektere over, hvor meget jeg savner det andet. Hvor meget jeg savner fodbolden, supplerer Toppel om karrierestoppet.

Faktisk har han end ikke set en kamp med de tidligere holdkammerater og konkurrenter endnu. For han følger ikke længere Superligaen. Når han endelig ser fodbold, så er det Boldklubben Marienlyst, der løber med opmærksomheden. Det er dér, han med jævne mellemrum får stillet sin fodboldsult.

- Der er vildt, når man, som nu, snakker om det. Jeg ser heller ikke fodbold på rigtig højt niveau. Jeg savner spillet og jargonen i omklædningsrummet, men jeg får faktisk ikke set noget Superliga overhovedet. Jeg har simpelthen ikke tid til det.

Havde nær mistet både finger og hånd

Nogle spillere vælger det selv. Planlægger karrierestoppet og ved derfor, hvornår det indtræder. Dermed kan de forberede sig mentalt på den transition, de skal gennemgå. Den luksus havde Mads Toppel ikke. Hans karrierestop kom pludseligt.

Starten på slutningen indtraf, da han en aften skulle skære en mørbrad ud. Ved et uheld skar fynboen sig i fingeren, som der siden gik stafylokokker i. Først fik Toppel ordineret en penicillinkur, men en ven fik ham på andre tanker.

- Han sagde, at hvis jeg gik med det der i otte dage, som jeg havde fået besked på, så ville jeg miste hånden. ”Hvad fanden ved du om det”, svarede jeg ham. Jeg ringede alligevel til Brøndby, og de sagde, at det nok var en god idé at tage forbi skadestuen.

Læs også: Træder ikke ind på banen uden at have styr på mine forsikringer

- Fra jeg kom ind på skadestuen, til jeg lå på operationsbordet, gik der ikke mere end 30 minutter. ”Jeg kan ikke garantere dig, at vi ikke tager fingeren. Faktisk kan jeg ikke garantere dig noget som helst, for det ser ikke så godt ud”, lød det fra lægen, husker Toppel.

Gudskelov for Mads Toppel havde han både hånd og finger i behold efter operationen. Men fingeren var langt fra at være fuldt funktionel, og efter at have været indlagt i 14 dage tog Toppel en alvorssnak med Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech.

- Fingeren var helt skidt, og jeg blev enig med Troels om, at jeg aldrig kunne komme tilbage med den finger. Den var færdig. Og hvad fanden gør man så? Dér faldt hele karrieren lige på gulvet.

Gravede kloaker på fridage

Der findes ikke kun én type fodboldspillere. De er lige så forskellige, som folk er det i andre brancher. Alligevel kan Mads Toppel betegnes som atypisk fodboldspiller. Det er, trods alt, de færreste professionelle fodboldspillere, der frivilligt bruger en fridag på at grave en kloak ud. Det gjorde Mads Toppel ikke desto mindre, da han var aktiv.

- Jeg har ikke haft nogen identitetskrise. Godt nok har jeg været fodboldspiller, men jeg har også altid været VVS’er. Så når de andre snakkede om, hvilket PlayStation-spil der var kommet, så snakkede jeg om, hvad der var kommet af nye ting til badeværelset eller andre nye redskaber. Så jeg gik op i tingene inden for mit fag som VVS’er, hvor de andre måske ikke gik op i så meget andet end fodbold. Og biler.

- Der er da mange, der har rystet på hovedet ad mig. Når vi havde fri om tirsdagen, var jeg måske ude og grave en kloak eller lave et eller andet, hvor de andre sad derhjemme og slappede af. Der skulle jeg ud og lave noget med mine hænder – det var den måde, jeg slappede af på. For at komme lidt væk fra det hele.

Læs også: Tim Sparv om identitet: Er ikke kun fodboldspiller

Mads Toppel havde altså forberedt sig godt. Han vidste godt, hvad livet efter fodbolden skulle bringe. Men det ændrer ikke på, at det, som han gentagende gange understreger, var en enorm omvæltning at indstille den professionelle fodboldkarriere.

- Det føltes lidt ligesom at miste en kæreste. Eller at blive forladt af konen. Det er som at miste noget familie, for det har været ens familie, og den er lige pludselig væk. Det har været mærkeligt. Det har været helt vildt mærkeligt.

- Det første halve år var jeg presset. Det må jeg erkende. Du kommer fra at have en træner og en klub, der fortæller dig, hvad du skal gøre, til at have ansvar, skulle planlægge, lave materialelister og hele lortet selv. Det er jo en helt anden verden. Og jeg blev bare smidt ud i det, for det havde jeg brug for. At møde det lige på og hårdt, så jeg ikke kunne pakke mig ind og gemme mig. Jeg havde brug for at skulle stå med det hele selv, og det kan jeg love dig for, at det fik jeg lov til. Det var et bevidst tilvalg fra mig selv.

Et kæmpe rygstød

Det var uoverskueligt, da det skete. Arbejdet forsvandt. Det samme gjorde kollegaerne, mens rampelyset slukkede, og lønnen udeblev. Sådan var det for Mads Toppel, og sådan er det for alle andre fodboldspillere, der stopper karrieren. Sværest er det for dem, der ikke selv tager beslutningen om at stoppe. Dem, der som Toppel mister jobbet til en skade.

Blandt andet af den årsag er de professionelle fodboldspillere i Danmark dækket af en karrierestopforsikring. Det er en del af det sikkerhedsnet, som fodboldens overenskomst repræsenterer. Det var Mads Toppel selvfølgelig også. Også selvom han egentlig ikke var klar over det.

- Jeg tænkte ikke over det. Det var kun fordi, at Spillerforeningen hjalp mig. Ellers havde jeg ikke haft overskud til det. Det er kun fordi, at I havde fat i mig. Mathias (Bukhave, jurist i Spillerforeningen, red.) hjalp mig helt vildt meget.

Dén lykkefølelse, den kan du aldrig få igen. Du kan ikke engang forklare folk, der ikke har prøvet det, hvordan det føles. Den finder du ikke igen, og det må man bare affinde sig med. Og det har været det sværeste at acceptere – at sige farvel til det kick

Mens den daværende Brøndby-spiller først afsøgte alle muligheder for at fortsætte og siden langsomt affandt sig med situationen, arbejdede Spillerforeningens jurist i baggrunden. Efter at have guidet Toppel gennem erklæringer og et spørgeskema kunne han overbringe gode nyheder til den nu pensionerede fodboldspiller.

- Da Mathias ringede og sagde, at nu var karrierestopforsikringen gået igennem, gav det mig et kæmpe rygstød til at komme videre. Det gjorde, at jeg kunne komme videre uden at skulle være presset. Nu fik jeg godt nok hurtigt et job, men det gav mig den tryghed, at jeg vidste, at hvis jeg pludselig stod uden job, så skulle vi nok klare den alligevel. Det gav mig ro.

Slut med at være egoist

Mere end halvandet år er gået, siden Mads Toppel indstillede karrieren. Der har været fuld fart på lige siden. Men selvom han ikke har haft tid til at stoppe op og reflektere over det afsluttede kapitel, så bliver han mindet om det hver dag.

- Min krop er mærket af det. Jeg har ondt hver dag, når jeg vågner. Men det er jeg jo ikke den første fodboldspiller, der har. Hver morgen bliver jeg mindet om, at jeg har spillet fodbold, for der går cirka en time, før jeg kan gå ordentligt.

Og hvis ikke resten af kroppen gør det, så gør den skadede finger det. Minder ham om fortiden. For den hæmmer ham fortsat. Den kan være følelsesløs, men samtidig kan han få fornemmelsen af, at han har noget i den, uden at det reelt er tilfældet. Og så dunker det i den engang i mellem – særligt efter en lang og opslidende arbejdsdag.

Sådan er de fleste arbejdsdage nu for Mads Toppel, der i det fysisk krævende job som VVS’er arbejder fra 7-16. Selvom han nyder sit arbejde, så er der særligt et aspekt af professionen som fodboldspiller, han savner.

Læs også: Mikkel Wohlgemuth: Jeg skruer ikke ned for mine drømme

- Den dér lykke. At vende en kamp. Eller bare vinde en kamp foran 10.000 tilskuere. Dén lykkefølelse, den kan du aldrig få igen. Du kan ikke engang forklare folk, der ikke har prøvet det, hvordan det føles. Den finder du ikke igen, og det må man bare affinde sig med. Og det har været det sværeste at acceptere – at sige farvel til det kick.

Til gengæld har han fået mere tid med familien. Weekenderne, der før blev brugt på kampe, beskriver han nu som små miniferier. Generelt har han bare fået større frihed, der giver ham mulighed for at kunne deltage i fødselsdage, første dag i børnehaven og lignende arrangementer. Og det er ikke gået ubemærket hen.

- Mit liv går også videre. Jeg kan huske, at jeg kørte forbi Odense Stadion med min datter, hvor hun sagde; ”der har du spillet inde, far.” Jeg svarede; ”det har jeg”. Så kiggede hun mig i øjnene og sagde; ”far, det er jeg godt nok glad for, at du ikke gør mere.”

- Det vidner om, at du som fodboldspillere er meget egoistisk. Det er ’mig, mig, mig’, og så kommer børn, kone og familie i anden række. Så at kunne være sammen med sin familie i weekenderne, og at de har fået en far og en mand på en helt anden måde, det er jo fantastisk, slutter han.

Tilbage

SENESTE NYT

09.12.2018

12: Konkursen: Da lyset blev slukket i FC Vestsjælland

LÆS MERE
06.12.2018

Mit fodboldliv med skader, glædestårer og tomrum

LÆS MERE
30.11.2018

Sanne Troelsgaard: Jeg græd tre dage i streg

LÆS MERE
27.11.2018

Spillerforeningen ansætter William Kvist som konsulent for landsholdet

LÆS MERE
26.11.2018

Spændende oplæg og Europa League-brag: Du er inviteret

LÆS MERE
25.11.2018

Her er de nominerede til Årets Mandlige Fodboldspiller

LÆS MERE
Nyheder