11. 02. 2018

Tre døgn i Taubers trykkoger

Mathias Tauber har været i en situation, de færreste – hvis nogen – kan sætte sig ind i. Vi har fulgt den hårdtprøvede Lyngby-anfører i de tre skæbnesvangre døgn op til redningen. Tre døgn, der bedst kan beskrives som en mental rutsjebanetur.

AF MICHAEL HEHR

De har været igennem hele følelsesregisteret. Navigeret på usikker grund med tomme løfter og halve sandheder. En mental rutsjebanetur, som Mathias Tauber beskriver det. Som anfører for truppen har han stået midt i det hele. Spillerne, der alle stod til at miste deres arbejde og indtægtsgrundlag, har været under et enormt pres.

Jeg tror, at samtlige spillere synes, at den her proces har været frustrerende og kaotisk og har tæret hårdt på kræfterne. Sådan har det også været for mig som spiller. Samtidig er jeg i en situation, hvor jeg – udover at skulle varetage mine egne interesser – også skal varetage en masse interesser for mine holdkammerater. Og for klubben 

Nok er ”pres” et fluffy begreb, der kan være svært at veje eller måle, men den mest pressede af dem alle må alligevel have været Mathias Tauber. Vi fulgte Lyngby Boldklubs anfører i de tre skelsættende døgn op til det, der endte med at blive en økonomisk redning af den traditionsrige klub nord for København.

TORSDAG DEN 8. FEBRUAR 2018

Det er torsdag. Klokken er 10:19, og Mathias Tauber taler i telefon. Igen. Det har han gjort en del den sidste uges tid. For opgaverne, der er forbundet med det anførerhverv, den 33-årige forsvarsspiller bestrider på sjette år, har forandret sig en del den seneste tid.

- Jeg har ageret talerør for spillertruppen. Og det indebærer en hel masse – og du må godt sætte streg under en hel masse – opkald og sms’er fra jer i Spillerforeningen, vores træner, vores ejer og alle mulige andre interessenter. Min telefon har været rødglødende. Den ene dag talte jeg mine opkald. Jeg havde modtaget 34 opkald og haft 15-20 sms-korrespondancer. Så det har været heftigt, fortæller Mathias Tauber.

Årsagen er åbenlys. Lyngby Boldklub er i skrivende stund på randen af konkurs, og selvom alle involverede håber på – og arbejder for – at klubben kan overleve, så er der mange hensyn at tage. Mange interesser. Der er en fodboldklub, der konstant forsøger at købe sig tid i jagten på nye ejere og ny kapital. Der er holdkammerater og kollegaer, der ikke aner, om de har et arbejde på mandag. Og der er en fagforening, der arbejder for at sikre spillerne.

Og så er der altså Mathias Tauber. Han står sådan cirka midt i det hele.

- Jeg tror, at samtlige spillere synes, at den her proces har været frustrerende og kaotisk og har tæret hårdt på kræfterne. Sådan har det også været for mig som spiller. Samtidig er jeg i en situation, hvor jeg – udover at skulle varetage mine egne interesser – også skal varetage en masse interesser for mine holdkammerater. Og for klubben. Jeg har engang i mellem følt, at jeg skulle have alle svarene. At det forventes. Men det kan jeg ikke have.

Et indre pres

Som Mathias Tauber forklarer, kan han ikke forventes at have alle svarene. Og selv når han har dem, er det mere undtagelsen end reglen, at han kan give dem. Det er en anførers lod i sådan en situation.

- Det er sindssygt svært. Jeg får en helt masse fortrolige oplysninger. Det er oplysninger fra Spillerforeningen, som er vigtige, jeg ved, som vi kan træffe nogle beslutninger ud fra. På samme tid får jeg fortrolige oplysninger fra vores ejere via vores træner, og jeg sætter stor pris på, at de viser mig den tillid. Jeg prøver at forvalte tilliden fra samtlige parter så godt som muligt, men det betyder også, at jeg bliver så forvirret over, hvad jeg må sige til hvem og hvornår.

Thomas (Lindrup, red.) og Mads (Øland, red.) – og træneren for så vidt også – ved, at jeg har informationer, som jeg ikke kan videregive. Og som jeg ikke vil videregive. Der føler jeg ikke noget pres i forhold til, at de forsøger at fritte mig – hverken fra den ene eller den anden side

- Så for det meste er jeg tvunget til at sige, at det kan jeg ikke sige noget om. Simpelthen af frygt for at komme til at bruge information forkert. Der har været mange situationer, hvor jeg har lukket munden i af frygt for at komme til at sige noget, jeg ikke må. Det er tanker, der kører rundt i mit hoved hele tiden, tilføjer han.

Lyngby-anføreren er unægteligt under pres. Alligevel føler han sig ikke presset af hverken rådgivere, klub eller holdkammerater. Der er ikke nogen, der forsøger at ”fritte” ham. Faktisk kommer det største pres fra Tauber selv.

- Thomas (Lindrup, red.) og Mads (Øland, red.) – og træneren for så vidt også – ved, at jeg har informationer, som jeg ikke kan videregive. Og som jeg ikke vil videregive. Der føler jeg ikke noget pres i forhold til, at de forsøger at fritte mig – hverken fra den ene eller den anden side.

- Spillertruppen ved nok også godt, at jeg har informationer, de ikke har. Men der er ikke nogen, der prøver at bringe mig i uføre ved at forsøge at få oplysninger frem. Så på den måde føler jeg ikke et pres fra omverdenen. Det er mere et pres, jeg lægger på mig selv.

Krop og hoved er fuldstændig brændt af

Det er situationen for Lyngby-anføreren. Det er dén metaforiske trykkoger bestående af indre og ydre pres, han befinder sig i. En opslidende proces, der udover at medføre øget telefonaktivitet også medfører tankemylder, søvnbesvær og en helt masse selvkritiske spørgsmål.

- Både krop og hoved er fuldstændig brændt af, når jeg går i seng. Jeg er simpelthen så træt. Alligevel kan jeg ikke falde i søvn. Tankerne flyver rundt i hovedet på mig.

- ”Har jeg nu sikret mig godt nok?”, ”Har jeg videregivet information, der ikke skulle videregives?”, ”Bliver vi reddet, bliver vi ikke reddet?”, ”Hvad gør jeg? Og hvad gør alle de andre?”, ”Hvilke informationer føler jeg mig sikker på er sande, så jeg kan rådgive mine holdkammerater bedst muligt?”

Overvejelserne og spørgsmålene er mange. Svarene få. Sådan har det været i en uges tid i det forløb, der har været omkring den konkurstruede fodboldklub nord for København. Det har været ”en voldsom rutsjebanetur”, som Tauber beskriver det.

- Når Thomas Nørgaard, vores træner, kommer og fortæller os, at de skal til et møde, der kan ende med en underskrift, så tror jeg ham. Jeg har fuld tiltro til, at det er rigtigt, det han siger. Og så bliver man glad, lettet og optimismen blomstrer. Når så timerne går, og man godt kan se, at det bliver sgu ikke til en aftale, så falder man lige så langt ned, som man var oppe. Og så starter showet forfra dagen efter.

- Det er lige fra at være helt nede i kulkælderen til at være helt oppe på en sky. Til at være fortvivlet, frustreret, vred. Det er hele følelsesregistret, vi har været igennem, supplerer han.

En god mavefornemmelse

Som status er lige nu, torsdag formiddag, er mavefornemmelsen ikke desto mindre god hos 33-årige Mathias Tauber. Han er hverken nede i kulkælderen eller svævende på en sky. Men han er fortrøstningsfuld.

- Jeg tør ikke tro på noget, før der er en underskrift. Jeg er nået til et sted, hvor jeg er positiv. Et sted, hvor jeg godt tør opfordre mine holdkammerater til at blive. Og det ville jeg ikke gøre, hvis jeg ikke selv troede på det, som Tauber siger.

Fire spillere – Casper Højer Nielsen, Bror Blume, Simon Strand og Mikkel Rygaard – har dog allerede ophævet deres kontrakter. Selvom det stiller den rutinerede anfører, der er oppe i alderen og tilmed er på vej tilbage fra en korsbåndsskade, i en dårlig situation, så er han forstående. Ærgerlig, men forstående.

Det ville, synes jeg, ikke være fair over for nogen. Det ville være bedst for min egen situation og for klubbens situation, men jeg synes ikke, at det ville være fair over for den enkelte. At skulle tvinge nogen til noget

- Da vi – via pressen – blev bedt om at give klubben til fredag, tog jeg selvfølgelig fat i Spillerforeningen for at snakke med dem om, hvordan vi skulle forholde os til det. Der var to muligheder. Den ene var, at vi i samlet flok gav håndslag på, at vi ville vente til fredag. Den anden, at vi kunne opfordre til det, men at det stod spillerne frit for.

- Jeg sagde meget tidligt, at jeg ikke ville stå model til at skulle forsøge at samle truppen til at give håndslag. Det ville, synes jeg, ikke være fair over for nogen. Det ville være bedst for min egen situation og for klubbens situation, men jeg synes ikke, at det ville være fair over for den enkelte. At skulle tvinge nogen til noget.

Løsningen blev som bekendt, at Spillerforeningen og Spillerrådet – bestående af Jeppe Brandrup, Thomas Sørensen og Mathias Tauber – opfordrede til at blive til fredag, men at det stod den enkelte frit for at vælge.

- Vi er forskellige mennesker, og der er mange hensyn at tage. Nogle kan have en økonomisk klemme og have brug for at få penge nu og her. Nogle kan være så følelsesmæssige berørte af situationen, at de ønsker, det skal stoppe og har brug for at komme videre.

Ingen garantier

I skrivende stund har fire spillere altså benyttet sig af muligheden for at finde en ny arbejdsgiver og sikre sig selv. Imens arbejdes der i kulissen på at finde nye investorer, der kan føre klubben videre og ikke mindst overholde deres forpligtelser over for spillere, administrative medarbejdere, stab og andre interessenter.

- Det er positivt, at der stadigvæk er forhandlinger. Det har der sådan set været hele tiden. Men hvor vi førhen kun har fået information fra Torben, vores ejer, så har vi nu fået bekræftet af Spillerforeningen, at der er kontakt med de her investorgrupper. Og det giver mig en ro i maven.

- Spillerforeningen har kun én interesse. Og det er vores interesse. Når vi bliver opfordret til at blive og vente, så er det fordi, der er en løsning på vej. Der er ikke nogen garantier i den her verden, men det giver mig trods alt tro og håb på, at det her godt kan blive reddet.

For nu må vi vente at se. Dermed kan Tauber – fridag eller ej – se frem til endnu en dag med rødglødende telefon, søvnløshed og ubesvarede spørgsmål. Og det kan han med håbet om, at han i morgen, fredag, kan få en afklaring på nogle af sine spørgsmål. Så må vi se, hvilke nye spørgsmål de svar afføder.

FREDAG DEN 9. FEBRUAR 2018

Paranoia. Det er dagens ord. Det må det være. Det er det ord, Tauber bruger til at beskrive stemningen spillerne i mellem. I dag, fredag den 9. februar, er situationen foreløbigt uændret. Klokken er 14:13, og selvom rygterne om en redning af klubben tager til, så har spillerne i skrivende stund ikke fået løn.

De ved stadigvæk ikke, om de fortsat har en fælles arbejdsplads i Lyngby Boldklub og sammen skal arbejde mod et fælles mål, eller om de inden længe skal kæmpe mod hinanden om at finde en ny arbejdsgiver i de klubber, der har luft i budgettet til at tage en ekstra spiller ind. Eller om de alternativt kan blive ”fanget” i en flået spillertrup.

- Der er fortvivlelse blandt spillerne. Man går hele tiden og frygter, at der er seks mand, der forlader klubben, og at man ikke selv når at blive fritstillet inden, der bliver udbetalt løn, og at man så står i en dårlig situation i en trup, der er væsentlig svækket. ”Kunne I finde på forlade?”, ”Kunne du?”. Man bliver jo paranoid, forklarer en slidt Mathias Tauber.

Man er jo der, hvor man ikke tror på noget som helst. Og man jubler ikke før, at der er en underskrift, og at lønnen står på kontoen. Det vidner nok om, at vi haft en del skuffelser og tomme løfter efterhånden

Man kan ikke høre det på ham, men han er brugt. Den opslidende proces tærer hårdt på kræfterne. Det har endnu en nat med kun fire timeres søvn ikke hjulpet på, hvilket han da heller ikke lægger skjul på.

- Jeg er virkelig slidt. Jeg begynder at huske dårligere, bliver mere og mere træt og forsøger at opretholde en hverdag derhjemme så godt som overhovedet muligt. Men jeg er træt, siger han og uddyber:

- Jeg har jo to børn, som helst ikke skal mærke bekymringerne lige så meget, som jeg mærker dem, og som min kæreste mærker dem. De to drenge skal have lov til bare at være børn, hygge sig og have det sjovt. De skal ikke fornemme de her bekymringer. Den mindste forstår det jo ikke, men den store ved godt, at der sker et eller andet og har også set indslaget i tv.

Tauber er blevet kold

Privatlivet er blot endnu et aspekt. Endnu et element af Taubers trykkoger. En del af en anspændt og anstrengende situation, som både anfører og familiefar ærlig talt er træt af at være i. Det gælder i øvrigt for hele truppen, mener han.

Presset tog til igen i går aftes, hvor telefonen igen blev rødglødende. Det skete i forlængelse af, at det kom frem, at en gruppe af investorer angiveligt havde skaffet størstedelen af den fornødne kapital til at sikre klubben og dermed spillerne. Det skete omkring klokken 18, hvor der med Taubers ord igen var ”knald på”.

- Jeg snakkede blandt andet med Thomas Nørgaard i går aftes (torsdag aften, red). Han fortalte, at nu var pengene mere eller mindre skaffet. Jeg ved ikke, om han havde forventet et jubelbrøl, men min reaktion var nok ikke det, han havde forventet. For jeg sagde bare; ”det lyder godt, så håber jeg, de kan finde de sidste.” Man er jo der, hvor man ikke tror på noget som helst. Og man jubler ikke før, at der er en underskrift, og at lønnen står på kontoen. Det vidner nok om, at vi har haft en del skuffelser og tomme løfter efterhånden.

- Det har ikke nødvendigvis været med onde hensigter. De har også haft en forhåbning og en forventning om at få solgt klubben. Men når det ikke sker – og det sker gentagende gange, at det bliver en udsættelse – så bliver man en lille smule kold. Så vil man se noget action, hvis man kan sige det sådan. Vi vil have en sikkerhed for, at vi faktisk har et job.

Derfor har truppen som bekendt også trukket en streg i sandet. De vil se handling.

- Jeg synes, de har trukket den langt. De har presset citronen. Spillerne har vist rigtig stor loyalitet og tålmodighed, og vi er der, hvor vi har sat stolen for døren og sagt, at vi skal have løn i dag, fredag.

Et møde om fremtiden

Om små tre kvarter er Lyngby-spillerne klogere. Klokken 15:00 bliver der nemlig afholdt en orientering, hvor advokaten for investorgruppen formentlig kan løfte sløret for, om spillerne er købt eller solgt. Om de har et arbejde eller ej. Uanset hvad, kommer orienteringen til at skabe opklaring. En opklaring, der kan udslette den paranoia, der det seneste døgn har præget spillertruppen.

- Vi har jo ikke givet håndslag på at blive. Der er ikke blevet lagt beslag på nogen. Og netop derfor opstår tvivlen hele tiden. Jeg fornemmer på de andre spillere, at de går fra at være helt sikre på, at nu giver vi det til fredag, til at være usikre og hælde mod ville fritstilles. Det er en mental kamp, som er helt forståelig i min verden. Fuldstændig forståelig.

- Man bliver fandeme i tvivl om, hvad man selv tror og tænker. Det er jo en forfærdelig situation, at ens overbevisning pludselig begynder at krakelere en smule. At man kan gå fra at mene en ting til at blive i tvivl. Der er mange andre facetter af livet, hvor man, hvis man har en eller anden holdning, så ikke bare skifter til en anden. Men her skifter man nærmest holdning hver time. Fordi man er bange, fordi man er i tvivl og alle de her ting.

Derfor glæder Mathias Tauber sig til mødet. For han er – på trods af tomme løfter og følelsesmæssige rutsjebaneture – fortrøstningsfuld.

- Jeg er temmelig positiv. Som jeg har fået det fortalt, så vil advokaten fortælle, at de har pengene. Jeg har også snakket med Mads Øland, der har været i kontakt med advokaten, og der er også positive forlydender på den front, fortæller han, inden dagens telefonisk statusopdatering afsluttes.

LØRDAG DEN 10. FEBRUAR 2018

Lyngby Boldklub er reddet. Det synes at stå klart, da Mathias Tauber for tredje og sidste gang er i den anden ende af røret. Det er lørdag formiddag, klokken er 9:47 og Mathias Tauber er lettet. Hvis ikke han og de andre Lyngby-spillere havde været hele følelsesregisteret igennem, så har de det nu.

- Det var surrealistisk, indleder han, da han bliver bedt om at beskrive, hvordan det var, da de fik beskeden på orienteringsmødet i går eftermiddags.

- Vi håbede jo på, at det var dét, de ville komme og fortælle os. Omvendt er vi blevet skuffet så mange gange, så vi havde en frygt for, at de ville sige, at de næsten var i mål, men at de lige manglede x-antal millioner. Det var glæde, men det var ikke sådan, at vi brød ud i jubel. Vi havde også vores forbehold. Vi ville gerne lige se pengene på kontoen, før vi definitivt turde tro på det, tilføjer han.

Da jeg kørte hjem fra mødet i går, blev jeg lidt rørstrømsk og fældede en lille tåre. Og det var også tæt på at løbe af med mig, da jeg kom hjem og så familien i øjnene

Under mødet var der særligt ét ord, der vakte en naturlig skepsis blandt spillerne. Det skete, da de blev fortalt, at deres løn ville blive udbetalt senere.

- Det der ”senere” kunne vi ikke rigtig bruge til noget. Vi fik præciseret, at det var inden for maksimalt to timer, og så kunne vi godt tro på det og være glade.

Fældede en tåre

Efter mødet tog spillerne hver til sit. De havde hver især brug for ”at koble af og få klaret hovederne”, som Mathias Tauber beskriver det. At være familiefædre eller kærester. Glemme alt om truende konkurs, manglende løn og de seneste ugers kaos i kulissen.

Det havde Mathias Tauber også. Og det var en følelsesladet mand, der satte sig ind bag rettet i sin bil for at køre hjem til sin kæreste og to drenge.

- Da jeg kørte hjem fra mødet i går, blev jeg lidt rørstrømsk og fældede en lille tåre. Og det var også tæt på at løbe af med mig, da jeg kom hjem og så familien i øjnene.

Man kan ikke undgå at have sympati med ham. Selvom alle spillerne – og alle øvrige ansatte i klubben – har været igennem en turbulent tid, er det nok de færreste, der egentlig kan sætte sig i Mathias Taubers sted. Hvis overhovedet nogen.

Foruden at have spillet en central rolle i hele forløbet, så har Mathias Taubers professionelle fodboldkarriere været truet. En konkurs havde ikke bare betydet, at han skulle skifte arbejde. Det havde betydet, at han med overvejende sandsynlighed havde været tvunget til at skifte karriere. Mens holdkammeraterne måske har afsøgt mulighederne i de konkurrerende klubber, så har Tauber afsøgt mulighederne i erhvervslivet. Han stod sågar med et tilbud på hånden.

- Det havde sat mig en situation, hvor jeg med 90 pct. sikkerhed havde været nødt til at skifte karriere. Jeg tvivler på, at der havde været klubber, der var interesseret i at hente én 33-årig fodboldspiller, der er korsbåndsskadet, og som først kan spille kampe om to måneder. Så jeg var blevet tvunget ud i et karriereskifte, og jeg havde allerede følere ude. Og havde faktisk et jobtilbud på hånden.

- Det er jo ikke fordi, verden ville gå under, men det er ikke det, jeg vil lige nu. Jeg ved, at man ikke kan spille fodbold til sine dages ende, men at jeg ikke selv kunne vælge, hvornår karrieren skulle slutte, ville være forfærdeligt. Jeg ville være fuldstændig på bar bund i en ny situation, og det er ikke lige nu, jeg har lyst til at tage den udfordring.

Det havde også betydet, at han aldrig havde fundet ud af, om det, han har arbejdet for i godt ni måneder, kunne lykkes.

- Jeg har i ni måneder arbejdet for at bevise, at jeg kan komme tilbage fra min korsbåndsskade. Det ville være forfærdeligt, hvis jeg lige pludselig ikke kunne få lov til at gøre det arbejde færdigt. At skulle leve med uvisheden i resten af mit liv om, om jeg kunne komme tilbage.

Tæt dialog under hele forløbet

Der er ikke noget at sige til, at der blev fældet en tåre eller to. Gudskelov kan karriereskiftet vente lidt endnu. Og han kan få lov til at bevise, at han kan komme tilbage fra sin skade. Derudover normaliserer både hverdag og anførerhvervet sig også igen. Den proces er allerede startet.

- Det var en fornøjelse at møde til træning, og der ikke stod jeg-ved-ikke-hvor-mange pressefolk og tog imod os. Det var helt stille og roligt, med et smil på læben og alle i godt humør. Vi er klar med arbejdshandskerne på, så det er en fornøjelse.

- Der vil altid være skår efter en turbulent tid. Det handler om at læse den enkelte og identificere, hvad han har behov for. Der er nogen, der har brug for at bearbejde det ved at snakke rigtig meget. Nogen har brug for at bearbejde det ved at spille fodbold og smaske igennem. At få frustrationerne ud. Det er lidt mere en normal anførerrolle.

Spillerforeningen har været behjælpelig på alle mulige områder. De har haft styr på det juridiske og praktikken omkring, hvordan man håndterer forskellige udfordringer. Derudover har Mads Øland været fantastisk til at kunne trække i nogle tråde, tale med investorer og give os nogle sandfærdige oplysninger, som vi reelt kunne bruge til noget. Det har skabt større vished og tryghed

Trykket er aftagende. I hvert fald dét, der ikke handler om det sportslige. Dét, professionelle fodboldspillere altid lever under. Det er afslutningen på en hektisk tid. En tid, hvor han blandt andet har været i daglig kontakt med Mads Øland, Thomas Lindrup og andre ansatte i Spillerforeningen.

- Spillerforeningen har været behjælpelig på alle mulige områder. De har haft styr på det juridiske og praktikken omkring, hvordan man håndterer forskellige udfordringer. Derudover har Mads Øland været fantastisk til at kunne trække i nogle tråde, tale med investorer og give os nogle sandfærdige oplysninger, som vi reelt kunne bruge til noget. Det har skabt større vished og tryghed.

- Informationsniveauet har været sindssygt højt. Spillerforeningen har stillet op herude i klubben hver gang, vi har haft spørgsmål. Vi har kunnet ringe til dem på alle tider af døgnet. Samtidig har de selv været opsøgende i forhold til at give os beskeder om forløbet. En af juristerne har også siddet i klubben og været tilgængelig, hvis vi har haft spørgsmål løbende, tilføjer han Mathias Tauber.

Det har været afgørende for ham. For den seneste periode har han navigeret på ukendt grund. Af samme årsag sender han sin tak til de ansatte i fodboldspillernes fagforeningen.

- Personligt har det været en rigtig stor støtte i den her situation, hvor jeg som anfører har ageret talerør for truppen. Derfor vil jeg gerne sige Spillerforeningen og de enkelte medarbejdere, der har hjulpet os i den her situation, stor tak. Det har været en kæmpe hjælp.

Lyngby på brystet

Hjælp bliver der forhåbentlig ikke behov for foreløbigt. Nu handler det i stedet om spillet på banen. Og selvom optakten har været langt fra optimal, så glæder Lyngby-spillerne sig til at tage hul på sidste halvdel af sæsonen.

- Truppen er lige pludselig ikke så bred, og optakten har ikke været fantastisk. Der er nok ikke nogen, der forventer, at vi går ud og smadrer Brøndby i morgen, søndag. Vi vil rigtig gerne, men det er ikke forventningen. Men bare fordi vi ikke har haft den optimale forberedelse, og fordi der har været rod i kulissen, er vi ikke blevet dårligere fodboldspillere. Det handler om at indgyde positiv energi og positive tanker og spille frit.

- Ud at vise Lyngby på brystet, slutter han.

Tilbage

SENESTE NYT

22.05.2018

VM-kolleger støtter Paolo Guerrero

LÆS MERE
21.05.2018

MCH Arena har Danmarks Bedste Bane

LÆS MERE
18.05.2018

Hany Mukhtar Årets Profil i Superligaen

LÆS MERE
17.05.2018

06: VM-special med Martin Jørgensen: Jeg talte ikke med min træner i Italien

LÆS MERE
04.05.2018

Tim Sparv om identitet: Er ikke kun fodboldspiller

LÆS MERE
03.05.2018

05: Christian Poulsen, Morten Levinsen og Rasmus Haagensen om (tab af) identitet

LÆS MERE
Nyheder