Det var midt om natten. Han var lige kommet tilbage op i lejligheden, efter at han var blevet tilset af redderne i den ambulance, han selv havde ringet efter.
Det var ikke akut, og som Emil Nielsen fortalte i telefonen, behøvede de ikke at rykke ud med hverken sirener eller blå blink. Men tankermylderet, rastløsheden og rådvildheden havde for anden nat i træk fået overtaget. Overtaget kontrollen. Og da det også begyndte at stikke i armen, blev han bange og ringede efter hjælp.
Det viste sig, at han havde ret. Intet akut. Kroppen havde ikke desto mindre klart og tydeligt sagt fra.
- Jeg har ikke været glad i lang tid. Det kan jeg virkelig se nu, fortalte Emil Nielsen sin far i telefonen, da ambulancen igen havde forladt hans bopæl i Roskilde, og han som det første ringede til sine forældre.
I den anden ende af røret opfordrede faderen ham til at komme ”hjem” til barndomshjemmet i Store Merløse. Til at trække stikket en uges tid og samle tankerne.
Kigger ind i væggen
Historien om Emil Nielsen tager for alvor sin begyndelse i år 2015. Efter en forrygende sæson og en pokkers masse opmærksomhed skifter Emil Nielsen fra FC Roskilde til norske Rosenborg BK. Fra 1. division til Tippeligaen. Fra Danmark til Norge.
»- Lige pludselig sad jeg oppe i Norge og glanede ind i en væg efter dagens træning klokken 13:00. Jeg havde ikke nogen venner, jeg lige kunne tage hen til.«
Den dengang 19-årige målsluger var ikke sen til at gøre den stereotype forestilling om en professionel fodboldspillers hverdag til virkelighed: Han boede i en lækker lejlighed, havde et stort forbrug og kørte i en stor bil. Set ude fra var det dét liv, mange drømmer om, fodbold kan føre til. For de fleste forbliver det en drøm, men for Emil Nielsen var det blevet virkelighed.
Men når knægten fra Store Merløse havde parkeret bilen efter dagens arbejde i det norske elitemiljø, sad han og ’kiggede ind i en væg’ i hans dyre lejlighed. Alene. I en fremmed by, i et fremmed land, langt væk fra familie og venner.
- Lige pludselig sad jeg oppe i Norge og glanede ind i en væg efter dagens træning klokken 13:00. Jeg havde ikke nogen venner, jeg lige kunne tage hen til. Folk havde deres familier og deres eget liv oppe i Norge. Men jeg havde ikke min familie, som jeg kunne køre hjem til og spise boller i karry.
- Det ser folk jo ikke. Folk ser jo ikke Emil Nielsen sidde og kigge ind i en væg, når træningen er færdig. De ser jo bare ham, der spiller om søndagen, tilføjer den tidligere Rosenborg-spiller.
Sagt med branchens måske tykkeste kliché oplevede han for første gang bagsiden af medaljen. Han oplevede, hvad det kræver at være professionel fodboldspiller. Konkurrencen, det mentale pres og den ensomme tilværelse, det kan være at være selv i udlandet.