05. 03. 2019

Eksplosionen i knæet fik verden til at gå i stå

Maria Lindblad Christensen er en af de i alt 16 spillere i 3F Ligaens otte trupper, der lige nu er sat ud af spillet på grund af en korsbåndsskade. Hun var et halvt træningspas fra sit comeback fra én korsbåndskade, da korsbåndet i samme knæ sprang igen. Det slog hende fuldstændig ud.

AF MICHAEL HEHR

”Det var dét.”

Det var den første tanke, der ramte hende. Det kunne ikke være anderledes. Karrieren var slut, drømmene brast. Udsigten til endnu et både mentalt og fysisk opslidende genoptræningsforløb var ubærlig. Fuldstændig uoverskuelig.

For nu var den der igen. Den altoverskyggende og vedblivende smerte i det venstre knæ, som hun bedst kan beskrive som en eksplosion. Som om alt inde i knæet sprang i luften. En smerte, der gav hende flashback til et år forinden, da hun første gang sprang korsbåndet.

At man ikke kommer til at spille kamp i cirka to og et halvt år sammenlagt, det skal man ikke tænke på. Det skal man ikke nævne højt, for det er der ikke noget menneske, der kan kapere

Men det var ikke et flashback. Det var virkelighed; smerten var reel, og den var der nu. Den var der igen. Og det slog hende fuldstændig ud.

Slået tilbage til start

Det var torsdag den 18. oktober 2018. Og Maria Lindblad Christensen var glad. Hun var tilbage på omgangshøjde efter hun – knap et år forinden, den 27. oktober 2017 – første gang havde sprunget sit korsbånd. Efter først en operation og siden 10 måneders genoptræning var hun tilbage på træningsbanen med holdkammeraterne og igen en fuldbyrdet del af fællesskabet i truppen. Knæet syntes at være i orden, og til den torsdagstræning i oktober sidste år fik keeperen den besked, hun havde knoklet og kæmpet for i knapt et år.

”Maria, du skal spille på tirsdag”, lød det fra træneren.

- Jeg var rigtig glad. Jeg kom ud til træning, varmede op og lavede de øvelser, jeg havde lavet 100 gange bare i den træning. Jeg havde egentlig også været i situationer, hvor jeg tænkte: ”Okay, pyha, det holdt”, husker Maria Lindblad Christensen.

Læs også: Alarmerende mange korsbåndsskader: Simpel træning kan halvere antallet

- Jeg kom ud i en situation, hvor jeg skulle ændre retning. Der skete ikke et vrid, men det kom i et overstræk, og jeg kunne mærke med det samme, at det sprang, tilføjer landsholds- og Fortuna Hjørring-spilleren, der med ét blev slået tilbage til start.

Hendes første tanke var altså, at karrieren var slut. På alle måder virkede det hele – fra det ene øjeblik til det andet – fuldstændig uoverskueligt.

- Når man får sin anden korsbåndsskade i det samme knæ, tænker man lige en ekstra gang over tingene. ”Er det dét værd?” Jeg vil også gerne kunne lege med mine børn, når jeg bliver ældre.

"Det rammer ikke mig"

23-årige Maria Lindblad Christensen er langt fra den eneste kvindelige fodboldspiller, der er – eller har været – plaget af en korsbåndsskade. Det ved spillerne i 3F Ligaen. De kan bare se sig omkring i omklædningsrummet.

En rundspørge foretaget af Spillerforeningen blandt grundspillets otte trupper viser nemlig, at der i skrivende stund er alarmerende 16 spillere, der sidder ude med en korsbåndsskade. Og i hvert eneste af de otte omklædningsrum sidder der yderligere sammenlagt 13 spillere, der tidligere har sprunget korsbåndet. Det svarer til, at cirka hver femte spiller i 3F Ligaens grundspil enten har eller har haft en korsbåndsskade.

Tallene er opsigtsvækkende. Også blandt spillerne. De mange skader har også været oppe at vende i omklædningsrummet i Hjørring.

- Folk undrer sig jo over, hvorfor der kommer så mange korsbåndsskader. I Fortuna har vi lige nu tre korsbåndsskader. Det er mange, og det undrer selvfølgelig.

Man er helt alene, og man bliver ensom på nogle punkter. Nu ved jeg, hvad jeg skal til at gå igennem, så jeg er anderledes forberedt på, hvad jeg selv kan gøre, for at jeg ikke kommer så langt ud, som jeg var før

- Man tænker; ”det rammer ikke mig, det rammer naboen, og det, jeg gør, er fint.” Det, tror jeg, er en holdning, som mange har. Desværre. Det er også en holdning, jeg selv havde, da jeg var yngre. Så jeg tror, at man skal have implementeret skadesforebyggende træning i den daglige træning, siger Maria Lindblad Christensen.

Hun peger på, at forandringen skal komme oppefra. Fra klubber og forbund. Det er deres pligt at oplyse om vigtigheden af den skadesforbyggende træning og sikre, at træningen – og ikke mindst den rette træning – bliver udført.

- Vi har aldrig fået at vide, hvor vigtigt det er at skadesforebygge, og vi kan heller ikke selv opfinde, at vi synes, det er vigtigt. ”Hvad skal der gøres?” ”Hvilken træning er god?”, spørger hun retorisk.

Læs også: Julie Trustrup oplevede kvindefodboldens gennembrud fra sidelinjen

- Oplysningsgrundlaget er ikke godt nok. Vi spillere er jo ikke uddannet inden for området. Vi spiller jo bare fodbold. Hvis vi får at vide; ”det her, det skal du lave hver dag, og så bliver du ikke korsbåndsskadet, og du bliver i øvrigt bedre på fodboldbanen”, så er jeg sikker på, at samtlige spillere ville gøre det, siger Maria Lindblad Christensen, der påpeger, at det er i alles interesse – såvel klubber som forbund og udøvere – at have kampklare spillere.

Det kan ingen kapere

Maria Lindblad Christensen er selv et stykke fra at være kampklar. Men hun arbejder hårdt på at blive det. De førnævnte tanker om et karrierestop fik kun lov at leve én dag, før de blev bearbejdet og parkeret. Siden har hun hyret en mentaltræner, der hjælper hende med at holde styr på tankerne, når de fra tid til anden løber løbsk.

For der er flere mentale udfordringer forbundet med at være skadet. Følelsen af ensomhed er én af dem.

- Man kender hinanden rigtig godt på et hold. Man har noget helt specielt med hinanden. Når det bare forsvinder, er det svært at opsøge, fordi deres hverdag går videre. De skal spille en kamp i weekenden, og min verden står bare helt stille. Så det er svært at se dem, for de har det godt, og de skal ikke gå og have ondt af mig. Men alligevel kan man godt få den følelse; ”hvorfor har de ikke ondt af mig?” Så det er svært at være en del af et hold uden rigtig at være en del af det.

- Man er helt alene, og man bliver ensom på nogle punkter. Nu ved jeg, hvad jeg skal til at gå igennem, så jeg er anderledes forberedt på, hvad jeg selv kan gøre, for at jeg ikke kommer så langt ud, som jeg var før, siger hun.

Jeg vil vise dem, at det godt kan være, at jeg har haft to korsbåndsskader, men det ændrer ikke på, at jeg kommer stærkere tilbage

At det er anden gang, og Maria Lindblad Christensen dermed kender til følelsen af isolation, de små tilbagefald, den mentale kamp og det enorme behov for selvdisciplin betyder dog ikke, at det er let. At det netop er anden gang, er årsagen til, at Fortuna Hjørrings landsholdsmålmand ikke kan undgå at føle sig ”uretfærdigt behandlet”.

- Nu havde jeg kæmpet så hårdt for at få bare den ene kamp, så jeg kunne få lov til at vise, at jeg vandt over korsbåndsskaden, og at jeg var tilbage. Men jeg har jo ikke været tilbage. Jeg har nu været skadet i et år og fem måneder, har stadig ikke spillet en kamp, og jeg ved, at der venter et år til, før jeg er tilbage.

- At vide, at man ikke kommer til at spille kamp i cirka to og et halvt år sammenlagt, det skal man ikke tænke på. Det skal man ikke nævne højt, for det er der ikke noget menneske, der kan kapere, hvis man skal tænke på det i hverdagen, siger hun.

Stopper ikke, før kroppen siger stop

I stedet fokuserer hun på at komme tilbage. På at indfri de mål, hun har sat sig. For hun er ikke færdig med at spille fodbold. Langtfra. Hun har så mange drømme og ambitioner, hun vil indfri, at hun aldrig selv bliver i stand til at sige stop.

- Jeg kan ikke undvære at spille fodbold. Jeg har nogle mål med fodbold i mit liv, som jeg skal opnå. Jeg stopper ikke før, at min krop siger fra, eller jeg har nået de mål. Så for mig er et karrierestop ikke en mulighed. Og det skal jeg blive ved med at sige til mig selv, at det ikke er, så det ikke trækker for hårdt i mig, når jeg har det hårdt.

Læs også: Landsholdsspillere tvunget til at nedprioritere fodbold

Drømmene involverer blandt andet det danske landshold, hvor hun af mange var udset som afløser for Stina Lykke, der i sommer trak sig fra landsholdsfodbold. En drøm, skaderne med ét har sat på pause.

- Jeg havde trænet i mange år for at kunne overtage efter Stina. Jeg følte, at jeg havde bevist mit værd og gjort det klart, at jeg var klar til dét. Så selvfølgelig er det en kæmpe bet for mig, at jeg ikke kan gøre det lige nu. Men det er også én af de ting, der gør, at jeg bliver ved. For det vil jeg nå. Og jeg vil vise dem, at det godt kan være, at jeg har haft to korsbåndsskader, men det ændrer ikke på, at jeg kommer stærkere tilbage, fastslår Maria Lindblad Christensen.

Tilbage

SENESTE NYT

21.05.2019

18: Natten i ambulancen ændrede det hele

LÆS MERE
19.05.2019

Emil Nielsen er Årets Profil i 1. division

LÆS MERE
16.05.2019

Målfarlig midtbane er Årets Profil i 2. division

LÆS MERE
15.05.2019

Stine Larsen efter længe ventet comeback: Et rørende øjeblik

LÆS MERE
14.05.2019

Statement fra spillertruppen i FC Roskilde

LÆS MERE
13.05.2019

Superligaanførere: En god bane giver os lyst til at spille

LÆS MERE