»Jeg kan ikke garantere for din søns sikkerhed«

Præsidenten råber og skriger. På tyrkisk. Tolken, der efterhånden har opbygget et godt forhold til danskeren, oversætter loyalt præsidentens fornærmelser. Fornærmelser, der siden bliver til trusler.

I starten er det ’bare’ Pierre Kanstrup, der er genstand for truslerne. De bider ikke på den 30-årige stopper, der i godt en måned har løbet rundt om en afsides fodboldbane med en række andre udlændinge, som den tyrkiske klub også vil af med.

Pierre Kanstrup står fast. Han har et år tilbage af den lukrative kontrakt, han for bare seks måneder siden satte sin signatur på. Og indtil for nyligt var han faktisk glad for at udleve udlandseventyret i Tyrkiet.

Men så kommer præsidentens trumf. Truslen, der for alvor får det til at sitre og boble inde i ham.

»Hvis du ikke accepterer mit tilbud, kan jeg ikke garantere for din søns sikkerhed.«

Pierre Kanstrup havde givet afkald på drømmen om udlandet. Han havde tøjret den eventyrlyst, han tidligere har fortalt om. Efter nogle gode år i SønderjyskE spillede han i AGF, hvor David Nielsen gjorde ham til anfører for ’De hviie’.

- Jeg havde forenet mig med, at jeg skulle spille fodbold i Danmark, og det var jeg sgu egentlig glad nok ved. Men så opstod muligheden, og tilbuddet var så godt på diverse parametre, at det måtte vi som familie sige ja til, husker Pierre Kanstrup.

- Karrieren er ikke så lang, og tilbuddet var lukrativt. Jeg spurgte selvfølgelig min familie, om det var noget for os, og det var det, og så tjekkede jeg ikke op på mere. Så var kontrakten ikke længere. Jeg skrev trods alt kun halvandet år. Jeg sagde bare ja. Så jeg fik et granatchok, da jeg kom til Erzurum, og der var -18 grader og to meter sne. Det var ikke lige dét, jeg forbandt med Tyrkiet, griner han.

Pierre Kanstrups indstilling til Erzurums – for ham – overraskende klima tjener fint til at beskrive ham som person. For Kanstrup er både eventyrlysten og ikke sådan at slå ud. Og det skulle vise sig at være gode egenskaber, for familien fandt hurtigt ud af, at det ikke kun var klimaet, der var anderledes end det, de var vant til.

- Vi kom til en by midt ude i ingenting. En forholdsvis stor by med 300.000 indbyggere, men også en by, der er sat en 40-50 år tilbage rent udviklingsmæssigt. Der var ikke nogen – som i ingen andre end holdets tolk – der snakkede engelsk. Der kom sågar hestevogne og hentede skrald, beretter Kanstrup, som også hurtigt blev bekendt med tyrkernes laissez faire tilgang til det meste.

- Min hustru og min søn endte med at være længere tid i landet, end deres visum tillod. Jeg var nervøs, fordi jeg frygtede, at det ville give dem problemer, når de skulle rejse ind eller ud af landet. Men vi blev mødt med kommentaren »velkommen til junglen – sådan er det her.« Det skulle klubben nok ordne, hvis der opstod et problem. Så havde de en kontakt, de kunne ringe til.

- Det var en kæmpe kontrast til Danmark. Og på den måde var det nok ikke det fedeste for min hustru og min søn. Der var ærlig talt ikke styr på så meget. Jeg fik også fortalt, at jeg ville få mulighed for at komme hjem til Danmark og hjælpe med at pakke lejligheden ned, men da jeg havde skrevet under på kontrakten, var der kamp dagen efter. Der var sgu ikke tid til at komme hjem. Min første fridag fik jeg så efter halvanden måned. Det var – isoleret set – fint nok for mig som fodboldspiller, men for min familie var det hårdere.

Den tyrkiske fodboldkultur levede op til alle forventninger: Kampene i den tyrkiske Süper Lig blev spillet på store stadions, mod store navne og foran tusindvis af tilskuere i en hektisk atmosfære. Og Pierre Kanstrup »havde sgu ikke regnet med«, at han »skulle spille på så store stadions og mod så prominente navne«. Men det gjorde han altså, og han nød det i fulde drag.

Resultaterne på banen var dog en anden snak, og oprykkerne fra BB Erzurumspor måtte efter en enkelt sæson i den bedste række ned igen. Og med ét blev Pierre Kanstrups oplevelse med tyrkiske fodbold en anden.

- Vi endte desværre med at rykke ned. I den næstbedste række må der kun være fem udlændinge i truppen, og vi var tolv, begynder Pierre Kanstrup om starten på slutningen.

- Jeg var en af dem, der blev vejet og fundet for let. Og så udviklede tingene sig en smule. Jeg kunne godt se, at jeg skulle finde noget nyt. Men omvendt var min aftale så god, at jeg ikke ville finde noget andet for enhver pris, fortæller Pierre Kanstrup, der siden modtog en række tilbud.

- Det første tilbud, jeg fik, var, at jeg kunne få lov til at forlade klubben, hvis jeg betalte dem 100.000 euro, og frasagde mig min juniløn og den resterende del af min kontrakt, der løb et år endnu.

- Jeg syntes ikke, det gav mening, at jeg skulle betale penge for at komme ud af en kontrakt, hvor jeg havde en masse penge til gode. Jeg takkede selvfølgelig nej. Det resulterede i, at jeg blev sendt ud på en anden bane, end den hvor holdet trænede, og blev sat til at løbe rundt om banen.

- Næste tilbud var en lønnedgang på 66 procent. Sagde jeg ja, ville jeg blive en del af truppen igen. Det takkede jeg også pænt nej tak til. Som modsvar tilbød jeg, at jeg ville forlade klubben, hvis jeg fik seks måneders løn med af de 12, jeg jo havde til gode. Det satte himmel og hav i bevægelse inde på det præsidentkontor. Jeg er ikke blevet råbt ad på den måde de sidste ti år.

Pierre Kanstrup arbejdede hårdt, undgik at komme på kant med nogen og gjorde alt, han var kontraktligt forpligtet til. For i det, han beskriver som »en krig mellem klubben og de uønskede spillere«, handlede det om ikke at misligholde kontrakten.

Derfor allierede spillerne sig med spillerforeninger, agenter, advokater og andre rådgivere – heriblandt Spillerforeningen, hvor Kanstrup er medlem.

- Vi bad om skriftlig tilladelse, når vi fik at vide, vi havde fri, så de ikke kunne komme og sige, at vi brød nogen regler eller ikke havde fri alligevel. Vi endte med at få et officielt brev med træningstider. Og så løb vi rundt om den bane i en måned og ti dage. Uden at spille fodbold og uden at være i kontakt med den trup, vi burde være en del.

- Det var da ikke sjovt. Men jeg havde den indstilling til det, at det var det, jeg var i. Og så måtte jeg få det bedste ud af det. Jeg holdt mig på god fod med alle, så godt som jeg kunne. Gjorde, hvad der blev sagt, og slugte nogle kameler.

En af de kameler var at bo under kummerlige forhold, da holdet i opstarten var på træningslejr i klubben. Her var holdet samlet 24/7 og boede på hotel. Det vil sige, det gjorde alle de andre. Pierre Kanstrup og de andre udlændinge, klubben ville af med, boede under anderledes forhold.

- Jeg blev smidt ud af førsteholdets tilhørssted i klubben. Jeg kan leve under mange kår. Men jeg har aldrig været så ulækkert et sted før. Der var beskidt. Virkelig beskidt. Det første, vi gjorde, var at købe gummihandsker og rengøringsmiddel og gøre rent i fire timer. Men der var stadig beskidt. Og der var stadig bed bugs. Der var virkelig ikke særlig lækkert, fortæller Kanstrup om forholdene, som han og de andre uønskede spillere levede under i knap tre uger.

Når man som spiller kommer til en ny klub – særligt i et nyt land – er der en lang liste med praktiske ting, der skal ordnes. For eksempel bolig, bil og bank. Når man, som det er tilfældet for Pierre Kanstrup, har en lille søn, er der også punkt på den liste, der hedder vuggestue.

Heldigvis er klubberne som oftest gode til at hjælpe med de praktiske udfordringer. Det var de også i BB Erzurumspor, som blandt andet hjalp med at finde en institution til Kanstrups søn. Noget, der dengang var en stor hjælp, men som endte med at blive præsidentens ultimative trumf.

For da Kanstrup stod på sine rettigheder, og han ikke makkede ret, som den tyrkiske klub havde håbet på, blev bissen skruet på.

- Situationen var uholdbar for begge parter. Derfor indkaldte præsidenten til møde. Han kom med endnu et tilbud. Tog jeg ikke imod det, ville han indkalde til pressemøde og fortælle medier og fans, at jeg var grådig, og at jeg kun var ude på at ødelægge klubben. Jeg syntes, det var ærgerligt, at vi skulle derud, men det havde jeg det fint nok med. Og det fortalte jeg ham; at jeg var ligeglad, og det kunne han bare gøre. Jeg vidste, at jeg havde retten på min side.

- Det var surrealistisk. Jeg sad dér og forhandlede en opsigelse gennem en tolk med en præsident, der råbte og skreg. En tolk, der jo var ansat af klubben, men som jeg gennem det seneste halve år havde fået et tæt forhold til, fordi al kommunikation var gået igennem ham. Og jeg kunne godt se, at det var akavet for ham.

- Det hele endte ud i, at han sagde, at han hverken kunne garantere for min eller min families sikkerhed. Jeg spillede ligeglad og svarede; »så bliver jeg bare. Det er ikke noget problem, vi skal nok klare os.«

Det ville præsidenten ikke acceptere. Og så smed han trumfen.

- »Hvis du ikke accepterer mit tilbud, kan jeg ikke garantere for din søns sikkerhed.« Da han sagde det, kunne jeg godt mærke, at nu var det nok. Det kom pludselig meget tæt på. Klubben havde jo sørget for pladsen i vuggestuen. Det kan sagtens være, der aldrig ville ske noget. Men tanken om, hvad der kunne ske min søn; at vi afleverede ham til smilende pædagoger, der, når vi havde afleveret, låste ham alene inde i et mørkt rum i timevis… man ved jo ikke, hvad der kunne ske. Det er et tænkt scenarie. Men tingene blev sagt, og så meget er penge ikke værd. Så jeg snakkede med min agent og sagde; »vi skal ikke være her mere – vi skal finde noget andet«.

Opholdet i Erzurum er et overstået kapitel for Pierre Kanstrup og familien. Da den danske fodboldspiller sagde, at han ville væk fra Tyrkiet, havde agenten allerede en udvej klar.

- Den dag, jeg ringende til min agent, fortalte han, at han lige havde snakket med Vålerenga. Der var et tilbud, så hvis jeg ville ud af min aftale i Tyrkiet, kunne vi gøre det med sindsro, fordi jeg havde noget andet på hånden. Så det var en no-brainer: Det er en stor klub i Norge, de har været interesseret før, og min hustru syntes også, det var en god idé.

På bagkant af en omgang tyrkisk bureaukrati, hvor Kanstrup bl.a. skulle skrive under på, hvilken underskrift han ville bruge til at underskrive opsigelsesaftalen, er han og familien kommet på plads under lidt mere civiliserede og genkendelige forhold i Oslo. Herfra kan de se tilbage på et begivenhedsrigt år, der end ikke er slut endnu.

- Det har været et hektisk 2019, der har krævet omstillingsparathed af os som familie. Men også et spændende 2019. Jeg vidste godt, at det her kunne forekomme, når man tager til Tyrkiet, så det er ikke fordi, den del kommer som et kæmpe chok for mig. Men når man lige står i det, er det selvfølgelig lidt anderledes, end når man sidder på afstand og tænker scenariet.

- Når jeg kigger tilbage på afslutningen i Tyrkiet, synes jeg, det er lidt sjovt. Det er nogle krejlere. Røvere og banditter, der gør tingene på en knap så pæn måde. Det mest bizarre er, at vi endte med at skilles som okay venner. Præsidenten var sikker på, at de ville rykke op igen, og så skulle de nok ringe. Det er så surrealistisk at sige, når man kort forinden har truet min familie.

Den slags trusler bliver Pierre Kanstrup næppe udsat for igen. Det overgår trods alt de færreste. Det sker kun de færreste steder. Et af dem er altså Tyrkiet, kan vi konkludere. Alligevel er Kanstrup ikke afvisende over for et skifte tilbage til tyrkisk fodbold. Og han vil heller ikke kategorisk fraråde andre at gøre det.

- I en klub som Erzurumspor bliver du behandlet som en konge, selvom du ikke er det. I hvert fald når det går godt. Når det går dårligt, kan du opleve det, jeg har oplevet.

- Det skal ikke lyde som om, jeg er komplet idiot og vil tage tilbage til Tyrkiet for enhver pris. Jeg siger bare, at der er nogle fede oplevelser, som jeg ikke vil være foruden. Jeg er ærgerlig over, at vi rykkede ned, og at jeg ikke kunne blive der, men jeg er også glad for at være kommet væk fra et sted, hvor jeg til sidst ikke var ønsket, slutter Pierre Kanstrup, der har kontrakt med Vålerenga året ud.