09. 01. 2019

Studiejob: Er du vores kommende fodboldjurist?

Spillerforeningen søger stud.jur. Stillingen giver indblik i nogle af de interessante juridiske sager i dansk fodbold. Du vil få ansvaret for aktuelle og håndgribelige sager og derigennem blive klædt på til de praktiske udfordringer, som det moderne arbejdsliv kræver. Der er ansøgningsfrist den 3. februar 2019.

Spillerforeningen, elitefodboldspillernes fagforening, søger en jurastuderende som studentermedhjælper med start 1. marts 2019

Arbejdet i Spillerforeningen er en unik mulighed for et studiejob, hvor du ved at få ansvaret for nogle meget aktuelle og håndgribelige sager bliver klædt godt på til de praktiske udfordringer, som det moderne arbejdsliv kræver.

Som stud.jur. i Spillerforeningen vil du få indblik i nogle af de interessante juridiske sager i dansk fodbold. Når fodboldspillere oplever, at deres kontrakter bliver misligholdt, eller når der skal udarbejdes processkrifter til principielle sager om fremtiden i dansk fodbold, har du som Spillerforeningens sagsbehandler en vigtig rolle sammen med det øvrige juridiske team.

I samarbejde med Spillerforeningens jurister vil du blandt andet komme til at stå for behandlingen af danske fodboldspilleres skadessager og forsikringssager.

Samtidig stræber Spillerforeningen efter at have en udadvendt profil, hvor indholdet af de forskellige retssager og forhandlinger løbende offentliggøres til fodboldens interessenter.

Som et led i arbejdet vil du udvikle dine faglige kompetencer gennem et samarbejde med Spillerforeningens eksterne advokatkontor og øvrige eksterne rådgivere.

Du refererer til Spillerforeningens direktør, Mads Øland, og vil komme til at arbejde i team med Spillerforeningens jurister og øvrige stud.jur’er.

Kvalifikationer

  • Interesse for forsikringsret, ansættelsesret, arbejdsret, sportsret og obligationsret
  • Gerne mere end 2 år tilbage af studiet
  • God til skriftligt dansk
  • God til engelsk i tale og skrift og gerne fransk
  • Fodbold- og sportsinteresseret
  • Selvstændig, servicemindet og udadvendt

Arbejdstid og -vilkår

Start februar/marts 2019. 15 timer pr. uge, fordelt på 3-5 arbejdsdage pr. uge, der fastlægges for et semester ad gangen. Overarbejde kan periodevist forekomme.

Ferie placeres fleksibelt i forhold til dine ønsker og Spillerforeningens opgavepukler i årets løb.
Den månedlige aflønning er kr. 8.000 inkl. pension. Aflønningen fordeles med en løndel på kr. 7.200 pr. md., hvortil lægges kr. 800 pr.md. i pension.

Spørgsmål kan rettes til chefjurist Anne Jakobsen på 29 91 47 01 og anne.jakobsen@spillerforeningen.dk.

Ansøgning sendes til chefjurist Anne Jakobsen på anne.jakobsen@spillerforeningen.dk senest søndag den 3. februar 2019. Der indkaldes løbende til jobsamtaler.

Dokumentation for eksamensresultater til dato vedlægges i kopi.

Om Spillerforeningen

Spillerforeningen er fagforeningen for fodboldspillerne i Danmark og danske udlandsprofessionelle. Vi arbejder for at sikre, at spillerne arbejder under rimelige vilkår. Derfor hjælper vi spillerne med alt fra feriepenge og pension til forsikringer og skadesager.

Spillerforeningen beskæftiger til dagligt 18 mand, og medlemmerne spænder fra Christian Eriksen og Pernille Harder til profiler i 2. Division.

Tilbage