13. 05. 2019

Superligaanførere: En god bane giver os lyst til at spille

Igen i år er MCH Arena løbet med Den Gyldne Greb – beviset på, at græstæppet i Herning er Danmarks suverænt bedste at spille fodbold på. Og spørger man et lille udpluk af de mange anførere, der siden sæsonens første spillerunde har kvitteret med topkarakterer til midtjydernes hjemmebane, er en god bane først og fremmest ikke noget, man skal undervurdere – hverken som spiller eller tilskuer, eller noget, som er en selvfølge i Danmarks bedste liga.

Spørger man OB’s Janus Drachmann, der er en af de mange anførere, som har været med til at stemme FC Midtjyllands hjemmebane til den flotte titel igen i år, står en god bane blandt andet højt på listen over ting, der øger arbejdsglæden som fodboldspiller.

- Det betyder rigtig meget med en god bane. Den glæde man får i kroppen inden en kamp, når man kommer ind og ser banen, og det bare er en god bane – det giver én så meget mere energi og lysten til at gå ud og spille fodbold. For hvis forholdene er gode, kommer der som regel også et bedre output, forklarer Janus Drachmann.

Forudsætningerne for bedre fodbold er større på en god bane, og det må alt andet lige også betyde, at der kommer flere mennesker på stadion

At banens tilstand påvirker spilleglæden, er Jonas Brix-Damborg enig i. Som anfører i Hobro, der har en af sæsonens dårligste baner, kender han kun alt for godt til følelsen af at skulle arbejde på og med en bane, der ikke lever op til dét, man kan forvente.

Læs også: MCH Arena er Danmarks Bedste Bane 2018/2019

- Vi har kæmpet rigtig meget med vores bane – den har været rigtig, rigtig dårlig. Det har også betydet, at vi har måtte tænke over det; både til træning og til hvordan vi skulle gribe kampene an. Man skal jo omlægge hele sit spil. Alle de simple ting bliver svære - alt bliver faktisk lidt sværere på en dårlig bane. Det betyder, at man har svært ved mange af de ting, som man gerne vil. Har man en god bane, er der ikke så mange undskyldninger – der er bare bedre forudsætninger for god fodbold, fortæller Jonas Brix-Damborg og fortsætter:

- Man får helt afgjort mere lyst til at spille fodbold, når man kommer ud til en lækker bane. Når man som udehold kommer til vores bane og ser den, er det måske ikke den største lyst til at spille, der melder sig. Så er det sgu sjovere at komme i Parken eller Midtjylland… eller AaB for den sags skyld – de har også haft en god bane. De steder er der forudsætninger for godt spil.

Flere folk på stadion

Mens både klipning, hårdhed og den rette mængde græs og vand er vigtigt for spillernes arbejdsplads og spilleglæde, er banens tilstand samtidig vigtig for tilskuere. I hvert fald hvis man spørger de to anførere. De mener, at tilskuerantallet til Superligakampene kunne forbedres, hvis også banernes beskaffenhed blev opprioriteret.

Læs også: Baneordbog: Forstå håndværket bag Danmarks Bedste Bane

- Jeg tror, at banen indirekte har en effekt på tilskuertallet. Som sagt synes jeg, at forudsætningerne for bedre fodbold er større på en god bane, og det må alt andet lige også betyde, at der kommer flere mennesker på stadion, fastslår Jonas Brix-Damborg, der bakkes op af OB-kaptajnen:

- Først og fremmest synes jeg, det er vigtigt at huske på, at vi er en del af underholdningsbranchen. Vi taler så meget om at få flere folk på stadion og det ene og det andet, og det er trods alt lettere, hvis forholdene er gode. Så en god bane betyder sindssygt meget. Ikke kun for os spillere, men også for alle dem, der kommer for at se os spille. De kommer jo ikke for at se folk spille fodbold på sådan en pløjemark, hvor man ikke kan aflevere til hinanden eller spille simpelt, siger Janus Drachmann.

Ærgerligt, det ikke er i orden

Der er langt mellem top og bund, når det handler om banekvalitet. Mens MCH Arena i år sikrede sig en gennemsnitlig score på 4,5 point ud af fem mulige, fik Superligaens dårligst bedømte bane kun en score på 1,6. Og tager man et kig på den samlede opgørelse, er det langt fra størstedelen af banerne i den bedste danske liga, der lever op til forventningerne fra spillerne.

Det er den bedste bane i Superligaen. Den er altid god, og jeg synes, det er fortjent, at den vinder igen

- Jeg synes, niveauet er meget omskifteligt i Superligaen. Det er så forskelligt fra sæson til sæson, hvor mange baner der er gode. I år er det måske halvdelen af banerne i Superligaen, der er gode – og den anden halvdel er bare ikke gode nok, fortæller Janus Drachmann.

Læs også: Jakob Poulsen, Simon Skou Jakobsen og Thomas Lindrup debatterer danske baneforhold

- Når kampen går i gang, er det jo ens for alle, og så er det bare sådan det er; men inden kampen påvirker det én, fordi man går og taler om, hvordan det kan være, at banen ikke er bedre og det ene og det andet. Det er synd. Jeg ved godt, at det er svært med vejret – og at alle klubber måske ikke har penge til at investere i banerne, men det er ærgerligt, at det ikke bare er i orden alle steder.

Fortjent sejr

Begge anførere er dog – sammen med størstedelen af de resterende Superliga-anførere – enige om, at Midtjydernes hjemmebane fuldt ud har fortjent titlen som Danmarks Bedste Bane i denne sæson.

- De gange vi har været der, står den bane bare snorlige. Tilpas med græs og tilpas hårdhed. Der er ikke noget, der vender forkert. Der er sgu ikke noget at sætte en finger på – alt er bare, som det skal være, siger Jonas Brix-Damborg om arenaen i Herning, og Janus Drachmann tilføjer:

- Ligegyldigt hvilken årstid man er deroppe, så er der altid græs over hele banen. Den er tætklippet, den er vandet, og den er fast. Det er den bedste bane i Superligaen. Den er altid god, og jeg synes, det er fortjent, at den vinder igen. Jeg ved også, at de bruger en del tid på den.

Tilbage

SENESTE NYT

16.07.2019

»Man kan jo ikke blive ved med at gå på cafe hver dag«

LÆS MERE
12.07.2019

Superligaen i tal: Danske vs. udenlandske spillere

LÆS MERE
05.07.2019

Fanget i kaos: Trusler, manglende løn og nægtet adgang i klubben

LÆS MERE
05.07.2019

Maria Lindblad: Spillerforeningen har vist mig tillid

LÆS MERE
03.07.2019

Reaktion på DIF's udmelding om at droppe sagen mod FC Roskilde-spillerne

LÆS MERE
24.06.2019

Status på Spillerforeningens hjælp til FC Roskilde-spillerne

LÆS MERE