20

Artikel20.3.2020

Jeppe sender tanke til de udenlandske spillere

Corona-krisen har gjort telefonen rødglødende hos Viborg FF’s anfører, Jeppe Grønning. Han forsøger at holde humøret oppe hos sine udenlandske holdkammerater, der lige nu kan føle sig rigtig langt væk hjemmefra.

Af Dan Hirsch Sørensen

Han keder sig ikke. For der er rigeligt at se til med hus, kone og en søn på halvandet år. Også selv om han er blevet frarøvet sin normale hverdag.

- Det er en anden hverdag. Selvfølgelig mangler jeg fodbold helt vildt, men der er ting, der er vigtigere end fodbold lige nu. Hele den her situation er nok noget nemmere for os, der har familier kontra de udlændinge, der bare er kommet til Viborg for kun at spille fodbold. Det kan godt blive nogle lange dage for dem, for fodbolden fylder normalt hele deres hverdag. De kan jo ikke engang få lov at rejse hjem til deres familier, for vi ved ikke, hvornår vi pludselig skal i gang igen, fortæller Jeppe Grønning, anfører for Viborg FF.

Samfundssind er et flittigt brugt begreb i disse corona-krisetider. Også Jeppe Grønning føler et særligt ansvar.

- Som anfører spiller jeg en særlig rolle. Ikke mindst i en særlig tid. Jeg tænker meget på de udenlandske spillere og giver dem tit et kald i disse dage for lige at høre, hvordan de får dagene til at gå. Så ved de også, at der er åbent i den anden ende. De ved, jeg er der, og de kan bare ringe. Og jeg må sige, at der er godt gang i telefonen, for jeg er også bindeleddet til klubben, når der kommer nye informationer til truppen, siger Jeppe Grønning.

Ligesom de fleste andre synes Viborg-anføreren også, at det er en meget speciel situation. Alle spillere har fået et program med hjem, som de skal følge for at holde sig i form.

- Jeg synes, det er det eneste rigtige at suspendere fodbolden på ubestemt tid, men det er meget underligt. Normalt er fodboldverdenen meget skemalagt. Vi ved præcis, hvornår vi skal stå hundrede procent klar til næste kamp. Det ved vi ikke nu, og det er underligt. Selvfølgelig klarer vi det, men igen tænker jeg der mest på de udenlandske spillere. De er her altså kun for fodbold, så det kan godt være en social og mental udfordring oveni for dem også, understreger Jeppe Grønning.

Interviewet med Jeppe Grønning er foretaget den 18. marts 2020.

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.