31. 05. 2021

23-årigs kamp for karrieren

Psykologhjælp, skadeshjælp, uddannelseshjælp. Ung fodboldspiller har haft brug for at trække på det hele i en omtumlet fodboldkarriere mærket af store skader.

AF DAN HIRSCH SØRENSEN

Han burde være langt nede. Og har da også været det. Lige da corona ramte, blev Marcus Stuhaug Backmann ramt af en korsbåndsskade. Den anden vel at mærke.

- Det var en sort tid. Det vil jeg godt indrømme.

23-årige Marcus Stuhaug Backmann har som mange andre unge fodboldspillere en drøm, de kæmper for dag ud og dag ind. Som U19-spiller i Lyngby var drømmen også at blive en del af førsteholdet. Han blev i ny og næ hevet op for at træne med ”de store drenge.” Men i oktober 2016 i en kamp for U19-holdet knækkede knæet pludselig sammen under talentet. Korsbåndsskaden tumlede han med i halvandet års tid, fordi der hele tiden blev ved med at opstå komplikationer.

- Det var et hårdt slag. Det var det virkeligt, husker Marcus Stuhaug Backmann.

Sammen med Spillerforeningens jurister fik han hjælp til at køre en arbejdsskadesag. Efter tre år blev han tilkendt en méngrad.

- Det var en kæmpe hjælp. I mit hul var der ind imellem ret sort, og jeg magtede heller ikke selv at holde styr på alle paragraffer og papirer. Den hjælp sætter jeg virkelig pris på, siger Marcus Stuhaug Backmann.

Ny knæskade

På den anden side af skaden og erstatningssagen stoppede trængslerne desværre ikke for den unge fodboldspiller. Han er på nippet til et gennembrud, synes han selv, da Lyngby rykker op i Superligaen i sommeren 2019. Ved kontraktudløb vælger han alligevel at skifte til Nykøbing FC, og efter kun 14 dages træning i den nye klub, bliver Marcus Stuhaug Backmann ramt af en ny korsbåndsskade i det andet knæ.

- Så måtte jeg på den igen med ny skadessag og alt muligt andet. Heldigvis kunne jeg igen trække på juristerne i Spillerforeningen igen. Men pludselig blev jeg også ramt mentalt, for endnu en korsbåndsskade satte godt nok gang i mine karriere-overvejelser. Jeg røg i et hul. Det må jeg erkende, fortæller den 23-årige fodboldspiller.

Psykolog hjalp ham op igen

Via 4player blev han sat i forbindelse med en psykolog. Fire til fem samtaler fik ham på sporet igen.

- Det er altid godt at snakke med én udenfor ens familie eller vennekreds. Det hjalp mig meget, og det er en fantastisk mulighed, som jeg gerne vil anbefale andre, hvis man tumler med et eller andet, understreger Marcus Stuhaug Backmann.

Tankerne kredsede omkring livet efter fodbold. Selv om der forhåbentligt er mange år endnu.

- Men jeg var jo ikke dengang sikker på, at jeg ville være i stand til at genfinde mit niveau efter to korsbåndsskader. Så jeg begyndte at spekulere på, hvad jeg ellers kan tage mig til, fortæller han.

Tilbage til skolelivet

Tanken har strejfet ham, om han bare skulle give op. Kaste håndklædet i ringen og fløjte sin egen lille personlige kamp af for at komme tilbage på fodboldbanen.

- Men jeg har jo dedikeret mit liv til fodbold. Siden jeg var fire-fem år gammel, har det jo været fodbold, der har stået som mit største mål i livet. Jeg har ofret så meget i min folkeskole- og gymnasietid for at jagte drømmen, så derfor er jeg heller ikke parat til at sige stop endnu, siger Marcus Stuhaug Backmann.

Til sommer er det et år siden, at han begyndte at læse erhvervsøkonomi og filosofi på CBS. En vej, som 4player også hjalp ham ind på.

- Jeg har mange gange under det her skadesforløb tænkt, hvem jeg egentlig er, hvis jeg ikke har min fodbold. Men det at begynde at studere ved siden af har hjulpet mig med at kunne se andre og nye sider af verden. Det er rart at møde andre mennesker, som ikke kun interesserer sig for fodbold.

Får renset tankerne

Og især i perioden her med genoptræning har det gjort Marcus Stuhaug Backmann godt at have andet at tage sig til.

- Fodbolden har været det primære rigtig længe. Det har hjulpet meget at have noget andet at fokusere på. Ens tanker kan hurtigt komme til at handle om fodbold 24-7, og det kan altså være belastende, når det ikke lige kører efter en snor. For mig har det været rart at få renset mine tanker med noget økonomi og filosofi.

Marcus Stuhaug Backmanns kontrakt med Nykøbing FC løber ud i sommeren 2023. Han håber, at han igen kan spille en rolle på fodboldbanen omkring sommer.

- Jeg har haft så mange bump på vejen. Nu håber jeg bare, at det bliver min tur til at få lidt medvind, siger han.

Tilbage

SENESTE NYT

08.09.2021

Spillerforeningen indgår samarbejde med Liiteguard: Giver medlemsfordele på performanceprodukter

LÆS MERE
20.08.2021

Nicoline Sørensen fik tag på udlandstilværelsen i andet forsøg

LÆS MERE
18.08.2021

57: Mads Bech Sørensen om udlandsskifte, ensomhed og succes

LÆS MERE
17.08.2021

»I starten følte man lidt, man måske ikke helt hørte til«

LÆS MERE
16.08.2021

4player sætter fokus på mental resiliens for at understøtte fodboldspilleres mentale sundhed

LÆS MERE
12.07.2021

Nye regler for klubskifter for amatørspillere

LÆS MERE