27. 04. 2021

Tvivlen blev gjort til skamme: Skiftet til Rayo Vallecano har været »godt, sundt og overraskende nemt«

Det ene øjeblik var hun oppe at køre. Det næste øjeblik kunne hun bryde sammen. Starten på Sille Strucks udlandseventyr var en følelsesmæssig rutsjebanetur. Nu stortrives hun. Her fortæller hun sin historie.

AF MICHAEL HEHR

Hun var i tvivl. »Virkelig, virkelig meget i tvivl« endda. For den dengang 21-årige Sille Struck havde ikke forestillet sig, at hun skulle forlade FC Thy-Thisted Q, hvor hun havde skrevet en – i kvindefodbold – relativt lang kontrakt på to og et halvt år.

Men hendes agent, der har gode spanske kontakter, var i dialog med Rayo Vallecano. Madrid-klubben fra den bedste spanske række ville have den danske midtstopper. Og de var klar til at købe hende fri af kontrakten. Noget, der ikke just er hverdagskost i kvindefodbold.

- Jeg fik at vide, tre uger inden jeg skiftede, at der var en klub, der virkelig ville have mig, og som ville købe mig fri. Men jeg var så meget i tvivl. »Kunne jeg holde ud at sidde i en lejlighed i Madrid?« »Ville jeg komme til at spille?« »Hvad hvis de var alt for gode?« »Hvad nu hvis jeg slet ikke kunne lide at være der?«

- Jeg er virkelig et tryghedsmenneske, så der var rigtig, rigtig mange ting, jeg skulle have styr på inde i mit hoved, fortæller Sille Struck i Spillerforeningens podcast, ’Spiller til Spiller’.

 

Tog Spillerforeningen med på råd

En anden faktor, der bidrog til forvirringen, var den alstedsnærværende corona-pandemi. For ville ligaen overhovedet blive gennemført? Og hvad nu, hvis hun ikke kunne få besøg af familie og venner, og hun heller ikke selv kunne rejse den anden vej?

- Den ene dag tænkte jeg; »det skal jeg bare gøre«. Den næste dag tænkte jeg; »det tør jeg ikke«, husker den nu 22-årige Sille Struck.

I jagten på afklaring vendte hun sine muligheder med alle, hun kunne komme i tanke om. Hendes forældre, veninder, bedsteforældre, træner og holdkammerater.

Læs også: Jagten på udvikling sendte Amalie Thestrup til Roma og Liverpool

- Og til sidst var jeg næsten afklaret. Og så ringede jeg til Thomas (Lindrup, red.) fra Spillerforeningen. Han spurgte mig: »Hvis du siger nej nu, tror du så, at du igen får et tilbud om at blive professionel fodboldspiller i Spanien, hvor de vil købe dig fri af din kontrakt, og hvor du kan tage af sted nu, og alt er klar til dig?«

- Og så spurgte han mig: »Hvad er det værste, der kan ske? Det er ni måneder, du skriver, så hvad er det værste, der kan ske?«

Samtalen med Spillerforeningens chef for spillerrådgivning og den efterfølgende refleksion gav Sille Struck det sidste skub.

Hun skrev under på kontrakten med Rayo Vallecano. En underskrift, der gjorde hende til en af de godt 40 danske, kvindelige fodboldspillere, der i skrivende stund træder sine støvler i en udenlandsk klub. Og som endegyldigt effektuerede den første transfer i FC Thy-Thisted Q’s historie.

Fra himmel til helvede på et øjeblik

Fra Sille Struck satte sin signatur på kontrakten, havde hun ti dage til at møde op i Vallecas. Ti dage, indtil hendes hverdag endegyldigt blev vendt på hovedet, og den drøm om et skifte til udlandet, der med årene var kommet snigende, gik i opfyldelse.

Men Sille Struck havde ikke travlt med at komme afsted. Tværtimod.

- Jeg ville vente til den tiende dag, før jeg tog herned. Men så var mine forældre sådan; »nej, nu skal du afsted.« Så gik der to dage, og så tog vi afsted.

- Jeg have ondt i maven, og jeg vidste ikke, om det var det rigtige for mig, husker den tidligere ungdomslandsholdsspiller, der havde sin far ved sin side i flyet til Madrid.

Jeg kan godt mærke, at jeg har været vant til en sindssygt pakket hverdag, og nu har jeg bare en hverdag, hvor det eneste, jeg skal, er at være klar til at træne. Nogle gange kan det være hårdt ikke at have andet

Makkerparret blev modtaget i lufthavnen af Sille Strucks nye træner og en anden repræsentant fra klubben, der viste dem vej til stopperens nye hjem. Dér gik det for alvor op for forsvarsspilleren, at en ny tilværelse ventede.

- Den første uge, da min far var her, var jeg den ene dag helt oppe at køre, og det var bare det fedeste, og jeg skulle spille min første træningskamp, og jeg kunne få debut mod Real Madrid ugen efter. Det var virkelig fedt. Og det næste øjeblik kunne jeg bryde fuldstændig sammen, husker hun om den turbulente tid.

Den følelsesmæssige rutsjebanetur fik sin ende, da faderen rejste hjem. »Der skete et eller andet«, da hun stod på egne ben. Og der var intet, der talte imod, at det ikke skulle blive godt, ræssonerede hun for sig selv:

- »Pigerne er søde, jeg har en fin lejlighed, vejret er godt, det var virkelig fed træning og højt niveau, så der er ikke noget, der taler imod, at det her skulle blive godt, så nu gør du det bare, og nu giver du det en ordentlig chance.« Så gik den første uge, og så er det bare kørt, fastslår Sille Struck.

Ni trænere, bedre løn og større pres

Når Sille Struck møder ind til træning på Rayo Vallecanos træningsanlæg, adskiller det sig en smule fra det, hun er vant til. For det første er der ni trænere til hver træning. En teknisk træner, fysiske trænere, afslutningstræner og så videre.

Lønnen er også bedre. Men den største forskel er, at hun nu er fuldtidsprofessionel.

- Derhjemme var jeg på arbejde fra 7-15 i en børnehave, så var jeg lige hurtigt hjemme og sluge noget mad, så tog jeg min bil og kørte til træning i Thisted, som var en time og et kvarter væk. Så spiste jeg aftensmad på vej i bilen, gik i seng, og så gjorde det samme dagen efter. Sådan er det jo bare derhjemme, siger Sille Struck, der ikke savner sin gamle hverdag.

- Alle, der har spillet i Kvindeligaen i mange år og føler sig klar, de har sgu fortjent at komme ud og få sådan en oplevelse, hvor man kan nyde at spise fodbold. Hvor der er tid til at restituere, spise ordentligt, lave ordentligt mad, se video og alt det her, som man måske ikke havde tid til.

Hvis man nu ikke lige vælger Norge, Sverige eller England, hvor man enten kan snakke dansk eller engelsk, så helt klart at lære sproget. Det har virkelig været nøglen for mig

Og de professionelle rammer og den professionelle hverdag udvikler Sille Struck. Men hun mærker også et større pres.

- Jeg savner at have noget andet ved siden af fodbold. Jeg kan godt mærke, at jeg har været vant til en sindssygt pakket hverdag, og nu har jeg bare en hverdag, hvor det eneste, jeg skal, er at være klar til at træne. Nogle gange kan det være hårdt ikke at have andet.

- Det gør, at jeg kan fokusere. Men det gør også, at jeg skal præstere. Når jeg har så meget tid, så skal jeg være klar til hver træning, og jeg skal være klar til hver kamp. Man kan ikke sige »jeg er sgu lidt træt i dag, jeg har været på arbejde hele dagen«.

- Så det stiller krav til én, men det er også krav, man sagtens kan opfylde, fordi man har tiden til at gøre det hele ordentligt, siger Sille Struck, der i øvrigt planlægger at genoptage studierne til sommer.

Sproget var nøglen til succes

Historien om Sille Struck er historien om en spiller, der trives med sit udlandsskifte. Hun fremhæver flere parametre, der har været udslagsgivende for, at skiftet er blevet en succes. Og hun har flere, gode råd at give videre.

- For det første skal man vælge et sted, hvor de har en plan med én. Hvor man ikke bare er en tilfældig spiller, der skal udfylde en plads i truppen. Der skal være en plan med én.

- Der skal også gerne være udsigt til spilletid, for man kommer bare nemmere ind på et hold, hvis man spiller – og spiller godt. Så bliver man meget lettere accepteret.

Læs også: Ensomheden påvirkede Caroline Møllers præstationer: Psykologsamtaler og simple redskaber blev vendepunkt

- Og hvis man nu ikke lige vælger Norge, Sverige eller England, hvor man enten kan snakke dansk eller engelsk, så helt klart at lære sproget. Det har virkelig været nøglen for mig, fastslår hun.

Den nye tilværelse har ikke været uden problemer, men det kan man heller ikke forvente. Og i det lys betragter hun sit skifte som »godt, sundt og overraskende nemt«.

- Nu tænker jeg jo; »hold kæft, hvor brugte jeg meget tid, energi og kræfter på at være nervøs for noget, jeg slet ikke skulle være nervøs for.« Det ved jeg jo også nu. Verden er slet ikke så farlig, som man måske går og forestiller sig oppe i sit hoved, slutter hun.

Hør Sille Struck fortæller sin historie i ’Spiller til Spiller’, hvor du også kan høre:
- Hvad der har været den hårdeste periode, og hvordan hun tacklede den
- Hvordan hun vidste, at hun var klar til at tage skridtet til udlandet
- Hvad der skal ske, når kontrakten med Rayo Vallecano udløber
- Og hvorfor hun savner at have et studie ved siden af fodboldkarrieren

Du finder 'Spiller til Spiller' i Apple Podcast, på Spotify, via SoundCloud, eller hvor du ellers lytter til dine podcast.

Tilbage

SENESTE NYT

12.07.2021

Nye regler for klubskifter for amatørspillere

LÆS MERE
12.07.2021

»Har brug for al den træning, jeg kan få«

LÆS MERE
09.07.2021

Spillerforeningen søger jurist med speciale inden for forsikringssager

LÆS MERE
30.06.2021

Spillerne i Vendsyssel FF har ikke fået udbetalt løn

LÆS MERE
16.06.2021

Fokus på homofobi under EM-slutrunden

LÆS MERE
11.06.2021

Landsholdsspillere donerer millioner af deres EM-bonus til breddefodbold og fanaktiviteter

LÆS MERE