08. 02. 2021

Videnskabeligt studie konkluderer: Uddannelse kan forlænge din fodboldkarriere

Har uddannelse en positiv effekt på din fodboldkarriere? Ja, mener professor David Lavallee, som i et videnskabeligt studie konkluderer, at atleter, som forbereder sig til tiden efter deres aktive karriere, faktisk bliver længere tid i deres sport og kan opleve præstationsmæssige fordele. Det kommer ikke bag på superligaspiller Troels Kløve, der har mærket »mental energi og overskud«, efter han begyndte at studere sideløbende med sin fodboldkarriere.

Det er ikke alene godt for din transition at forberede dig til tiden efter sportskarrieren. Det kan faktisk også forlænge din karriere. Det er hovedkonklusion i et akademisk studie fra Australien, hvor professor David Lavallee har analyseret data på 632 spillere i den australske Rugby League over tre år.

Studiet viser, at de spillere, som aktivt forberedte sig til deres transition – altså på tiden efter deres sportskarriere – havde en længere ansættelse i deres klub, havde en længere sportskarriere og kunne opleve præstationsmæssige gevinster.

- Det er en fordel for den enkelte, det er en fordel for klubben, og det er en fordel for spillet totalt set, som professor David Lavallee bemærker i et videointerview med den internationale spillerforening, FIFPRO.

- Det er det første studie i verden, der faktisk beviser dette link. Set fra vores perspektiv er det et ’missed link’, forklarer han og fortæller samtidig, at han i fremtiden forventer, at der kommer endnu mere fokus på den holistiske tilgang på elitesportsudøvere, fordi det er der, man kan hente yderligere procenter.

»Studiet giver mentalt overskud«

Studiets resultat kommer ikke bag på OB-profilen Troels Kløve, der i sommer begyndte at studere sideløbende med sin professionelle fodboldkarriere. Han har selv mærket en positiv sidegevinst ved at have noget ved siden af fodbolden.

- Det giver mig noget mental energi og overskud, at der er noget andet uden for fodbolden, man kan fokusere på, siger 30-årige Troels Kløve og uddyber:

- Jeg tror, du bliver bedre til at have et fokus på det, du er i. Når du møder ind til træning, så er du 100 procent klar og ved, at den hedder fodbold de næste fire-fem timer, indtil du har fri. Og når du har studiet, så er du 100 procent til stede der. Jeg tror, det er sundt at lægge fodbolden lidt på hylden engang i mellem i sin fritid, siger Kløve, der dog understreger, at man sagtens kan studere uden at gå på kompromis med fodbolden.

- Selvfølgelig er det 100 procent den, vi lever og ånder for, men man skal også kende sig selv og vide, hvordan man restituerer mentalt godt. Jeg kan godt ærgre mig over, at jeg ikke er startet noget før på et studie, fordi jeg synes, det giver mig noget uden for banen og egentlig også i forhold til den her energi.

- Selvfølgelig er det også hårdt at tage en fodboldkamp og så dagen efter skulle studere. Men når du først kommer i gang, så glemmer du fodbolden lidt, og så giver studiet dig bare nogle andre målsætninger og nogle andre succeshistorier. Det kan være et fag, du får færdiggjort og får en fin karakter i. Det giver nogle små sejre uden for banen, som avler en masse energi. Det har jeg hvert fald kunnet mærke på mig selv. Det har givet mig mental energi og overskud, siger Troels Kløve.

»Vil give udøvere et bredere perspektiv«

I 4player, som er Spillerforeningens rådgivningsenhed, har de set på undersøgelsens konklusioner med stor interesse. De er løbende i kontakt med elitesportsudøvere, som ønsker at studere ved siden af. De glæder sig over dokumentationen for de positive sidegevinster ved at uddanne sig og noterer sig samtidig, at flere og flere danske fodboldspillere begynder at studere sideløbende med deres karriere.

- For 4player handler det om at hjælpe udøverne til at sætte fokus på den personlige udvikling i et bredere perspektiv, der rækker ud over det sportslige. Uddannelse kan være en vej til at udvikle på sine kompetencer på tværs af livsområder med positive perspektiver for både sportskarrieren og tiden, der følger efter, forklarer Rasmus Haagensen, direktør i 4player.

4player anslår, at mere end 360 aktive fodboldspillere er i gang med, eller har færdiggjort en videregående uddannelse. Det er en stigning på 10 % siden 2016.

Er du interesseret i at komme i gang med en uddannelse? Eller høre mere om dine muligheder? Tag fat i 4player på tlf. 3312 1128.

Om 4player

  • 4player er Spillerforeningens rådgivningsenhed, der delvist er finansieret gennem fodboldens overenskomst.
  • 4player hjælper medlemmer af Spillerforeningen, Håndbold Spiller Foreningen og Danske Elitesportsudøvers Forening og andre udøvere, der er dækket af overenskomsten
  • 4player hjælper sportsudøvere inden for uddannelse og personlig udvikling, job og karriere samt mental sundhed.
  • 4player indsatser dækker bl.a. over at afholde klubbesøg og afklaringssamtaler med udøverne, job og uddannelsessamtaler samt at tilbyde mental hjælp og support til udøverne.
  • Årligt afholder 4player arrangementer som ”Sportens Karrieredag”, ”Karriereskifteseminar” mm. for at understøtte dette arbejde.

Kilde: David Lavallee (2019) Engagement in Sport Career Transition Planning Enhances Performance, Journal of Loss and Trauma, 24:1, 1-8, DOI: 10.1080/15325024.2018.1516916

Tilbage

SENESTE NYT

12.07.2021

Nye regler for klubskifter for amatørspillere

LÆS MERE
12.07.2021

»Har brug for al den træning, jeg kan få«

LÆS MERE
09.07.2021

Spillerforeningen søger jurist med speciale inden for forsikringssager

LÆS MERE
30.06.2021

Spillerne i Vendsyssel FF har ikke fået udbetalt løn

LÆS MERE
16.06.2021

Fokus på homofobi under EM-slutrunden

LÆS MERE
11.06.2021

Landsholdsspillere donerer millioner af deres EM-bonus til breddefodbold og fanaktiviteter

LÆS MERE