04. 04. 2022

Mareridtsstart kan ende med guld

Det begyndte som lidt af et mareridt, men kan i juni ende som et eventyr for Jonas Bager, der kom skadet til sin belgiske sensationsklub, Royale Union Saint-Gilloise. I dag har han kæmpet sig ind på holdet og jagter sit første mesterskab, mens Spillerforeningen har kørt hans skadesag.

AF MARTIN DONS

Det var ikke med støvlerne i hænderne, men med støtte fra krykker, at Jonas Bager første gang mødte sine nye holdkammerater i Royale Union Saint-Gilloise i sommeren 2019.

For kort efter, underskriften var på plads med belgierne, lå han i store smerter i det italienske græs – skadet i den sidste træning inden U21-landsholdets sidste kamp ved EM.

- Det var forfærdeligt at tænke på, at jeg lige havde skrevet under med min belgiske klub, og så skulle jeg møde ind med en ankelskade, siger Jonas Bager.

Jeg kunne mærke, det var alvorligt, så jeg vidste, at skaden skulle anmeldes, og der skulle køres en skadessag. Derfor tog jeg fat i Spillerforeningen

Det gav en svær start på udenlandseventyret.

- Jeg prøvede at se positivt på det, men man ved godt, at det handler om at give et godt førstehåndsindtryk og at komme skadet til ny klub er aldrig godt. Og de sociale relationer kunne man slet ikke danne, som hvis man var på banen. De første to-tre måneder sad jeg alene i fitness med en fysisk træner.

Rakte hurtigt ud efter hjælp

Det første år i Belgien blev nærmest stjålet fra Jonas Bager, der kun nåede seks kampe. Oveni genoptræningen kørte også en skadessag. Her var forsvarsspilleren dog hurtig til at alliere sig med Spillerforeningen.

- Jeg kunne mærke, det var alvorligt, så jeg vidste, at skaden skulle anmeldes, og der skulle køres en skadessag. Derfor tog jeg fat i Spillerforeningen, og det var dejligt at have dem på min side. Så kunne jeg fokusere på at blive klar igen og spille fodbold, og så skulle jeg kun videregive dokumenter og fremskaffe det, jeg blev bedt om. De ved, hvilke dokumenter forsikringsselskabet skal bruge.

- Det fjerner noget af fokus fra genoptræningen, hvis man skulle sidde med skadessagen selv. Og man ville ikke have den ekspertise, som juristerne derinde sidder med. Vi er jo ikke jurister men fodboldspillere, så det skal vi bruge vores krudt på, og så sidder der heldigvis andre, der kan tage sig af den juridiske del.

Oveni den forsikring, kontraktspillere har gennem overenskomsten, havde Jonas Bager valgt en top-op på den.

Hvis jeg havde valget mellem at være skadefri eller have pengene, ville jeg alle dage betale pengene tilbage

- Jeg lavede en top-op på min forsikring, da jeg spillede i Randers. Det gjorde jeg af den simple årsag, at det var en billig pris at betale i forhold til, hvad man fik ud af det i den anden ende.

- Jeg mener, at jeg er blevet fortalt, at i hver sæson får én spiller i gennemsnit en alvorlig skade. Det fik mig til at tænke, at jeg hellere ville være safe than sorry. Efterfølgende har jeg kunnet observere, at det mere eller mindre er korrekt.

Men selv om Jonas Bager har fået erstatning for sin skade, så havde han gerne været den foruden.

- Hvis jeg havde valget mellem at være skadefri eller have pengene, ville jeg alle dage betale pengene tilbage, siger Bager, der er taknemmelig over hjælpen fra sin fagforening.

- Hjælpen fra Spillerforeningen har betydet, at jeg kunne fokusere på at komme tilbage og spille fodbold og komme tilbage og opnå de ting, jeg har opnået de seneste to år. Oprykning og at spille med om det belgiske mesterskab.

En del af den belgiske sensation

I dag er skaden fortid. Genoptræning og lange udsigter til spilletid er afløst af en ukuelig optimisme i den belgiske overraskelsesklub, der topper rækken.

- Det er fedt. Det er første gang, jeg spiller på et hold, der fører ligaen. Det er mega-fedt. Og noget, som jeg forsøger at nyde i fulde drag. Det er unikt. Omvendt kan vi også godt mærke, at de ånder hos i nakken, så det er også med at klemme balderne sammen de sidste to måneder og få det maksimale ud af det. Der er ikke mange, der husker andenpladser. En førsteplads vil være noget, jeg aldrig vil glemme og aldrig opleve noget, der er større end det.

Med foreløbigt 27 kampe i sæsonen nyder han at være en del af succesen.

- Det er en vild sæson. Det er på mange måder en sæson, hvor man slår en masse rekorder og overrasker en masse mennesker. Det er sket før, at et hold er kommet op og har det gå på mod og evnet at overraske, men det, at vi kan holde den hele vejen hertil, tror jeg, folk er blevet meget forundret over, siger Bager, der betegner sæsonen som sin bedste i karrieren.

Jeg har spillet en stor del af sæsonen fra start, og jeg føler mig i den grad som en del af det. Det har helt klart været min bedste sæson

- Jeg har været med i rigtig mange kampe. Det er et hold med god konkurrence, så det har været med at gribe sin chance. Jeg har spillet en stor del af sæsonen fra start, og jeg føler mig i den grad som en del af det. Det har helt klart været min bedste sæson og en sæson, hvor man kan bevise, man har kunnet være med på det helt høje niveau.

Og hvor kan det så ende for Royale Union Saint-Gilloise-mandskabet, der hjemme på Stade Joseph Marien i Bruxelles hver gang løber på banen til fuldt hus.

- Jeg håber, og alle i klubben håber, at vi vinder guld. Nu er strukturen sådan, at pointene halveres, og det gør det ikke nemmere, men vi har bevist med et godt run i januar, at vi kan spille helt op med topholdene. Det skal vi finde frem i playoff-kampene, hvor pointene nærmest tæller dobbelt, når man kun har seks kamp tilbage, og det hele er indbyrdes.

Royale Union Saint-Gilloise besejret i aftes Standard Liege på udebane og topper rækken med 74 point, hvilket er fem mere end Club Brugge på andenpladsen.

Er du interesseret i at høre mere om dine forsikringsmuligheder? Tag fat i os – vi sidder klar til at hjælpe dig på 3312 1128.

Tilbage

SENESTE NYT

06.05.2022

Anførere hylder Danmarks Bedste Bane: »Hvert et græsstrå er klippet til med en neglesaks«

LÆS MERE
05.05.2022

Græstæppet på Brøndby Stadion er igen Danmarks bedste

LÆS MERE
29.04.2022

69: Dommerformanden forklarer #7: Special med lytterspørgsmål

LÆS MERE
07.04.2022

Seks Jammerbugt FC-spillere sendes på gaden

LÆS MERE
06.04.2022

Flere spillere mangler løn i Jammerbugt FC

LÆS MERE
04.04.2022

Mareridtsstart kan ende med guld

LÆS MERE