2

Artikel2.4.2012

Spillerne vil ikke have kunstgræs

En spørgeskemaundersøgelse blandt superligaspillerne om holdningen til kunstgræs sender et klart signal - Spillerne vil ikke spille turneringskampe på kunstgræs, der ændrer spillets karakter og skævvrider turneringen.

Af Spillerforeningen

En spørgeskemaundersøgelse blandt superligaspillerne om holdningen til kunstgræs sender et klart signal - Spillerne vil ikke spille turneringskampe på kunstgræs, der ændrer spillets karakter og skævvrider turneringen.

En spørgeskemaundersøgelse blandt superligaspillerne om deres holdning til kunstgræs, som Spillerforeningen har foretaget, taler sit tydelige sprog. Der er bred enighed blandt spillerne om, at afvikling af turneringskampe på kunstgræs ikke er vejen frem. Hele 96 % foretrækker, at deres klub investerer i naturgræs snarere end kunstgræs.

- Superligaspillerne taler med en samlet og tydelig stemme. De vil ikke spille på kunstgræs. Nu må det være op til klubberne at tage det til efterretning og lytte til deres spillere, inden de eventuelt overvejer at få kunstgræs på deres kampbaner, fortæller Spillerforeningens direktør, Mads Øland, om den klare udmelding.

82 % mener desuden, at kunstgræs ikke er nødvendigt for at gennemføre Superligaen i den nuværende turneringsperiode.

Ændrer grundlæggende karakter
Modstanden mod kunstgræs skal holdes op mod, at 83 % af superligaspillerne mener, at spillet ændrer grundlæggende karakter, når det spilles på kunstgræs.

- Selve spillets kerne ændres, når der spilles på kunstgræs. Bolden hopper anderledes og får mere fart, og der er færre dueller og glidende tacklinger. I realiteten er det to helt forskellige typer spil, siger Mads Øland.

Skævvridning af turneringen
Superligaspillerne er desuden bekymrede for en truende skævvridning af turneringen herhjemme. 71 % af superligaspillerne synes ikke, at det er i orden, at enkelte klubber spiller på kunstgræs, mens andre spiller på naturgræs.

- Lige meget hvordan du ser på det, vil det skabe en skæv konkurrence, at FC Nordsjælland spiller hver anden kamp på et underlag, som er mærkbart anderledes end de andre kampbaner, slutter Spillerforeningens direktør.

Fremhævede resultater:

  • 96 % af superligaspillerne mener, at kvaliteten af de danske turneringsbaner bør forbedres ved at investere flere penge i naturgræs snarere end kunstgræs
  • 82 % af superligaspillerne mener ikke, at indførelse af kunstgræs som kampunderlag er en nødvendighed for at gennemføre ordentlig turneringsfodbold i hele den nuværende turneringsperiode
  • 71 % af superligaspillerne synes ikke, at det er i orden, at enkelte klubber spiller deres hjemmekampe på kunstgræs, mens andre spiller på naturgræs
  • 83 % af superligaspillerne mener, at fodboldspillet ændrer grundlæggende karakter, når der spilles på kunstgræs

129 superligaspillere har anonymt besvaret spørgeskemaet.

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.