13

Artikel13.11.2015

Her er de fem nominerede: Årets Fodboldspiller 2015

Den 9. januar 2016 kåres vinderen af Spillerforeningen og Hessel HiRE Årets Fodboldspiller 2015 ved DR's store sportsgalla, Sport 2015. Her er de fem navne, som spillerne har nominere

Af Spillerforeningen

Spillerforeningen og Hessel HiRE kårer Årets Fodboldspiller 2015. Det er den mest prestigefyldte pris, fordi det er spillerne selv, der nominerer og afgør, hvem der løber med hæderen som Årets Fodboldspiller 2015.

Spillerne har nomineret følgende fem spillere:

Kasper Schmeichel, Leicester City, har gjort god figur i 2015. Den 29-årige målmand er både fast mand på landshold og klubholdet. Særligt på klubholdet nyder Kasper Schmeichel stor succes, da han og resten af Leicester-mandskabet noget overraskende hænger på i toppen af Premier League.

Michael Krohn-Dehli, Sevilla FC, har umiddelbart gennemlevet et af sine bedste fodboldår. Efter stærke præstationer i Celta Vigo var den 32-årige kreatør i sommer en ombejlet herre. Michael Krohn-Dehli valgte at fortsætte karrieren hos de forsvarende Europa League-vindere fra Sevilla FC.

Pione Sisto, FC Midtjylland, blev sidste år Årets Profil i Superligaen, og i år har han taget skridtet op. Han har for alvor fået sit gennembrud i 2015 med store præstationer i Superligaen, Europa League og debut på det danske A-landshold. Pione Sisto spillede en afgørende rolle, da FC Midtjylland sikrede sig sit første mesterskab i sidste sæson.

Christian Eriksen, Tottenham Hotspur, er igen i år nomineret til Årets Fodboldspiller. Han har vundet prisen de to seneste år, og kan dermed blive den første til at vinde prisen tre år i træk. Tottenhams offensive kreatør har for alvor markeret sig i Premier League med flotte frisparksmål og gode præstationer på et ellers svingende Tottenham-mandskab.

Simon Kjær, Fenerbahçe, havde et fremragende forår i franske Lille, selvom klubben leverede svingende resultater. Det resulterede i et sommerskifte til den tyrkiske storklub, hvor Simon Kjær har etableret sig som fast mand. Derudover har Simon Kjær været en fast del af det danske landshold, hvor han har leveret flere flotte præstationer.

Se med den 9. januar, når vi kårer Årets Fodboldspiller 2015 ved DR's store sportsgalla, Sport 2015.

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.