09. 01. 2016

Spillerne har talt: Christian Eriksen er Årets Fodboldspiller 2015

Christian Eriksen er netop blevet kåret som Spillerforeningen og Hessel HiRE Årets Fodboldspiller ved DR's Sport 2015. Christian Eriksen er dermed den første spiller nogensinde, der vinder prisen tre år i træk.

Christian Eriksen er Årets Fodboldspiller 2015. Det mener Christian Eriksens danske fodboldkolleger fra ind- og udland. At det er kollegerne, der har kåret ham, betyder meget. Det fastslog en tydeligt stolt Christian Eriksen i sin takketale ved DR's Sport 2015:

- Jeg er meget beæret over at vinde denne pris endnu en gang.

- Det betyder meget, når det er ens kollegaer, der stemmer. Så det er en kæmpe ære. Jeg er rigtig rørt og synes, at det går rigtig godt. Forhåbentlig bliver det ved sådan. Og så må jeg gå efter den fjerde også, tilføjede Tottenhams offensive kreatør.

23-årige Christian Eriksen, der er den første nogensinde til at vinde prisen tre år i træk, vandt prisen foran de to landsholdskollegaer Simon Kjær og Kasper Schmeichel.
 
Om kåringen
Det er spillerne selv, der nominerer og stemmer om, hvilken spiller, der fortjener at blive Årets Fodboldspiller.

Harald Nielsen var den første spiller til at modtage hæderen, da han blev kåret som Årets Fodboldspiller tilbage i 1961. Siden har flere spillere modtaget prisen. Blandt andet har Brian Laudrup modtaget prisen hele fire gange, hvilket er flest af alle, mens Christian Eriksen er den første spiller nogensinde, der kan lade sig hylde for tredje år i streg.

Back